De arabiske studier i Europa - 1775 - 19. årh

28. Silvestre de Sacy



 Uanset hvor højt man vurderer Englands betydning for orientalistikken i slutningen af det 18. og begyndelsen af det 19.århundrede, så tilkommer dog førerstillingen ved århundredskiftet på dette område ubestridt Frankrig, - takket være Antoine Isaac Silvestre de Sacy’s (1758 – 1838) (1) banebrydende indsats. I [Frankrig] havde oplysningsideerne, - modet til selvstændig tænkning, den grænseløse tillid til den menneskelige fornuft, afvisningen af enhver åbenbaringstro og
trangen til at forklare al historie kausalt [som årsag-virkningsforhold] – [nemlig] mest radikalt frigjort den vesterlandske tænkning fra den kirkelige autoritetstro og dermed skabt forudsætningen for en arabistik fuldstændigt frigjort fra alle teologiske lænker. Desuden nødvendiggjorde Frankrigs politiske og erhvervsmæssige interesser i Orienten studier af orientalske sprog, - de var en uafviselig pligt. Det var [derfor] praktiske synspunkter, som Louis Mathieu Langlès (1763-1824) gjorde gældende, da han i et indlæg i nationalforsamlingen (De l’importance des langues orientales pour l’extension du commerce et le progrès des lettres et des science [’Om vigtigtheden af de orientalske sprog for udvidelsen af handelen og for videnskabernes og kunsternes fremskridt’]) anbefalede oprettelsen af tre lærestole i [henholdsvis] arabisk, persisk og tyrkisk både i Paris og i Marseille og besætte dem med lærde med mangeårig erfaring fra Orienten (2). Han havde i sin ungdom selv haft planer om at tage til Indien, og han havde studeret arabisk og persisk ved Collège de France, men havde så tilsluttet sig revolutionen og opgivet sine planer om udvandring, - uden at miste interessen for de orientalske studier. - Sit første forsøg havde han dog ikke held med, men i mellemtiden havde de fleste tolke vægret sig ved at anerkende republikken, og netop de bedste af dem var trådt i fremmede regeringers tjeneste (3). Snart indtrådte [derfor] en sådan mangel på egnede tolke, at en løsning var bydende nødvendig og derfor gentog Langlès, som fra 1792 havde været konservator ved nationalbibliotekets håndskriftsamling, sit forslag, med enkelte ændringer (4). Med henvisning til den praktiske nytte, som kendskabet til de ’levende’ orientalske sprog (i modsætning til de ’døde’ eller ’lærde’ sprog [sanskrit etc.]) kunne have for Frankrigs handel og politik, anbefalede han at indrette særlige skoler for studiet af dem samt at anbringe dem i nærheden af nationalbiblioteket, af hensyn til de nødvendige håndskrifter og bøger til studiet. Denne gang lykkedes det for ham: den 30.marts 1795 besluttede nationalforsamlingen at oprette en École spéciale des langues orientales vivantes [’Specialskole for de levende orientalske sprog’] i Paris med én lærestol for både litterært og dagligtalt arabisk, én for tyrkisk og Krim-tartarisk, og en tredje for persisk og malayisk. Udover undervisning i disse sprog skulle eleverne også undervises i Frankrigs politiske og erhvervsmæssige forbindelser til de pågældende orientalske folk. Langlès overtog selv lærestolen i Persisk og Malayisk, medens den i tyrkisk indtil videre var ledig. Til professor i arabisk udnævntes Silvestre de Sacy.
 Antoine Isaac Silvestre de Sacy blev født i 1758 som den anden søn af notaren Abraham Jacques Silvestre (død 1765). Da han ikke var den førstefødte, så føjede han – for at skelne - efter tidens skik den tilføjels ’de Sacy’ til sit familienavn, som han skulle blive berømt under. Han fik en omhyggelig oplæring af privatlærere, først og fremmest i latin og græsk. Overfor barndomshjemmet lå klosteret Saint Germain des Prés og i dets park mødte drengen den mand, der vækkede – eller i hvert fald styrkede – interessen for de orientalske studier hos ham: maurinermunken George François Berthereau (1732-1794), en kender af hebræisk, aramæisk, syrisk og arabisk, som på sin ordens bud bearbejdede arabiske kilder til korstogenes historie til brug for en Historiens de France [’Franske historieskrivere’]. Denne lærde mand indførte de Sacy i det hebræiske og arabiske. [De Sacy] studerede derefter jura og arbejdede fra 1781 i møntforvaltningen. I sin studietid havde han ikke mulighed for at høre forelæsninger [fx] hos Le Roux des Hautesrayes (1724-1795), som forestod det arabiske, eller hos Cardonne (1720 – 1783), som havde lærestolen for tyrkisk og persisk. Derimod stod han i perioden omkring 1778 – 1782 i forbindelse med Étienne Le Grand (ca 1710 – 1784) (5), som havde en ærefuld fortid som tolk og var en fremragende kender af det tyrkiske. Omkring samme tid begyndte han sine første orientalske arbejder. Han udgav, i Eichhorns Repertorium für biblische und morgenländische Litteratur [’Materialesamling til bibelsk og østerlandsk litteratur’], de samaritanske breve til Scaliger [se kap.12] i originaltekst med latinsk oversættelse (6). 1785 blev han løst tilknyttet medarbejder og i 1792 regulært medlem af Académie des Inscriptions et Belles-Lettres [’Akademiet for Indskriptioner og De skønne Kunster’] (7). Samme år nedlagde han sit arbejde på møntforvaltningen, da han som royalist og troende katolik ikke kunne godtage den radikale vending, som den franske revolution tog, og han tilbragte rædselsperioden med sin familie på sit landsæde. Sin fritid brugte han på afslutningen af sit første store værk, Mémoires sur diverses antiquités de la Perse [’Afhandling om forskellige persiske antikviteter’] (8), hvor han lagde grundlaget for tydningen af de sassanidiske indskrifter og mønter. Han var allerede en lærd mand med ry og anerkendelse, da han i 1795 (vel af Langlès) blev bragt i forslag til den nyoprettede lærestol i arabisk, - og trods sit royale sindelag (han afviste at aflægge den krævede ed (serment de haine à la royauté [’Ed om had til kongedømmet’]) blev han ansat som professor ved École des langues orientales. Med hans ansættelse begyndte den nye skoles første glansperiode. Hans enestående personlighed satte sit præg. Skolen blev ikke, som først tænkt, en sprogskole, hvor kommende tolke kunne tilegne sig en vis færdighed i mundtlig og skriftlig brug af et fremmed sprog, men en læreanstalt for seriøs videnskab. Skønt hans stillingsbeskrivelse indbefattede dagligtalt arabisk, så anså han det klassiske arabiskes betydning for så overordnet, at han i sin undervisning fortrinsvis tog hensyn til det. Han sørgede ganske vist for, at en kristen syrer, Michael Sabbagh (Sabbag) blev beskæftiget med at kopiere arabiske håndskrifter, men han anså en lektor i arabisk for at være overflødig. Da der i 1803 – på den første konsuls ordre – blev oprettet endnu en lærestol i arabisk ved École spéciale des langues orientales  til munken Raphael de Monachis, en kopter fra Ægypten, som havde sluttet sig til franskmændene [under Napoleons togt til Ægypten i 1799], gjorde de Sacy, ganske vist forgæves, indsigelse, formodentlig ud fra den erkendelse, at den eneste tilgang til en videnskabelig udforskning af det vulgærarabiske var via det klassiske arabiske. Det klassiske arabiske beherskede han derimod til fuldkommenhed, som det ses af hans indledning til sin udgave af Hariri, som han skrev på arabisk. Han oversatte desuden flere gange embedsmandsskrivelser for udenrigsministeriet, fx storarmeens bulletiner, til arabisk. Ludwig XVI’s testamente oversatte han til arabisk og lod det i 1820 trykke, tillige med den franske originaltekst, i håbet om, at det kunne bringe trøst og styrkelse til de orientalske kristne, og overfor de ’ikke-troende’ være et vidnesbyrd om kristen hengivelse og evangelisk sagtmodighed (9). Han lagde ingen vægt på mundtlig anvendelse af sproget: hans udtale af sproget var langt fra korrekt, men var den, som han havde overtaget fra sin lærer, munken Berthereau, og også sine elever søgte han først og fremmest at gøre bekendt med den klassiske ’Arabiya’. Ud af hans forelæsninger voksede i det første årti hans epokegørende arabiske grammatik (10), som første gang kom på tryk i 1810, og i 1831 udkom i en stærkt forøget og forbedret udgave, med tilføjelse af en fremstilling af den arabiske rytme- og verselære. Denne grammatik er det første betydelige fremskridt på den arabiske grammatiks område, siden Erpenius’s dage [1613, - se kap.14]. Den udmærker sig i lige mål ved righoldighed i selve indholdet som ved overskuelig fremstilling, klarhed i formuleringerne og reglernes forståelighed. De sprogvidenskabelige synspunkter, som ligger til grund for denne grammatik, er den franske oplysningstids. De går ud fra den forudsætning, at alle mennesker har den samme fornuft, og ser i sproget væsentligst et middel til tankeudveksling og bestræber sig på - i en almen grammatik - at fastslå de uforanderlige grundtræk for sprog overhovedet, og ser dermed i de enkelte sprog de tilfældige resultater af bevidste og formålsbestemte påfund af den menneskelige ånd. De Sacy havde fremstillet disse grundregler af den almene grammatik for sin ældste søn Victor (født 1791), letforståeligt og tilpasset barnets fatteevne, for at forberede ham på den første latinundervisning (11). Han havde i det væsentligste brugt Grammaire générale et raisonnée de Port Royal  [’Port Royal’s almene og rationelle grammatik’], Beauzée’s Grammaire générale [’Almen grammatik’] samt Court de Gébélins Histoire Naturelle de la Parole og Grammaire Universelle [’[Det talte] Sprogets naturhistorie’ og ’Universel grammatik’]. Denne uforlignelige lille bog, en charmerende blanding af ægte videnskabelig indstilling og en faderlig kærlighed, som kommer barnet i møde, indeholder en ualmindelig klar fremstilling af de europæiske sprogs grammatiske kategorier og enkelte sproglige bestanddele, og den giver inspiration til grammatisk analyse. Til dette skrift henvises læseren af den arabiske grammatik igen og igen og skriftet har de samme karaktertræk [som grammatikken]: en rationalisme, - fjern fra enhver spekulation og gætværk, kun rettet mod fakta, - som med nøgtern saglighed iagttager den faktiske, positive, brug af sproget, og beskriver den ved hjælp af klart definerede, utvetydige fagudtryk i klare, systematisk ordnede regler. Denne positivisme gør det muligt for de Sacy at gøre meget vidtstrakt brug af de [arabiske] grammatikeres resultater, iagttagelser og opdagelser, som de findes i de arabiske grammatiker, leksikografiske værker og i fortolkningslitteraturen, - trods den grundlæggende forskellighed mellem grammaire générale [oplysningstidens almene grammatik] og nationalgrammatikkerne [de arabiske]. Værkets værdi består ikke mindst i den overvældende fylde af sproglige iagttagelser af alle mulige slags, som læseren henvises til. Hvor højt de Sacy vurderede den [indfødte] arabiske sprogfortolkning for forståelsen af kommentarer, skolier og glosser, kan man se deraf, at han [i sin grammatik] behandlede syntaksen [ordføjningslæren, læren om, hvordan sætninger og helmeninger opbygges]  to gange: først udførligt efter grundsætningerne i grammaire générale (12), derefter efter de arabiske grammatikeres system (13), i et sammendrag, som han væsentligst hentede i Martelottis (14) Institutiones arabicae [’Grundbegreber af det arabiske [sprog]’, se kap.15] fra 1620.  -  Derimod går der ingen linie fra de Sacys sprogiagttagelse til den sprogfilosofi, som Wilhelm von Humboldt (1767 – 1835) fremstillede, hvor sproget ikke betragtes som et værk (ergon [græsk: værk]), men som en virksomhed (energeia [græsk: virksomhed, virkekraft]) og hvor sprogstudiet ikke var et redskab til formel uddannelse, men derimod et møde med et andet folks [folke]ånd eller  –sjæl. – Lige så bevidst lagde de Sacy afstand til den etymologiske metode [læren om ordenes slægtskab  og oprindelse]: selvom han var fortrolig med hebræisk, aramæisk og syrisk, og ikke uden kendskab til samaritansk, mandæisk og ætiopisk, så undgik han at inddrage disse sprog som forklaring[smateriale] i sin arabiske grammatik. Også grundlæggelsen af den sammenlignende sprogvidenskab ved den geniale Franz Bopp (1791 – 1867), som under sit ophold i Paris studerede arabisk og persisk hos de Sacy – rørte ham ikke og formåede ikke at bevæge ham til en ændring af sine sprogvidenskabelige synspunkter.
 På samme måde som de Sacy først og fremmest havde skrevet sin arabiske grammatik for sine studerende, så sammenstillede han også sin Chrestomathie ['Tekstsamling'] først og fremmest for dem. I begyndelsen af det 18.århundrede var der stadig mangel på læsestof til den akademiske undervisning. Ganske vist viser Bibliotheca Arabica (15) af den fortræffelige Schnurrer (16) (1742 – 1822, en elev af Reiske), som kom i stand under de Sacys levende deltagelse og er dediceret til ham, og som ganske vist ikke er komplet, men giver ualmindelig omhyggelige, for det meste ved selvsyn udførte beskrivelser af de bøger, den opregner, - at antallet af dengang foreliggende trykte arabiske tekster trods alt ikke var helt ringe, men de var for det meste dyre, og mange (fx udgivelserne fra College of Fort William) var også pga. fastlandsspærringen foreløbigt overhovedet ikke til at få fat i. Endnu i 1806 kom, ifølge de Sacys egen beretning, kun ganske få værker i betragtning til forelæsningsbrug (først og fremmest koranen, Luqmans fabler, Timurs historie af Ibn ’Arabsah og en udgave med dele af Bidpais fabler (hvoraf han selv besørgede en fuldstændig tekstudgave i 1816, på grundlag af et yngre håndskrift), samt nogle digte) da kun disse tekster var til rådighed i et tilstrækkeligt stort antal eksemplarer. Denne vanskelighed skulle hans Chrestomathie arabe (17)  ['Arabisk tekstsamling'] som første gang udkom i 1806, afhjælpe. Men med denne praktiske opgave forbandt han straks den videnskabelige: at gøre videnskabeligt værdifulde  tekster fra pariserbibliotekets håndskriftssamlinger kendte og at bearbejde dem. Derfor indeholder Chrestomatien lange uddrag fra sene historikere (Maqrizi) og geografer, af Hariris makamer, fra drusernes kanon og fra Qazwinis kosmografi [verdensbeskrivelse], foruden nogle digte, lige fra Nabiga til Ibn Farid, samt endeligt en samling statslige skrivelser, med henblik på fremtidige tolkes praktiske behov. Alt i arabisk original med fransk oversættelse og rigelige noter. En 2.udgave udkom i 1826 og tre år senere udgav han som supplement sin Anthologie grammaticale [’Grammatisk anthologi’] (18), som indeholder udvalgte stykker af den grammatiske litteratur, fra Sibawaihs Kitab til Ibn Hisams I’rab,, endvidere udtog af Zamahsari og Baidawis korankommentarer, og endelig de relevante kapitler fra Ibn Khalduns Muqaddima. I disse bind kommer de Sacys mesterskab i fortolkningskunsten til fuld udfoldelse, - og det skyldes dette mesterskab, at Chrestomatien og Anthologien har vist sig at have en langt større livskraft, end sådanne værker ellers er i besiddelse af, - de ældes normalt hurtigt, som følge af fremskridt i den videnskabelige indsigt. Næsten et århundrede igennem har disse værker åbnet vejen til den arabiske litteratur for mange lærelystne og gjort dem bekendt med nogle af dens mest betydende mesterværker. Først da ældre tekster blev kendt og bedre leksikalske og grammatiske hjælpemidler blev fremskaffet, tabte de langsomt deres enestående betydning for undervisningen, - hvorimod de Sacys fortolkninger af de senere tekster, som han behandlede, til dels stadig har beholdt deres værdi.
 Ikke mindre fremragende var hans udgave af Hariris Makamer, forsynet med en udvalgt arabisk kommentar [Sherishi’s kommentar]. De Sacy havde allerede tidligt beskæftiget sig med dette mesterværk i den arabiske kunstprosa, som lige siden Golius’ dage [1656, - se kap. 16] gentagne gange havde tiltrukket sig europæiske arabiskkyndiges opmærksomhed (19), og allerede 1811 havde han lovet en fuldstændig udgave til [udgivelse i] år 1813. Men de politiske begivenheder i de følgende år forsinkede bestræbelserne betydeligt, og det håndskriftsmateriale, som i mellemtiden blev kendt, nødvendiggjorde en omarbejdelse af tekst og kommentar. Så erfarede han, at hele teksten var blevet offentliggjort i årene 1809- 1813 i Calcutta, og endelig kom Caussin de Perceval (- faderen,  (se nedenfor), 1759 – 1835, fra 1784 professor i arabisk ved Collège de France) ham ganske uventet i forkøbet i 1818 med endnu en komplet udgave. Heldigvis lod de Sacy sig ikke rokke i sine planer, og hans udgave stillede i den grad sine forgængere i skyggen, at de snart gik helt i glemmebogen. Dens virkning strakte sig endog til Orienten. Gennem den franske konsul i Beirut nåede den i hænderne på den kristne syrer Nasif al-Yazigi (1800 – 1871), som studerede den opmærksomt og i 1833 nedskrev en række kritiske bemærkninger til den i et brev, som han i 1838 medgav den amerikanske missionær Eli Smith til viderebringelse til de Sacy. Da de Sacy var død kort forinden, overlod Smith skrivelsen til Fleischer til offentliggørelse, og denne gav en afskrift af brevet til sin elev A. F. Mehren, som oversatte det og forsynede det med kritiske modbemærkninger. Da Yazigi hørte om disse planer, underkastede han sin skrivelse en grundig revision, og denne blev i 1848 trykt i originaltekst, med latinsk oversættelse og kritiske bemærkninger (20). Denne første kritiske stemme fra orienten overfor en frembringelse af den vesterlandske arabistik var så meget mere bemærkelsesværdig, som den kom fra en orientaler, som var fremragende kender af den klassiske ’Arabiya og en fremragende forfatter, og derfor berettiget til at tale med. Her viste det sig så, at hans kommentarer, sammen med rigtige og værdifulde bemærkninger også indeholdt megen grundløs kritik, ja, at hans overkritiske, skolastisk skolede tænkning af og til forgreb sig på Hariri selv, medens den vesterlandske forskning var i stand til at være mere retfærdig overfor Hariri. Den europæiske arabistik bestod således denne første ildprøve og viste sin fulde eksistensberettigelse.
 I 1833 udgav de Sacy Ibn Maliks grammatiske læredigt, hvoraf han allerede i sin Anthologie havde bearbejdet og offentliggjort 8 kapitler (21). I hans dødsår udkom hans banebrydende værk om druserne (22), som afsluttede over fyrre års studier over denne sekt med en udførlig fremstilling af deres lære og som i lang tid var et standardværk i denne gren af forskningen.
 I 1806 overtog de Sacy – udover sin stilling som professor – også det nyoprettede professorat i persisk ved Collège de France. Dette fag havde siden 1773 været varetaget af den ansvarlige for det tyrkiske, Pierre Ruffin (23) (1742 - 1824), som dog mest lod sin studerende Daniel Kieffer (1767 – 1833) (24) tage sig af det, - men Talleyrand havde indset, at den praktiske betydning af de tre vigtigste islamsprog retfærdiggjorde, at man oprettede en speciel lærestol for hvert af dem. Her indførte de Sacy sine studerende (det var almindeligvis de samme, som studerede arabisk hos ham på École des langues orientales) i det nypersiske sprog. Blandt de tekster som han - med sit uforlignelige mesterskab i den indfølende fortolkningskunst - underviste i, var, udover Wilkens Chrestomati (25), sammes udgave af Mirkhonds samanidehistorie (26), endvidere Sa’dis Gulistan og Bustan [’Rosenhaven’ og ’Frugthaven’], samt Anwar-i Suhaili  (27) [’(Stjernen) Canopus’ Lys’, en persisk fabelsamling]. I 1819 udgav han selv ’Attars Pandnama [’Rådenes bog’] med en rigdom af fremragende anmærkninger (28). Han var nu ubestridt sin tids førende orientalist. Napoleon ophøjede ham i 1814 til baron. Da Société Asiatique [Det asiatiske selskab] blev oprettet i 1821, blev han dets første præsident, men nedlagde hvervet allerede i 1825. Fra 1823 var han administrator af Collège de France og efter Langlès død overtog han i 1824 også ledelsen af École des langues orientales. Akademiet, som han længe havde været medlem af, valgte ham i 1833 til fast sekretær, men trods de store krav alle disse poster og æreshverv stillede til hans arbejdskraft vedblev han til det sidste at finde tid til en forskningsvirksomhed, som gav sig udslag i mangesidige litterære arbejder (29). Hans virksomhed tog udgangspunkt i tekstfortolkningen og bredte sig derfra ud over mange områder af den islamiske verden: dens statshistorie, dens litterære, religiøse og kulturelle liv fra dets begyndelse og frem til samtidshistorien, - og samtidigt inddrog han, ved siden af den litterære overlevering, også den hjælp han kunne få fra dokumenter og papyri, mønter og indskrifter. Herigennem havde de Sacy en stor indflydelse på den retning de arabiske studier og islamstudierne tog i vesten. Hans blivende betydning ligger derfor ikke så meget i videnskabelige enkeltpræstationer, hvor meget de end også udmærkes af klar tænkning og gennemsigtig fremstilling, men snarere i hans personligheds helhedsvirkning, som ånden fra Port Royal (30) havde præget med alvorlig fromhed, streng pligtfølelse, moralsk mod og en klar, forstandspræget og saglig åbenhed, som de væsentligste træk. Hertil kom hans elskelighed, hans takt og en fornem livsanskuelses hjertelige godhed, som prægede selv hans polemik. Det var hans personlige ethos som lærer og forsker, som prægede ånden på École des langues orientales. Det var [således] ikke blot i det ydre at denne institution voksede indtil de Sacys død i 1838, idet der, foruden de tre lærestole som den havde da den blev åbnet i 1795, yderlige kom - i 1812 - en lærestol i armenisk, 1819 i nygræsk, 1820 i dagligtalt arabisk [’vulgærarabisk’] og endelig i 1830 i hindustani, - men det var også de Sacys forbillede som mere og mere blev normgivende, så de ansatte lærere på institutionen satte deres ærgerrighed ind på at gælde som forskere og uddanne fremtidige lærde. Ganske vist blev de af lærerne på École des jeunes des langues, hvorfra de fleste tolke stadig blev uddannet, udråbt som stuelærde, som ikke havde noget levende billede af orienten og ikke beherskede de moderne talesprog, men disse kunne så til gengæld foreholde deres kritikere mangel på filologisk metode, på historisk kritik og evnen til grammatisk analyse.
……………………………………
 Lærestolen i dagligtalt arabisk blev først besat med kopteren ELLIOUS BOCTHOR (Buqtur, 1784 – 1821), som havde ledsaget den franske orienthær [til Ægypten] som tolk, og derefter, efter hans tidlige død, med ARMAND PIERRE CAUSSIN DE PERCEVAL (sønnen [se ovenfor], 1795 – 1871), forfatteren til Essai sur l’histoire des Arabes avant l’islamisme [’Essay om Arabernes historie før Islam’]. CAUSSIN udgav de af BOCTHOR samlede ordfortegnelser over det daværende dagligsprog i Ægypten i Dictionnaire français-arabe [’Fransk-arabisk ordbog’] (Paris 1828 – 1829, 2 bind, 4.opl. 1868) og skrev en meget benyttet Grammaire arabe vulgaire [’Arabisk grammatik over dagligsproget’] (Paris 1824, 4.opl. 1858),  som dog led under den store fejl, at de forskellige dialekter ikke var ordentligt adskilt i den. Derimod havde den østrigske tolk FRANZ V. DOMBAY (1758 - 1810) allerede et kvart århundrede tidligere i sin Grammatica Linguae Mauro-Arabicae juxta vernaculi idiomatis usum [’Grammatik over maurisk arabisk, efter den talte sprogbrug’] fra år 1800 indskrænket sig til dialekten i Tanger, og dermed leveret den første monografi over en maghribinsk dialekt og det første videnskabelige bidrag til arabisk dialektforskning. At også maltesisk er en arabisk dialekt, blev påvist af W.GESENIUS i 1810. Siden Ambrosius’ og Postellus’ dage [se kap. 10] var mange sprogforskere af den fejlagtige opfattelse, at det puniske sprog levede videre i det maghribinsk arabiske. Malteseren FRANC. AGIUS DE SOLDANIS udviklede i sin maltesiske grammatik fra 1750 en eventyrlig teori om det maltesiske sprogs slægtskabsforhold, hvis hovedtræk allerede kan læses af titlen: Della lingua Punica, presentamente usata dai Maltesi ovvero nuovi documenti, li quali possono servire di lume alla antica lingua Etrusca [’Om det puniske sprog, nu brugt af malteserne, eller: nye dokumenter, som kan tjene til at belyse det gamle etruskiske sprog’]. Også malteseren MICHELE ANTONIO VASSALLI (31) (1764 – 1828), som indførte en nøjagtig transkription af sit modersmål til latinske bogstaver tilføjet nogle kunstigt skabte tegn, og som dermed skabte forudsætningen for den litterære anvendelse af sproget, - selv han holdt fast ved den formodede puniske oprindelse til sproget. Da JOHANN JOACHIM BELLERMANN (1754 – 1842) i gymnasieprogrammet Phoeniciae linguae vestigiorum in Melitensi specimen [’Eksempel på rester af det fønikiske sprog i maltesisk’] vedkendte sig samme mening og påtog sig at forklare maltesiske ord (som han hentede fra Agius’ værk) etymologisk ved hjælp af hebræisk, gendrev GESENIUS ham det følgende år i sin Versuch über die maltesiske Sprache [’Essay om det maltesiske sprog’] og påviste på metodisk mønstergyldig måde maltesisk’ slægtskab med det arabiske. Det var et stort tab for den arabiske filologi, at GESENIUS aldrig senere betrådte dette område men viede sine epokeskabende arbejder til den hebræiske grammatik og leksikografi, samt den semitiske epigrafik.
……………………………………
 Intet andet sted ses de Sacys indflydelse dog bedre, end i hans elevers store antal, samt i deres indsats. Gennem de Sacy blev Paris i første tredjedel af det 19.århundrede et Mekka for alle, som ville vie deres liv til studiet af de orientalske sprog. Da det nye begreb orientalistik, løst fra alle teologiske lænker, også indbefattede sanskrit og indologien, ja selv kinesisk, så sad orientalister af de mest forskellige fag for hans fødder. Blandt hans elever tælles Étienne Quatremère (1782 – 1852), den betydeligste arabiskkyndige i Frankrig efter de Sacy, fra 1808 professor i hebræisk, kaldæisk og syrisk ved Collège de France og fra 1832 Chézys efterfølger på lærestolen i persisk ved École des langues orientales. Quatremère var, ligesom sin lærer, upåvirket af den sammenlignende sprogvidenskab, men i modsætning til ham var han ikke interesseret i grammatikken, men i nærorientens historie og geografi. Skinsyg overfor andres indsats var han også deri fuldstændig forskellig fra de Sacy, at han ikke dannede skole. Alvorlig og indelukket levede han kun for sine studier i næsten klosteragtig afsondrethed midt i sit righoldige bibliotek (32). Hans oversættelse af Maqrizis De ægyptiske mamlukers historie (33), hans udgaver af Ibn Halduns Prolegomena (34) og af Rasidaddins Mongolernes historie i Persien (35) er monumenter over en lærdom, som besad en usædvanlig belæsthed, men ikke besad nogen evne til at struktureren stoffet.
 En anden af de Sacys elever, hans senere efterfølger i arabisk på École des langues orientales, Joseph Reinaud (1795 – 1867) (36), besørgede sammen med J. Derenbourg andenudgaven af de Sacys Hariri-udgave, men vendte sig derefter, ligesom Quatremère, først og fremmest til de historiske og geografiske studier.  Således udgav han fx sammen med Mac Guckin de Slane Abu’l-Fidas geografi (37), og skrev, som forløber til sin oversættelse af dette værk, en almindelig indledning til den orientalske geografi (38) og dyrkede også det sjældent betrådte område: muslimsk arkæologi (39). Hans medarbejder, de Slane, som har skabt sig et navn ved at udgive Imra’al-Qais (40) og ved at oversætte Ibn Hallikan (41), hører til de af de Sacys elever, som brugte deres arabiskkundskaber i praksis, som tolk.
 To af de ældste [af de Sacys elever] var Jean-Joseph Marcel (1776 – 1854) (42), som deltog i [Napoleons] ekspedition til Ægypten og blev direktør for statstrykkeriet i Kairo, og Amédée Jaubert (død 1847), som efter Akkos belejring i 1799 tjente Napoleon som tolk, og senere flere gange blev sendt på diplomatisk mission i Orienten og endelig fra 1801 underviste i tyrkisk ved École spéciale. Fra ham hidrører bl.a. en kommenteret oversættelse af Idrisis Rogerbog (43). Men den betydeligste af dem var Louis Jacques Bresnier (1814 – 1869), som først var typograf, så studerede og efter de Sacys forslag blev sendt til Algier i 1836, hvor han indførte dennes metode i arabiskundervisningen og oprettede et militært tolkekorps, som spillede en betydelig rolle ved erobringen af landet (44). - Dragoman [tyrkisk for ’tolk’] var også Kasimirski, hvis franske koranoversættelse fandt vid udbredelse (45). Andre vendte sig mere til det persiske, fx Julius Mohl (1800 – 1876), som var født i Stuttgart, men erhvervede fransk statsborgerskab og i 1847 fik professoratet i persisk ved Collège de France. Til den monumentale udgivelsesserie Collection Orientale [’Orientalsk Samling’] besørgede han en værdifuld, om end filologisk utilstrækkelig, udgave af Firdausis Shahname (46) med fransk oversættelse og en indholdsrig fortale. Derimod var de Sacys yndlingselev Antoine Léonard de Chézy (1773 – 1832), skønt han i 1824 efter Langlès død overtog professoratet i persisk ved École des langues orientales, af hovedfag indolog, og den første franske lærestol i sanskrit blev på hans lærers foranledning oprettet til ham ved Collège de France i 1814. Hos ham studerede A.W.Schlegel i 1816. - De Sacys anden yndlingselev, Joseph Héliodore Garcin de Tassy (1794 – 1878), begyndte sin litterære løbebane med bearbejdelsen af en ubetydelig sufisk afhandling, ’Izzaddin al-Muqqadasis Kasf al-asrar [’Mysteriernes Afdækning’], som han udgav ganske i sin lærers stil: på arabisk, med fransk oversættelse og forsynet med udførlige anmærkninger (47). Men derefter vendte han sig til studiet af hindustani og fik, takke være de Sacys anstrengelser, i 1828 til opgave at undervise i dette sprog på École des langues orientales. Med sin grammatik, sin chrestomati og litteraturhistorie, årsberetningerne, en udgave af Walis digtsamling og især ved sine talrige oversættelser, udfoldede han på dette - i Europa næsten uudforskede område - en flittig virksomhed, som dog mere gik i bredden end i dybden, og som ikke formåede at give studiet af den indiske islam den plads indenfor den samlede islamvidenskab, som rettelig tilkom den. - Édouard Dulaurier (1807 – 1881) gik fra det arabiske over til det malayiske og japanske, og blev til sidst i 1862 professor i armenisk ved École des langues orientales. - Guillaume Pauthier (1801 – 1873), endelig, var aktiv på flere områder, hovedsagelig dog som sinolog [kinesisk].
 Det var dog ikke kun franske orientalister, som de Sacy uddannede. Også fra det øvrige Europa kom en strøm af lærelystne til ham, som [så] senere indførte hans undervisningsmetode i deres fædrelande. Hans førsteplads var allerede i hans levetid så åbenlyst og almindeligt anerkendt, at fremmede regeringer tog ham med på råd, når der skulle oprettes og besættes lærestole i orientalske sprog og også sendte stipendiater til ham til uddannelse. Således henvendte den russiske statsmand grev Uwaroff sig til ham (48), da Zar Alexander I havde planer om at oprette en lærestol i arabisk samt én i persisk i Skt.Petersborg. Ganske vist havde Christian Martin Frähn (1782 – 1851) fra Rostock, som siden 1807 havde gjort en indsats i den islamiske møntvidenskab, og var elev af O.G.Tychsen og Schnurrer, virket som professor i orientalsk litteratur ved det i 1804 grundlagte universitet i Kasan [ved Volga, 700 km ø.f. Moskva]. Men Ruslands asiatiske interesser krævede fra begyndelsen af det 19.århundrede i stigende grad en stærkere hensyntagen til de orientalske sprog. Derfor blev på de Sacys anbefaling to af hans elever, Charmoy og Demange, i 1817 kaldet til de to nyoprettede lærestole ved det Pædagogiske Centralinstitut i Petersborg. Da så det orientalske institut for uddannelse af tolke i 1823 blev åbnet ved den asiatiske afdeling af udenrigsministeriet, overtog Charmoy undervisningen i persisk og tyrkisk, medens Demange blev betroet ansvaret for det arabiske.
 Antallet af udlændinge, som kom til Paris for at studere arabisk eller persisk hos de Sacy var betydeligt. Blandt hans elever taltes spanieren Don Pascual de Gayangos, senere professor i arabisk i Madrid og kendt som oversætter af de afsnit fra Maqqaris Nafh at-tib (49)[’Et pust af vellugt’] som omhandler det muslimske Spaniens historie. - Fra Geneve stammede Jean Humbert (1792 - 1851), som senere virkede i sit fædreland som professor i arabisk. - Danmark sendte Jan Larson Rasmussen (1785 – 1826), den tidligt afdøde orientalist ved Københavns Universitet. - Fra Norge kom Ch.A.Holmboe (1796 – 1882), senere professor i orientalske sprog i Kristiania, fra Sverige K.J.Tornberg (1807 – 1877) og fra England sanskritisten Graves Chamney Haughton.
 Men intet land sendte flere studerende til de Sacy end Tyskland. Mange kom på regeringsstipendier, for også i Tyskland indså man nu betydningen af orientalske studier, styrkede dem på mangfoldige måder og oprettede særlige lærestole for dem. Bayern sendte Bopp, samt hans nu glemte medbejler Othmar Frank. - Württemberg sendte den senere Tübingerteolog Friedrich Steudel og den allerede nævnte Mohl, hvis overgang til fransk tjeneste havde til følge, at den orientalske lærestol i Tübingen forblev ubesat indtil Ewalds ankomst i 1838. - Preussen sendte rhinlænderen Vullers, som den hessiske regering i 1833, netop fordi han var elev af de Sacy, kaldte til Giessen (50). - Blandt de Sacys elever var endvidere fx Wilhelm Freytag (1788 – 1861), som forfattede sit Lexicon Arabico-Latinum og en endnu ikke overgået fremstilling af den arabiske verselære, og udgav bl.a. Hamasa samt Proverbia Arabum. - Endvidere Gustav Flügel (1802 – 1870), velfortjent af sin udgivelse af Koranen, af en koran-konkordans og af mange vigtige tekster, som fx Haggi Halifas bibliografiske leksikon og af Fihri. - Endvidere Maximilian Habicht (1775 – 1839), som levede et årti i Paris som preussisk legationsråd, en god kender af dagligtalt arabisk og udgiver af den arabiske tekst til 1001 nat. - Og J.G.L.Kosegarten (1792 – 1850) som bl.a. redigerede Hudailiterdigtene, samt Gustav Stickel (1805 – 1896), som ansporede Goethe til at studere de islamiske mønter og segl (51). - Også iranisten Bernhard Dorn (1800 – 1881), som trådte i russisk tjeneste, var elev af de Sacy, gammeltestamentleren Justus Olshausen (1800 – 1882), som også studerede hos Anquetil du Perron, samt Eilhard Mitscherlich (1794 – 1863), som studerede persisk, men så gik over til kemi og vandt berømmelse og anseelse på dette område. - Stort var antallet af teologer, som tilbragte kortere eller længere tid i Paris, fx professor for nytestamentelig eksegese i Strassburg, Ed. Reuss (1804 – 1891), som også vandt sig et navn indenfor pentateuchkritikken (52), Heinrich Middeldorpf fra Breslau samt den ved sin bibeloversættelse kendte domprovst Jos. Fr. Allioli (1793 – 1873).  - Endelig skal også nævnes syrologen Georg Hch.Bernstein (1787 – 1860), den forskningsrejsende Fr.Ed.Schultz (1799 – 1829), som blev myrdet i Kurdistan, og professor Konrad Dietrich Hassler (1803 – 1873) ved gymnasiet i Ulm, som i sine i 1826 anonymt udgivne breve om de asiatiske studier i Paris og deres fremskridt, maler et levende billede af hine dage for vore øjne. Det vigtigste for de arabiske studier var dog, at også han, som var kaldet til at tiltræde den videnskabelige arv efter de Sacy befandt sig blandt hans disciple, nemlig Heinrich Leberecht Fleischer  (53)(1801 – 1888) [se kap.34].

29. Josef von Hammer-Purgstall



 Medens den politiske udvikling i Frankrig allerede i slutningen af det 18.århundrede havde skabt forudsætningerne for en arabistik befriet fra kirkeligt formynderskab, så forblev disse studier på de højere læreanstalter i Tyskland stadig i den underordnede stilling som sacra philologia [de bibelske studier] havde tildelt dem. Dette havde den konsekvens, at det ikke var blandt de naturlige repræsentanter for denne videnskab, men i det læge, dannede borgerskab, at det nye billede af Orienten, formet af oplysningen, først fik sin fulde anerkendelse, og at det derfor var liebhavere, amatører, som viede de orientalske studier deres ledige stunder. Den betydeligste repræsentant for denne retning er Joseph von Hammer-Purgstall (54) (1774 – 1856). Hammer, født som søn af en kejserlig-kongelig regeringsråd i Graz i 1774, fik sin indledende uddannelse i 1789 – 1799 på det orientalske akademi [se kap.25] og blev så sendt som sprogdiscipel til wienerhoffets internuntiatur ved den Høje Port [tyrkiske regering] i Konstantinopel. Med sin hurtige opfattelsesevne og begavet med en fremragende glosehukommelse, tilegnede han sig hurtigt de tre islamsprog. Tyrkisk talte han snart flydende, arabisk nogenlunde, persisk så meget, at han i 1819 kunne forhandle med shahens udsendinge på deres eget sprog, - ligesom han oversatte Marcus Aurelius Antoninus’ betragtninger til persisk (55). År 1800 blev han sendt på en særopgave til Ægypten, og lærte der 1001 nat og lignende folkelitterære frembringelser at kende, - efter at han allerede i Istanbul [Konstantinopel] havde læst ’Antar-romanen med en kvinde fra Aleppo, som underviste ham i arabisk (56). Fra Ægypten rejste han til England og vendte i 1802 tilbage til Istanbul som legationssekretær. I 1806 blev han forflyttet til Jassy [nu: Ia?i, Rumænien] og udnævnt til konsular-agent i Moldau, - men allerede det følgende år hjemkaldt. Herefter boede han i Wien og kunne - takket være hans foresattes forstående holdning (57) og da han sjældent blev brugt i sin stilling som hoftolk (1811-1836) -  fuldstændigt vie sig sine studier. På dette område udfoldede han en overordentlig aktiv og mangesidet virksomhed. Fra 1809 til 1818 udgav han med finansiel støtte fra en østrisk velgører, grev Wenzeslaus von Rzewusky (1765 – 1832), sin ’Fundgruben des Orients bearbeitet durch eine Gesellschaft von Liebhabern’ [’Orientalsk Guldgrube, bearbejdet af en gruppe af liebhavere’] (58). Som motto for den valgte han koranverset 2,142: ’Sig: Guds er Østen og Guds er Vesten; han fører, hvem han vil, ad den rette/lige vej’. Dette tidskrift skulle omfatte alt ’hvad der overhovedet kommer fra Østen og har med det at gøre’. - Teologien skulle ganske vist ikke være udelukket, men blev i praksis negligeret. Kun i to bidrag skinner ånden fra philologie sacra igennem: Schnurrer gjorde (I, 438 - 448) i en tysk oversættelse den skrivelse kendt, hvormed samaritanerne i 1808 havde besvaret den franske konsul i Aleppos forespørgsel, og sprogforskeren Johann Severin Vater (1771 – 1826) knyttede til [denne] efterretning om ’De bochariske jøderes pentateuch [de 5 mosebøger]’ (IV, 109) den grundløse forhåbning, at en før-masoretisk tekst (59) måske her ville komme til syne. - Bevidst modstillede fortalen de tre sprog arabisk, persisk og tyrkisk, som blev studeret i Wien, og de tre sprog arabisk, hebræisk og kaldæisk, hvis studium konciliet i Vienne et halvt årtusind tidligere havde opfordret til [1311, se kap.5]. Dermed var der i Tyskland for første gang skabt et organ, som satte studiet af de tre vigtigste sprog i den islamiske verden i centrum og dermed gav et kraftigt skub til den kommende islamvidenskab. Da Hammer var overbevist om, at dette var en [fælles] europæisk opgave, accepterede han, foruden [artikler på] latin og tysk, også fransk, engelsk, italiensk, spansk og nygræsk, og hans halvt hundrede medarbejdere var valgt fra alle dannede nationer i Europa. Den stærkeste gruppe, omkring en tredjedel, udgjorde wienerorientalisterne, af hvem flere – ligesom Hammer selv, - var tidligere elever på det Orientalske Akademi og som kendte orienten af praktisk erfaring som tolke. Deres interesse var udover det tyrkiske først og fremmest den persiske digtning. Således fremlagde fx den unge Vinzenz von Rosenzweig-Schwannau (1791 – 1865) – som forløber for en kommende komplet udgave – begyndelsen af Gamis Yusuf u Zulaiha [’Jusuf og Zalika’], ledsaget af en tysk oversættelse i blankvers samt oplysende noter (II, 47f, 313 – 315; III 290 – 309; IV 171 – 1778; V 325 – 330). Også Valentin Hussard (1787 – 1865) valgte blankvers til at gengive udvalge afsnit af Galaladdin Rumis Mesnewi, [den persiske sufismes hovedværk, 13.årh.] ledsaget af originalteksten. Yderligere en halv snes medarbejdere stammede fra Tysklands øvrige lande, dels ældre lærde, som fx teologen Johann Gottfried Eichhorn (1752 – 1827), der var begyndt som professor i østerlandske sprog (i Jena, 1775 – 1788) og nu vendte tilbage til sin ungdoms studier med to afhandlinger om landene Hira og Ghassan (II, 359 – 374; II, 21 – 40; VI, 221 – 239), - men også den yngre generation, fx den tidligt afdøde prædikant fra Danzig, Fr.Th.Rink (1770 – 1811), som allerede opkastede spørgsmålet: ’Hvad kan [den historiske] kritik komme til at betyde for koranen?'  [Was steht von der Kritik für den Koran zu erwarten?](I, 129 – 141) og som beskrev Bukaris liv på grundlag af Ibn Hallikans Wafayat al-a’yan [’Fremragende mænds død’] (II, 201 - 209). - Der var allerede to tyske medarbejdere, som havde fået deres uddannelse hos de Sacy: Freytag (VI, 258 – 260), som leverede et mangelfuldt og fejlagtigt udtog af artiklen om Yaqut i Ibn Hallikans ovennævnte værk, - samt Kosegarten, som gav prøver på det persiske heltedigt Burzonama med en oversættelse til blankvers (V, 309 – 330). - Ludwig Ideler, som var astronom ved det Preussiske Videnskabernes Akademi, havde i sin bog ’Untersuchungen über den Ursprung und die Bedeutung der Sternnamen’ [’Undersøgelser over stjernenavnenes oprindelse og betydning’] udgivet, oversat og fremragende kommenteret de relevante afsnit fra Qazwinis ’Aqa’ib al-mahluqat [’Skabningens vidundere’], og han leverede nu tilføjelser og forbedringer til dette fremragende værk til ’Guldgruben’ (II, 239 – 268) og gav i en anden artikel (IV, 299 - 308) en klar fremstilling af den muslimske tidsregning (60). - Den saksiske legationsråd G.W.S. Beigel belyste sagkyndigt den islamiske gnomonik [læren om konstruktion af solure] i anledning af et sted hos Abu ’l-Fida.  - Den bekendte prælat, - bekendt i videre kredse ved sine forbindelser til Goethe – Friedr. von Diez (61) (1751 – 1817), som i 1784 – 1791 havde været preussisk forretningsfører ved den Høje Port, offentliggjorde (I, 249 – 274) den tyrkiske tekst til Uwaisis ’Formaning til Islambol’ (62) i en meget fejlfyldt udgave med tysk prosaoversættelse og en kortfattet kommentar, samt (I, 397 - 399) Kamalpasazadas ’Hvad er mennesket?’. Begge bidrag forsynede Hammer med redaktionelle bemærkninger, hvilket inddrog ham i en langvarig og nyttesløs polemik med Diez (63). - Blandt de ikke-tyske lande, stillede Frankrig med de fleste medarbejdere. Til forskel fra wienerne, som lod de tyske oversættelser af orientalske digte rime, hvad Hammer endog gjorde i sin oversættelse af udvalgte surer [fra koranen] (II, 25 – 41; 336 – 358; III, 231 – 261), eller i det mindste formede dem som blankvers, så nøjedes franskmændene sig med prosaoversættelser og gav afkald på at forsøge at gengive originalens poetiske form. De Sacy fremlagde her for første gang sin oversættelse af ’Attars Pandnama [’Rådenes bog’, - se ovenfor] (II, 1 – 24; 211 – 233; 455 – 469) og oversatte A’sas kaside Waddi’ Hurairata (V, 1 - 16). Endvidere bidrog han (I, 321 - 348) med en dybtgående undersøgelse af landskaberne Gargistan og Guzgans historiske geografi. - Fra Quatremère stammede tre meget lærde afhandlinger om ’Ala’addin Guwaini (I, 220 – 234), Isma’iliya (IV, 339 – 376) og Fadlallah Rasidaddin (V, 265 – 272). - Grangeret de Lagrange leverede tekst og oversættelse af en af Safadis oder (III, 207 – 211), en af Mutanabbis elegier (VI, 179 – 185) samt Hariris 34.Makame (V, 164 – 174), efter at andre allerede tidligere havde bidraget med bearbejdelser af den 8., 12., og 49.Makame (I, 20 – 26; II, 52 – 57; IV, 385 – 392). - Endelig kom også sinologien [det kinesiske] til orde, i bidrag (III, 179 – 196; 279 – 281; IV, 183 – 201) af de Sacys store modstander Abel de Rémusat (1788 – 1832). Sinologien var ellers hovedsageligt repræsenteret (I, 428; II, 1667 – 195; III, 41 - 46; V, 60 – 67; 421 – 423) af Julius von Klaproth (1783 – 1835), som stod i russisk tjeneste. - Langt færre var bidragene fra andre lande. Den venetianske tolk i Istanbul, J.B.Navoni, udgav en tyrkisk evighedskalender (Ruznama) (64) (IV, 38 – 67; 127 – 153; 253 – 277). - Josef Antonio Conde, det mauriske Spaniens historiker, tog ordet i anledning af Ibn Halduns Prolegomena (IV, 442 – 444); den russiske gesandt i Neapel, A.J.Italinski (1743 – 1827), som Hammer havde lært at kende i Istanbul, gjorde et arbejde med tydningen af Maimunas meget diskuterede maltesiske gravsten(I, 393 – 397). - Den i Gotha fødte sjællandske biskop, Friedr. Christian Münter, meddelte nogle italienske oversættelser fra hindustani (II, 319 – 335; III, 308 – 317; V, 71 – 80; 188 – 197), - de eneste bidrag til kendskab til hinduismen, som blev stillet til Hammers rådighed for ’Guldgruben’. - Særlig vægt lagde Hammer på korrespondencen fra Østen; derigennem skulle læseren hurtigt og tilforladeligt underrettes om de nyeste rejser og opdagelser i Østen. Dér fandt man Ulrich Jaspar Seetzen (1767 – 1811) (65), som Hammer havde lært at kende i Istanbul, og som 1807 – 1809 boede i Kairo, hvorfra han, forklædt som muslim, drog på pilgrimsfart og i 1811 fandt døden i Yemen. I sine breve til Hammer berørte han de mest forskellige ting: hans afstikker til Faiyum, de arabiske håndskrifter som han havde samlet til hertugens bibliotek i Gotha, ægyptiske oldsager, arabiske heste (I, 58; II, 275 – 282), berberne (III, 99); han gav prøver på arabiske gåder (I, 75) og sendte tegninger af sydarabiske (II, 282) og sinaitiske indskrifter (II, 474), han fortalte om mænd, han havde mødt, fx den ægyptiske historiker Gabarti (1754 – 1822) og den franske dragoman [tolk] Asselin de Cherville  (66) (1772 - 1822), hvis formodning (citeret af Seetzen) om 1001 nats sene opståen, gav Hammer anledning til, som den første, at henvise til det berømte sted i Mas’udis Muruq ad-dahab [’Guldengene’ fra  947 eKr, og hvor 1001 nat nævnes] (I, 54f). Således bød de lange uddrag af Seetzens breve (I, 43 – 79; 112 – 127; II, 275 – 284; III, 99 – 104) læserne en mangesidig og fængslende belæring. - Eduard Rüppel fra Frankfurt (1794 – 1884) bragte en beretning om sin forskningsrejse til Ægypten og Arabia Petræa og indsendte afskrifter af sinaitiske indskrifter (V, 427 – 433). - Den franske generalkonsul Joseph Rousseau  (67)(1786 – 1831) kunne Guldgruben takke for indholdsmættede beretninger, fx om wahabitterne (I, 191 – 198; II, 155 – 160) og om arabisk hesteopdræt (III, 65 – 69; - også Rzewusky ytrede sig om dette tema, V, 49 – 60; 333 – 345), såvel som en beskrivelse af Paschalik Aleppo (IV, 1 – 25; 93 – 99). - Claudius James Rich (1787 – 1821), det ostindiske selskabs medlem i Bagdad, sendte bl.a. en skildring af Babylons ruiner (III, 129 – 162; 197 – 200) med kort og afbildninger af fund (hertil en side med ’babylonske cylindre og amuletter’ (IV, 86)), som den berømte Grotefend, som tydede den gammelpersiske kileskrift, forgæves arbejdede med (IV, 331 – 338; VI, 143 – 162). Rich oversatte også en arabisk version af syvsover-legenden til engelsk (III, 347 – 381) og bragte en kortfattet fortegnelse over de 392 arabiske, persiske og tyrkiske håndskrifter, som han havde samlet (III, 328 – 334; IV, 111 – 126; 455 – 458). - Andre korrespondenter berettede om relevante nye udgivelser på det engelske bogmarked (I, 274 – 276) samt først og fremmest om udgivelserne fra College of Fort William i Calcutta [se kap. 27] (I, 195; III, 277f; IV, 178 – 181). Hammer lagde den største vægt på disse korrespondancer, - så meget mere, som den form for historisme, som kun vil anerkende fortiden, som en værdig genstand for seriøs forskning, var ham fremmed; hans blik omfattede det hele, rige liv i Østen, fra den grå oldtid til den levende nutid, og han tøvede ikke med at lade sine orientalske samtidige komme til orde. Han gav ikke blot prøver på Sabas Sahansahnama, hvis forfatter var hofdigter hos den regerende Shah af Persien (VI, 341 – 348; 417 – 420), men optog også lejlighedsdigte, som fx en klagesang af den i 1807 afsatte sultan Selim III (II, 268f), et arabisk hyldestdigt til Napoleon, af Sabbag, eller persiske rim af udgiveren af Hafi-udgaven i Calcutta, Abu Talib Han, - kendt for sin rejse til Europa (III, 40; sml. IV, 459). Også de taler, som blev holdt ved modtagelsen af en persisk diplomat i Wien, også ordensdiplomer, udnævnelsesdokumenter og lejlighedsdigte, som Hammer kom i besiddelse af ved denne lejlighed, fandt han værd at meddele videre (VI, 213 - 220; 298f). En moderne hatt-i sarif [’fornem skrift’ (?)] (I, 435 – 437) vakte hans interesse i samme grad som et dokument fra året 800/1397 i uigurisk skrift (VI, 359 – 362). Når han samlede de hyppigst citerede koranvers, formler og navne på de udskårne sten (IV, 155 – 164), så skete det, fordi det var på mode i den elegante verden på den tid at samle på sådanne ’talismaner’; fra en persisk bog fra det 7./13. århundrede om ædelsten gengav han kun angivelser vedrørende ædelstenenes ydre, synlige egenskaber, samt findestederne, men udelod prisangivelser såvel som opremsningen af deres overnaturlige egenskaber, fordi hine første ’kun havde en meget unyttig tilfredsstillelse af liebhaveres nysgerrighed’ til formål, medens disse sidste ’ikke har nogen betydning for virkelig videnskab og i vor tid, hvor det mystiske og det overnaturlige er fremherskende selv i naturvidenskaberne, kun kan forvolde skade’ (VI, 112f). – Trods det store antal medarbejdere var Hammers egne bidrag så omfangsrige, at de vel udgør en sjettedel af hele tidsskriftet. Hertil kommer så hans medarbejderskab ved andre tidsskrifter, som fx det i 1817 grundlagte Wiener Jahrbücher der Litteratur [’Wienske årbøger for literatur’], samt en yderst righoldig egen skribentvirksomhed, som til slut udgjorde over hundrede bind (68). Som det ofte sker i sådanne tilfælde, så svarede indholdet i disse arbejder ikke altid til deres ydre omfang. Hammer var ingen filolog, - han var skarpsindig og åndrig, havde idéer og var dertil ærgerrig og flittig, men han manglede helt igennem metodisk disciplin, samvittighedsfuldhed og nøjagtighed, - samt i betænkelig grad: kritik. Når han [fx] havde gennemarbejdet den persiske ordbog, som Richardson (69) havde sammenstillet – temmelig fejlfuldt (70), og med udeladelse af det tyrkiske - ud fra Meninskis Thesaurus [Wien 1680, se kap. 19] til brug for de ansatte i det ostindiske kompagni, , - og dertil bemærkede, at det at læse ordbøger var ’for den, som vil lære et sprog at kende i sine hele rigdom, næsten uomgængeligt’, så viser dette den naive tillid, hvormed han ofte uden nærmere efterprøvning benyttede sine ofte tvivlsomme hjælpemidler. I længden kunne hans mangelfulde filologiske udrustning dog ikke forblive skjult. Da han i 1835 udgav Zamahsaris [1075 - 1145] Atwaq ad-dahab [’Gyldne halskæder’] på arabisk og tysk (71) afdækkede Fleischer i sin allerede samme år udkomne mod-udgave (72), skånselsløst det fuldstændigt utilstrækkelige i Hammers arbejde. Nu om dage er hans oversættelser fra arabisk lige så glemte, som hans syvbinds ’Arabisk Litteraturhistorie’ og hans bidrag til den persiske filologi. Kun hans forholdsvis bedre funderede præstationer vedrørende den osmanniske historie og statsforfatning har vist sig mere levedygtige. Alligevel forbliver Hammers betydning fuldstændig uberørt af den omstændighed, at de arabiske studier i det 19.århundrede er gået videre udenom hans værker. Hans blivende fortjeneste er den, utrætteligt og handlekraftigt at have forkyndt et nyt billede af orienten i Tyskland, på et tidspunkt, hvor de arabiske studier truede med at komme ind i en blindgyde. Goethe har omtalt Hammer rosende i noterne og afhandlingerne til  ’West-Östliche Diwan’  ['Øst-Vestlig digtsamling'] og bekendt, at det var [Hammers] oversættelse af Hafi, som bevægede Goethe til at ’sætte sig i forhold’ til den persiske digtning ved egen digtning. Rückert er blevet ført til det persiske gennem Hammer. Og hvilken større lykke kan være en mand beskåret, end at indvirke på sin samtid på en så frugtbar måde? Filologiens gudinde, som på sin ufejlbare vægt finder Hammers enkeltpræstationer for lette, må trods dette tilkende ham den høje plads, som han indtager i den tyske åndshistorie.


30. Georg Wilhelm Freytag



 Georg Wilhelm Freytag (1788 – 1861), som vi allerede har truffet blandt de Sacys elever, blev i 1819 kaldet som professor i orientalske sprog til universitetet i Bonn, som netop var blevet åbnet ét år tidligere, og han udøvede her en omfattende undervisningsvirksomhed, som i første række kom den arabiske filologi til gode. Han gav sine elever et solidt kendskab til grammatikken og sørgede nøgternt og praktisk for undervisningens behov. Hans Lexicon Arabico-Latinum (Halle 1830 – 1837, 4 bind, og dertil et uddrag i ét bind, 1837)  ['Arabisk-Latinsk leksikon'] er kun en lidt udvidet og forbedret bearbejdelse af Golius [se kap.16], som den var bestemt til at skulle erstatte, og  den har – trods sine mangler – holdt sig til den dag i dag [1955], da intet andet værk bringer det arabiske ordforråd i samme omfang med latinsk oversættelse. Hans udgave af Abu Tammams Hamasa, [en digtsamling, 9.årh.] ledsaget af en latinsk oversættelse og med Tibrizis kommentar (2 bind, 1828 – 1847) har med sine index og øvrige hjælpemidler for mange arabiskstuderende været den første indføring i den arabiske digtning, indtil udgivelsen af Nöldekes Delectus Veterum Carminum Arabicorum [’Udvalg af Gamle Arabiske Digte’, 1890, se kap.52]. Også Freytags Arabum Proverbia [’Arabernes ordsprog’] (Bonn 1838 til 1843, 3 bind), indeholder - udover tekst og oversættelse af Maidanis ordsprogssamling – så megen værdifuld viden, at den stadig bruges, trods det at Bulaqer-udgaven fra 1284 h [1867 eKr] har en bedre tekst. I hans Darstellung der arabischen Verskunst [’Fremstilling af den arabiske versekunst’] (1830), slutter han sig bevidst til de arabiske teoretikeres teori, og for den som ikke vil bruge de [originale] arabiske værker, findes her den fuldstændigste fremstilling af systemet på et europæisk sprog.


31. Heinrich Ewald



 En ganske anderledes tænkemåde end Freytags møder vi hos Heinrich Ewald (1803 – 1875), - én af ’de syv fra Göttingen’ (73). Han var teolog, og viede i første række sit arbejde til det gamle testamente, først og fremmest profeterne og Israels historie. På sine ældre dage gjaldt hans studier det nye testamente, i skarp kamp mod Tübingerskolen (74). Som sprogforsker havde han interesser som rakte langt ud over de semitiske sprog. Persisk, armenisk, tyrkisk, koptisk, sanskrit og selv siamesisk (thai) var ham ikke fremmed. Under indflydelse af bl.a. W.v.Humboldt og Bopp arbejdede han på, ved en syntetisk-spekulativ metode, at forklare sprogformerne rationelt, ved hjælp af almene love. Åndrig, skarpsindig og meget vidende, gjorde han ved sammenligning af beslægtede sprog et stort forarbejde til den semitiske sprogvidenskab. Hans Grammatica critica linguae Arabicae [’Kritisk grammatik over det arabiske sprog’] (Leipzig 1831 – 1833, 2 bind), var et seriøst forsøg på at erstatte de nationale grammatikkers [grammatiske] system med en ny tydning af sprogformerne. I hans arbejder over den arabiske verselære (først i De metris carminum Arabicorum libri duo [’To bøger om de arabiske digtes versemål’], Braunschweig 1825, dernæst i tillægget til hans ovennævnte grammatik, bind II, side 323 – 343) efterviste han [versemålenes] kvantitative karakter (75), og brød dermed endegyldigt staven over de nationale grammatikeres system (som Freytag havde fremstillet på ny [se kap.30]. Indtil utålelighed overbevist om rigtigheden af sine synspunkter, stærkt subjektiv og ikke sjældent alt for begavet med fantasi, har Ewald [altså] også givet stærke impulser til de arabiske studier. Det siger noget om hans betydning, at [både] Nöldeke og Wellhausen livet igennem vedkendte sig ham som deres lærer.


32. Friederich Rückert



 Hvor den spekulative sprogfilosofi allerede med Ewald var blevet indført i de arabiske studier, så kom med Friederich Rückert (1788 – 1866) romantikkens ånd til fuld udfoldelse. Han havde i 1811, efter afslutningen af omfattende studier, kvalificeret sig i Jena til professorat og så levet nogle år som uafhængig forfatter, inden han i 1818 på tilbagerejsen fra Italien [mødte] Hammer-Purgstall [kap.29] i Wien, som gjorde ham fortrolig med det persiske sprog og dets digtning. På Hammer-Purgstalls anbefaling blev han i 1826 professor i orientalske sprog i Erlangen, og blev i 1840 kaldet til Berlins universitet og boede fra 1848 på sit gods ved Coburg. Hans beskæftigelse med – de forskelligste – orientalske litteraturer gjaldt udelukkende digtekunsten, hvis væsen han med den ægte romantikers usvigelige instinkt intuitivt fattede og vidste at gengive med uforlignelig sprogfornemmelse i tyske vers. Hans oversættelse af Freytags udgivelse af Hamasa, men først og fremmest hans kunstfærdige fortyskning af Hariris makamer, tilhører den tyske litteratur (76).


33. Edward William Lane



 Forbindelsen mellem teologien og studiet af de orientalske sprog holdt sig længere i England end på kontinentet. Hverken i Oxford eller i Cambridge blev det arabiske dyrket i nævneværdig grad før omkring midten af århundredet. Det i 1828 grundlagte Oriental Translation Fund sørgede for trykningen, ikke blot af oversættelser af orientalske værker, men snart også af tekster, fx de Sacys udgave af Ibn Malik med fransk oversættelse i 1833, Flügels 7 statelige bind med Haggi Halifa fra 1835 – 1858, samt den første del af Kosegartens udgave af Hudaliterdiwanen, 1854. Men den engelske orientalistiks betydeligste præstation skyldes en lærd, som drev sine studier fjernt fra universitetet: Edward William Lane (1802 – 1876) (77). Han rejste af helbredsgrunde til Ægypten i efteråret 1825, rejste op ad Nilen til den 2.katarakt [v/grænsen til Sudan, ca.1000 km i luftlinie], og gjorde sig så fortrolig med landet og dets mennesker, at han efter et senere ophold i Kairo (1833 – 1835) kunne levere en klassisk fremstilling (78) af dets sæder og skikke. Så fulgte i 1838 – 1840 hans oversættelse af 1001 nat (efter bulaqerudgaven fra 1835, sammenlignet med breslauerudgaven) med udførlige og værdifulde anmærkninger, som – i sig selv - udgør et så fuldstændigt billede af mamlukkertidens muslimske samfund, at de blev udgivet separat under titlen Arabian Society in the Middle Ages [’Det arabiske samfund i middelalderen’] i 1883. Afslutningen udgjordes af ordbogsprojektet. Det var ikke undgået Lanes opmærksomhed, at både Freytags leksikon fra 1837 og Golius’ ældre værk led af mangler. Begge havde mange huller, var ikke altid nøjagtige i gengivelsen af ordbetydningen og i kildeangivelserne og ikke sjældent førte de brugeren på vildspor pga. deres manglende kendskab til orientalske forhold. Derfor besluttede Lane at gøre indholdet af de bedste arabiske nationalleksika, med nøjagtig kildeangivelse, tilgængelig for vesten i en engelsk udgave. Han udvalgte sig hertil Md. Murtada az-Zabidis Tag al-’arus (79) [’Brudens krone’] og inddrog – til kontrol og supplement – Sihah [’De ægte’], og den persiske oversættelse af samme, Qamus [’Ordbog’], og dens tyrkiske oversættelse, den arabisk-persiske Kanz al-luga [’Sprogskatten’], al-Gurganis definitioner, Abu l-Baqas Kulliyat [’Det hele’], Zamahsaris Muqaddimat al-adab [’Indledning til litteraturen’], sammen med en række grammatiske og filologiske værker. På dette store projekt arbejdede han først i årene 1842 til 1849 i Kairo, dernæst i England. Men han havde undervurderet opgavens størrelse og vanskelighed. Han søgte at råde bod på det, idet han – ret vilkårligt – skelnede mellem almindelige ord (dvs. ord, som var almindeligt kendte i lærde kredse i Kairo) og sjældne ord, - og henviste disse sidste til et tillæg (som aldrig udkom). Men også bearbejdelsen af de ’almindelige’ ord oversteg et enkelt menneskes arbejdskraft og Lane døde, inden han var blevet færdig med bogstavet ’q’ (80). Så hans værk forblev en torso. Men selv om værket er ufuldstændigt, og selv om det i metodisk henseende ikke når ud over Golius og Freytag, da det grundlæggende giver afkald på at inddrage den faktiske sprogbrug i de os overleverede litteraturværker, så overgår det dog langt sine forgængere gennem den pinlige nøjagtighed, hvormed betydningerne af hvert enkelt ord gengives efter de arabiske sproglærdes angivelser. Dette værk alene er nok til at sikre Lane navn af en stor orientalist.


34. Heinrich Leberecht Fleischer



 Med Heinrich Leberecht Fleischers (1801 - 1888) virksomhed som professor i orientalske sprog fra 1835 (først under det teologiske, efter 1840 under det filosofiske fakultet), tog Leipzig føringen i de arabiske studier. Fleischer havde først studeret teologi, men så dyrket arabisk, persisk og tyrkisk i Paris i årene 1824 til 1828 og her - af de Sacy - fået de impulser, som blev afgørende for hans forskning og undervisning. Som de Sacy holdt Fleischer sig langt fra alle spekulationer og teorier og interesserede sig kun for den positive [faktiske] sprogbrugs rationelt forståelige kendsgerninger, - som han iagttog præcist og beskrev nøjagtigt. Som rationalist og uinteresseret i al mystik, fandt han i den menneskelige fornuft den øverste målestok for fortolkningen af orientalske tekster. Skønt han også besad vidtstrakte kundskaber i realia [oplysninger til belysning af indholdet af en tekst], så lagde han dog bevidst eftertrykket på filologiens formale side, og diskuterede med forkærlighed enkeltproblemer indenfor grammatikken, ordvalget og sprogbrugen. Af denne tilbøjelighed til analyse, som allerede viste sig i hans første offentliggørelse, de kritiske bemærkninger til det første bind af Habichts udgave af 1001 nat, udsprang [værker som] hans Bemerkungen zu Trumpps Ausgabe der Agurrumiya [’Bemærkninger til Trumpps udgave af Agurrumiya’], til Arabischen in Geigers Preisschrift [’Det arabiske i Geigers prisopgave’], til Wiederherstellung der Verse in Abu l-Mahasins Jahrbüchern [’Restaurering af versene i Abu l-Mahasins Kronik’], og de omfattende Textverbesserungen in al-Maqqaris Geschichtswerk [’Tekstforbedringer i al-Maqqaris Historieværk’]. Desuden stillede han yderst uegennyttigt sine udstrakte kundskaber til rådighed for sine fagfæller og leverede kritiske bemærkninger, hvor både håndskrifternes læsemåder blev korrigeret, og udgiverens egne forseelser blev berigtiget, - til talrige tekstudgaver, fx Amaris Bibliotheca Arabo-Sicula (1857 – 1887)[se kap.39], Wüstenfeldts Qutbaddin (1857) og Yaqut (1866 – 1873), Flügels Fihrist (1871 – 1872), Wrights Kamil, Tornbergs Ibn al-Atir (1851 – 1876) osv. Men først og fremmest underkastede han i sin Beiträgen zur arabischen Sprachkunde (81)[’Bidrag til den arabiske sprogvidenskab’] de Sacys Grammaire arabe (1831) en grundig, kritisk gennemgang og han leverede i sine Studien zu Dozys Supplément aux dictionnaires arabes [’Studier til Duzys ’Supplement til de arabiske ordbøger’’] talrige rettelser og tilføjelser (82) til dette værk. Alle disse arbejder indeholder en mængde fortræffelige iagttagelser vedrørende grammatikken, sprogbrugen og ordforrådet, selv om deres ydre form ikke gør det let at drage nytte af denne rigdom, - Fleischer manglede anlæg for syntese. Selv om han – ligesom de Sacy – anså de arabiske grammatikkeres arbejder for at være grundlaget for den arabiske filologi, så var han dog klar over, at deres grammatiske teorier var uforenelige med moderne sprogvidenskabelige anskuelser og han anerkendte uden forbehold Ewalds fortjeneste af at have opbygget en arabisk sætningslære [syntax] (83). Men han forblev selv uberørt af den almindelige sprogvidenskabs fremskridt, specielt den indoeuropæiske, hvad der især viser sig tydeligt i de etymologiske forsøg i hans ’Bidrag til det kaldæiske’, og til Jacob Levys nyhebræisk og kaldæiske ordbog. Dette kan forklare, at han ikke har skrevet nogen samlet fremstilling af den arabiske grammatik, trods det, at han var den ubestridt største arabiskkyndige i sin tid. Heller ikke med den klassiske filologis udgivelsesmetoder var han fortrolig. Hans Baidawi-udgave (1846 – 1849) er et mønster på nøjagtighed og et strålende vidnesbyrd om hans fortrolighed såvel med det arabiske sprog som med islamisk teologi, - men den har intet kritisk apparat og har ingen angivelse af hvilke håndskrifter der er benyttet og hvilke grundregler der er fulgt ved fremstillingen af teksten.
 Fleischer har som akademisk lærer haft en virkning, som det kun var få orientalister beskåret. Hans navn tiltrak talrige tilhørere fra ind- og udland. Da Goldziher [se kap.56] og Viktor Rosen [se kap.54] studerede hos ham, fordelte tilhørerne sig på seks forskellige nationer. Blandt hans elever taltes fx danskeren A.W.F.Mehren, nordmanden J.P.Borch og tjekken Jaromir Kosut (1854 – 1880). Helt uoverskueligt er antallet af hans tyske elever. Blandt dem var J.Barth, K.P.Caspari, Fr. Dieterici, Winand Fell, Martin Hartmann, A.Huber, G.Jahn, Ludolf Krehl (1825 – 1901), O.Loth, A.Müller, F.Praetorius, Ed. Sachau, Fr. W. Schwarzlose, A.Socin, W. Spitta, H.Thorbecke, J.G.Wetzstein, M.Wolff. Desuden var Georg Rosen (1820 – 1891), Hermann Ethé (1844 – 1917) og Karl Heinrich Graf (1815 – 1869), som har gjort sig fortjente af den nypersiske litteratur, blandt hans elever, samt tyrkologen Friedrich Behrnauer (1827 – 1890), assyriologerne Friedrich Delitsch (1850 – 1922) og Fritz Hommel (1854 – 1936), samt historikerne Eduard Meyer (1855 – 1930) og Gustav Hertzberg. Ikke ringe var endeligt antallet af teologer, som besøgte Fleischers forelæsninger. Blandt dem var fx hans svigersøn F.Mühlau, endvidere W.v.Baudissin (1847 – 1926), Franz Delitzsch (1813 – 1890), Emil Kautsch (1841 – 1910), Alfred Rahlfs og Bernhard Stade (1848 – 1916). Fleischers virke som lærer beroede i sidste ende på hans personligheds store karisma, hans elskelige, omgængelige livsstil og den varmhjertede deltagelse, som han kom sine studerende i møde med.
 Billedet af Fleischer ville være ufuldstændigt, hvis man ikke omtalte hans virksomhed som medlem af det Deutsche Morgenländische Gesellschaft [Det tyske orientalske selskab, DMG, - cf. ZDMG, dets tidskrift, som har optrådt gentagne gang i noterne her]. Tanken om en sammenslutning af tyske orientalister, i stil med Societé Asiatique [Asiatisk selskab] i Paris og Royal Asiatic Society [Det kongelige asiatiske selskab] i London, blev ved Fleischers vægtige medvirken gjort til virkelighed i efteråret 1845, og hans organisationstalent fandt dér et rigt virkefeldt. Særlig stor var hans indflydelse på selskabets offentliggørelser, hvor man – udover tidsskriftet [”ZDMG”] og Abhandlungen für die Kunde des Morgenlandes [’Videnskabelige afhandlinger vedr. orientalske forhold’] – også må nævne de værker, som blev trykt på selskabets bekostning, [heraf] mange på det arabiske område, fx Amaris Bibliotheca Arabo-Sicula ['Siciliansk-Arabisk Bibliotek'], Wüstenfelds Chroniken der Stadt Mekka [’Byen Mekkas krøniker’] og Yakut ['Ædelstenen'], Wrights Kamil ['Den fuldkomne'], Jahns Ibn Ya’is osv.
 Sammenlignet med Fleichers format, træder de andre tyske orientalister i det 19.århundrede – bortset fra den flittige udgiver Wüstenfeld, som straks skal omtales  - ganske i skyggen. Gesenius-eleven Emil Rödiger (1801 – 1874) (84), som fra 1828 underviste i orientalske sprog i Halle og fra 1860 i Berlin, gjorde sin indsats på den hebræiske filologis område. - Friedrich Arnold (død 1869), som virkede sammen med Rödiger i Halle men havde sin hovedansættelse på Den Franckske stiftelses latinskole, besørgede en meget brugt udgave af de syv Mu’allaqat (1850) [’De ophængte’, se fx kap 24] og en krestomati [et tekstudvalg] (1853). - Theodor Haarbrücker (død 1880), som var udgået fra Halle, men senere var virksom som skolemand i Berlin, leverede en temmelig mangelfuld – men stadig ikke afløst – oversættelse af Schahrastanis ’Religionspartier og filosofskoler’ 1850 – 1851. - Friedrich Dieterici (1821 – 1903), en elev af Rödiger, udgav bl.a. Mutanabbi med Wahidi (1858 – 1861), Ibn Malik med Ibn ’Aqil på arabisk (1851) og tysk (1852), den såkaldte ’Aristoteles Teologi’ med oversættelse (1883), de såkaldte ’Rene Brødre fra Basra’’s afhandlinger (1883 – 1886) samt ’Filosofiske Afhandlinger’ 1890 – 1892 og ’Mønsterstaten’ (1895) af al-Farabi. Han forsøgte også at fremstille Die Philosophie der Araber im 10.Jh.n.Chr. aus den Schriften der Lauteren Brüder,  ['Arabernes filosofi i det 10.årh. eKr, ifølge de Rene Brødres skrifter'], men forvrængede udviklingsgangen, idet han anså den første periode, repræsenteret af de Rene Brødre, som væsentlig nyplatonsk, og ville placere aristotelismen i en senere periode. - Johannes Gildemeister (1812 – 1890) (85) Freytags elev og efterfølger i Bonn, var en af de sidste som underviste både i sanskrit og i de semitiske sprog og demonstrerede sin sagkundskab på begge områder i sin monografi Scriptorum Arabum de rebus Indicis loci I (eneste) 1838  ['Steder [hvor] arabiske forfattere  [omtaler] indiske forhold', kun ét bind udkommet]. - Også Maximilian Enger (født 1823) var elev af Freytag, og han foranstaltede i 1853 en utilstrækkelig udgave af Mawardis K. al-Ahkam as-sultaniya  ['Bogen om det perfekte styre']. - I München stod Jarcus Joseph Müller  (86)(1809 – 1874) for de orientalske sprog, - han har æren af et katalog over de arabiske håndskrifter i München.


35. Historismens indtog i de arabiske studier



 Blandt de [mange] åndelige strømninger i det 19.århundrede skulle ingen få så stor indflydelse på de arabiske studier, som historismen [den historiske betragtningsmåde]. Men det varede længe, før den kunne sætte sig igennem overfor andre retninger. Det var først og fremmest romantikkens orient-billede, - så ansporende på fantasien og så bevægende på sind og sjæl, - som stod i vejen for en forskningsmetode, som gennem omhyggelig kildekritik bestræbte sig på nøjagtigt at fastlægge de historiske begivenheder som enkeltstående kendsgerninger og forstå dem som organiske led i en udvikling. En forløber for denne retning var Abraham Geiger (1810 – 1874). Han var opvokset i den ortodokse jødedom og havde fået en talmudisk [traditionel jødisk] uddannelse, inden han studerede i Heidelberg og Bonn, hvor Freytag indførte ham i det arabiske. Han oplevede altså den tyske jødedoms emancipation, frigørelse, og fik gennem den umiddelbare [personlige] erfaring af denne dybtgående forvandlingsproces en ny forståelse for historiske processers væsen. Som leder af den tyske reformjødedom skabte han – i erkendelse af de historiske sammenhænge - en jødisk teologi, som han tildelte den opgave at fremstille og undervise i den oprindelige jødedom, sådan som han var kommet til forståelse af den. I sit hovedværk Urschrift und Übersetzungen der Bibel in ihrer Abhängigkeit von der inneren Entwicklung des Judentums  ['Urtekst og oversættelser af Bibelen, - i deres afhængighedsforhold til jødedommens indre udvikling'] (1857, 2.oplag med indledning af Paul Kahle, Frankfurt a.M. 1928) gav han en fremstilling - rig på nye indsigter - af bibeltekstens historie i de otte århundreder indtil talmuds afslutning. Først i denne kontekst får også hans berømte Preisschrift  ['Guldmedaljeafhandling'] sin rette plads. Det var foranlediget af en prisopgave, udskrevet af det filosofiske fakultet i Bonn, om de jødiske kilder til koranen, og  det udkom på tysk i 1833 under titlen Was hat Muhammed aus dem Judentum aufgenommen? (87) ['Hvad har Muhammed optaget fra jødedommen?']. Geiger, som var velbevandret i de jødiske skrifter, filologisk skolet, skarpsindig og kritisk, behandlede i hoveddelen [af sit skrift] alt det i koranen, som efter hans mening stammede fra jødedommen: låneord, trosforestillinger, religiøse forskrifter, men først og fremmest de såkaldte bibelske fortællinger. Dette skrift har et århundrede igennem haft afgørende indflydelse på bedømmelsen af berøringspunkterne mellem koranen og jødedommen. Dets væsentligste fortrin består deri, at det kun er den del af de rabbinske skrifter som er ældre end koranen som bliver anvendt til sammenligninger, - en metodisk vigtig grundregel, som i den følgende tid ofte blev tilsidesat.
 Ligesom Geiger havde også Gustav Weil (1808 – 1889) (88) fået en talmudisk uddannelse, før han kom til universitetet i Heidelberg for at studere historie. Hos teologen Fr. W.K.Umbreit (1795 – 1860) og senere i Paris hos A.Perron, lærte han arabisk. Dernæst boede han fem år i Algier, Kairo og Istanbul, før han i 1836 i Heidelberg kvalificerede sig til professorat. Ved den kritik som han i sin oversættelse af Zamahsaris Gyldne Halskæder, øvede mod Hammer-Purgstall  [se kap.29] vanskeliggjorde han sin karriere så meget, at han efter en lang virksomhed som bibliotekar, først i 1848 blev ekstraordinær og i 1861 professor ordinarius i orientalske sprog. Også hans første større arbejde, fortyskningen af 1001 nat, som udkom i årene 1837 til 1842 i Stuttgart, og senere oplevede flere oplag og som næsten fuldstændigt fortrængte Habichts oversættelse, opfyldte ikke de forventninger han havde stillet til den. For hvor han [selv] dermed havde villet levere en filologisk pålidelig oversættelse, så lod hans forlag en forfatter, August Lewald, gennemarbejde manuskriptet og fjerne alt hvad der stødte an mod de dengang herskende moralske forestillinger. – Derefter vendte Weil sig til den islamiske historieskrivning. I sin Muhammedbiografi (89) benyttede han, som den første, koranens efterretninger systematisk til sin historieskrivning og indførte i sin Historisch-kritischen Einleitung in den Koran  ['Historisk-kritisk indledning til koranen'], 1844, 2.opl.1870, den inddeling af de mekkanske surer i tre grupper, som stadig er i almindeligt brugt. Hertil føjede sig hans Geschichte der Chalifen  ['Kaliffernes historie'] i tre bind (1846 – 1851) og dens fortsættelse Geschichte des Abbasidenchalifates in Ägypten  ['Abbasidekalifatets historie i Ægypten'] (1860 – 1862), hvor han som den første forsøgte – hvad ingen  siden har dristet sig til - at fremstille den islamiske historie fra 632 til 1517 på grundlag af en selvstændig forarbejdelse af de arabiske historiske kilder. Medens Weils ’Kalifatets Historie’ i sin art til dato ikke er blevet afløst, blev hans profetbiografi ret snart forældet, hovedsageligt ved A. Sprengers anstrengelser for at gøre ældre, bedre og rigere kilder til den tidlige islamiske historie tilgængelige, end de som havde stået til Weils rådighed.


36. Aloys Sprenger



 Tyroleren Aloys Sprenger (1813 – 1893) havde allerede i sin tidligste ungdom besluttet ’at vi sig helt til de asiatiske studier, at besøge østen og dér bidrage til indførelsen af vesterlandsk kultur og til gengæld bringe et sandt kendskab til orienten og dens litteratur med tilbage til Europa’ (90). Dristig og initiativrig, behændig og praktisk, lykkedes det ham at udføre denne plan. I 1840 finder vi ham i Leiden, for at studere arabiske håndskrifter. Der erhvervede han også den medicinske doktorgrad med afhandlingen De originibus medicinae arabicae sub caliphatu, (Lugd.Bat. 1840) ['Om den arabiske medicins opkomst under kalifatet'(Leiden 1840)]. 1842 rejste han til Indien. Som Rektor for madrasaen (91) i Delhi havde han lejlighed til at lære det islamiske undervisningsvæsen og dets skolefag at kende af egen erfaring, og han arbejdede sig hurtigt ind i den islamiske litteratur, som i håndskrifter, litografier og på tryk stod til hans rådighed i rigelige mængder. Det var gunstigt for hans arbejder, at Indiens regering dengang var i sir Henry M. Elliots hænder (1808 – 1853), en mand som var levende interesseret i den indo-muslimske historie og som i 1847 med Sprenger diskuterede en plan om at lade de vigtigste kilder til Indiens historie under det islamiske herredømme litografere i Delhi. Dette forehavende kom ikke til udførelse, da direktørerne for det ostindiske kompagni i London ikke bevilgede midler til det (92). Men Sprenger lod ved hjælp af indfødte lærde allerede i 1847 al-’Utbis al-Yamani litografere. 1848 – 1849 var han 18 måneder i Lucknow, for efter regeringens pålæg at katalogisere den sidste konge af Oudhs håndskriftsamling (93).  I 1850 blev han rektor for madrasaen i Calcutta. Da han siden maj 1848 havde været sekretær for det Asiatiske Selskab i Bengalen, fik han nu indflydelse på Bibliotheca Indica, som blev udgivet fra 1848. Under medvirken af en indfødt lærd udgav han bl.a. imamiten at-Tusis Fihrist kutub as-si’a  ['Fortegnelse over Shi’itiske bøger', 13.årh.] og senere Suyutis al-Itqan fi ’ulum al-Qur’an  ['Mesterskab i koranvidenskaberne', 15.årh.]. Sammen med William Nassau Lees (94) (1825 – 1889) overvågede han trykningen af Dictionary of the technical terms used in the sciences of the Musalmans  ['Ordbog over fagudtryk, som bruges i de muslimske videnskaber'] en bog fra det 18.århundrede, som bygger på gode kilder og er meget anvendelig ved studiet af den islamiske skolastik. Som tillæg hertil genoptrykte Sprenger i 1854 Nagmaddin al-Katibis  [13.årh.] i Indien meget værdsatte og allerede flere gange trykte kompendium over logikken, med vedføjet engelsk oversættelse. Hvor han til Dictionary of technical terms havde kunnet benytte to afskrifter af originalmanuskriptet, så havde han af Ibn Hagars Isaba  [15.årh.] kun to komplette, men fejlfyldte, manuskripter til sin rådighed, foruden endnu to håndskrifter: ét til den første fjerdedel af skriftet og ét til den sidste. Men dette afskrækkede ham ikke fra en udgivelse (bind I, 1856; II – IV fulgte indtil 1893 ) og han gjorde dermed dette vigtige værk almindeligt tilgængeligt. Andre arabiske tekster udgav W.N.Lees ved hjælp af indfødte lærde, fx den smukke koran med Zamahsaris Kassaf  1856 – 1862  ['Kommentar', 12.årh.], men hans hovedfortjeneste var dog offentliggørelsen af persiske værker om den indo-muslimske historie. Denne publikationsvirksomhed, som trods sin filologiske utilstrækkelighed var værdifuld for de arabiske studier, gik dog snart igen i stå. På sanskritisten H.H.Wilsons foranledning vedtog det ostindiske kompagnis direktører i 1856, at kun sådanne tekster, som havde direkte relation til Indien skulle optages i Bibliotheca Indica (95). I 1854 var Sprenger af helbredsgrunde nødsaget til at tiltræde en længere orlov, som han benyttede til rejser i den nære Orient. Han lærte Ægypten, Syrien, Mesopotamien, Irak, samt øerne Qeshm og Masqat [v/indsejlingen til den persiske bugt] at kende. Som i Indien, søgte han også her efter sjældne værker, erhvervede håndskrifter eller lod udfærdige afskrifter af håndskrifter, og han forstod, gennem mellemmænd, at komme i besiddelse af arabiske værker, selv fra de hellige steder. Da han i slutningen af 1856 endegyldigt vendte tilbage til Europa, medbragte han en samling af nærved 2000 bind, heriblandt 1140 arabiske håndskrifter, som i 1858 blev erhvervet til biblioteket i Berlin.
 Særlig heldig var Sprenger med indsamlingen af skrifter til den tidlige islamiske historie. Han ejede Ibn Hisam med Suhailis kommentar [henh. 9. og 12.årh.]. Af Ibn Sa’ds Bog om de vigtigere klasser  [et biografisk værk, 9.årh] fandt han det første bind i et privatbibliotek i Cawnpore, andre bind i Damaskus. Han foranledigede  A.v.Kremer til at lade sin Waqidi [8.årh.] udkomme i Bibliotheca Indica. Han havde dele af Tabaris annaler [9.årh.], han kendte Muwatta [8.årh., den første samling af muslimsk lov], de seks kanoniske traditionssamlinger, Miskat al-masabih, biografier over profetens ledsagere af Ibn ’Abd al-Barr, Ibn al-Atir og Ibn Hajar, samt et stort antal korankommentarer. Ud fra dette rige materiale begyndte han allerede i Indien at skrive en ny profetbiografi, men nåede kun til Hijra  [622 eKr.] (96). Han behandlede i flere artikler, som kom i Journal of the Asiatic Society of Bengal, også det islamiske traditionsvæsen og berørte i denne sammenhæng også spørgsmålet om den indfødte traditions pålidelighed. I 1861 udkom så hans Muhammedbiografi på tysk (97). I dette værk, hans hovedværk, ville Sprenger ved en historiefilosofisk betragtning (for hvilken han påberåbte sig Ibn Khaldun) [sml.Alfred v.Kremer, se kap.39, 2.afsnit] fastslå de almindelige [historiske] love som havde medvirket ved islams opståen. Han afviste både idealismens spekulationer, i Herders betydning, og den romantiske forherligelse af middelalderen og dens religiøse idealer, samt også den hero-kult, som Thomas Carlyle havde stået for i sit essay om Muhammed fra 1841. Sprenger så derimod i islam et produkt af tidsånden og søgte derfor så vidt muligt at nedvurdere Muhammeds rolle, - for hvis religiøse natur han kun havde ringe forståelse – indtil der kun blev en karikatur tilbage. Alligevel har Sprengers bog, ved sit omfangsrige materiale, den åndfulde og skarpsindige fremstilling, hans ved selvsyn erhvervede kendskab til Orienten samt den levende fremstilling virket stærkt og har gennem et halvt århundrede behersket det dannede Tysklands billede af islam. Her blev islam behandlet som et verdenshistorisk problem. Her blev læseren gjort opmærksom på den dybtgående indflydelse, som den islamiske kultur har udøvet på den europæiske middelalder og dens filosofi og skolastik, dens videnskab og livsform, - i modstilling til den dengang – selv i orientalistkredse – ikke sjældne idealisering af den klassiske oldtid  [se kap.85, slutn.]. Og medens dengang mangen en vestlig iagttager noget forhastet profeterede islams snarlige undergang, håbede Sprenger at Vestens møde med Østen [ville bringe] en forvandling også af den islamiske religion, - sådan som Tübingerskolen havde hidbragt den i den kristne teologi. Sådanne betragtninger lå milevidt fra den grammatiske tekstfortolkning, som dengang stod i forgrunden af de arabiske studier på de højere læreanstalter i Tyskland. Idet Sprenger, - som sjældent anstrengte sig for en nøjagtig detailfortolkning af sine tekster, og når han gjorde det ofte afslørede store svagheder, - vendte hele interessen mod teksternes indhold, skabte han en kraftig modvægt mod den overhåndtagende formalisme i den arabiske filologi (98). Det var den samme interesse for realia, fakta, som var baggrunden for Sprengers arbejder med nærorientens historiske geografi, først og fremmest i hans Post- und Reiserouten (1864)  ['Post- og rejseruter'], såvel som hans Die alte Geographie Arabiens (1875)  ['Arabiens gamle geografi'].


37. William Muir



 Kort tid før Sprengers Muhammedbog var der i England udkommet et lærd værk af beslægtet indhold: The Life of Mahomet and History of Islam (London 1856 – 1861, 4 bind) ['Muhammeds liv og Islams historie']. Dets forfatter, William Muir (1819 – 1905) (99), som senere skulle avancere til høje stillinger i Indiens regering, arbejdede fra 1847 i Agra [Indien]. Han var bekendt med Sprenger og hans værk, men var af en væsentlig anderledes åndstype. Han var fast rodfæstet i ortodoks kristendom og overbevist om, at Muhammed var bukket under for Satans fristelser, - og han var langt fra at billige Sprengers vurdering af den islamiske kultur og dens betydning for vesten. Han tog aktiv del i den kristne mission i Agra, som den særligt aktive Karl Gottlieb Pfander (100) tilhørte fra 1848, og han skrev selv en traktat (101), for at eftervise, at muslimer af koranen [selv] var bundet til at tro på bibelen i sin nuværende tekstform. Af Pfander blev Muir bragt på den tanke at sammenstille en Muhammedbiografi ud fra de kilder, som var blevet kendt gennem Sprengers anstrengelser. Pfander håbede, at en sådan studie, oversat til urdu, kunne være tjenlig for hans missionsformål. Men Muir fordybede sig med skotsk grundighed i stoffet, og offentliggjorde i Calcutta Review 1863 – 1864 en række artikler, hvori han lærd og udførligt behandlede Arabiens historie og handel inden islam, kilderne til sira  ['biografien'] og endelig Muhammeds liv, indtil hidjra, - hvorunder han dog ikke afstod fra, ud fra sit kristne standpunkt, at afvise Muhammeds tro på koranens guddommelige oprindelse. Ud af disse studier voksede til sidst ovennævnte værk, som begynder med en omfangsrig indledning om kilderne (bind I, side 1 - 105), og om det før-islamiske Arabien (bind I, side 106 - 271). Det ligger i det behandlede stofs natur, at Muir, med hensyn til kilderne, i det væsentlige er afhængig af Sprenger. Men han bevarer i fremstillingen helt igennem sin selvstændighed og bedømmer nøgternt og sagligt mange ting rigtigere end sin åndfulde forgænger. En fortsættelse af Muhammedbiografien (102) udgøres af den allerede i 1853 udkomne Annals of the Caliphate  ['Kalifatets Årbøger’], som går til ummajadernes fald [750 eKr.]. I det andet oplag, som udkom under titlen The Caliphate, its Rise, Decline and Fall  ['Kalifatet, dets opkomst, forfald og undergang'] (London 1891), forkortede Muir annalernes indhold, men førte fremstillingen frem til abbasidekalifatets undergang i Ægypten i 1520. Stoffet tog han fra Tabari og Ibn al-Atir med stadig hensyntagen til Weils Geschichte der Kalifen  ['Kaliffernes historie'] (1846 – 1862). Weils to sidste bind gav også Muir stoffet til hans The Mameluke or Slave Dynasty of Egypt  ['Mamlukkerne, eller Ægyptens slavedynasti'] (1260 – 1557 eKr.), hvormed han afsluttede sin række af fremstillinger af den islamiske historie. Samlet udgør de et modstykke til Sprengers Muhammed og Weils Kalifhistorie, som i den angelsaksiske verden, pga. dens stofrigdom, den nøgterne saglighed og den korrekte kristne grundholdning, fandt vid udbredelse.


38. Reinhart P. Dozy



 I Holland oplevede de arabiske studier, som havde ligget helt underdrejet under de forstyrrelser der fulgte af den franske revolution, et nyt opsving efter Napoleons fald og den genvundne frihed. Hendrik Arent Hamaker (1789 – 1835), fra 1817 professor i Leiden, og hans tidligt afdøde elev og efterfølger Hendrik Engelin Weijers (1805 – 1844) placerede de arabiske studier på et solidt grammatisk fundament. Af deres skole udgik Theodor Willem Jan Juynboll (1802 – 1861) (103), som blev Weijers efterfølger og bl.a. udgav Lexicon Geographicum  ['Geografisk leksikon'] (dvs. et udtog af Yakut  ['Ædelstenen'], indskrænket til det rent  geografiske stof; 1852 – 1864), og sammen med B.F.Mathes de tre første halvbind af Abu l-Mahasins ægyptiske krønike, 1865 – 1861. Derudover gjorde han en indsats for de samaritanske studier, gennem udgivelsen af den arabiske Chronicon Samaritanum  ['Samaritanernes krønike'] 1848. Men først og fremmest blev det Weijers som vandt Reinhart Dozy (104) (1820 – 1883) for de arabiske studier og indførte ham i studiet af det mauriske Spaniens historie og litteratur. På dette område herskede dengang stadig i vid udstrækning ånden fra  det romantiske sværmeri, som kom til udtryk i ireren James Cavanah Murphys Arabian Antiquities of Spain  ['Den arabiske fortid (105) i Spanien'] (1813), i [franskmanden] Chateaubriands Aventures du dernier des Abencerrages  ['Den sidste af abencerrajernes oplevelser'] (1826) samt Washington Irvings Alhambra  ['Alhambra'] (1832). Men billedet af den mauriske historie i Spanien var stadig bestemt af den - også i franske og tyske oversættelser foreliggende - [spanske] Historia de la dominacion de los Arabes en España  ['Det arabiske herredømme i Spaniens historie'] (1820), hvis forfatter José Antonio Conde (1766 - 1820) hverken var i besiddelse af grundige sprog- eller sagkundskaber eller heller den nødvendige historiske kritik. Så Dozy fandt rigelig anledning til historisk-kritisk forskning. Grammatisk skolet og sprogbegavet, godt fortrolig med det spanske og dets litteratur, skarpsindig og flittig, forenede han filologens og historieforskerens fortrin. Hans lange række tekstudgivelser vidner om hans filologiske begavelse: Ibn Badruns kommentar til Ibn ’Abduns sørgedigt over aftasidernes undergang (1846), de tre bind af Scriptorum Arabum loci de Abbasidis  ['Steder [hvor] arabiske [forfattere omhandler] abbasiderne'] (1846 - 1863), ’Abdalwahid al-Marrakusis Mu’jib [1224 eKr.] (1847; 2.opl.1881), Ibn ’Idaris Kitab al-Bayan al-Mugrib  [ca.: 'Bogen om de vestlige lande', 13.årh.] (2 bind, 1848 – 1851), samt Notices sur quelques manuscrits arabes  ['Noter om nogle arabiske manuskripter'] (1847 – 1851), og [en] kalender fra Cordoba fra året 961/1873. Sammen med sin elev de Goeje offentliggjorde han Idrisis Rogerbog [se kapp.13,15,22,28, søgeord ’Idrisi’], for de deles vedkommende som vedrører Afrika og Spanien, - med oversættelse og ordfortegnelse (1866). Til udgivelsen af det udførligste arabiske skrift [som findes] om det mauriske Spanien, [nemlig] første del af al-Maqqaris Nafh at-tib  ['Et pust af vellugt', se kap.28 (Silv.de Sacy)], gik han sammen med Gustave Dugat (106), Ludolf Krehl og William Wright (107). Fleischer leverede et stort antal forbedringsforslag til teksten, hvoraf nogle blev optaget i udgavens ’Additions et corrections’  ['Tilføjelser og rettelser'], medens resten, som Dozy og hans medarbejdere havde kasseret, blev offentliggjort af Fleischer i Sitzungsberichten der Sächsischen Gesellschaft der Wissenschaften  ['Mødereferater fra de Saksiske Videnskabernes Selskab'] 1867 – 1869. Det gav Dozy anledning til et modskrift (108), hvori han kritisk gennemgik Fleischers forbedringsforslag, emendationer.
 Hans mesterskab som kritisk historiker (som allerede i 1850 fandt anerkendelse i hans udnævnelse til professor i historie) viste han især i sin Recherhes sur l’histoire politique et littéraire de l’Espagne pendant le moyen âge (1849; 3.opl. 1881).  ['Studier i Spaniens politiske og litterære historie i middelalderen'] hvor han forholdt sig kritisk og polemisk til sine forgængere og undersøgte en række problemer ved analyse af kilderne, - samt i hans sammenfattende fremstiling af Spaniens historie fra 711 – 1110 [Histoire des Musulmans d’Espagne, 4 bd.] (109). Med disse værker blev udforskningen af det mauriske Spanien stillet på fast grund, en indsats af Dozy, som også fandt anerkendelse i Spanien.  Ganske hildet, som han var, i sin tidsalders forestillinger, var det ligeså uundgåeligt, at han så ikke kunne vurdere sine forgængeres indsats efter fortjeneste, som det var, at han nærede for stor tillid til den historisk-kritiske metode og dens rækkevidde, - med det resultat, at nyere studier i spanske forhold (fx af vurderingen af ’Cid’, eller omfanget af de romanske dialekters udbredelse) har måttet foretage nogle korrektioner af mange af hans synspunkter (110).
 Den forening af både historisk og filologisk begavelse som kendetegner Dozy, træder særlig tydeligt frem i hans leksikografiske arbejder. Allerede det prisbelønnede Dictionnaire détaillé des noms des vêtements chez les Arabes (1845)  ['Udførligt leksikon over arabiske ord for beklædningsgenstande'] viste hans store belæsthed ikke kun i trykte arabiske værker og håndskrifter, men også i den vesterlandske orientalske rejselitteratur, foruden forståelse for ord og ting og en sund dømmekraft i sproglige sammenhænge. Fx er de ordformer han fandt i håndskrifter til sene skrifter ikke – som man plejede at gøre på den tid – korrigerede efter de grammatiske regler. Forordet indeholde forstandige redegørelser vedr. den leksikografiske teori. På de arabiske studiers daværende stade stod det stadig for ham som et fjernt mål, at skabe en arabisk ordbog, som fulgte hvert ords historie gennem alle tider og lande illustreret med eksempler fra litteraturen, og som adskilte digterisk og daglig brug af ordet, samt optegnede samtlige fagudtryk. Som forstadier [til et sådant leksikon] betragtede han især ordfortegnelser til enkelte tekster, som allerede dengang var almindeligt forekommende, dernæst fagordbøger, som hans eget arbejde med ord for beklædningsgenstande, endelig specialordbøger, som fremstillede ordforrådet i en enkelt sproggenre eller sprogperiode. I overensstemmelse med disse krav, har Dozy som regel forsynet sine tekstudgaver med ordfortegnelser. Hans hovedværk indenfor den arabiske leksikografi er hans Supplément aux dictionnaires arabes [’Tillæg  til de arabiske ordbøger’] (2 bind, 1881; 2.uforandrede oplag 1927), hvori han har optaget alle de ord og ordbetydninger, som han havde mødt gennem et kvart århundredes samlervirksomhed, og som mangler hos Freytag og Lane. Grundlag for denne ordbog, som i mellemtiden er blevet et uundværligt redskab for arabiskkyndige, udgøres af tre middelalderlige ordfortegnelseer fra Spanien: Glossarium latino-arabicum, Vocabulista in arabico samt Pedro de Alcalás Vocabulista [se henh. kap.3, 6 og 8], hvis ordforråd Dozy i det store og hele aftrykte. Dertil føjede han et efterslæt fra nyere skriftarabiske ordbøger, hvori meget efterklassisk sprogstof lever videre. Ligeledes optog han mange udredninger fra den europæiske rejselitteratur. Men hans hovedkilde var talrige middelalderlige arabiske tekster, især fra den spanske periode. Endeligt skyldte han W.Wrights, Simonets, Amaris og de Goejes medvirken meget. Dozy var selv udmærket klar over sit Supplément’s mangler, - det indeholder [fx] henvisninger til alle sprogperioder og litteraturgenrer, lige fra den gammel-arabiske digtning til nutidige dialekter. Alligevel er hans arbejde banebrydende. For medens Freytags og Lanes leksika – som i øvrigt også A.  Kazimirski de Bibersteins fra 1860 – helt igennem hviler på de arabiske leksikografer, blev her, selv om det skete usystematisk, som tillæg, enhver observeret form og betydning fra de bevarede sprogmindesmærker noteret. Da der i almindelighed ikke blev taget hensyn til det klassiske ordforråd, som var optegnet af Freytag og Lane, så trådte det efter-klassiske element tydeligt frem, hvorigennem navnlig det maghribinske sprogområde fandt påagtelse.  Men idet den faktiske sprogbrug her blev fastslået og optegnet, blev den arabiske purisme [insisteren på sprogets renhed] hermed endegyldigt overvundet og der blev banet vej for sproghistoriske betragtninger (111).


39. Michele Amari



 Hvad Dozy gjorde for den spanske histories mauriske periode, det gjorde Michele Amari (1806 – 1889) (112) for Siciliens historie under det arabiske herredømme. Men medes Dozy gik til den spansk-arabiske litteratur af videnskabelig interesse, udsprang Amaris beskæftigelse med sit hjemlands historie af en glødende patriotisme. Han var søn af en sicilianer, som var blevet dømt til livsvarigt fængsel for deltagelse i opstanden i 1820. Hans fremstilling af den sicilianske vesper, fyldt af revolutionær geist, blev beslaglagt, og kun ved at flygte til Paris undgik han selv fængsling. Her opvakte læsningen af Ibn Khalduns Afrikas og Siciliens historie under muslimsk herredømme, som A. Noël des Vergers (1805 – 1867) (113) i 1841 havde udgivet med fransk oversættelse og anmærkninger, hos Amari ønsket om at læse de arabiske kilder til sit hjemlands historie i original. Han lærte arabisk hos Reinaud og de Slane, og begyndte at samle alt hvad der handlede om Siciliens historie og geografi og dets digtere, forfattere og lærde fra de arabiske trykte og håndskrevne værker. Herudaf voksede hans Biblioteca arabo-sicula  ['Siciliansk arabisk bibliotek'], som blev trykt i Leipzig i 1857 på bekostning af det Tyske Orientalske Selskab [Deutsche Morgenländische Gesellschaft], og hvortil Fleischer leverede talrige tekstforbedringer (ligesom til tillæggene i 1875 og 1887). Men allerede 1854 var det første bind af den banebrydende Storia dei Musulmani di Sicilia  ['Muslimernes historie på Sicilien' (på italiensk)] udkommet, hvis fuldendelse lagde beslag på ham indtil 1872. Som ægte historiker anvendte han til denne periode af Siciliens historie, - fra den byzantinske periode til udgangen af Hohenstaufernes tid [ca. 6.årh. til 13.årh.], - foruden de litterære kilder også dokumenter, indskrifter og mønter, ligesom han også begyndte at indsamle øens arabiske indskrifter i de tre bind af Epigrafi arabi di Sicilia  ['Sicilianske arabiske indskrifter' (også på italiensk)].
 Revolutionen i 1848 kaldte ham tilbage til Palermo, hvor han først blev finansminister og dernæst blev sendt i særlig kommission til Paris og London. Efter [revolutionens] skibbrud boede han igen i Paris, indtil risorgimentos sejr i 1859 bragte en afslutning på hans eksil. Han fik i 1860 et professorat i arabisk sprog og litteratur [i Pisa, derefter Firenze], som han varetog til 1873. Blandt hans elever var Celestino Schiaparelli (1841 – 1919) (114), sammen med hvem han i 1878 udgav den del af Idrisis Rogerbog [se kapp.13,15,22,28,38 søgeord ’Idrisi’], som vedrørte Italien, i originaltekst i 1878 og i italiensk oversættelse i 1883. Schiaparelli udgav endvidere den af Amari i Firenze fundne Vocabulista in Arabico i 1871 [se kapp.6 og 38], leverede i 1897 en fremragende udgave af Ibn Hamdis diwan  [digtsamling] og i 1906 en italiensk oversættelse af Ibn Gubairs Rihla  ['Rejse', 12.årh.].
 Derimod stod to andre lærde, som arbejdede med udforskningen af Sicilien, ikke i nogen forbindelse med Amari: den ene af dem, Salvatore Cusa (1822 – 1893) var professor i arabisk i Palermo. Hans hovedværk I diplomi greci ed arabi di Sicilia, publicati nel testo originale, tradotti ed illustrati  ['Siciliens græske og arabiske dokumenter, trykt i originaltekst, oversat og kommenteret'] nåede ikke længere end til de to tekstbind (1868 og 1882) og mangler derfor ikke blot den lovede oversættelse og kommentar, men også det kritiske apparat, som skulle retfærdiggøre tekstrettelserne (som ikke ses af teksten selv). Den anden var elev af Cusa, Bartolomeo Lagumina (1850 – 1931, endte som biskop i Agrigent) (115), som især var aktiv på det numismatiske område [møntvidenskab].


40. Alfred von Kremer



     Da Nöldeke i 1856/57 var i Wien, forekom det ham at Wien, efter Hammer-Purgstalls død, ikke længere forføjede over nogen  orientalister. Faktisk plejedes orientalistikken i Wien hovedsageligt på det orientalske akademi [se kap.25] og med henblik på praktiske formål, [nemlig] af hensyn til forbindelserne til den Høje Port. Hverken Praktische Handbuch der neuarabischen Sprache(1861; 2.opl. 1886) eller Handwörterbuch der neuarabischen und deutschen Sprache (1874 – 1877; 3.opl. 1898)  ['Praktisk håndbog i det nyarabiske sprog' og ’Håndordbog i det nyarabiske og tyske sprog’] af Adolf Wahrmund (1827 – 1913), som fra 1853 var ansat på det orientalske akademi (fra 1885 som dets rektor), levede op til rimelige videnskabelige krav. Og dog havde Østrig allerede i 1856 i førstetolken ved det kongelige-kejserlige generalkonsulat i Alexandria en mand, hvis senere indsats på islamvidenskabens område også Nöldeke (WZKM, 8,98 [Wiener Zeitschrift für die Kunde des Morgenlandes, ’Wienertidskrift for den østerlandske videnskab’]) anerkendte som banebrydende (116): Alfred von Kremer (1828 – 1889). Han var i foråret 1849 – med understøttelse fra Wiens Videnskabelige Akademi (grundlagt i 1846) – rejst fra Istanbul i orientalsk dragt til Syrien, havde tilbragt tre måneder i Aleppo, dernæst næsten et år i Damaskus og ved rejser på kryds og tværs lært landet og dets indbyggere grundigt at kende, - hvad hans Mittelsyrien und Damaskus  ['Det mellemste Syrien og Damaskus'] fra 1853 aflægger et talende vidnesbyrd om. Efter at være vendt tilbage til Wien, havde han undervist i dagligarabisk  ['vulgærarabisk'] på det kongelige-kejserlige polyteknikum (117), men var allede i 1852 blevet forflyttet til Alexandria, hvor han var i syv år. 1870 blev han generalkonsul i Beirut og 1876 medlem af den ægyptiske statsgældskommission. Efter af være vendt tilbage fra orienten blev han i 1880 handelsminister, men trådte allerede i 1881 tilbage fra denne post.
     På sine rejser i orienten samlede v.Kremer mange håndskrifter, dels til Wiens bibliotek, dels til sig selv (118). Han opdagede fx i 1851 et håndskrift i Damaskus, som indeholdt den første tredjedel af Waqidis Kitab al-Magazi  ['Bog om krigstogterne', 8.årh.], og udgav det i 1856 i Bibliotheca Indica. Men filologisk pillearbejde var ikke hans sag. For ham var det inciterende at skrive en islams kulturhistorie, som kunne gære det muligt for en fremtidig historiefilosofi – gennem en sammenligning mellem islam og andre kulturer – at erkende de love, som bestemmer historiens forløb. V. Kremer var under indflydelse af Ibn Khaldun [ligesom Aloys Sprenger, se kap.36, sidste afsnit], hvis historiefilosofi han i 1879 behandlede på grundlag af originalen, ikke de Slanes unøjagtige oversættelse, i en dybsindig studie Ibn Chaldun und seine Kulturgeschichte der islamischen Reiche (SWA 93, 581 – 640)  ['Ibn Khaldun og hans ’De islamiske landes Kulturhistorie’']. Han betragtede staten som et sociologisk fænomen, hvis opståen, udvikling og forfald følger sine egne love, og som er uløseligt forbundet med alle kulturens fremtrædelsesformer. Med fast ståsted i den filosofiske idealisme, finder v.Kremer de aktive kræfter, som udgår fra den enkelte og som bestemmer statens karakter, i de idéer, hvis virkninger ligefuldt manifesterer sig i politikken, i forfatningen, forvaltningen og lovgivningen, som de gør i religion, kultur og tro (119). Åndeligt liv kendetegnes ved den stadige kamp mellem hinanden modstridende idéer, og med kampens afdøen udarter kulturen og ender i sådanne religiøse og sociale forhold som v. Kremer så for sig i den samtidige islam. Sådanne tankegange gør det forståeligt, at v. Kremer først skrev en Geschichte der herrschenden Ideen des Islams, Gottesbegriff, Prophetie und Staatsidee (1868)  ['Skildring af de herskende ideer i islam, - Gudsbegreb, profeti og statstanke'], før han i sin Kulturgeschichte des Orients under den Chalifen (2 bind, 1875 – 1877)  ['Orientens kulturhistorie under kalifferne'] fortsatte med at give en fremstilling af den middelalderlige islams åndelige og materielle præstationer, som udover at være gribende og rig på idéer og iagttagelser også har et usædvanligt mangesidigt indhold: politik og statsteori, forvaltning og skattelovgivning behandles som lige så væsentlige som den islamiske religion, dens teologi og retsskoler. Den arabiske litteraturs udviklingshistorie skildres åndrigt, den arabiske digtning og dens væsentligste repræsentanter skildres med fin indfølingsevne, betydningen af den ’arabiske’ videnskab - opbygget på den antikke arv – tilbørligt fremhævet. Denne mangfoldighed af temaer virker intetsteds forstyrrende, fordi det hele finder sammen til en højere enhed under den samme historiefilosofiske betragtning. Af v. Kremers senere arbejder, var hans afhandling Über das Einnahmebudget des Abbasidenreichs vom Jahre 306 d.H.  (120) ['Om Abbasiderigets indtægtsbudget for året 306 h [938 eKr.]'], hvor han sagkyndigt tog de af Hilal as-Sabis meddelte dokumenter under behandling, særlig indflydelsesrig.


41. Arabiske Håndskriftsamlinger



     De fremskridt, som de arabiske studier gjorde i det 19.århundrede, skyldtes ikke sjældent, at man fik stadig mere materiale mellem hænderne. De europæiske stormagters tiltagende indflydelse på Orientens skæbne, den indtrædende vestliggørelse, begyndende med Napoleons togt til Ægypten i 1798, det store antal europæere, som opholdt sig lang tid i Østen som deres lands repræsentanter eller i orientalske regeringers tjeneste, eller som lærte orienten at kende som rejsende, bidrog til at udvide kendskabet til Orienten. For de arabiske studier var det særlig vigtigt, at antallet af arabiske håndskrifter i de store biblioteker i Europa voksede betragteligt. Hvor  [fx] Pariserbiblioteket indtil år 1800 kun havde fået yderligere et par hundrede nye håndskrifter (fra de klosterbiblioteker, som var blevet beslaglagt under revolutionen, samt fra byttet fra [Napoleons] ægyptiske ekspedition) i tillæg til de såkaldte ancien fonds (dvs. de 1693 arabiske håndskrifter, som befandt sig i dets besiddelse i året 1739), - så blev det i 1835 med ét slag forøget med omkring 1500, for det meste arabiske, håndskrifter, som generalkonsulen i Ægypten, Asselin de Cherville, havde efterladt, - og ved århundredets slutning opregnede det fra de Slane stammende katalog (121) ikke mindre end 4665 numre. – Det britiske museum ejede omkring 1800 knap 250 arabiske håndskrifter. Ved erhvervelsen i 1825 af Claudius James Richs (1787 - 1821) allerede tidligere [kap.29] nævnte bibliotek, - Rich havde i lang tid repræsenteret det ostindiske kompagni i Bagdad, - blev dette antal forøget med 390. En teolog, som havde gjort sig fortjent af den ældre kirkehistorie, William Cureton (122) (1808 – 1864), blev i 1837 betroet katalogiseringen af det, - og han tilendebragte arbejdet i løbet af de næste 15 år (123). – I Tyskland kom den nye (gennem romantikken genoplivede) begejstring for Orienten også de arabiske studier til gode. Navnlig kong Friedrich Wilhelm IV af Preussen, som helt levede i en romantisk idéverden, befordrede de orientalske studier. Således kaldte han i sit første regeringsår Friederich Rückert til universitetet i Berlin. 1842 bevægede hans fortrolige, Christian von Bunsen (1791 – 1860), som dengang boede i London, ham til at købe den værdifulde samling af sanskrit-håndskrifter, som Sir Robert Chambers (død 1803) havde samlet i Indien. I [kongens] tjeneste foretog ægyptologen Richard Lepsius i årene 1842 – 1846 en ekspedition til Ægypten, hvis resultater fra 1859 blev offentliggjorte i den storartede Denkmälern aus Ägypten  ['Mindesmærker fra Ægypten']. De arabiske studier fremmede han især ved køb af værdifulde håndskriftsamlinger, fx Sprengers allerede nævnte bibliotek [se kap.36] i 1857, så berlinerbiblioteket langt overfløj alle andre tyske samlinger på dette område. - Heinrich Petermann (1801 – 1876) blev i 1852 udsendt specielt for at indkøbe håndskrifter og hjembragte ikke blot to betydningsfulde samlinger, men også værdifulde underretninger om forskellige religiøse grupper som fx samaritanerne, maroniterne, jeziderne men især mandæerne. - Endnu mere succes havde Johann Gottfried Wetzstein (124) (1815 – 1905). Han havde studeret teologi og orientalistik og i 1847 i Berlin forberedt sig til professorat i faget arabisk, og var så virksom som konsul fra 1848 – 1862 i Damaskus hvor han med megen sagkundskab sammenbragte fire håndskriftsamlinger, hvoraf de to kom til Berlin, medens den tredje blev erhvervet til Leipzig og den fjerde til Tübingen. Wetzstein var en fremragende kender af Syrien og Palæstina, men hans afhandlinger vandt ikke tilstrækkelig opmærksomhed, da de mest udkom på perifere steder.


 42. Wilhelm Ahlwardt



 Efterhånden som de arabiske håndskriftsamlinger i Berlin voksede, meldte sig snart ønsket om at lade dem katalogisere, et arbejde, som i 1863 blev betroet Wilhelm Ahlwardt (1828 – 1909). Der fandtes på daværende tidspunkt en række kataloger hvor arabiske håndskrifter var beskrevet mere eller mindre udførligt. Men Ahlwardt ville med sit katalog gøre et forarbejde til en kommende litteraturhistorie, som ikke blot skulle tegne et klart og livligt billede af hver forfatterpersonlighed, men også fremstille hver enkelt litteraturgenres indre udviklingsgang  i dens sammenhæng med de politiske og sociale forandringer, som udtryk for de idéer som bevægede tiden (125). Derfor gav han – foruden det sædvanlige skema til beskrivelse af håndskriftet, som man ellers fandt i katalogerne – også en nøjagtig indholdsangivelse af hvert værk. Han gav tyve af sine bedste manddomsår til denne opgave, men da trykningen af de ti bind var tilendebragt i 1899, havde han [også] skabt et værk, som takket være indholdets omfang og nøjagtighed har fået blivende betydning for den arabiske litteraturhistorie. For ham selv var det dog ikke nok at have fremmet forståelsen for arabernes betydning og studiet af deres litteratur, han håbede også at kunne give inspiration til en beskæftigelse med den arabiske digtning. Så, som han i sine yngre år havde skrevet Über die Poesie und Poetik der Araber  ['Om arabernes digtning og poetiske teori'], havde udgivet Abu Nowas digte til vinen (1861) og de Seks Digtsamlinger (1870), så vendte han – efter Fahri i 1860 og den Anonymen arabischen Chronik  ['Anonym arabisk krønike'] (1883) - i sin høje alderdom tilbage til poesien og udgav Sammlungen alter arabischer Dichter (3 bind, 1902 – 1903) og afsluttede sin produktion i 1904 med en oversættelse af Ru’bas digtsamling i rimløse jamber med det ønske – som den sidste af romantikerne blandt arabisterne - og håb, at digtere af fag heraf kunne stifte bekendtskab med deres arabiske kollegers stil og facon.


43. Charles Rieu



 Af de kataloger, hvor - omtrent på samme tid - de arabiske håndskrifter i Wien (af Gustav Flügel, indbefattende de persiske og tyrkiske håndskrifter, 3 bind, 1865 – 1867), i München (af Josef Aumer, 1866), i Gotha (af Wilhelm Pertsch, 5 bind, 1878 – 1892), i India Office i London (af Otto Loth, 1877) og i Pariser biblioteket (af de Slane, 1887 – 1893) blev beskrevet, kunne ingen måle sig med Ahlwardts præstationer. Kun det Britiske Museum havde fra 1847 og fremefter i genferen Charles Rieu (1820 – 1902) (126), en lærd, hvis kataloger over de arabiske, persiske og tyrkiske håndskrifter er sande mønstre af akribi [videnskabelig nøjagtighed]. Rieu havde studeret i Bonn, hos Freytag, Lassen og Gildemeister (1812 – 1891). Han besørgede først, 1871, det tredje hæfte af det katalog over de arabiske håndskrifter, som Cureton [se kap.41] havde påbegyndt, og beskrev deri bl.a. de 247 arabiske håndskrifter, som Robert Taylor (fra 1828 til 1843 det ostindiske kompagnis repræsentant i Bagdad) havde samlet. I de følgende to årtier steg antallet af arabiske håndskrifter yderligere, men i 1880 var der endnu ikke 2000. I 1886 forøgedes [samlingen] med A.von Kremers ovennævnte samling, i 1889 med Glasers tredje samling og i 1891 henh. 1893 med Lanes håndskrifter. Af disse i alt 1300 nye manuskripter gav Rieu i 1894 i sin Supplement to the Catalogue of the Arabic Manuscripts in the British Museum  ['Tillæg til kataloget over de arabiske manuskripter i det Britiske Museum'] en nøjagtig beskrivelse og gav gennem omhyggelige undersøgelser af de enkelte forfattere, deres navne og årstal, såvel som deres skrifters titler, værdifulde bidrag til den arabiske litteraturhistorie. Det var en velfortjent anerkendelse af hans præstationer, at han i 1894 blev kaldet til Cambridge som efterfølger for W.Robertson Smith.


44. Ferdinand Wüstenfeld



 Som følge af den kraftige tilvækst, som de arabiske håndskriftsamlinger i Europas store biblioteker fik i det 19.århundrede, satte det også ind med en ivrig udgivelsesaktivitet, som hurtigt gjorde arabiske værker af det forskelligste indhold alment tilgængelige. Blandt dem, som på denne måde gjorde sig fortjent af de arabiske studier indtager Ewalds elev Ferdinand Wüstenfeld (1808 – 1899) (127)  en ærefuld plads. Hans flid kan vi takke for et stort antal yderst vigtige udgaver af arabiske historikere og geografer, - Ibn Hallikan (udgivet 1835 – 1850), Ibn Hisam (udgivet 1858 – 1860),  Byen Mekkas Krønikker (udgivet 1857 - 1861), Ibn Qutaibas Handbuch der Geschichte  ['Historisk håndbog'], 1860, Ibn Duraids Genealogisch-etymologisches Handbuch  ['Slægts-etymologisk håndbog'] 1854, Nawabis Biographisches Wörterbuch  ['Biografisk ordbog'] (udgivet 1842 - 1847), Yaquts geografiske ordbøger (1866 – 1873) og Bakri (1876 – 1877), Qazwinis kosmografi (1848 – 1849). Altid med brugernes behov for øje, forsynede Wüstenfeld for det meste sine udgaver med registre. Således optegner registret til Yaqut ikke kun ca 12.000 personer, men giver også yderligere biografiske oplysninger til mange af dem. Hans Genealogische Tabellen der arabischen Stämme und Familien  ['Slægtstavler over de arabiske stammer og familier'] fra 1852, med registeret fra 1853, og hans Vergleichungstabellen der muhammedanischen und christlichen Zeitrechnung (128) ['Sammenlignende tabeller til den muhammedanske og den kristne tidsregning'], hans Geschichtsschreiber der Araber und ihre Werke  ['Arabernes historikere og deres værker'] (1882 – 1883) og hans Schafi’i (1890) og andre arbejder var i lange tider blandt de meste benyttede opslagsværker. I talrige andre arbejder gengav han arabiske kilders indhold i tysk oversættelse.
 Wüstenfelds gevaldige præstationer er så meget mere forbavsende, når man tænker på, at der til hans embedsbeskrivelse også hørte forvaltningen af biblioteket, hvilket semestret igennem beslaglagde ham indtil klokken tre eller fire om eftermiddagen. Men han var udholdende, flittig og praktisk. Han havde et sikkert blik, ikke kun for det nødvendige, men også for det praktisk opnåelige. Han vidste at hans udgavers værdi afhang af kvaliteten af de håndskrifter der stod til hans rådighed. Hvis fx de sagligt for det meste uvæsentlige indlagte digte var særligt ødelagte [tekstmæssigt] (som fx i Yaqut), så lod han sig på ingen måde afskrække af det, og kun doktrinær fanatisme kan bebrejde nogen det. Da han med forkærlighed valgte sådanne værker til udgivelse, som var almindeligt anerkendte og var i cirkulation i mange versioner, så var der ikke sjældent overleveringsmæssige problemer  med teksten til de håndskrifter han benyttede, og den måde, som han gik frem fx med Ibn Qutaiba, Qazwini eller Yaquts Mustarik  [13.årh.], var ikke i overensstemmelse med de grundsætninger [for tekstudgivelse] som de Goeje [se kap.51] indførte i de arabiske studier. Kritikken, som heller ikke sparede ham, tog han med gemytlig sindighed og fortsatte, på sin stille, ubemærkede og dog ualmindelig virksomme måde at tjene videnskaben.


NOTER:


1  HENRI DEHÉRAIN Silvestre de Sacy, ses contemporains et ses disciples (= Bibliothèque archéologique et historique t.27), Paris 1938 [’Silvestre de Sacy, hans samtidige og hans elever (= Arkæologisk og historisk bibliotek bind 27), Paris 1938’]
2 se (A.CARRIÈRE) Notice historique sur l’École des langues orientales in Mélanges Orientaux 1883, s.1ff [’En historisk note om Skolen for orientalske sprog’ i ’Blandede orientalske skrifter’ 1883, s.1ff]
3 G..DUPONT-FERRIER, Revue des Études Arméniennes, [Tidsskrift for Armenske Studier] 2, 229; A.CARRIÈRE, Mélanges Orientaux [’Blandede orientalske skrifter’] 1883, s.6, H.CORDIER, Un interprète du général Brune (=Mém.de l’Acad. des Inscr. et Belles-Lettres 38, 1911) s. 29 [’Tolk for general Brune’]
4 H.-CORDIER har i Un interprète du général Brune (=Mém.de l’Acad. des Inscr. et Belles-Lettres 38, 1911) s. 29 [’Tolk for general Brune’] side 39-42 aftrykt den beretning, som Udvalget for den Offentlige Undervisning og for Økonomien udarbejdede, og som hvilede på [Langlès’] indlæg.
5 H. DEHÉRAIN, Silvestre de Sacy, Paris 1938, s. 12* - 24*
6 Bd. 13, 257 - 277
7 [til dets historie, se Salm.Leks. bd.I, side 355, hvor det bl.a. oplyses, at det er arvtager til ovennævnte Maurinerkongregations udgivelser, som Berthereau arbejdede på]
8 Mémoires sur diverses antiquités de la Perse et les médailles des rois de la dynastie des Sassanides suivis de l’histoire de cette dynastie traduite du persan de Mirkhond, Paris 1793. [’Afhandling om forskellige persiske antikviteter og medaljer af kongerne i sassanidedynastiet, samt dette dynastis historie, oversat fra Mirkhonds persiske’] [Mikhond, 1433 – 1498, skrev Rauzât-us-safâ [‘Renhedens have’] i 8 bind.]
9 Le Testament de Louis XVI, roi de France et de Navarre, avec une traduction arabe par M. le Baron SILVESTRE DE SACY, Paris 1820. [Kong Ludvig den 16. af Frankrig og Navarra’s testamente, med en arabisk oversættelse, af Hr. Baron Silvestre de Sacy, Paris 1820.]
10 [arab.txt.] Grammaire Arabe, à l’usage des élèves de l’École spéciale des langues orientales vivantes; avec figures par A.I.SILVESTRE DE SACY, 2 bind, XXVI, 434 og X, 473 sider. Paris 1810. [[arab.txt: omtr.: ’Udsøgte kostbarheder fra videnskaben om arabiya’] Arabisk grammatik, til brug for elever på Specialskolen for de levende orientalske sprog; med tavler, af A.I. Silvestre de Sacy, 2 bind med henh. XXVI og 434 sider, og X og 473 sider. Paris 1810.] FLEISCHER [se kap.34] skrev til det andet oplag sin berømte ’Beiträge zur arabischen Sprachkunde’ [’Bidrag til den arabiske sprogvidenskab’] i Berichten d.Ges.d.Wiss.zu Leipzig 1863-1884 (=Kleine Schriften, Bd. I) [’Beretninger fra Videnskabernes Selskab i Leipzig 1863 - 1884’ (= ’Mindre skrifter’, bind I)] . Den séconde édition, corrigée et augmentée, à laquelle on a joint un traité de la prosodie et de la métrique des Arabes [’2. korrigerede og forøgede udgave, hvortil er føjet en afhandling om arabernes rytme- og verselære’] udkom i Paris 1831 (XXX, 608 og XII, 697 sider). En 3.udgave blev besørget af L. Machuel, Paris 1904.
11 Principes de Grammaire générale, mis à la portée des enfants, et propres à servir d’introduction à l’étude de toutes les langues [’Den almene grammatiks principper, gjort tilgængelig for børn og beregnet på at tjene som introduktion til studiet af alle sprog’] Paris 1799. Værket oplevede 5 oplag og blev oversat til tysk af J.S.VATER i 1804.
12 Bind II, side 1 – 377 (i 1.oplag) henh. II, 1 – 508 (i 2.oplag)
13 Bind II, 378 – 456 (i 1.oplag) henh. II, 509 – 600 (i 2.oplag)
14 de Sacy skriver Martellotto
15 Bibliotheca Arabica. Auctam nunc atque integram edidit .D.CHRISTIANUS FREDERICUS SCHNURRER Halae 1811. [’Arabisk Bibliotek. Ny forøget og komplet udgave ved D.Chr.Fr.Schnurrer, Halle 1811, - den gennem disse noter snart temmelig velkendte ’Schnurrers Bibliotheca Arabica’]
16 hans liv blev beskrevet af hans nevø CHR. FR. WEBER (Christian Friedrich Schnurrers Leben, Charakter und Verdienste, Kannstadt 1823 [Christian Friedrich Schnurrers Liv, karakter og fortjenester’]
17 [arab.txt] Chrestomathie arabe ou extraits de divers écrivains arabes tant en prose qu’en vers, avec une traduction française et notes. A l’usage des élèves de l’École royale et spéciale des langues orientales vivantes, Paris 1806. – Samme 2.udg. Paris 1826. [’[arab.txt.: En nyttig og behagelig bog for den skønsomme studerende] Arabisk Chrestomati [Tekstudvalg]] eller: udvalg af forskellige arabiske forfattere, både prosa og lyrik, med fransk oversættelse og noter. Til brug for studerende ved Den Kongelige Specialskole for Levende Orientalske Sprog.’ Paris 1806]
18 Anthologie grammaticale arabe ou morceaux choisies de divers grammairiens et scholiastes arabes, avec une traduction française et des notes, pouvant faire suite à la Chrestomathie arabe. Paris 1829. [’Arabisk grammatisk anthologi eller udvalgte stykker fra forskellige arabiske grammatikere og kommentatorer, med fransk oversættelse og noter, som et tillæg til den arabiske Chrestomati.’ Paris 1829]
19 Les Séances de Hariri, publiées en arabe avec un commentaire arabe choisi, Paris 1822 [’Hariris Samlinger, trykt på arabisk med en udvalgt arabisk kommentar’, Paris 1822]
20 Epistola critica Nasifi al-Iazigi Berytensis ad de Sacyum versione lat. et adnot. illustravit A.F.MEHREN, Lips. 1848 [Beirutenseren Nasifi al-Iazigis kritiske brev til de Sacy, forsynet med latinsk oversættelse og noter af A.F.Mehren, Leipzig 1848]
21 Alfiyya ou la Quintessence de la grammaire arabe; ouvrage de Djemaleddin Mohammed, connu sous le nom d’Ebn Malec; publié en original, avec un commentaire, par SILVESTRE DE SACY, Paris 1833 [Alfiyya, eller: Kvintessensen af den arabiske grammatik; et arbejde af Gemal ed-Din Muhammed, kendt under navnet Ibn Malik; originalteksten, med en kommentar af Silvestre de Sacy, Paris 1833]
22 Exposé de la religion des Druzes tiré des livres religieux de cette Secte.  Paris 1838. 2 bind. [’Fremstilling af drusernes religion, ud fra denne sekts religiøse bøger’, Paris 1838, 2 bind’]
23 H.DEHÉRANs La Vie de Pierre Ruffin, Orientaliste et diplomate [’ Orientalisten og diplomaten Pierre Ruffins Liv’] har ikke været mig tilgængelig.
24 DEHERAN, Un orientaliste alsacien, Daniel Kieffer [’En orientalist fra Alsace, Daniel Kieffer’], Paris 1920. Et særtryk af Bulletin de la Section de Géographie du Comité des travaux historiques et scientifiques, [’Bulletin fra Kommittéen for historiske og videnskabelige arbejders geografiske afdeling’] har ikke været mig tilgængelig. KIEFFER er forfatter til den anvendelige Dictionnaire Turc-Francais à l’usage des agents diplomatiques et consulaires [’Tyrkisk-Fransk ordbog, til brug for diplomater og konsuler’], som blev færdiggjort og udgivet af hans medarbejder BIANCHI i 1835.
25 Institutiones ad fundamenta linguae persicae cum chrestomathia maximam partem ex auctoribus ineditis collecta et glossario locupleti edidit FRID. WILKEN, Lipsiae 1805. [’Grundbegreber af det persiske sprogs opbygning, udgivet med et tekstudvalg sammensat overvejende af hidtil uudgivne forfattere og rigeligt forsynet med ordfortegnelser, af Frid. Wilken, Leipzig 1805’]
26 Göttingen 1808
27 se KOSEGARTEN Carminum orientalium triga, Stralsundii 1815 [’En trojka af orientalske digte’, Stralsund 1815]
28 Pendnameh, ou le livre des conseils, de Ferid-ed din Attar, en persan et en français avec des notes, des extraits de Saadi et d’autres écrivains persans. Paris 1819 [’Pandname, eller Rådenes bog, af Ferid-ed din Attar, på persisk og fransk, med noter, og med uddrag af Sa’adi og andre persiske skribenter’, Paris 1819]
29 en (mig utilgængelig) bibliografi har GEORGES SALMON sammenstillet i første bind af Bibliothèque des arabisants français [’Værker af franske arabiskkyndige’], Kairo 1905. Tilføjelser hertil leverede P. CASANOVA sammesteds i 2.bind, 1923.
30 [om Port Royal og grammatikken, se Salm.Leks. XIX, 437, men navnlig under ’almindelig grammatik’ i bind I, side 553]
31 A. CREMONA’s biografi er mig kun bekendt fra C.L.DESSOULAVY’s anmeldelse i BSOS 9, 1939, s.812 - 814
32 det talte over 40.000 bind og kom senere, sammen med hans efterladte håndskrevne papirer, til München
33 Histoire des Sultans Mamluks de l’Égypte, écrite en arabe…., trad. en français et accompagnée des notes philoloques, historiques et géographiques. Paris 1837 – 1845. 4 bind. [’De mamlukiske sultaners historie i Ægypten, skrevet på arabisk….., oversat til fransk og ledsaget af filologiske, historiske og geografiske noter’, Paris 1837 – 1845. 4 bind]
34 Prolégomènes d’Ebn Khaldoun. Texte arabe par QUATREMÈRE (= Notices et Extraits des manuscrits 16, 1; 17, 1; 18, 1). Paris 1858, 3 bind [’Ibn Khalduns Prolegomen. Arabisk tekst af Quatremère.’ (=’Noter og uddrag af manuskripter 16,1; 17,1; 18,1; Paris 1858, 3 bind]
35 Histoire des Mongols de la Perse….publiée, trad. en français, accompagnée de notes et d’un mémoire sur la vie et les ouvrages de l’auteur.  Bd. 1 (det eneste), Paris 1836 [’Mongolernes historie i Persien… offentliggjort, oversat til fransk og ledsaget af et notat om forfatterens liv og værker’ 1.bind, Paris 1836]
36 se DUGAT Histoire des Orientalistes, I, 1868, s. 186 – 232 [’Orientalisternes historie’]
37 Géographie d’Aboulféda. Texte arabe. Paris 1840 [’Abu’l-Fidas geografi. Arabisk tekst.’ Paris 1840]
38 Géographie d’Aboulféda, trad. de l’arabe en français par REINAUD vol. I: Introduction générale à la géographie des Orientaux, Paris 1848 [’Abu’l-Fidas geografi, overs. fra arabisk til fransk af Reinaud. Bind I: Almindelig introduktion til orientalernes geografi. Paris 1848]
39 Monumens arabes, persans et turcs du cabinet de M. le Duc de Blacas . 1828, 2 bind. [’Arabiske, persiske og tyrkiske monumenter/antikviteter i M.le Duc de Blacas’ museum’ 1828, 2 bind]
40 Le Diwan d’Amro’lkais, Paris 1837 [’Imra’al-Qais’ Digte’]
41 Ibn Khallikan’s Biographical Dictionary, transl. from the Arabic. Paris, London, 4 bind [’Ibn Khallikans Biografiske Leksikon, overs. fra arabisk’. Paris, London, 4 bind’]
42 se BELIN i Journal Asiatique, serie V, bind 3, 1854, side 553ff
43 Géographie d’Edrisi traduite de l’arabe en français d’apres deux mss. de la Bibliothèque du Roi et accompagnée de notes [’Idrisis geografi, oversat fra arabisk til fransk, efter to manuskripter i kongens bibliotek, og ledsaget af noter’] (=Receuil de voyages et de mémoires V, VI). Paris 1836. 1840.
44 DEHÉRAIN, Silvestre de Sacy , s.XXXI, anm.2 henviser til en mig utilgængelig artikel L’orientaliste Bresnier et la creation de l’enseignement français de l’arabe à Alger [’Orientalisten Bresnier og oprettelsen af fransk undervisning i arabisk i Algier’] i Bulletin de la Section de géographie du Comité des Travaux historiques et scientifiques, [se ovf.] 1915, ss. 15 - 19
45 vedr. denne oversættelse,se  CHAUVIN , Bibliographie des ouvrages arabes, [’Bibliografi over arabiske studier’] X, 1907, ss 79.ff
46 Le livre des rois par Abu’l Kasim Firdousi, publiée, traduit et commenté par JULES MOHL [’Abu’l Kasim Firdousis Bog om kongerne, udgivet, oversat og kommenteret af Jules Mohl’], Paris 1828 – 1878, 7 bind. Det sidste bind blev besørget gennem trykken af BARTHÉLEMY SAINT HILAIRE . Oversættelse og fortale udkom også selvstændigt.
47 Les oiseaux et les fleurs, allégories morales d’Azz-eddin Elmocaddessi, publiées en arabe, avec une traduction et des notes, Paris 1821. [’Fuglene og blomsterne, ’Izzadin al-Muqqadasis moralske allegorier, udgivet på arabisk, med en oversættelse og noter’. Paris 1821]
48 H. DEHÉRAIN Silvestre de Sacy, s. 25* - 35*
49 The History of Mohammedan Dynasties in Spain, extracted…. translated… illustrated with critical notes on the history, geography and antiquities of Spain, by PASCUAL DE GAYANGOS , London 1840 – 1843, 2 bind. [’De muhammedanske dynastiers historie i Spanien, udvalgt…oversat…belyst med kritiske noter vedr. Spaniens historie, geografi og oldsager’, London 1840 – 43, 2 bind]
50 det hessiske ministeriums yderst lærerige beslutning, har F.BABINGER aftrykt i Nachr. d.Giessener Hochschulgesellschaft, II, 1919, s. 70 – 74, under titlen Ein Halbjahrhundert morgenländ. Studien an der hess. Landesuniversitet, J.A.Vullers, [’Et halvt århundredes orientalske studier ved det hessiske landsuniversitet, J.A.Vullers’ i ’Efterretninger for selskabet for højere undervisning i Giessen, II, 1919, s. 70 - 74’]
51 ZDMG, 36, 438 [’Tidsskrift for det tyske orientalske selskab’]
52 [Pentateuch-kritik: ’Pentateuch’ er græsk for ’Fem-bogen’, d.v.s: de 5 mosebøger. Kritiken her går ud på at sondre mellem de forsk.kildeskrifter som disse 5 mosebøger er sammensat af, og hvis tekster stadig tydeligt kan ses og udskilles i vore nuværende tekster, altså i bibelen, fx meget tydeligt i de to sammenvævede beretninger som nu udgør vores fortælling om Noa og hans ark i 1.mosebog kapp.6-9.]
53 se A. FISCHER Heinrich Leberecht Fleischer i Sächs. Lebensbilder [’Saksiske Levnedsløb’] I, Dresden 1930, s. 396
54 fra hans Erinnerungen aus meinem Leben [’Erindringer fra mit liv’] 1774 – 1852, har REINHART BACHOFEN V. ECHT (i Fontes rerum Austriacarum, 2.afd. 70.bind [’Kilder til østrigske forhold’ 2.afd. 70.bind’] udgivet ca. en tiendedel i en stærkt forkortet bearbejdelse.
55 [titel på (klassisk) græsk: ’Kejser Markus Antoninus Skrift til sig selv, i 12 bøger, oversat til persisk af Joseph Hammer. I Wien, Østrig, 1831.] Udgaven indeholdt også den græske tekst. Ifølge sine erindringer, sider 247, ville han dermed give et forbillede for, hvorledes man kunne fremme ’den nødvendige tilbagevirkning af den vestlige klassiske dannelse på den østlige. Hvad trykningen angik, se sammesteds side 273ff.
56 Erinnerungen [’Erindringer’], side 43, 88, 111f, 219
57 se først og fremmest den ytring af Metternich, som er meddelt i Erinnerungen, side 235, samt side 240f
58 Wien 1809 – 1818, 6 bind. Om dens opståen kan man læse i Erinnerungen, s.182, 183f, 219
59 [dvs. en bibeltekst, ældre end den vi har nu, som er vokaliseret og tilrettelagt af ’massoreterne’, lærde i den sene oldtid og tidlige middelalder]
60 F.K.GINZEL giver i sin Handbuch der mathem. u .techn. Chronologi I, 1906, s.260f [’Håndbog i den matematiske og tekniske tidsregning’ I, 1906, side 260ff] en kort redegørelse for Idelers omregningsmetode.
61 se FR.BABINGER Ein orientalischer Berater Goethes in Goethe-Jahrbuch, 34, 1913, 83 – 100, samt CURT BALCKE Neues über Goethes orientalischen Berater i ZMDG, 84, 74 – 77. [’En af Goethes orientalske rådgivere’ – ’Nyt om Goethes orientalske rådgiver’]
62 om dette digt og spørgsmålet om dets forfatter, se E.J.W.GIBB A History of Ottoman Poetry, III, 1904, 210 – 218 [’Den ottomanske poesis historie’’]
63 V.DIEZ Denkwürdigkeiten von Asien Bind II, 481 – 1078, - også separat under titlen Unfug und Betrug in der morgenländischen Literatur, Berlin 1815 [’Erindringer fra Asien’ – ’Nonsens og bedrag i den østerlandske litteratur’]
64 genoptrykt af GINZEL sammesteds I, 1906, side 266 – 271;
65 en skitse af hans liv er tilføjet det første bind af den af FR. KRUSE besørgede udgave af hans Reisen durch Syrien, Palästina, die Transjordanländer, Arabia Petraea und Unterägypten, Berlin 1854. [’Rejser gennem Syrien, Palæstina, de transjordanske lande, Arabia Petræa og nedre Ægypten’, Berlin 1854]
66 S.DEHÉRAIN Silvestre de Sacy, side 94 – 112. Et brev fra ham, om den oversættelse af bibelen til amharisk, som han foranledigede, står i Guldgruben III, 268 - 275
67 .DEHÉRAIN Silvestre de Sacy, side 65 - 92
68 en fortegnelse står i slutningen af Erinnerungen, side 570 - 575
69 Johnson, som HAMMER skriver i erindringerne, side 218, beror tydeligvis på en hukommelsesfejl. RICHARDSON A Dictionary Persian Arabic and English, [’En persisk, arabisk og engelsk ordbog’] udkom i Oxford 1777 – 1780, en ny udgave, besørget af CH. WILKINS, i London 1806 – 1810. Den udgave, hvor FRANCIS JOHNSON var medarbejder, sammen med WILKINS, udkom først i 1829, medens de meddelelser, som gives i dagbogen (som er skrevet efter 1841), omhandler året 1814.
70 se P. DE LAGARDE Persische Studien, Göttingen 1884, side 10, anm.15 [’Persiske studier’]
71 Samachschari’s Goldene Halsbänder. Als Neujahrsgeschenk arabisch und deutsch von JOSEF VON HAMMER Wien 1835 [’Zamahsaris Gyldne Halskæder. Som nytårsgave, på arabisk og tysk af Josef von Hammer’, Wien 1835]
72 Samachschari’s goldene Halsbänder nach dem zuvor berichtigten Texte der v.Hammerschen Ausgabe von neuem übersetzt und mit kritischen und exegetischen Anmerkungen begleitet von HCH. LEBR. FLEISCHER , Leipzig 1835. [’Zamahsaris gyldne Halskæder, efter den først korrigerede tekst fra den hammerske udgave, på ny oversat og ledsaget af kritiske og fortolkningsmæssige anmærkninger af Hch. Lebr. Fleischer’. Leipzig 1835]
73 [Universitetet i Göttingen var berømt for sin matematik og naturvidenskab, - samt for sit frisind. Politiske uroligheder, som involverede både professorer og studerende, medførte, at 7 berømte professorer, heriblandt brødrene Grimm, fysikeren Weber, - og altså også Heinrich Ewald, i 1837 blev afsat pga. en politisk manifestation]
74 [En retning i midten af det 19.årh. indenfor den nytestamentlige forskning, hvis hovednavn er F.C.Baur, og hvis syn på de første kristne århundreder – stærkt præget af Hegelsk historiefilosofi - vakte megen diskussion]
75 [altså at rytme i arabiske vers (ligesom i oldtidens græske og latinske vers) er et system af lange og korte stavelser, og ikke, som hos os, af trykstærke og tryksvage stavelser]
76 [se Østrups kommentarer, Salm.Leks.X,895]
77 hans liv, beskrevet af hans nevø Stanley Lane-Pole, findes i begyndelsen af 6.bind af hans ordbog.
78 An Account of the Manners and Customs of the Moderne Egyptians [’En beretning om de moderne ægypteres sæder og skikke’], London 1836. Senere udgaver udkom i 1837, 1842, 1860 (besørget af hans nevø Edward Stanley Poole), 1871 (do.). En tysk oversættelse besørgede J. Zenker, Leipzig 1852.
79 Afskrift af manuskripter til dette værk, som opbevaredes i Kairos moskebiblioteker, sørgede Ibrahim Dasuqi, som med sine udstrakte kundskaber bistod ham med arbejdet, for. (se GOLDZIEHER EI, I, 966). Hos ’ALI MUBARAK al-Hitat al-gadida [’De nye egne’] XI, side 10 – 14 står den læseværdige skildring, som Dasuqi har givet af Lane og af deres fælles arbejde.
80 [Nærmere bestemt: til roden QD, ca. 75% af ordforrådet. I alt udkom 3064 sider, 8 bind, de sidste udgivet og besørget gennem trykken af ovenfor omtalte nevø Stanley Lane-Poole. For en mere omfattende bedømmelse af Lane (samt 6 andre engelske orientalister), se A.J.Arberry: Oriental Essays]
81 samlet i Kleinere Schriften [’Mindre skrifter’], bind I, 1885, (844 sider)
82 sammesteds, bind 2, 470 – 781 og bind 3, 1 - 102
83 sammesteds, bind 1, 1
84 ADB 29, side 26 – 30  [dvs.: ’Allgemeine Deutsche Biographie’, - ’Almindelig Tysk Biografi(sk leksikon)’]
85 AUG.MÜLLER Zentralblatt f.Bibliothekswesen I, 1890, 503 – 509 [’Tidsskrift for Biblioteksvæsen’]
86 ADB 22, 651; V. SCHACK Ein Halbes Jahrhundert I, 398ff  ['Et halvt århundrede']
87 et uændret optryk udkom i Leipzig i 1902
88 Jew.Encycl. XII, 491 [se den Jødiske Encyclopædi, XII, 491]
89 Muhammed der Prophet, sein Leben und seine Lehre, Stuttgart 1843  ['Profeten Muhammed, hans liv og lære', Stuttgart 1843]
90 se hans fortale til Das Leben und die Lehre des Muhammed nach bisher grösstenteils unbenutzten Quellen bearbeitet, Bind I, 1861.  ['Muhammeds liv og lære, fremstillet efter for det meste hidtil ubenyttede kilder’]. A.HAFFNERS lejlighedsskrift Aloys Sprenger. Ein Tiroler Orientalist. Zur Enthüllung des Sprenger-Denkmals in Nassereith am 19.10.1913  ['Aloys Sprenger. En orientalist fra Tyrol. Ved afsløringen af Sprenger-mindesmærket i Nassereith den 19/10, 1913'] (Innsbruck 1913, 8 sider) er mig ikke tilgængelig.
91 [Madrasa – muslimsk højere læreanstalt/universitet]
92 ELLIOT udgav i 1849 en Bibliogr. Index to the Historians of Muhammedan India I  ['Bibliografisk index over det muhammedanske Indiens historikere I'] og arbejdede på en oversættelse af de vigtigste kilder, som [så] blev udgivet af JOHN DOWSON i 1867 – 1877 under titlen The History of India as told by its own Historians. The Muhammedan Period  ['Indiens historie, som fortalt af dets egne historikere. Den muhammedanske periode'] i 8 bind.
93 A Catalogue of the Arabic, Persian and Hindustany Mss of the libraries of the King of Oudh. Vol. I Persian and Hindustany Poetry. Calcutta 1854 ['Et katalog over de arabiske, persiske og hindustani manuskripter i kongen af Oudhs bibliotek. Bind I Persisk og hindustani poesi’ Calcutta 1854]. Mere er ikke udkommet. Selve samlingen gik til grunde under de voldsomme begivenheder i året 1857. Sprengers katalog er dog alligevel værdifuldt, pga. dets biografiske oplysninger.
94 se JRAS 1889, side 463 – 466  ['Journal of the Royal Asiatic Society', - ’Tidsskrift for det kongelige asiatiske selskab’]
95 se Centenary Review of the Asiatic Society of Bengal, 1885, 62  ['100 årsudgaven af Tidsskrift for det asiatiske selskab i Bengalen’]
96 The Life of Muhammed from original sources, Allahabad 1851  ['Muhammeds liv ud fra originale kilder', Allahabad 1851]
97 Das Leben und die Lehre des Mohammed nach bisher grösstenteils unbenutzten Quellen bearbeitet,  ['Muhammeds liv og lære, fremstillet efter for det meste hidtil ubenyttede kilder'] 3 bind, Berlin 1861 – 18675. Et følgende, uændret oplag udkom i 1869.
98 se WELLHAUSEN i forbemærkningerne til sin Muhammed in Medina, side 24.
99 Dict. of National Biography, Suppl. II, bind 2, (1912), side 659 – 661  ['Nationalt biografisk leksikon', suppl. II, bind 2, (1912), side 659 - 661]. – Ikke at forveksle med John Muir (1810 – 1882), forfatter til Original Sanskrit Texts on the origin and history of the people of India, 5 bind, 1858 – 1870; 2.opl 1868v – 1873.  ['Originale sanskrittekster til det indiske folks oprindelse og historie']
100 se A.WALI Life and Works of Jawad Sabat  ['Jawad Sabats liv og værk'] (Calcutta 1925, side 83). Pfander skrev Mizan ul-haqq, a treatise on the controversy between Christians and Mohammedans  ['Afvejning af Loven, en afhandling om striden mellem kristne og muhammedanere'] og andre traktater og havde en heftig kontrovers med sunnien RAHMATULLAH fra Saharanpur og imamiten S.MUHAMMED HADI B. DILDAR fra Lucknow.
101 The Testimony borne by the Coran to the Jewish and Christian Scriptures,  ['Koranens vidnesbyrd om de jødiske og kristne skrifter'], Agra 1856. Med henblik på mission blev dette skrift oversat til urdu.
102 i det andet oplag, 1876, udelod Muir både indledningskapitlet og kildefortegnelserne og indskrænkede anmærkningerne betragteligt. Det tredje oplag, 1894, stemmer helt overens med den andet oplag. Et let moderniseret fjerde  oplag besørgede Thomas Hunter Weir i 1912.
103 se DUGAT, Histoire des orientalistes II (1870), side 101 – 106  ['Orientalisternes historie']
104 M.J. DE GOEJE Biographie de Reinhart Dozy, trad. de Hollandais par V.Chauvin, Leyde 1883  ['Reinhart Dozys biografi, oversat fra hollandsk af V.Chauvin, Leiden 1883']
105 [’antiquities’ kan betyde både oldsager, oldtidsminder, - men også: de politiske, økonomiske, sociale og kulturelle forhold i en given periode. se fx oversættelsen af Kohlhammers ’Et herligt eventyr’, søgeord ’Murphy’]
106 han virkede ved École des langues orientales i Paris, og døde 1894. Han er forfatter til den ofte citerede Histoire des orientalistes.
107 Analectes sur l’histoire et la littérature des Arabes d’Espagne,  ['Udvalgte (tekster) til de spanske araberes historie og litteratur'], 2 bind, 1855 – 1861.
108 Lettre à M.Fleischer concernant des remarques critiques et explicatives sur le texte d’al-Maqqari,  ['Brev til M.Fleischer, angående nogle kritiske og forklarende bemærkninger til al-Maqqaris tekst.’]. Skriftet er forsynet med et meget nyttigt citat-register, hvor man uden videre kan se, om et bestemt sted i ’uddraget’s tekst er omtalt i ’Additions’, i Fleischers ’Textverbesserungen’ eller i Dozys ’Lettre’ . Man må så blot også slå op i genoptrykket i Fleischers ’Kleineren Schriften’  ['Mindre skrifter'], II, 163 – 469, hvor der i fodnoterne tages stilling til Dozys indvendinger.
109 Histoire des Musulmans d’Espagne, 4 bind, 1861;  ['Muslimernes historie i Spanien', 4 bind, 1861]. den blev også oversat til tysk og fransk. E. Lévi-Provençal,  besørgede en nybearbejdelse i 1932.
110 sml. R.MENÉNDEZ PIDAL Origines de l’Español, 1926, SAMMES La Espagña del Cid, 1929  ['Det spanske sprogs oprindelse' og ’Cid’s Spanien’] [’Cid’ er den spanske nationalhelt fra det 11.årh, som fejres i det nationale epos El Poema del Cid, fra ca 1140]
111 hvor stor de arabiske puristers mangel på forståelse for det [sprog]historiske var, viser den kritik Ibrahim al-Yazigi fremkom med til Dozys Supplément. se FLEISCHER Kleinere Schriften III, 615 – 641  ['Mindre skrifter']
112 Levnedsskildring og bibliografi [findes] i Centenario della nascita di Michele Amari I, 1910,  side [romertal] 9 – 44, henh.. 45 – 108. Se også F. GABRIELI Un secolo di studi arabo-siculi, i Studia Islamica II, 1944, 89 – 102  ['I Hundredåret for Michele Amaris fødsel', ’Et århundredes arabisk-sicilianske studier’ i ’Islamiske studier’]
113 om ham, se G. DUGAT Histoire des Orientaliste I, 1868, 49 - 57
114 se NALLINO RSO 8, 450 – 464 (med bibliografi)
115 se G. LEVI DELLA VIDA RSO V, 94
116 Goldziehers bedømmelse af v.Kremer: se nedenfor [beg. af kap.56, note]
117 som læsebog for arabiskundervisningen, udgav v.Kremer i 1852 et – til dette formål lidet egnet - anonymt skrift fra de 6./13. århundrede under titlen Description de l’Afrique ['Beskrivelse af Afrika']; denne udgave er bemærkelsesværdig ved de anvendte, meget sirlige typer fra Hof- og Statstrykkeriet. Endnu mere graciøse var de [såkaldte] nesta’liq-typer, som fx blev anvendt til Grafs udgave af Sa’idis Bustan   ['Frugthaven', 13.årh.] i 1858.
118 se V.KREMER Über meine Sammlung orientalischer Handschriften,  ['Om min samling af orientalske håndskrifter'], SWA 109, side 153 – 228. Denne samling kom senere til det Britiske Museum i London.
119 […betrachtet v. Kremer den Staat als eine soziologische Erscheinung, deren Entstehung, Entwicklung und Zerfall eigenen Gesetzen unterliegt, und die mit allen Erscheinungsformen der Kultur unlöslich verknüpft ist. Auf den Boden des philosophischen Idealismus stehend, findet v. Kremer die treibenden Kräfte, welche von den Individuen aus den Charakter des Staates bestimmen, in den Ideen, deren Wirkungen sich in der Politik, der Verfassung, Verwaltung und Gesetzgebung ebenso manifestieren wie in Religion, Kultur und Glauben.]
120 Denkschriften der Wiener Akademie, phil.-hist. Klasse, 36, 283 - 362 ['Memorandum fra Wiener Akademiet, filosofisk-historiske afdeling, 36, 283 - 362']
121 Bibliothèque Nationale. Catalogue des mss. arabes. Paris 1883 – 1895.  ['Nationalbiblioteket. Katalog over de arabiske håndskrifter' Paris 1883 - 1895]. Forordet, som ovennævnte oplysninger er hentet fra, hidrører fra Hermann Zotenberg.
122 se DNB  ['Den tyske nationalbiografi'] 13, 325f. Han blev i 1847 kapellan hos dronning Viktoria og i 1850 kanonikus ved Westminster. Hans hovedfortjeneste ligger i udgivelsen af de syriske tekster fra det nitriske kloster, som da var kommet til det britiske museum, og som blev af grundlæggende betydning for kirkehistorien. Af arabiske tekster udgav han i 1843 Nasafis katekismus og 1846 Sahrastanis sekthistorie
123 Catalogus codicum orientalium qui in Museo Britannico asservantur,  Pars II, Londinis 1846 – 1852 ['Katalog over de orientalske kodices, som opbevares på det Britiske Museum', Anden del, London 1846],
124 se G. JAHN i forordet til det skyggespil, Die Liebenden von Amasia  ['De elskende fra Amasia'] (AKM XII, 2, Leipzig 1906), som han udgav fra Wetzsteins efterladte papirer.
125 sml. forordet til hans Diwan des Abu nowas I, Greifswald 1861, side 5.  ['Abu Nowas’ digtsamling I']
126 se E.J.BROWNE JRAS 1902, 718 – 721  ['Journal of the Royal Asiatic Society', ’Det kongelige asiatiske selskabs Tidsskrift’]
127 se WELLHAUSEN NGGW (forretn.meddel.) 1899, 79f, og ADB 5, 139ff
128 de blev i 1903 anastatisk [en nu forældet metode til genoptryk af ældre værker. se fx Salm.Leks. I,699] genudgivne (med tillæg af en side med ’rettelser’). En fortsættelse for årene 1300 – 1500 leverede Eduard Mahler (født. 1857) i 1887. De ældre tabeller og deres fortsættelse blev omredigeret, udvidet med et tillæg ’Det tyrkiske solår’, og udgivet af samme under titlen Wüstenfeld-Mahlerske Vergleichungstabellen,  ['Wüstenfeld-Mahlerske sammenligningstabeller'], 2.opl. Leipzig 1926.
---------------