De arabiske studier i Europa - 19.årh - 1.del

45. De arabiske studier i Rusland fra 1850 til 1880



 Med grundlæggelsen af fakultet for de orientalske sprog ved universitetet i Skt. Petersborg i 1855 (1) begyndte en ny epoke i den russiske arabistik. Her virkede, som ansvarlig for hebræisk sprog og litteratur, Daniel Chwolson (opr.: David Chwolsohn, 1819 – 1911) (2), hvis indholdsrige værk Die Ssabier und der Ssabismus  ['Sabierne og Sabismen'] (3) (2 bind, 1856) endnu ikke [1955] er erstattet af noget nyere. Han stammede fra Litauen og havde fået en talmudisk [jødisk] uddannelse, før han i 1841 rejste til Breslau, hvor Abraham Geiger tog sig forbilledligt af ham. Han lærte latin og græsk og studerede 1844 – 1848 ved universitetet hos den katolske teolog Franz Movers (4), - kendt for sin forskning om fønikerne. Han var gennem Maimonides’ De vildfarnes/forvirredes vejleder [omkr. 1190] blevet opmærksom på sabierne, og samlede med stor flid alle de ham tilgængelige oplysninger fra de arabiske forfattere om sabierne i Harran, diskuterede dem med megen skarpsindighed og tog i 1850 doktorgraden med dette arbejde hos Fleischer, der erklærede, at der aldrig havde været forelagt ham en lærdere afhandling. Men Chwolson manglede historisk kritik. Dette viser sig især når han i Wahsiyas bog [9.årh] om nabatæisk landhusholdning mente at finde Überreste der altbabylonischen Literatur in arabischen Übersetzungen  ['Fragmenter af den oldbabyloniske litteratur i arabiske oversættelser'], som titlen på hans bog fra 1859 lyder, - og med det som udgangspunkt regnede  Tammuz - euhemeristisk (5) - for at være et guddommeliggjort menneske. At Ibn Wahsiyas skrifter indeholder forfalskninger (6) blev snart efter påvist af Renan og – uafhængigt af ham – af A.v.Gutschmid (7), og senere bekræftet af Nöldeke, ZDMG 29, 445 – 455. I 1869 udgav Chwolson de afsnit af Ibn Rostehs [10.årh.] geografiske værk, som angår Østeuropa, med oversættelse og kommentar. Blandt hans elever var bl.a. David v. Günzburg (1857 – 1910), som i 1896 udgav Ibn Quzmans digtsamling i faksimile, - samt Paul Kokovcov (1861 – 1942), hvis arbejder især gjaldt den jødisk-arabiske litteratur.
 Det arabiske var først repræsenteret af ægypteren Md. ’Aiyad at-Tantawi (1810 – 1861) (8), som i sin Traité du langue arabe vulgaire  ['Afhandling om arabisk vulgærsprog'] offentliggjorde en samling vulgærarabiske [dagligarabiske] dialoger. I persisk underviste den fra Rescht stammende Mirza Alexander Kasem-Bek (9) (1803 - 1870). Blandt hans talrige skrifter findes også en Concordance complète du Coran ['Fuldstændig konkordans (10) til koranen'] (1859), hvor ordene er opstillet rent alfabetisk, ikke efter rødderne. Han påviste desuden (JA 1843 II 414ff) uægtheden af den shiitiske ’To Lys’ sura, som er overleveret i Dabistan-i madahib [’De religiøse skoler’, 17.årh, se kap.26] og derfra offentliggjort af Garcin de Tassy (JA 1842 I 431ff) (11).
 Blandt de tidligste kandidater fra det orientalske fakultet var den tidligt afdøde Wladimir Girgass (1835 – 1887), som afsluttede sine studier i Paris hos Reinaud og Caussin de Perceval og derefter tilbragte flere år i orienten. Hans betydeligste præstation er en udgave af Dinawaris historieværk al-ahbar at-tiwal  ['De lange fortællinger', 9.årh.] på grundlag af et manuskript i Leiden og et i Leningrad. Den udkom posthumt i 1888 og indeholder kun teksten, med varianter som fodnoter på hver side. I 1912 leverede I.J.Krackovskij en indledning til værket, endvidere læsemåder fra et først senere kendt yderligere manuskript i Leiden (12), forbedringer og seks registre.


46. Arabiensrejsende



 En af de største hindringer, som både de arabiske studier og islamstudierne i lige mål lider under, er det ukendskab til landet og dets indbyggere, som skyldes Arabiens isolation. Under disse omstændigheder får rejseberetninger fra halvøen en særlig betydning. Det ældre materiale har geografen Karl Ritter sammenstillet i sin geografi (17.bind, 1846 – 1847). - Blandt dem, som besøgte Mekka i anden halvdel af det 19.århundrede, rager den opdagelsesrejsende Richard Burton (13) (1821 – 1890) højt op. I 1876 og 1877-78 besøgte han Midian (14). Hans kendskab til den islamiske orient fra Indien til Vestafrika kom de noter til gode, som han vedføjede sin oversættelse af 1001 nat (15). - I 1860 lykkedes det Heinrich v. Matzan (16) af besøge Mekka (17). 1870 – 1871 bragte han de første nøjere beretninger om Mehri (ZDMG 25, 196 – 214 og 27, 225ff). En særlig fortjeneste erhvervede han sig til sidst derved, at han udgav den værdifulde Reise in Hadramaut  ['Rejse i Hadramaut'] fra Adolf v.Wredes (1807 – 1865) efterladte papirer, - der, som den første, var trængt ind i dette lands indre. - Den næste som besøgte Mekka, var englænderen J.F.Keane (18). Efter ham kom i 1885 hollænderen Snouck Hurgronje, som langt overgik alle sine foregængere hvad sag- og sprogkendskab angik, og som, selvom han ikke oplevede [selve] valfarten, alligevel i sin bog Mekka (2 bind og atlas, 1888 – 1889) gav en grundlæggende fremstilling af byen og dens historie.
 Af alle de opdagelsesrejser, som blev fortaget til det indre af Arabien, bragte ingen større vinding for de arabiske studier, en den som Charles Montague Doughty (19) (1843 – 1926) foretog i årene 1876 - 1878. Han besøgte, som den første, Mada’in Salih (al-Higr), og ledsagede derefter, som hakim [vismand/læge], beduiner på deres vandringer og så Taima’, kom til Hayil – hvorfra han foretog en afstikker til Haibar – og mod sin vilje fra Hayil til Buraida og Unaiza i landskabet Qasim, hvorfra han endeligt kunne rejse med Mekka-karavanen på hijra. Aktiv og dristig, uddannet som geolog og en skarp iagttager, - dertil med en omfattende almenviden – videregav Doughty i sin Travels in Arabia Deserta  ['Rejser i Arabiens ørken'] (20) sine oplevelser med omstændelig nøjagtighed. Han gav oplysninger om landets natur og dets geologiske opbygning, om dets ørkener og dens vulkanske harras (21), - om klima, dyre- og planteverden og ligeledes om dets indbyggere. Særligt udførligt behandlede han beduinerne, deres stammeforhold, levevis og anskuelser. Han støttede sig udelukkende til sine egne iagttagelser og tog ingen notits af Wallins (22), Palgraves (23) og Guarmanis (24) beretninger, som havde besøgt Hayil og Taima før ham. Dog hentede han råd hos de respektive fagfolk: Sprenger, Robertson Smith, W. Wright, F. Lasinio (25), Badger (26) og Sachau. I tillægget til første bind aftrykte han forskellige lærdes udtalelser om fundene i al-Higr. Renan gav en oversættelse af indskrifterne og Melchior de Vogüé (27) tog stilling til skulpturerne. Men især de Goejes hjælp kom ham til gode, idet han sørgede for at de arabiske ord i teksten, - som blot var skrevet ned efter gehør – blev anført i korrekt transskription og i nødstilfælde også med det klassiske modstykke i det omfangsrige indeks og glossar (II, 543 – 690). Den store betydning af Doughtys præstation blev hurtigt anerkendt af kyndige folk. Selv en kritiker så svær at tilfredsstille som Wellhausen, erklærede (ZDMG 45, 179) at han sjældent havde læst en bog, som han havde lært mere af, og han forudsagde, at den aldrig ville blive forældet. Af de senere arabiensrejsende kunne kun A.Musil [se kap.64] måle sig med Doughty i indfølende forståelse for beduinerne. Som klassisk rejsebog vil Travels in Arabia Deserta altid hævde sig på en æresplads i den geografiske litteratur.


47. De arabiske studier i de nordiske lande, fra 1850 til 1900



 I Sverige var arabiske studier indenfor rammerne af sacra  philologia [bibelstudier] altid blevet dyrket, og politiske og erhvervsmæssige forbindelser med de osmanniske lande kom også de tyrkiske studier til gode. Men det var først Johann Tornberg (28) (1807 – 1877), som vi allerede har nævnt blandt de Sacys elever, og som fra 1847 underviste i de orientalske sprog i Lund, som kan betegnes som [egentlig] arabist. Hans hovedværk er den meget benyttede udgave af Ibn al-Atirs Krønike [13.århundrede] udgivet i Leiden i 1851 - 1876 i 14 bind samt supplementsbind. - Også Norge havde i Karl Paul Caspari (1814 – 1892) fra Dessau en arabiskkyndig, som i 1838 var trådt over til kristendommen og fra 1847 virkede som lektor i Kristiania [Oslo] og ti år senere som professor i teologi. Hans væsentligste arbejdsområder var det gamle testamentes fortolkning og især kirkehistorien, men som elev af Fleischer havde han en god skoling i arabisk. Hans arabiske grammatik (på latin), som første gang udkom i 1848, holder en god balance mellem elementær indføring og omfattende lærebygning og formidler ligeledes fint mellem de Sacys og Ewalds systemer [se ovenfor, kap.28 og 31]. Dette værk skulle få en usædvanlig medvind: i tysk oversættelse blev den genoptrykt fire gange og blev oversat til fransk. Men endnu vigtigere var det, at Wright [kap.49] besørgede en forbedret og udvidet engelsk udgave af dens andet oplag [som i kap.49 kaldes ’et selvstændigt værk…som ikke er blevet overgået siden’].
 Også August Ferdinand Mehren (1822 – 1907) var elev af Fleischer, og var fra 1854 professor i semitiske sprog ved Københavns Universitet. Han beskæftigede sig til at begynde med med kunstprosa og digtning, - som man kan se af den allerede nævnte udgavefra 1848 af Nasif al-Yazigis rundskrivelse vedr. de Sacys udgave af Hariris Makamer  [se kap.28]. Den romantiske forestilling om [eksistensen]  af en oprindelig, almen, menneskeheden [tilhørende] ’ur-poesi’ var han kommet ud over og havde [i modsætning til fxJones, kap.26] indset, at den arabiske poesi ikke skulle bedømmes efter de i Europa gældende æstetiske begreber, men med de målestokke, som indfødte kunstkritikere [selv] havde opstillet. I hans Rhetorik der Araber, 1853  ['Arabernes talekunst'], gav han en kortfattet og pålidelig skitse af [den arabiske] lære om det sprogligt korrekte og æstetisk smukke udtryk, sammen med læren om talemåder og metaforer, - og føjede dertil omfangsrige tekstuddrag fra Hatib Dimasqs Talhis al-Miftah og Suyutis retoriske læredigt ’Uqud al-guman ['Perlekransen', 16.årh], samt forklarende anmærkninger og et litteraturhistorisk tillæg. Foruden dette hovedværk som til dato [1955] – trods nutidens kendskab til ældre kilder – ikke er erstattet af noget bedre, udgav Mehren Dimasqis Kosmografi i arabisk grundtekst i 1866 og fransk oversættelse i 1874. Senere vendte han sig til studiet at den islamiske religionsfilosofi, og hans sidste større arbejde var offentliggørelsen og kommenteringen af nogle mystiske afhandlinger af Avicenna [11.årh.] (4 hæfter, 1889 – 1899 (29)).

 

48. De arabiske studier i Frankrig fra 1840 til 1870



     Blandt de franske orientalister var Ernst Renan (1833 – 1892) den første som repræsenterede den historisk-kritiske retning. Under indtryk af Tübingerskolen [se kap 31, slutningen: note] opgav han sin plan om at blive gejstlig og vendte sig til studiet af orienten og kirkehistorien. I fortalen til sin berømte disputats Averroès et l’Averroisme  ['Averroes og Averroismen' (Ibn Rushd, 12.årh.)] fra 1852 redegjorde han for den kritiske historismes grundsætninger. Han så i den kritiske metodes sejr over den dogmatiske betragtningsmåde det væsentligste kendemærke på det 19.århundrede. Herigennem træder tilblivelse, bevægelse og det relative i stedet for væren, det stivnede og det absolutte: filosofien, retten, politikken er ikke i sig selv forskningens genstand, men [derimod] deres udvikling. Filosofihistorien har som opgave at tegne billedet af den menneskelige ånds udvikling[shistorie] og den menneskelige ånds historie er den højeste virkelighed, som findes at udforske. I 1853 fulgte hans inspirerende Histoire générale et système comparè des langues sémitiques (3.opl. 1863)  [omtr.: 'De semitiske sprogs almindelige historie samt en systematisk sammenligning [af dem]'],  som havde stor medgang pga. sin elegante stil og dens åndrige følgeslutninger, - om end disse sidste ofte beroede på utilladelige generaliseringer ud fra enkeltiagttagelser (30). Fx tilskrev han semiterne [hebræerne, araberne etc.] et særligt anlæg for monoteisme og lod sig – som mange af sine samtidige – forlede af de daværende tilstande i den islamiske verden til den fejlslutning, at islam ikke skulle have nogen fremtid. I 1860 var han leder af den af pariserakademiet udsendte Mission de Phénicie [Mission til Fønikien] og tilskyndede i 1867 Akademiet til en beslutning om at udgive de semitiske indskrifter i en stor Corpus Inscriptionum Semiticarum  ['Samling af Semitiske Indskrifter'] samt at sende Joseph Halévy (1827 – 1917) til Sydarabien for at indsamle nyt materiale. Renan selv havde i mellemtiden vendt sin interesse til et studium af kristendommen og dens opståen og var i 1862 blevet professor i hebræisk ved Collège de France. Hans opsigtsvækkende bog Vie de Jésus  ['Jesu liv'] kostede ham hans lærestol (som blev besat med S[alomon] Munk [se slutningen af dette kapitel]), indtil republikken igen kaldte ham i 1871 og gav ham mulighed for en bred kulturpolitisk virksomhed. Men til sine tidlige års arabiske studier vendte han aldrig tilbage.
     Men der fandtes ikke blandt de franske arabister på den tid en lærd af Renans format. Såvel Quatremère som Reinaud var, som allerede nævnt [kap.28], i første række interesserede i orientens historie og geografi og Frankrigs politiske og erhvervsmæssige interesser i den islamiske orient havde til følge, at forskning i realia [de faktiske ting og forhold, mods. filologi] fik overvægten. Armand Pierre Caussin de Perceval (31) (1795 – 1871) havde som én af jeunes des langues [se kap.25] været i orienten i 1814 – 1821 og havde undervist i dagligarabisk [’vulgærarabisk’] på École des langues orientales før han i 1833, som sin faders efterfølger, overtog også professoratet i klassisk arabisk ved Collège de France. Hans hovedværk er Essai sur l’histoire des Arabes avant l’islamisme, pendant l’époque de Mahomet, et jusqu’à la réduction de toutes les tribus sous la loi musulmane, (3 bind, 1847).  ['Et essay om arabernes historie før islamismen, på Muhammeds tid og indtil alle stammer var ført ind under den muslimske lov'], - hvor han temmelig ordret og endnu uden enhver historisk kritik gengiver det arabiske hedenskabs historie efter beretningerne hos Ibn Hisam [9.årh.] og i Kitab al-Agani  ['Sangenes bog', 10.årh.]. Som følge af sin stofrigdom hævdede hans fremstilling sig meget længe og oplevede endnu i 1902 et uforandret genoptryk.
     Hans efterfølger Charles Defrémery (1822 – 1883) var én af Renans elever og beskæftigede sig – ligesom ham – hovedsageligt med islamisk historie og geografi. Sammen med en anden af Renans elever, Benjamin-Raphael Sanguinetti (32) (1811 – 1883) besørgede han en udgave af Ibn Battutas Rejse [14.årh.] i 4 bind, 1853 – 1859, - en filologisk ikke helt tilfredsstillende tekstudgave med oversættelse, som oplevede flere genoptryk og endnu i dag [1955] ikke er erstattet [af noget bedre]. – Også Renan-eleven Adrien Barbier de Meynard (33) (1826 – 1908) tilhører denne kreds, skønt han først i 1885, efter Guyards død, fik professoratet i arabisk ved Collège de France. Som én af jeunes de langue havde han tidligt lært orienten at kende, han havde i 1855 ledsaget grev Gobineau på hans rejse til Persien og var fra 1863 professor i tyrkisk ved École des langues orientales vivantes. Ud fra de artikler i Yaquts [13.årh.] geografiske ordbog, som angår Persien, sammenstillede han sin Dictionnaire géographique, historique et littéraire de la Perse et des contrées adjacentes  ['Geografisk, historisk og litterært leksikon om Persien og omliggende lande'] (1861). Blandt hans talrige arbejder er den vigtigste den udgave af Mas’udis Murug ad-dahab  ['Gyldne enge', 10.årh.] ledsaget af en fransk oversættelse, som han begyndte sammen med Abel Pavet de Courteille (1821 – 1889) (3 bind), men siden fuldførte alene. Omend det håndskriftlige materiale er utilstrækkeligt og også tekstudformningen og oversættelsen lader meget tilbage at ønske, så er denne udgave, især pga. dens register, uundværlig.
     Realia-forskningen  [de faktiske ting og forhold, mods. filologi] måtte være særlig nærliggende for de folk, som havde deres virke i Frankrigs nordafrikanske kolonier. Siden 1856 havde disse mænd haft god hjælp i tidsskriftet Revue Africaine [’Afrikansk magasin’]. Blandt dem regnes fx Reinauds elev Jacques-Auguste Cherbonneau (1813 – 1882), som først var professor i arabisk i Constantine [i Algeriet], dernæst rektor for det arabiske Collège i Algier og som udforskede det vulgærarabiske, foruden landets geografi. - Meget alsidig var A. Perron (død 1876) (34). Som rektor for lægeskolen i Kairo foranledigede han Muhammad b. ’Umar at-Tunisi (35) til at nedskrive de erfaringer denne havde gjort på sine rejser til Darfur og Wadai, og udgav så en fransk oversættelse af begge værker, samt - af sammes Voyage au Darfour  ['Rejse til Darfur'] - desuden også den arabiske originaltekst. Begge oversættelser indledtes af en fortale med værdifulde anmærkninger skrevet af François Jomard (1777 – 1862), - kendt fra sine fremragende bidrag til Description de l’Egypte  ['Beskrivelse af Ægypten' (1809-1828, - som indeholder de videnskabelige resultater af Napoleons ekspedition til Ægypten i 1798)] samt sine bestræbelser for udvidelsen af den geografiske viden. Som rektor for Den Højere Skole i Algier og medlem af den videnskabelige kommission kastede Perron sin interesse på den islamiske ret og gav en fuldstændig oversættelse af Halil b. Ishaqs Muhtasar,  ['Kompendium [til den muslimske ret]'] suppleret med udtog af kommentarlitteraturen, under titlen Précis de jurisprudence musulmane  ['Sammenfatning af den muslimske retslærdom'] (udkommet 1848 – 1854 i bind 10 – 16 af Exploration scientifique de l’Algérie, Sciences historiques;  ['Den videnskabelige udforskning af Algeriet, De historiske discipliner'] 2.opl.1877). Hans oversættelser af K. an-Nasiri, en traktat om hestesygdomme (1852 – 1860) og af Suyutis Tibb an-nabi  ['Profetens medicin'] (1860), hans bog Femmes arabes  ['Arabiske kvinder'] (1858) og hans efterladte skrift L’islamisme  ['Islamismen'] (1877) afrunder billedet af hans mangesidige virksomhed.
     Også den arabiske astronomis og matematiks historie fandt sine dyrkere i Frankrig. Amélie Sédillot (1808 – 1876) (36), som fra 1831 var sekretær på École des langues orientales, fortsatte sin faders Jean-Jacques Sédillots (1777 – 1832, - en elev af de Sacy) arbejde og udgav hans oversættelse af al-Marrakusis Gami’ al-mabadi  ['Kompendium over begyndelserne/ principperne'], 13.årh.] under titlen Traité des instruments astronomiques des Arabes  (1834 – 1835)  ['Afhandling om arabernes astronomiske instrumenter']. Selv udgav han i 1847 – 1853 Ulug Begs prolegomena [15.årh.] med den persiske tekst, oversættelse og kommentar, og skrev Matériaux pour servir à l’histoire comparée des sciences mathématiques chez les Grecs et les Orientaux  ['Materialer til brug for de matematiske videnskabers sammenlignende historie hos grækerne og orientalerne'] (2 bind, 1845 – 1849). – Franz Woepcke (37) (1826 – 1864, fra Dessau) ydede en fortræffelig indsats på den arabiske matematiks område. Han havde efter afslutning af sine studier i Bonn studeret arabisk hos Gildemeister og boede senere for det meste i Paris. Han udgav i 1851, i arabisk original med oversættelse og kommentar, ’Omar al-Haiyamis (som dengang [kun] var kendt som en betydningsfuld matematiker, og endnu ikke som fire-linjers digteren, ['Omar Khayyam', 12.årh.]) – Algebra, og oversatte i 1852 udtog af Fahri, en algebraisk tekst af Karagi (38). Da fyrst Balthasar Boncampagni (1821 – 1894) opdagede flere skrifter af Leonardo Pisano  ['Fibonacci'], hvis skrift Liber abaci  ['Bog om Abacus/Beregning', fra 1202] indførte regning med arabiske tal i Europa, - og da han fra 1857 begyndte at offentliggøre dem, leverede Woepcke en kildekritisk undersøgelse til dem.
     Jacques Clément-Mullet (39) (1796 - 1869) var naturvidenskabsmand og læste arabisk hos Caussin de Perceval og Reinaud. Hans hovedværk er den franske oversættelse af Ibn al-’Awwams Filaha  ['Landbrugsvidenskaben', omkr. år 1200; - se kap.25, Casiri] (2 bind, 1864 – 1867). Den hviler på den meget mangelfulde udgave, som Josef Antonio Bauqueri (død 1818), en elev af Casiri, havde udgivet med en lige så fejlfuld spansk oversættelse (2 bind, Madrid 1802), men er udført med meget stor sagkundskab. Blandt hans øvrige arbejder fortjener hans Essai sur la minéralogie arabe  ['Et essay om den arabiske mineralogi'] 1868 (særtryk af Journal Asiatique) at fremhæves.
     Det ellers meget forsømte studium af den jødisk-arabiske litteratur havde i den fra Glogau [i Polen] stammende Salomon Munk [Renans efterfølger, se tidl. i kap.] (1805 – 1867) en fremragende kender. Han havde først studeret arabisk i Bonn hos Freytag og senere i Paris hos de Sacy og Quatremère og fandt beskæftigelse i håndskriftkabinettet i Paris. Orienten lærte han at kende i 1840 som rejseledsager for Adolphe Crémieux. I 1865 blev han professor i hebræisk ved Collège de France, men døde allerede i 1867. Han besørgede en fortræffelig udgave – med oversættelse og forklarende noter - af Maimonides religionshistoriske hovedværk Dalalat al-ha’irin ['De vildfarnes/forvirredes vejleder', ca. 1190] (3 bind, 1856 – 1866). Her gennemførtes for første gang en ensartet retskrivning for skrivning af arabisk med hebræiske bogstaver. Munk korrigerede almindeligvis teksten efter skolegrammatikken. At de fleste ’vulgarismer’ må skrives på forfatterens [Maimonides’] regning, har først de originale Maimonides-manuskripter vist, som er kommet til syne gennem geniza-fundene (40). Munk skrev desuden et antal artikler om de jødiske religionsfilosoffer i Middelalderen. Hans Mélanges de philosophie juive et arabe (1859) indeholder bl.a. grundlæggende undersøgelser over Ibn Gabirol [11.årh.].
     Abbeden Jean-Joseph Léandre Bargès (1810 – 1896), professor i hebræisk ved det teologiske fakultet i Paris, gjorde sig fortjent af udforskningen af karæerne (41) gennem sine udgaver af den største karæiske bibelfortolker Jephet ben Alis [10.årh.] arabiske kommentarer til Salmerne (1861) og til Højsangen (1884). Sammen med Bär Goldberg udgav han i 1857 det for den hebræiske grammatiks tidlige historie så vigtige sendebrev af Jehuda b.Quraish til den jødiske menighed i Fes. Derimod er Bargès arbejder vedrørende den maghrebinske historie i dag næsten glemt.


49. William Wright



 Med grundlæggeren af Cambridgeskolen, William Wright (42) (1830 – 1889), som vi allerede har mødt som medarbejder på Dozy’s Maqqari [kap.38], begynder den nyere britiske arabistik. Født i Indien, som søn af en skotte i det ostindiske kompagnis tjeneste og hans hollandske hustru, rejste han til Halle og blev her vundet for de semitiske studier af Rödiger. Hans forkærlighed for det arabiske førte ham til Leiden, til Dozy. I 1852 udgav han Ibn Gubairs Rejse [12./13.årh.] fra manuskriptet i Leiden (det eneste eksisterende), - en for en 22-årig forbavsende moden præstation, udmærket ved solide sag- og sprogkundskaber og en sikker kritisk dømmekraft. Hans hele interesse gjaldt den arabiske digtning og skønlitteratur (43). Han klargjorde derefter de fem første bind af Maqqari (I, 1 – 462) til trykken. Fra 1855 virkede han ved University College i London og fra 1856 ved Trinity College i Dublin og kunne så i 1859 lade sine Opuscula Arabica  ['Mindre arabiske arbejder'] og første bind af sin Grammar of the Arabic Language  ['Grammatik over det arabiske sprog'] udkomme, - andet bind fulgte i 1862. På titelbladet betegnes værket beskedent som en oversættelse af Casparis grammatik [se kap.47], men det udgør i virkeligheden en selvstændig bearbejdning af materialet, udmærket ved klar formulering af reglerne og behændigt valgte eksempler. I  1874 – 1875 udkom en anden og 1896 – 1898, efter Wrights død, en tredje udgave, besørget af W.Robertson Smith og M.J.de Goeje, som endnu ikke er blevet overgået. Trods denne præstation blev Wright ikke kaldet til Oxford, da lærestolen i arabisk blev vacant i 1862 (44). Derfor var han i 1861 – 1870 beskæftiget som Assistent Keeper  [omtr.: 'Assisterende museumsinspektør'] i håndskriftafdelingen på det Britiske Museum og han gav i det 1870 – 1872 udkomne trebinds katalog en mønstergyldig beskrivelse af de fra 1838 og fremefter erhvervede syriske håndskrifter (de stammede for det meste fra syrerklosteret i den nitriske ørken), udmærket ved stor nøjagtighed, sprog- og sagkundskab. Ligeledes bearbejdede han de ætiopiske håndskrifter, som var faldet i britiske hænder ved stormen på den abessinske bjergfæstning Magdala i 1868. Ved siden af dette officielle arbejde løb en frugtbar udgivervirksomhed, især efter at han i 1870 var blevet kaldet som professor i arabisk i Cambridge. Han besad et ufejlbarligt øje, når det gjaldt at læse og kopiere håndskrifter og skrev med en håndskrift, som var skolet fra skattene i biblioteket i Leiden og på det britiske bibliotek. Han var en fremragende palæograf [kender af gamle skrifttyper og deres alder] og udgav Palæographical Society’s  ['Palæografisk selskab'] orientalske serie. Hans udgaver er derfor mønstre på akribi og diplomatisk pålidelighed. I 1865 offentliggjorde han fra de syriske håndskrifter i London Contributions to the Apocryphal Literature of the New Testament,  (45) ['Bidrag til det nye testamentes apokryfe litteratur'], i 1869 Aphrates Homilier [eller Afrahat, ’Prædikener’, 4.årh.], 1871 Apocryphal Acts of the Apostles  ['Apokryfe ”Apostlenes Gerninger”'] med engelsk oversættelse. Senere fulgte Josua Stylites’ krønike  [omkr. 505 eKr] (1882), og den yngre syriske oversættelse (fra arabisk) af Kalila og Dimna (46). Først efter hans død udkom i 1898, besørget af hans elev Mc Lean, hans udgave af den syriske oversættelse af Eusebius’ kirkehistorie [4.årh.]. I de sidste år af sit liv katalogiserede han de syriske håndskrifter i universitetsbiblioteket i Cambridge, - A.A.Bevan påbegyndte trykningen, som St.A.Cook tilendebragte i 1901 (47). Til [det berømte leksikon] Encyclopaedia Britannica  (bind 22, 824 – 856) skrev Wright et indholdsrigt overblik over den syriske litteratur, som i 1894 udkom i bogform. Hertil var han yderst hjælpsom med underretninger om de syriske håndskrifter i London, sørgede for afskrifter, udtog og sammenligninger og hjalp med korrekturlæsning. Fx læste han, fra og med 3.leverance, det trykklare manuskript til Thesaurus Syriacus, som hans kollega fra Cambridge, teologen Robert Payne Smith (1819 – 1895) lod udkomme fra 1868. Ligeledes hjalp han Adolf Neubauer  (48) (1831 – 1907) ved korrekturlæsningen af hans udgave af Abu l-Walid Ibn Ganahs Kitab al-usul  (49) ['Bogen om [ordenes] rødder', 11.årh.]. Wrights bidrag til Dozys Supplément er allerede nævnt ovenfor [kap.38, slutn.], - de stammer fra denne bog [bogen om rødderne], fra Payne-Smith (henh. Bar Alis ordbog), fra Imra’ al-Qais (de Slanes udgave), fra Diwan Hudail (Kosegartens udg.), fra Mufassal (Brochs udg.) og fra Wrights egne tekstudgaver.
 På de arabiske studiers område er Wrights modneste præstation hans eminente udgave af Mubarrads Kamil  ['Den fuldkomne', 9.årh.]. Han var allerede i Leiden begyndt at beskæftige sig med dette vigtige grundlæggende værk til Adab (50). Teksten, meget præcist vokaliseret, udkom i 1864 – 1874 på bekostning af Deutsche Morgenländische Gesellschaft  ['Det tyske orientalske selskab', DMG] i ti hæfter, som sammen fylder ét stort bind. I 1882 fulgte de 8 registre (side 797 – 998) og Wright ville også skrive en indledning om Mubarrads liv og værker, samt om håndskrifterne til værket og deres indbyrdes forhold, men nåede ikke til at fuldføre dette forehavende. Til det [tekst]kritiske tillæg sammenlignede han sin tekst med de senere tilkomne håndskriftfragmenter fra Gotha (G) og Leiden (H), samt med den i Istanbul i 1870 udkomne trykte udgave, - medens han ikke havde adgang til håndskriftet i Escurial. Ud fra disse sammenligninger og de værdifulde forbedringer til teksten (mest stammende fra Fleischer og Nöldeke), hvortil han føjede egne bemærkninger, sammenstillede de Goeje Critical Notes  ['Tekstkritiske noter'], som udkom i 1892 som et tolvte hæfte og som afsluttede det monumentale værk.
 I 1880’erne beskæftigede Wright sig meget med de tre store digtere fra umayyadetiden [661 – 750 eKr., det første dynasti i det muslimske kalifat]: Ahtal, Garir og Farazdaq, kopierede håndskrifter og erhvervede sig fra Richard Boucers (51) (1843 - 1886) efterladte papirer, hans afskrift af det håndskrift til Farazdaqs diwan, som befinder sig i Istanbul [Istanbul]. Men hans sygdom, en ondartet anæmi, som angreb ham allerede i 1889, lod ham ikke nå til ende med det. Hans forarbejder blev benyttet af Bevan.
 Wright var en fremragende lærer. Til brug for undervisningen tilvejebragte han i 1870 i den første (og eneste) del af hans Arabic Reading Book  ['Arabisk læsebog'] en  krestomati [tekstudvalg], hvis virkning dog indskrænkedes af, at det ikke lykkedes at finde et forlag som ville udgive anden del, med den uundværlige ordfortegnelse. Blandt teologistuderende søgte han i sine forelæsninger over den hebræiske, syriske, arabiske og ætiopiske lyd- og formlære, - som udkom posthumt i 1890 under titlen Lectures on the Comparative Grammar of the Semitic Languages ['Forelæsninger om den sammenlignende semitiske grammatik'] - at vække interesse for den sprogsammenlignende metode. Samme formål tjente hans udgave af [den bibelske] Jonas’ bog i en kaldæisk, syrisk, ætiopisk og arabisk version i 1857.
 Af en helt anden karaktertype end Wright var Edward Henry Palmer (52) (1840 – 1882), som fra 1871 underviste en årrække sammesteds som han, men så blev journalist. Han havde dog heller ikke her megen tålmodighed og da ’Arabi Paschas opstand brød løs i 1881 blev Palmer i 1882 sendt på en hemmelig mission til Ægypten og rejste derfra, med betydelige pengemidler, til beduinerne på Sinajhalvøen, som han allerede havde lært at kende på to rejser i 1868 – 1869 og 1869 – 1870. Her endte hans liv voldeligt i august 1882.
 Palmer, som havde lært det arabiske dagligsprog hos Rizqallah Hassun (53) og også beherskede persisk og hindustani til fuldkommenhed, var en mangesidet forfatter. En frugt af hans ophold i Kairo var den prægtigt trykte udgave af Baha’ addin Zuhairs digte (54) [13.årh.] med en metrisk oversættelse (2 bind, 1876 – 1877). I bind VI og IX af den af Max Müller udgivne serie Sacred Books of the East  ['Østens hellige bøger'] leverede han en engelsk oversættelse af koranen, hvor han i det væsentlige holder sig til Baidawis kommentar.

50. William Robertson Smith



 Skotten William Robertson Smith (55) (1846 - 1894) efterfulgte såvel Palmer (som Lord Almenor’s Reader in Arabic, fra år 1881) som også Wright (som Sir Thomas Adams’ Professor of Arabic, fra år 1889). Robertson Smith var oprindeligt teolog og fra 1870 tilknyttet en kirkelig skole i Aberdeen  [Free Church College [ omtr.: 'Det fri kirkelige college']] som professor i hebræisk, [men] måtte [senere] opgive sin stilling, fordi han bekendte sig til resultaterne af den højere bibelkritik, hvis metoder han havde lært at kende i Tyskland. Han slog sig i nogle år igennem som medudgiver af Encyclopaedia Britannica – hvoraf det bliver begribeligt, at det skulle blive ham, som i 1882 ansporede til Encyclopedia of Islam (56) - indtil han fandt underhold i Cambridge. Kritisk anlagt og forstandig, klar, en modstander af al mystik og følelsesfuld salighed, men samtidigt dybt gennemtrængt af troen på den religiøse sandhed, kredsede hans forskning om den historisk-kritiske forståelse af det gamle testamentes religion, hvis åbenbaringskarakter stod ham urokkeligt fast. Dertil kom, at han gennem sociologen J.F.McLennan fik forståelse for den rolle, som de forskellige former for gruppedannelser spiller i menneskehedens udviklingshistorie. Således lagde han, som den første, mærke til spor af et urgammelt matriarkat [moder-ret] hos semitterne (57). Med den sammenlignende sociologis metoder, og i nær tilknytning til den udviklingshistorie for det menneskelige ægteskab, som McLennan havde opstillet i 1876 i sin Studies in Ancient History  ['Studier i oldtidens historie'], rekonstruerede Robertson Smith i 1885 i sin Kinship and Marriage  ['Slægtskab og ægteskab [i det ældste Arabien]'] et billede af de stadier, som det arabiske samfund efter hans mening havde gennemløbet fra dets første begyndelse til dets nuværende stamme- og familieforhold. På det [eksisterende] utilstrækkelige kildegrundlag lod en sådan rekonstruktion sig kun gennemføre tvungent og ved brug af tvivlsomme analogislutninger. Alligevel virkede den åndfuldt skrevne bog – allerede gennem sin hidtil ukendte problemstilling - inspirerende, og Th. Nöldeke, som i sin udførlige anmeldelse (i ZDMG 40, 148 – 187) tog stærke forbehold overfor bevisførelsen, forsømte ikke tilbørligt at fremhæve den lærde og skarpsindige skottes blivende indsats i belysningen af de samfundsmæssige forhold i den semitiske oldtid.
 Smith ville vie et større værk, på historisk-kritisk grundlag, til religionens udvikling. Heraf  kom kun det indledende bind i stand, om Religion of the Semites  ['Semiternes religion'] (1889; 2.opl. 1894; 3.opl af St.A.Cook i 1937; tysk ved R. Stübe, 1899), som har de samme fortrin og samme svagheder som Smiths ældre arbejder. Også her er den religionssociologiske behandling bemærkelsesværdig, især i eftervisningen af den indflydelse, som det primitive trosfællesskab, forenet i offermåltidets sakrale kommunion [måltidsfællesskab], har haft på de gamle religioners udvikling.


51. Michael Jan de Goeje



 Hvor de arabiske studier i Holland allerede under Dozy havde taget et stort opsving, så skete der nu, under hans elev Michael Jan de Goeje (58) (1836 – 1909), såvel metodisk som stofmæssigt et væsentligt fremskridt. De Goeje anvendte de fra den klassiske filologi almindeligt kendte metoder til tekstkritik, - som han havde lært hos den græsklærde Carl Gabriel Cobet i Leiden, - på behandlingen af arabiske tekster. Af Dozy var han blevet indført i den historiske metode, og han fremlagde som sit første arbejde, der udkom under titlen Specimen e literis orientalibus  ['Prøver på den orientalske litteratur'] fra 1860, de kapitler fra Ya’qubis geografi [9.årh.], som omhandler Maghreb, i arabisk tekst, med oversættelse og kommentar. Sin formåen hvad angår behandling af historiske spørgsmål, viste han i sine Mémoires d’histoire et de géographie orientale  ['Afhandlinger om orientalsk historie og geografi']; den første afhandling drejer sig om karmaternes [en arabisk sect i nuv. Iraq, 9. – 11.årh.] oprindelse og bevægelsens forløb; i den anden afhandling, 1864, efterviste han uægtheden af de af Nassau Lees udgivne tekster om Syriens erobring. Til Dozys delvise udgave af Idrisis geografi (Descriptions de l’Afrique et de l’Espagne,  ['Beskrivelse af Afrika og Spanien']1866) bidrog han med tekst og kommenteret oversættelse af afsnittet om Nordafrika. Samtidigt påbegyndte han sin lange række af forbilledlige tekstudgaver: Baladuris Futuh al-Buldan  ['Landenes oprindelse',9.årh] 1866, de to bind med Fragmenta historiorum arabicorum  ['Fragmenter af arabiske historikere'] (1867 – 1871), på hvis første bind Paul de Jong (død 1890) var medarbejder. Så fulgte i 1870 – 1894, i de 8 bind  Bibliotheca geographorum Arabicorum  ['Bibliotek af arabiske geografer']: Istahri [10.årh.], Ibn Hauqal [10.årh.], Muqaddasi [10./11.årh] (som kom i 2.opl. i 1906), et udtog af Hamadani (på grundlag af forarbejder af  Otto Loth), Ibn Hurdadbih (10.årh.) og udtog af Qudamas Kitab al-haraj  ['Bog om skat', 10.årh.] Ibn Rosteh [9./10.årh.], Ya’qubis bog om landene [9.årh.] (i 2.opl.), samt Mas’udis Kitab at-tanbih wa l-israf  ['Bog om notation og bekræftelse' 9./10.årh.]. Allerede i 1875 – ved 300 års jubilæet for Leidens universitet - var Muslim b. al-Walids digtsamling udkommet, i 1904 fulgte – fra hans seneste år – den mønstergyldige udgave af Ibn Qutaibas digterbog, - mønstergyldig i behandlingen af de forviklede forhold ved tekstoverleveringen. Men glansnummeret i hele denne udgivervirksomhed var udgaven af Tabaris annaler  [Tarikh al-Tabari, 9./10.årh.] i 15 bind, som de Goeje, i samarbejde med en halv snes fagfæller fra Europas forskellige lande, bragte i stand i årene 1879 til 1901.
 Dette monumentales værks historie har de Goeje selv fortalt i indledningen, side (romertal) 22 – 68. Kosegarten havde udgivet et brudstykke af værket fra et berlinerhåndskrift, omfattende årene 71 – 159h. Derefter blev andre håndskrifter kendt: de Goeje selv opdagede i 1862 dele af værket i to acephali [’uden hoved’, - altså et manuskript uden titel eller overskrift] fra Bodleiana [Oxford]. A.D.Mordtmann den ældre (59) (1811 – 1879) identificerede otte håndskrifter i Istanbul. Andre håndskrifter kom senere til. J.J.Stähelin (1797 – 1875), professor i det gamle testamente i Basel, tilbød de Goeje sin finansielle hjælp, hvis han havde i sinde at udgive annalerne, og denne samtykkede. Anden hjælp fra privat og offentlig side kom senere til, fra Holland, Tyskland og andre lande. Som medarbejder vandt han Jakob Barth for sig til den legendeagtige før-islamiske historie (I, 1 – 812) og Nöldeke til Sasanidernes historie (I 813 – 1072), - begge fuldførte deres opgave så hurtigt, at de to første bind i den første serie, bearbejdet af dem, kunne udkomme i 1879 – 1882. For profet-biografien (og oprindeligt også for de fire [første] legitime kalifers historie) var Otto Loth udset, men han døde i 1881, hvor han endnu knap nok var nået til at sammenstille teksten, på grundlag af sine tekstsammenligninger [af manuskripter]. I hans sted bearbejdede P. de Jong profetbiografien (side 1073 – 2015). Endeligt fulgte i 1890 – 1898 den af Eugen Prym (60) færdiggjorte krønike for årene 12 – 40h (side 2016 – 3476). Samtidigt med den første serie var også de to andre, væsentligt kortere serier, blevet påbegyndt. De skulle omfatte umajjadernes og abbasidernes tidsalder. Opgaven med bearbejdelsen af de tre bind i den anden serie, 1881 – 1889, deltes mellem Hch. Thorbecke (61) (II, 1 – 295, dvs. år 40 – 60 h), Siegmund Fraenkel (II 295 – 580, dvs. årene 61 – 65h), I. Guidi (II, 580 – 1340, dvs. årene 65 – 99h), D.H.Müller (II, 1340 – 1640, dvs. årene 99 – 120h) og udgiveren de Goeje [selv] (II 1641 – 2017, dvs. årene 120 – 130h) (i stedet for den oprindeligt udseete Max Grünert (62)). Omvendt bearbejdede de Goeje, af den tredje serie, som han oprindeligt havde forbeholdt sig selv, kun årene 218  - 231h (III 1164 – 1367) og 255 – 302h (III 1742 – 2294), medens årene 131 – 158h (III 1 – 459) blev færdiggjorte af M.Th.Houtsma, 159 – 218h (III 459 – 1163) af Stanislas Guyard og 232 – 255h (III 1368 – 1742) af Viktor Rosen. Til selve annalernes tekst slutter sig (III 2295 – 2561) et udtog af Tabaris tradentbiografiske (63) værk Dail al-mudaiyal  [omtr.:’Efterfølgernes efterfølger'], som Loth ville bearbejde på grundlag af v. Kremers eksemplar (det eneste eksisterende) (64). Efter dennes død blev P.de Jong – som fra sit arbejde med at udgive Dahabis Mustabih [12./13.årh.], 1881, var særlig fortrolig med ’viderebringernes’ navne - udset til denne opgave. Da denne døde i 1890 overtog de Goeje bearbejdelsen af teksten. De Goeje tog sig også i det store og hele af de to sidste bind, som i 1901 fulgte på de 13 tekstbind. ’Indledningen’ i bind 14 indeholder en afhandling om Tabari og hans værker (side (romertal) 1 – 22) og som tekstbilag Tabaris liv fra Ibn ’Asakirs Damaskus-krønike, med nogle beslægtede tekster (side 69 – 99), endvidere den allerede nævnte redegørelse for værkets tilblivelseshistorie sammen med de ’almindelige regler for Tabari-udgaven’ (side 42 – 48) og angivelse af de håndskrifter, som hver enkelt medarbejder har benyttet (side 48 – 66). Efter denne indledning følger den omfangsrige ordfortegnelse (side 101 – 572) og den lange – af mange af værkets brugere oversete – liste over tilføjelser og forbedringer (side 573 – 803), hvortil også Barth, Fraenkel, Loth, Nöldeke og andre medarbejdere, samt W.Hein, v.Kremer, van Vloten, iranologen Josef Marquart (65) o.a. bidrog. Også Wellhausens forbedringsforslag (Skizzen und Vorarbeiten 6, 146 – 160  ['Skitser og forarbejder']) har de Goeje taget hensyn til, men ganske vist for det meste afvist. Endelig bringer det 15.bind registre til annalerne og den fra ’Arib stammende tilføjelse, - så langt som udgivelsen var nået i de Goejes udgivelse fra 1897 (66).
 Ved siden af dette store projekt fand de Goeje endvidere tid til at bistå sine elever med deres tekstudgivelser. Fx havde han en stor andel i P.A.van der Liths udgave (1883 – 1886) af Buzurg b. Sahriyars ’Aga’ib al-Hind  ['Bogen om Indiens vidundere', 10.årh.], - en kulturhistorisk vigtig samling søfarerhistorier om det indiske ocean og dets lande. De Goeje leverede ordfortegnelsen, - vigtigt, pga. værkets vulgære sprog – medens Marcel Devic (kendt navnlig for sin Dictionnaire étymologique des mots français d’origine orientale  ['Etymologisk ordbog over franske ord af orientalsk oprindelse' (1876)]) bidrog med en fransk oversættelse. Også Martin Theodor Houtsma havde glæde af de Goejes medarbejderskab, da han i 1881 udgav Ibn al-Anbaris Kitab al-addad  og shiiten Ibn Wadih al-Ya’qubis meget dårligt overleverede historieværk  ['Tarikh', 9.årh.] (2 bind. 1883). Hans yndlingselev Gerolf van Vloten (død 1903) overlod han sine notater fra håndskriftsammenligninger til dennes udgave af Huwarizmis  Mafatih al-’ulum  ['Nøgle til videnskaberne', 10.årh.] (1895). Han læste en korrektur på Jahiz’s Kitab al-buhala  ['Bogen om de gerrige'] (1900) og af van Vlotens efterladte skrifter udgav han tre små skrifter af [samme] Jahiz (1903). Han overvågede desuden trykningen af D.H.Müllers udgave af Hamdani [10.årh.] (1884 – 1891) og gav meget værdifulde bidrag til etableringen af teksten. Af William Wrights Ibn Jubair besørgede han et 2.forbedret oplag i Gibb Memorial Series V. Endog for P. de Konings arbejder, - han udgav tekster fra den medicinske litteratur: i 1896 om nyre- og blæresten (67) og i 1902 tre anatomiske traktater (68) med fransk oversættelse – viste han interesse.
 De Goeje viste altid en særlig omsorg for en teksts recension og emendation [forbedring]. Han gav altid læseren [klar] besked om de læsemåder han fandt i manuskripterne, og skrifttegnene lod han i alle tvivlstilfælde gengive uden diakritiske tegn (rasm ['tegn']). Det kritiske apparat [med sådanne læsemåder] placerede han altid nederst på den relevante tekstside [hvad der er almindeligt nu om dage], da der erfaringsmæssigt næppe nogensinde bliver taget hensyn til varianter, som står i et tillæg. Han tilføjede rutinemæssigt registre til sine udgaver, og her besluttede han sig – efter nogen tøven – for en to-deling, så han holdt person- og stammenavne for sig, og folke- og landenavne for sig, i hvert sit apparat. De ordfortegnelser som han for det meste tilføjede sine tekstudgaver, hører også i dag til de vigtigste leksikografiske hjælpemidler. Hvor han [endnu] i sin udgave af Baladuri ikke altid havde givet den formale grammatik den fornødne opmærksomhed, så at listen over rettelser (side 111 – 128) svulmede op i betænkelig grad, så satte hans fremragende kendskab til sproget ham senere i stand til at besørge et nyt oplag af Wrights Arabic Grammar, som siden har hævdet sig som den bedste fremstilling af det klassiske sprog.
 Mere direkte, end gennem sine forbilledlige metode, virkede de Goeje ind på forskningens gang, gennem indholdet i de tekstudgaver, som han bragte i stand, - først og fremmest Tabari-udgaven fra Leiden. Den gav ikke blot et væsentligt righoldigere stof end Ibn al-Atirs Kamil, den gav også, ved sin [Tabaris] måde at benytte kilderne på, et indblik i den gamle islamiske historiografi og dens tendenser, og gav dermed anledning til litterær- og historiekritiske undersøgelser, som, til at begynde med, de Goeje og hans elever G.van Vloten (69) og H.D.van Gelder (70), og senere Nöldeke og hans elever Rudolf Brünnow (71) og Carl Brockelmann (72), tog del i. Men vigtigst er, at Wellhausens banebrydende undersøgelser havde Tabari som udgangspunkt. Allerede før teksten udkom, oversatte Th.Nöldeke i sin Geschichte der Perser und Araber zur Zeit der Sasaniden  ['Persernes og arabernes historie i Sasanidetiden'] (1879) den del af annalerne (ca. 1/30 af det hele), som han havde fået til bearbejdelse. Desværre fandt hans eksempel ingen efterfølgere, så at Tabaris annaler den dag i dag er næsten utilgængelige for ikke-arabiskkyndige historikere (73). Heller ikke den tyske oversættelse af  de arabiske geografer, som de Goeje stillede i udsigt i BGA I, side (romertal) 8, blev virkeliggjort.  I mellemtiden er der blevet fundet så vigtige håndskrifter i østens biblioteker til geograferne, at en tidssvarende nyudgave af Bibliotheka geographorum arabicorum, således som Johannes Hendrik Kramers (74) (1891 - 1951) har foretaget det for teksten til Ibn Hauqals vedkommende, hører til arabistikkens mest påtrængende opgaver. En sådan nyudgave ville samtidigt være den værdigste måde at holde mindet om den store arabist de Goejes i live på.


52. Theodor Nöldeke



 Medens de Goeje med forsæt indskrænkede sig til det arabiske område, opdyrkede Theodor Nöldeke (75) (1836 - 1930) ikke blot hele det semitiske forskningsområde (undtagen det akkadiske), men inddrog også iranske og de dengang stærkt forsømte tyrkiske studier (76) i sit forskningsområde. Nöldeke, den fødte skeptiker, stod stærkt mistroisk overfor den, i slutningen af det 19.århundrede, stærkt opblomstrende assyriologi, - så meget, så han kun sjældent gjorde brug af dens resultater. Skarpsindig og klart tænkende, med en stærk hukommelse og med en hurtig opfattelse, som gjorde  ham det muligt hurtigt at finde sig tilrette på ethvert område, opfatte det væsentlige og fremstille det præcist og klart, ydede Nöldeke på disse vidtstrakte felter som sprog- og sagforsker, som udgiver, oversætter, grammatiker og kritiker et så omfattende og værdifuldt arbejde, at han må regnes som sin tids betydeligste tyske orientalist. Samtidigt havde han den, blandt lærde ikke alt for almindelige, Guds gave: sund menneskeforstand, i rigeligt mål, og kende den fine kunst at ikke vide. Som positivist (77) i den historisk-kritiske tidsalder havde han en dyb modvilje – ikke blot mod romantik, mystik og alt begrebsmæssig uklar følelsesfuldhed – men også mod alt spekulativt, hvad enten han mødte det som dogmatik eller filosofi, idéhistorie eller videnskabelig teori. Dertil kom hans fornemme sindelag og hans retlinede karakter, som den [fx] kan læses af hans afskedsbrev til sin lærer Ewald (78) [se kap.31, sidste sætning].
 Allerede hans prisbelønnede disputats De origine et compositione Surarum qoranicarum ipsiusque Qorani,  ['Om de koranske sura’ers, og koranens egen, opståen og komposition'], hvormed Nöldeke disputerede i Göttingen i 1856, viser den kommende mester. Uden at kende til dette arbejde, udskrev Académie des inscriptions et belles-lettres i Paris en prisopgave over det samme tema (79), og Nöldeke, som i mellemtiden havde samlet nyt materiale i bibliotekerne i Wien, Leiden, Gotha og Berlin, og kunne udvide sin disputats betydeligt, vandt prisen for denne nybearbejdelse, ganske vist sammen med sine medbejlere Sprenger og Amari. I en endnu en gang gennemarbejdet udgave blev denne Geschichte des Korans (1860)  ['Koranens historie'] epokegørende. Her blev problemerne vedrørende koranens opståen, samling og overlevering skarpsindigt behandlet og med denne kritiske diskussion af sura’ernes kronologi blev der skaffet et sikkert grundlag for alle historiske undersøgelser af koranen.
 Beskæftigelsen med den arabiske litteratur, som foruden koranen især gjaldt den gamle digtning (Die Gedichte des ’Urwa b. al-Ward, 1863; Beiträge zur Kenntnis der Poesie der alten Araber¸1864 ['’Urwa b.al-Wards digte' og ’Bidrag til kendskabet til de gamle araberes poesi’]) trådte i baggrunden, da Nöldeke i 1864 blev kaldet til Kiel, hvor han – ligesom sin forgænger Dillmann (80) - var forpligtet til at holde gammeltestamentlige forelæsninger, og [desuden] underviste i sanskrit ved siden af de semitiske sprog (81). Han vendte sig nu mere til sprogstudier, især på det aramæiske område, hvor Kielerbibliotekets samlinger, som stammede fra Adlers (82) samling, kom ham meget til gode.  Af disse forskninger – som fortsatte efter hans kaldelse til Strassburg i 1872 – udsprang bl.a. hans epokegørende mandæiske (1875) og syriske (1880. 2.opl.1898) grammatikker, - begge udmærkede sig ved den nøje beskrivelse og systematiske anordning af sprogbrugen med stadig hensyntagen såvel til det sproghistoriske (og for så vidt angår det mandæiske: også det sammenlignende) synspunkt. At han i begge tilfælde også behandlede det ellers så ofte forsømte område: syntaksen, kan ikke prises højt nok. I mellemtiden havde Nöldekes medarbejde på Tabari-udgaven [se kap.51] (fra 1874) igen ført ham tilbage til arabistiken. Han besørgede ikke blot teksten til afsnittet om sasaniderne, men leverede – som den eneste af medarbejderne – også en mønstergyldig, også for iranologien frugtbar, oversættelse: Geschichte der Perser und Araber zur Zeit der Sasaniden (1879) ['Persernes og arabernes historie på sasanidetiden']. Men samtidigt beskæftigede sprogvidenskabelige problemer ham atter. Den i hans yngre år fattede plan, at skrive en arabisk grammatik, opgav han ganske vist senere, men hans studie Zur Grammatik des klassischen Arabisch  (1896) ['Om den klassiske arabiske grammatik'] har været vejvisende til en ægte historisk betragtningsmåde.
 Hans anskuelser om de gamle araberes sprog fremlagde han i to afhandlinger om det klassiske arabiske og om de arabiske dialekter (i hans Beiträgen zur semitischen Sprachwissenschaft. 1904. side 1 – 14  ['Bidrag til den semitiske sprogvidenskab']), og om Der Koran und die ’Arabiya  ['Koranen og [det klassiske arabiske sprog]'] (i Neue Beiträge zu den Semitischen Sprachen  ['Nye bidrag om de semitiske sprog'], 1910, side 1 – 5), - som begge er forbilledlige i deres metode (83). Frugtbar for [udforskningen af] den gamle digtnings sprog var hans oversættelser og forklaringer af Fünf Mu’allaqat  ['Fem mu’allaqat'] (84). Hans mesterskab i fortolkningskunsten viser sig også i hans Delectus veterum carminum arabicorum  ['Udvalg af arabernes gamle digte'] (Porta linguarum orientalium, XIII, 1890), som han udgav til brug for den akademiske undervisning: et righoldigt udvalg af den arabiske digtning indtil umajjadetidens slutning, hvortil August Müller sammenstillede en ordfortegnelse. De allerede nævnte Bidrag og Nye Bidrag til den semitiske sproghistorie indeholder undersøgelser, som også er vigtige for den arabiske sproghistorie. For også i sprogsammenligningen holdt Nöldeke sig til de faktiske forhold. Han erkendte (ZDMG 35, 221) med nøgternt blik det uholdbare i det unggrammatiske (85) dogme om lydlove uden undtagelser, han behandlede i sin artikel Semitischen Sprachen  ['Semitiske sprog'] (først på engelsk i Encyclopaedia Britannica, 9.opl., på tysk i 1887; 2.opl. 1899) problemet om det ursemitiske med fornøden reservation og hævede endnu i sin alderdom (ZA 30, 163ff) sin advarende stemme mod indholdsløse spekulationer om sprogenes oprindelse og vilkårlige forklaringer på ordenes oprindelse. Talrige enkelt-iagttagelser, især om udforskningen af det arabiske ordforråd, findes også i Nöldekes anmeldelser, en gren af hans virksomhed, som fortjener at nævnes særskilt, pga. sin forbilledlighed. For her blev den anmeldte bog ikke blot kort og præcist beskrevet efter indhold og værdi, men for det meste også brugt som udgangspunkt for en fremstilling, som bidrog med nye og væsentlige ting til emnet.
 Nöldeke har, som ingen anden, indset og respekteret de grænser, som blev sat, dels ved orientalistikkens daværende stade, dels af det ham tilgængelige materiale, dels af hans egne personlige egenskaber. Denne kloge besindelse gør hans undersøgelser til forbilleder i metodisk henseende, som også vil finde deres beundrere, når den erkendelse og indsigt, som blev vundet ved denne metode, for længst hører til den orientalske videnskabs almenviden.


53. Ignazio Guidi



 Hvad Nöldeke var for Tyskland, det betød Ignazio Guidi (86) (1844 – 1935) for Italien. Han var, -som Nöldeke, - positivist, skarpsindig og mistroisk overfor spekulationer og hypoteser. Begges arbejdsområde rakte langt ud over det semitiske, - men medens Nöldeke, opvokset i den tyske protestantismes humanistiske traditioner, interesserede sig for vekselvirkningerne mellem antikken og orienten, og derigennem kom til de iranske studier – så stod studiet af de orientalske kirker og deres litterære mindesmærker, hvad enten det var på koptisk, syrisk, arabisk eller ætiopisk, Guidi nær, - opvokset, som han var, med kirkefædrene og velbevandret i det romerske pavedømmes historie. Sammen med Jean-Baptiste Chabot, Henri Hyvernat (født 1858) og Bernard Carra de Vaux (født 1867) udgav han, fra 1903, Corpus Scriptorum Christianorum Orientalium  ['Samling af Orientalske Kristne Skrifter']. Sine mest betydelige præstationer ydede han på de ætiopiske studiers område, som pga. Italiens koloniale interesser fandt særlig pleje. Selv Guidis oversættelse i 1919 af den første del (omhandlende de kultiske forskrifter (’ibadat)) af Halils malekitiske retskompendium (al-muhtasar), skyldtes et embedsmandsdirektiv (87). Af arabiske tekster udgav han i 1871, fra italienske håndskrifter, Gamaladdin Ibn Hisams kommentar til Banat Su’ad  - Fleischer leverede talrige forbedringer hertil – endvidere Zubaidas tillæg (al-istidrak) til Sibawaihs  lære om dannelsen af navneord, 1890, og endelig i 1894 Ibn al-Qutiyas Kitab al-af’al. Til Tabari-udgaven fra Leiden leverede han afsnittet om årene 65 – 99h (II side 580 – 1340).
 Personligt var Guidi, som Nöldeke, elskværdig og fordringsløs. Som Wright var han altid rede til at give oplysninger om håndskrifter, samt udfærdige tidsrøvende afskrifter, udtog eller sammenligninger. Til almen nytte, lod han sit register over de i Hizanat al-adab citerede digtere trykke i 1887 (88). Særlig taknemmelig må man være for de Tables alphabétiques  ['Alfabetiske lister'] til Kitab al-agani (1895 – 1900), som han udfærdigede sammen med en stab af medarbejdere (Brünnow, Girgass, Kleyn, van Gelder, van Vloten og Seybold). For her finder man et digterregister (side 1 – 38), et rim-register (side 39 – 194), et af den franske konsul E.Hélouis leveret stednavneregister (side 743 – 769) og som hovedafsnit: et historisk register (side 195 – 720), hvori alle i værket forekommende personer (undtagen de i Isnaderne nævnte hjemmelsmænd) er opregnet med – stikordsagtig – hentydning til, hvad der meddeles om dem (89). Guidi omgikkes også med planer om i fællesskab med andre at sammenfatte alle de vidtspredte bemærkninger til den arabiske leksikografi, som findes i tekstudgaver, ordfortegnelser og afhandlinger, i en ordbog. Man kan ikke højt nok beklage, at denne betydningsfulde plan, som følge af den første verdenskrig, ikke kom til udførelse.


54. Viktor Rosen



 Det opsving, som de arabiske studier tog i Rusland efter 1870, er nært knyttet til navnet Baron Viktor Romanovi? Rosen (90) (1849 – 1908). Han blev i 1866 indskrevet på det Orientalske Fakultet i St. Petersborg og fortsatte sine studier hos Fleischer i Leipzig i årene 1870 – 1871. Her knyttede han et livslangt venskab med Goldzieher og i 1873 rejste han til Ahlwardt i Greifswald. Han foretog flere rejser og havde venskabelige forbindelser med førende orientalister som I. Guidi, Charles Schefer (91), E.G. Browne m.fl. Rosen var en vigtig del af den tredje internationale orientalistkongres i St.Petersborgs succes. Fra 1872 underviste han på det orientalske fakultet, først som docent, senere som professor. 1886 skabte han, i de Memoirer (Zapiski) som blev udgivet af den orientalske afdeling af det russiske arkæologiske selskab, det første fagtidsskrift i Rusland, som udelukkende tjente de orientalske studier, og han offentliggjorde dér mange værdifulde arbejder. Han fremstillede kataloger over de arabiske og persiske håndskrifter tilhørende det i 1823 oprettede Institut for Orientalske Sprog ved den Asiatiske Afdeling af udenrigsministeriet (92), som udmærker sig, ikke blot ved stor nøjagtighed, men som også, ved sine omhyggelige analyser, er betydningsfulde for litteraturhistorien. Tilsvarende påbegyndte han i Notices Sommaires I, 1881  ['Korte notitser'] at beskrive de arabiske håndskrifter ved det i 1818 grundlagte Asiatiske Museum ved Videnskabernes Akademi.
 I en omfangsrig afhandling (93) behandlede han de manuskripter, som L.F.Marsigli (død 1730) havde sammenbragt, især fra de tidligere moske-biblioteker i Budapest og Belgrad, og som giver et godt indblik i det højere skolevæsen i osmannerriget i det 16. og 17.århundrede.
 Som medarbejder på den af de Goeje foranstaltede udgave af Tabari [se kap.51] bearbejdede Rosen perioden 222 – 255h.
 En af Rosens samtidige var Waldemar von Tiesenhausen (død 1902) (94), som arbejdede i den russiske forvaltning. Han var en fremragende kender af den islamiske numismatik [møntvidenskab] og arkæologi. Blandt hans værker er det værd at nævne en Uqailidernes Historie fra 1859. I 1873 beskrev han Monnaies des Khalifes orientaux  ['De orientalske kalifers mønter']. Han begyndte at samle oplysninger om den Gyldne Horde (bind I, 1884). Senere arbejdede han på en kritisk bibliografi over den orientalske arkæologi, som efter hans død blev udgivet af K.A.Inostrancev og R.J.Smirnov 1906.


55. Julius Wellhausen



 Tabari-udgaven, som udkom fra 1879 og fremefter [se kap. 51], gjorde ikke blot et overmåde rigt materiale til den ældre islamiske historie tilgængeligt for forskningen. Den gav også dermed, gennem de omfangsrige rester af ældre historieskrivning [som Tabari havde indarbejdet i sit værk], et indblik i de tendenser, som den var behersket af. Allerede de Goeje, Nöldeke o.a. var begyndt på den kritiske undersøgelse af de nye kilder, men det var forbeholdt Julius Wellhausen (95) (1844 – 1918), gennem en beundringsværdig kombination af litterærkritisk kildeanalyse og historisk kritik, at stille den islamiske historie fra dens oprindelse og frem til det arabiske riges sammenbrud i et nyt lys og dermed at overvinde de tidligere opfattelser (som i det store og hele var afhængige af Ibn al-Atir [13.årh.]). Wellhausen var kommet til disse studier ad omveje. Han var begyndt som teolog og havde allerede gennem sin pentateuch-kritik (96) haft en revolutionerende betydning for den gammeltestamentlige forskning før han – som elev af Ewald [se kap.31] godt fortrolig med det arabiske – begyndte at befatte sig med araberne ’med det formål, at lære det vildskud at kende, hvorpå tora-kvisten er blevet podet af præster og profeter’ (97) og det førte ham til studiet af islam, uden hvilken vi intet ville vide om det arabiske hedenskab. Men disse ’antikviteter’ (98) fandt han i den arabiske digtning, der for ham, - som for Nöldeke – kun havde en sproglig og historisk interesse og som han i denne henseende sammenlignede med de latinske og græske oldtidsindskrifter (99). Også hans Reste arabischen Heidentums  ['Rester af det arabiske hedenskab'], (1887; 2.oplag 1897), som han sammenstillede ud fra islamiske kilder, viser tydeligt bestræbelsen på at genvinde detsom hebræere og arabere har fælles i religion og kultur, uden derved at underkende forskellene.
 Islams politiske historie berørte Wellhausen med sin Muhammed in Medina, das ist Vakidi’s Kitab al-Maghazi in verkürzter deutscher Wiedergabe(Berlin 1882) ['Muhammed i Medina, dvs. Vakidis Kitab al-Maghazi i forkortet tysk gengivelse']. Han brugte hertil Kremers tekstudgave, som dog kun indeholder den første tredjedel, og til resten det britiske museums håndskrift ([katalogsignatur] Or. 1617), hvortil kom et andet London håndskrift (Brit.Mus. Add. 20737), som dog kun indeholder den første halvdel. Disse hjælpemidler forekom ikke Wellhausen at kunne bære en fuldstændig tekstudgave (og en derpå beroende oversættelse), men dog nok en forkortet indholdsgengivelse, - med Caussin de Percevals Essai sur l’histoire des Arabes  ['Essay over arabernes historie'] som forbillede. Han håbede – forgæves - at hans bog ville vække opmærksomhed blandt læge læsere og ville fortrænge Sprengers store værk om Muhammed. Men så meget mere blev det benyttet af fagfolk som erstatning for den endnu i dag [1955] ikke udgivne grundtekst. I 1884 udgav Wellhausen i sine Skizzen und Vorarbeiten  ['Skitser og forarbejder'] (hæfte 1, side 103 – 175 og  arabisk, side 1 – 129), som supplement til Kosegartens udgave, sin Letzten Teil der Lieder der Hudailiten  ['Sidste del af Hudailiternes sange'], efter håndskrifterne i Leiden (nr. 139 – 280) og Paris (nr.175 – 280) med tysk oversættelse af sangene nr. 139 - 241 (100). I fjerde hæfte af samme Skizzen und Vorarbeiten fulgte i 1889 de grundlæggende undersøgelser over ’Medina før islam’ og ’Muhammeds menighedsordning i Medina’, såvel som tekst og oversættelse af de hos Ibn Sa’d bevarede ’Muhammeds skrivelser og gesandtskaberne til ham’. Sideløbende hermed gik, fra 1887, arbejdet med Tabariudgivelsen i Leiden, hvis resultater han fremlagde i 1899 i sin ’Prolegomena til islams ældste historie’ (Skizzen und Vorarbeiten VI, side 1 – 160). Idet han stillede Saif b.’Umars fremstilling op mod den samlede øvrige tradition hos Tabari og viste, at den [’Umar] var en tendentiøs omarbejdning af denne, vandt han et grundlag for den islamiske erobringstids kritiske historie. I 1901 lod han Die religiös-politischen Oppositionsparteien im alten Islam (101) ['De religiøst-politiske oppositionspartier i den ældre islam'], - som fortrinsvis slutter sig til Abu Mihnaf – samt afhandlingen Die Kämpfe der Umayyaden gegen die Rhomäer  (102) ['Kampene mod Rhomæerne'] udkomme. Den strålende afslutning på denne forskning kom med Das arabische Reich und sein Sturz  ['Det arabiske rige og dets fald'] (1902). Også dette mesterværk er kendetegnet ved en uforlignelig kombination af litterær kildeanalyse, som gennem den formelle udsondring af en kilde når frem til en vurdering af dens kildeværdi, med en historisk kritik, som med usvigeligt instinkt forstår at opspore de handlende personers magtpolitiske tendenser og hensigter. Bogen gjorde et dybt og varigt indtryk på den yngre generation. Siden den udkom, har nye arbejdsmetoder, hvormed den ældre islamiske histories religiøse, sociale og erhvervsmæssige problemer er blevet behandlet, nødvendiggjort mange korrekturer af det af Wellhausen tegnede billede (103). Men endnu i dag [1955] er Wellhausens vægtige bog den mest imponerende fremstilling vi har af islams politiske historie indtil Umayadernes undergang.


NOTER:




1 Zarens bekendtgørelse, som kaldte fakultetet til live, er meddelt i ZDMG  ['Zeitschrift der deutsche Morgenländische Gesellschaft', ’Tidskrift for det tyske orientalske selskab’] 10, 518 – 520 i tysk oversættelse, og sammesteds 18, 308 er fakultetets stab opregnet.
2 se M. BRANN Jahrbuch f.jüd.Geschichte u. Literatur 7 (1904), side 151, anm., samt Jüdische Lexicon I, 1409 – 1411  ['Årbog for jødisk historie og litteratur', ’Jødisk Leksikon’]
3 [Sabierne’ (ikke sabæerne!) betyder ’døberne’ og er det arabiske navn for mandæerne]
4 ang. Movers (1806 – 1856) se ADB 22, 417 – 418.
5 [Euhemeros [3.årh.fKr.] var en græker, som mente at alle guder oprindeligt var mennesker, som senere var blevet guddommeliggjorte]
6 om deres litteraturhistoriske stilling, se M.PLESSNER , Zsem 6, 27ff
7 Die nabatäische Landwirtschaft und ihre Geschichte,  ['Det nabatæiske landvæsen og dets historie'] ZDMG 15, 1 – 110; War Ibn Wahsiya ein nabatäischer Herodot?  BVSGW, phil.hist.Kl. 1862, 87 – 99 ['Var Ibn Wahsiya en nabatæisk Herodot?' BVSGW, filosofisk-historisk klasse, 1862, 87 - 99]. Begge afhandlinger er gentaget i v. Gutschmids Kleinen Schriften  ['Mindre skrifter'] II, 569 – 716 henh. 717 – 753. Hvad angår den mig utilgængelige afhandling af Renan, se sammesteds II, 711 - 713
8 BROCKELMANN,  GAL S OO 729 (med litteratur)
9 se hans biografi i ZDMG 8, 375 – 478; DUGAT Histoire des orientalistes, I, 169 – 185  ['Orientalisternes historie']
10[konkordans: ordbog med angivelse af samtlige forekomster af et ord i (fx.) koranen]
11 se NÖLDEKE-SCHWALLY Geschichte des Qorans2  II 100ff  ['Koranens historie']
12 det stammer fra den samling, som Amin al-Madani (se EI I 344 og BROCKELMANN GAL S II 815) 1883 købte til biblioteket i Leiden. Sine indtryk fra den 6.internationale orientalistkongres, som han dengang deltog i, offentliggjorde SNOUCK-HURGRONJE på hollandsk i 1883 (gentaget i Verspreide Geschriften II 243 – 272.  ['Forskellige skrifter']
13 A Personal Narrative of a Pilgrimage to El Medinah and Mecca 2 bind, 1857.  ['En personlig beretning om en pilgrimsrejse til Medina og Mekka']. En bibliografi over Burtons værker sammenstillede N.M.PENZER i 1923.
14  The Land of Midian 2 bind 1879  ['Midjans land']
15 Den normgivende udgave er den fra Benares (London 1885 – 86) i 16 bind, af hvilke de første 10 indeholder oversættelsen (efter Macnaghtens tekst), de sidste 6 tilføjelserne. Se CHAUVIN Bibliographie 4, 82 – 85 hvad angår de øvrige udgaver. I oversættelsen følger Burton ofte John Payne (død. 1916), se herom SAYCE JRAS 1923, side 466 og MACDONALD EI tillægsbind 20ff.
16 FR.RATZEL ADB 20 (1884), SIDE 153 - 154
17 Meine Wallfahrt nach Mekka  ['Min valfart til Mekka'] 2 bind, 1860. Videnskabeligt betød hans værk ifølge SNOUCK HURGRONJE Verspreide Geschriften 3, side 48.  ['Forskellige skrifter'] intet fremskridt.
18 Six Months in Mekka  ['Seks måneder i Mekka'] 1881
19 D.G.HOGARTH The Life of Charles M.Doughty, Oxford 1928 (ikke tilgængelig for mig)
20 Cambridge 1888,genoptrykt i 1923. En forkortet udgave udkom i 1908 under titlen Wanderings in Arabia  ['Strejftog i Arabien']. I øvrigt må navnet ’Arabia deserta’ opfattes rent beskrivende, ikke historisk, for med ’Arabia deserta’ forstod de gamle skribenter den arabisk-syrisk-mesopotamiske steppe, som lå udenfor halvøen, - se MUSIL Arabia Deserta ,  ['Arabia Deserta']  side (romertal) 13, anm. 1 og side 497ff.
21 [harras: et med vulkanske slagger bedækket stykke land’ (Salm.Leksikon, X,908)]
22 Georg August Wallin (1811 – 1852) var på to rejser i 1845 og 1848 nået frem til Hayil. Han hjembragte de første eksempler på nyarabisk beduindigtning til Europa og offentliggjorde dem i ZDMG, 5, side 1ff; 6, 190ff og 660ff.
23 William Gifford Palgrave (1826 – 1888) offentliggjorde i 1865 A Narrative of a year’s journey through Central and Eastern Arabia  ['En beretning om et års rejse gennem det centrale og østlige Arabien'] (2 bind). Hans troværdighed blev dog flere gange draget i tvivl, fx af Philby. Se også LITTMANN Anthropos 35, 1044  [(tidsskriftet) 'Mennesket']
24 Carlo Guarmani, Il Neged Settentrionale, itinerario da Gerusalemne a Ancize nel Casim  ['Det nordlige Neged, rejsen fra Jerusalem til Ancise i Kasim'], Jerusalem 1866
25 vedr. Fausto Lasinio (1831 – 1913) se GSAI 26, 317ff
26 George Percy Badger (1815 – 1888) var en gejstlig i det ostindiske kompagnis tjeneste.
27 Charles Jean Melchior de Vogüé (1829 – 1916) gjorde sig velfortjent af sit arbejde med Syriens kunsthistorie
28 se A. MOBERG MO 2, 1907/1908, side 109-121
29 [’…langt større betydning fik dog M[ehrens] sidste og vigtigste serie værker, der behandler den arabiske filosof Ibn-Sina (Avicenna). . . . spørgsmålene om Avicenna og den græske filosofi. Herom har han offentliggjort en række afhandlinger i det Danske Videnskabernes Selskabs oversigter (1881 – 1886) og i det belgiske tidsskrift ’Muséon’, og i en monumental pragtudgave har han givet den arabiske tekst til Avicenns’s mindre skr(ifter)….’; (Joh. Østrup i Salm.Leks.16,846)]
30 se NÖLDEKE Orientalische Skizzen side 1 – 20  ['Orientalske skitser']
31 DEHÉRAIN Silvestre de Sacy 13 - 24
32 se DARMESTETER JA, serie 8, bind 4, 1884, side 29 - 31
33 se E.G.BROWNE JRAS 1908, 1239 - 1241
34 se hans eftermæle i JA, serie 7, bind 8, 1876, side 28
35 se EI IV 938 - 941
36 DUGAT Histoire des orientalistes I, 121 – 142  ['Orientalisternes historie']
37 eftermæle af E.NARDUCCI i Bolletins di bibliografia e de storia delle science matematiche e fisiche 2 (1869) 119 – 152, med bibliografi.  ['Bulletin for de matematiske og fysiske videnskabers historie og bibliografi']
38 dette er den af LEVI DELLA VIDA RSO 14, 214 fastslåede navneform, - ikke al-Karhi.
39 DUGAT Histoire des orientalistes 2, 31 - 43['Orientalisternes historie']
40 se BANATH Qiryat Sefer XI, 353 [’Geniza’ er et rum i synagogerne, hvor udtjente håndskrevne hellige tekster opbevares indtil de kan destrueres på anstændig vis. Der er i en sådan tilmuret og derfor glemt geniza i en synagoge i Kairo gjort uvurderlige manuskriptfund]
41 [karæerne: jødisk sekt, opstået i det 8.årh. En slags arvtagere til oldtidens saddukæere: anerkendte ikke den mundtlige (talmudiske) tradition, kun de bibelske loves autoritet. I middelalderen ret talrigt repræsenteret i den polske og russiske jødedom, i dag knapt nok mere eksisterende. Kilde: Ill.Religionsleksikon, Skand.Bogf. 1950, bind II, side 365]
42 JRAS 1889, 708 – 713; DE GOEJE JA 8.serie, bind 13, side 522 – 529; NÖLDEKE Deutsche Rundschau 1889, 306 – 309; ARBERRY, The Cambridge School of Arabic 25 – 27.  ['Cambridgeskolen i arabisk']
43 se et brev af 8.november 1852 til Fleischer, aftrykt i ZDMG 7, 109f
44 se DE GOEJE sammesteds og samme i hans mindetale, holdt i 1902 for Académie des Inscriptions et belles lettres,: Notices sur la vie et les travaux de Max Müller, side 14.  ['Bemærkninger om Max Müllers liv og arbejde']
45 [altså syriske skrifter som indeholdt nytestamenteligt stof, som ikke var optaget i det nuværende nye testamente]
46 hertil leverede Wrights elev GRANT NEVILLE KEITH-FALCONER (1856 - 1887) i 1885 en engelsk oversættelse. [’Kalilah wa Dimnah’, også kaldet Bidpais Fabler, er Titlen paa den arab. Bearbejdelse af den berømte indiske fabelsamling ’Pantschatantra’ ….. udførtes af Abdallah ibn al-Mukaffa, som i 757 dræbtes af Kalifen Mansur’. Østrup i Salm.Leks. XIII,403]
47 A Catalogue of the Syrac Mss in the Library of the University of Cambridge 2 bind, 1901.  ['Et katalog over de syriske manuskripter i universitetsbiblioteket i Cambridge'].
48 se Jewish Encyclopedia  ['Jødisk Encyclopædi'] 9, 234 - 235
49 The Book of Hebrew Roots by Rabbi Yonah, Oxford 1875.  ['Bogen om de hebræiske rødder’, af Rabbi Yohah] Vedr. denne udgave, se W. BACHER ZDMG 38, 620 – 629; 42, 305f; 42, 307 – 310; 57, 373 – 375.
50 [’adab’ betyder på moderne arabisk simpelthen ’litteratur’. Oprindeligt betød det ’tradition, sæd og skik’, her er det betegnelsen for et kulturhistorisk fænomen i det 9. – 11.århundrede i den arabiske verden: en karakteristisk litteratur som omfattede al tilgængelig viden i den daværende arabiske verden.]
51 se hans eftermæle hos Daarmesteter i JA, 8.serie, 12.bind, side 41. Boucher besørgede en ufuldstændig udgave af Farazdaqs diwan [digtsamling], 1870 – 1875, med en mådelig fransk oversættelse.
52 A.J.ARBERRY The Cambridge School of Arabic, side 27. Arberry genudgav Palmers Oriental Mysticism i 1938. Hans levnedsbeskrivelse gav Walter Besant 1883. [se også den tidligere nævnte bog af Arberry: Oriental Essays. Portraits of Seven Oriental Scholars, side 122 – 160.  ['Orientalske Essays. Portrætter af syv orientalske lærde']]
53 vedr. ham, se Brockelmann, GAL S II, 757
54 St. Guyard, Le Divan de Beha ed-Din Zoheir (1883)  ['Baha’ al-din Zuhairs digtsamling'] leverede talrige forbedringer hertil.
55 se ST. A COOK Aberdeen University Studies  ['Universitets studier fra Aberdeen']
56 se A. SOCIN ZDMG 51, 677
57 i en mig utilgængelig artikel i Journal of Philology 9, 75ff  ['Filologisk tidsskrift']. Hans tese blev i 1883 videre udbygget af den hollandske etnolog George Alexander Wilken (død 1912) i et skrift om matriarkatet hos de gamle arabere, som i 1884 blev oversat til tysk.
58 SNOUCK HURGRONJE M.J.de Goeje, Traduction française de Madeleine Chauvin, Leiden 1911;  ['M.J.de Goeje. fransk oversættelse ved Madeleine Chauvin', Leiden 1911]; genoptrykt, dog uden den af Th. W. Juynboll sammenstillede bibliografi, i Verspreide Geschriften  ['Forskellige skrifter'] VI (1927) 329 – 372; sammesteds side 309 – 327 er også begravelsestalen aftrykt, sammen med endnu et eftermæle. – HANS UNTERSWEG M.J.de Goeje, Graz, 1909, 38 sider
59 om ham, se F.Babingers indledning til A.D.MORDTMANN,  Anatolien, 1925
60 ang.. Prym, 1843 – 1913), elev og efterfølger af Gildermeister i Bonn, se C.H.BECKER Islamstudien 2, 456 - 462
61 ang. Hch. Thorbecke (1837 – 1890), se A.SOCIN ZDMG 43, 707 – 709, og A.MERX ADB 38, 115 - 117
62 ang Max Grünert, 1849 – 1929, se J.RYPKA Archiv Orientální, I, 247 – 250  ['Orientalsk arkiv']
63 [dvs. biografier over dem, ’tradenterne’, som har viderebragt traditioner]
64 beskrevet af O.LOTH ZDMG 32, 581ff. Håndskriftet kom senere til det Britiske Museum, se RIEU Supplement nr. 618
65 H.H.SCHRADER har til sin udgave af Marquarts (efter 1922: Markwart) efterladte skrift Wehrot und Arang 1938 tilføjet Bartholds mindeord om Marquart samt hans bibliografi.
66 Arib Tabari continuatus quem edidit, indicibus et glossario instruxit M.J.de Goeje, Lugd.Bat. 1897.  ['Aribs fortsættelse af Tabari, som M.J.de Goeje udgav med register og gloser', Leiden 1897] udgaven omfatter årene 291 – 320h
67 Traité sur le calcul dans les reins et dans la vessie par Razi, 1896  ['Afhandling om sten i nyrer og blære' af Razi [9./10.årh.]]
68 Trois traités d’anatomie arabes, 1903  ['Tre afhandlinger om arabisk anatomi']
69 De opkomst der Abbasiden in Chorasan 1890  ['Abbasidernes fremvækst i Chorasan']; Recherches sur la domination arabe, le chiitisme et les croyances messianiques sous le Khalifat des Omaijades, Amsterdam 1894.  ['Studier over det arabiske herredømme, shiitismen og de messianske trosretninger under Umajjadekalifatet', Amsterdam 1894]
70 Mohtar, de valsche profeet 1888  ['Muktar, den falske profet']
71 Die Charidschiten unter den ersten Omayyaden 1884.  ['Kharijiterne under de første Umajjader']. Brünnow udgav i 1886 Wassas Kitab al-muwasa  ['Brokadebogen', 10.årh.] og i 1888 det 21.bnind af Ajani. I 1895 fulgte hans Chrestomathie aus arabischen Prosaschriftstellern  ['Samling af tekster af arabiske prosaskribenter'] (Porta linguarum orientalium XVI). Sammen med oldtidshistorikeren Alfred von Domaszewski udgav han i 1904 – 1909 Die Provincia Arabia i tre bind.  ['Provincen Arabien']
72 Das Verhältnis von Ibn al-Atirs Kamil zu Tabaris Ta’rih.  ['Forholdet mellem Ibn al-Atirs Kamil og Tabaris Ta’rih'] Disputats. Strassburg 1890.
73 [skrevet i 1955. Der eksisterer nu en oversættelse i 39 bind udgivet af New York State University i årene 1988-1998]
74 se hans eftermæle af FRANZ BABINGER ZDMG 102, 10 - 13
75 se SNOUCK-HOURGRONJE ZDMG 85 (1931), side 239 – 281. E.LITTMANN NGWG, Geschäftliche Mitteilungen 1930   ['Praktiske meddelelser']. Bibliografi af E.KUHN i Nöldeke-festskriftet ’Orientalische Studien’  ['Orientalske studier'] I (1906), side (romertal) 13 - 51
76 [hverken iransk (persisk) eller tyrkisk er i slægt med de semitiske sprog (hebræisk, arabisk, syrisk, ætiopisk etc.) – heller ikke med hinanden, idet iransk/persisk er et sprog i slægt med græsk, latin, og i sidste ende også vort eget.]
77 [et filosofisk udtryk, som her betyder: kun at anerkende det man kan se og høre og tage at føle på, de ’positive’ fænomener]
78 aftrykt i de af  R.Fick og G.v.Selle i 1932 udgivne Briefen an Ewald  ['Breve til Ewald'], side 188. Man bør også dér lægge mærke til hans bemærkning, side 185, om sin afsked med Berliner Biblioteket, som skyldtes en vilkårlighed fra den daværende overbibliotekar Pertzs side.
79 se H.DERENBOURG i Centenario della nascita di M.Amari I, (1910), side 1f.  ['I hundredåret for M.Amaris fødsel']
80 vedr. August Dillmann (1823 – 1894), grundlæggeren af den nyere tids ætiopiske studier, se E. LITTMANN i Schwäbische Lebensbildern I (1940), 105 – 114.  ['Skikkelser fra Schwaben']
81 Briefe an Ewald  ['Breve til Ewald'], udgivet af R.Fick og G.v.Selbe, 1932, side 187.
82 se Nöldekes brev til Kra?kovskij i hans eftermæle af Nöldeke, Izv. AN SSSR 1931, 385. Ang. Jakob Georg Christian Adler (1756 – 1834) se G.BICKELL ADB I (1875), sider 85ff. Han beskrev i 1780 i sin Descriptio codicum quorundem Cuficorum  ['Beskrivelse af nogle kufiske kodices'] nogle kufiske koraner fra biblioteket i København og i hans Museum Borgianum 1782 – arabiske mønter. 1789 – 1794 udgav han – fra Reiskes efterladte skrifter – hans udgave og oversættelse af Abu l-Fida’. Men hans hovedinteresse gjaldt bibelteksten. For dens skyld foretog han en Bibelkritische Reise nach Rom 1783  ['Bibelkritisk rejse til Rom']. I Nonnula Matthaei et Marci enunciata 1784  ['En del bemærkninger til Matthæus og Marcus'] forklarede han de to evangeliers sproglige ejendommeligheder ud fra syrisk [sprog].
83 begge artikler retter sig mod den af Karl Vollers (1857 – 1909) opstillede tese, at koranen oprindeligt skulle være affattet i den mekkanske dialekt.
84 SWQA 140, 7; 142, 5; 144, 1 (1899 – 1901)
85 [’ung-grammatikerne’ en strømning i sprogforskningen i slutningen af det 19.årh. ]
86 E. Littmann, ZDMG 89, 119 – 130; LEVI DELLA VIDA al-Andalus 3, (1933), 201 – 204. Bibliografi i RSO 5, 477 - 489
87 anden del blev oversat af David Santillana (1855 – 1921). Til dette, se eftermælet hos  LEVI DELLA VIDA RSO 12, 453 - 461.
88 Gli poeti citati nell’opera Hizanat al-adab i Atti dell’Accad. dei Lincei III, 273 – 292. ['Digtere, citerede i Hizanat al-adab’s værk' i ’Forhandlinger ved det Linceiske akademi’ III, 273-292]
89 til dette register befinder der sig på side 721 – 742, samt på side (romertal) 9 og 10, tilføjelser og forbedringer, som let undgår opmærksomheden. Yderligere tilføjelser bidrog PAUL SCHWARTZ med, ZDMG 55, 45 – 54.
90 se hans eftermæle hos BARTHOLD Zap. Vost. Otd. 18 (1909) 31 – 38. xxx
91  Charles Shefer (1820 – 1902) havde tilbragt mange år i orienten og blev i 1857 professor i persisk på École des langues orientales vivantes, som Quatremères efterfølger, og han blev i 1867 dets rektor. Han havde sammenbragt en enestående samling af manuskripter, som efter hans død overgik til Paris’ Nationalbibliotek og år 1900 beskrevet af Blochet i Catalogue de la collection de mss arabes, persans et turcs formée par M.Ch.Schefer  ['Katalog over de arabiske, persiske og tyrkiske manuskripter samlede af  hr. Ch.Schefer.']
92 Collections scientifiques de l’Institut des Langues Orientales du Ministre des Affaires Étrangères 1, 3, 1886  ['De videnskabelige samlinger ved udenrigsministeriets Institut for orientalske sprog ']
93 Remarques sur les mss. orientaux de la collection Marsigli à Bologne, i Atti della R. Accad. dei Lincei, serie 3, bind 12, 1885.  [’Bemærkninger om Marsigligs orientalske manuskripter i Bologne’ i 'Forhandlinger ved de kongelige Lyceiske akademi']
94 eftermæle af VICTOR ROSEN, Bull. d. l’Acad.des Sciences, 5e.s, vol. 16 (1902), p III – VII  ['Bulletiner fra Videnskabernes Akademi, 5.serie, 16.bind (1902), side (romertal) 3 - 7']
95 se H.H. SCHRADER Welt als Geschichte, III, 391 – 394  ['Verden som historie']. Eftermæle af C.H.BECKER Islamstudien II, 474ff  ['Islamstudier', II, side 474ff.]
96  [Pentateuchkritik: Kritiske studier af de 5 mosebøger og deres kilder. Dette var et meget vigtig og betydningsfuldt forskningsfelt fra slutningen af det 18.århundrede til langt op i det 20. At der er flere kildeskrifter til fx 1.mosebog er så indlysende, at en almindelig fordomsfri læser uden videre vil kunne observere det]
97 Muhammed in Medina  ['Muhammed i Medina'], side 5  [tora-kvisten etc.: toraen, dvs jødedommen, er af præster og profeter formet ud af oldtidens vilde fællessemitiske beduinkultur, siger Wellhausen]
98 [’Antikviteter’ betød i ældre tid, - foruden hvad det nu betyder – også: fakta om ældre tider: Romerske antikviteter = romerske samfundsforhold, romersk ret etc. ]
99 WELLHAUSEN Skizzen und Vorarbeiten I, (1884), side 105  ['Skitser og forarbejder']
100 WELLHAUSEN gav en fortegnelse over [håndskrifts]varianterne på side 169 – 175 og (arabisk) side 129. I ZDMG 39, 104 – 106 gav han supplementer, samt rettelser til tekst og oversættelse. sammesteds 39, 411- 480, gav han skolierne [randnoterne].
101 AGWG NF V
102 NGAW 1901
103 se fx D.C.BENNETT Conversion and the Poll Tax in Early Islam  ['Omvendelse og kopskat i den tidlige islam'] (Harvard Historical Monographs 22) Cambridge, Mass. 1950
---------------