De arabiske studier i Europa - 19.årh. - 2.del


56. Ignaz Goldziher


 Hvor Nöldekes og Wellhausens arbejder, for så vidt de berørte islam, hovedsageligt angik koranen, Muhammeds liv og det arabiske riges politiske historie, så tilfaldt det Ignaz Goldziher  (1)(1850 – 1921) af anvende den kritiske historismes metoder på den hele islam, og at forstå den som et kulturhistorisk fænomen, hvis udvikling væsentligt bestemmes af religiøse idéer. Med dette standpunkt knyttede Goldziher til ved Kremer (2) [se kap.40], hvem han dog overgik ikke blot i viden og metode, men frem for alt ved sin intuitive forståelse for de religiøse drivkræfter i islam. Her var
hans direkte, selvoplevede, kendskab til den orthodokse jødedom og dens traditioner ham en stor hjælp. Jødedommens problemer i emancipationens tidsalder havde jo dog en brændende interesse for Goldziher, som havde gået på gymnasiet i sin hjemby Stuhlweissenburg (Székesfehérvár [60 km. SV for Budapest]), men parallelt hermed havde fået en talmudisk uddannelse. Tidligt moden og højt begavet, greb han allerede som tolvårig ind i en strid om et praktisk spørgsmål vedr. [den jødiske] liturgi, idet han offentliggjorde et arbejde, som efter Némeths (3) udsagn, i sin historiske behandling af problemet allerede lader ane den senere lærdes forskningsretning. Efter at faderen var flyttet til Pest [Budapest], blev den unge Goldziher allerede som gymnasieelev den første studerende hos Hermann Vambéry (Bamberger) (1832 – 1913), som havde berejst Mellemasien (forklædt som derwisch), og som i 1865 var blevet kaldet til universitet i Budapest. Hos ham lærte han persisk og tyrkisk, uden [dog] at modtage afgørende impulser, - hans hovedinteresse gjaldt stadig de jødiske temaer. Men han fik, på Vambérys anbefaling, i 1868 et udenlandsstipendium af undervisningsminister Josef von Eötvös. Først rejste han til Berlin og studerede semitisk filologi hos E. Rödiger, Fr. Dieterici og Wetzstein. Hos Heymann Steinthal (1823 – 1894), som havde ansvaret for den almene sprogvidenskab, lærte han folkepsykologiens metoder, samt den såkaldte linguistiske palæontologi (4). Også med Steinschneider trådte han i forbindelse. Efter et år rejste han til Leipzig til Fleischer og skrev i 1870 disputats hos ham med Studien über Tanchum Jeruschalmi  ['Studier over Tanhum Jerusalmi'], - hvis oprindelse går tilbage til hans berlinertid. Hertil sluttede sig så hans studierejse til Leiden og Wien i 1871,  i 1872 hans professoratskvalifikation, og fra september 1873 til april 1874, som kronen på værket, rejsen til Syrien, Palæstina og Ægypten.
 Hos Fleischer fik han en solid grammatisk skoling og lærte den tekstfortolkningens kunstHossdlkjfassdfsdf, som skulle give hans hovedværker deres solide filologiske grundlag. Ganske vist stillede Fleischers ensidige betoning af filologiens formale side ham ikke tilfreds: han fængsledes af den menneskelige ånds udviklingshistorie, som den fremstilles i Kremers arbejder, og han så i enhver tekst, som han fortolkede, et kulturhistorisk vidnesbyrd. Under Fleischers indflydelse skrev han først Beiträge zur Geschichte der Sprachgelehrsamkeit bei den Arabern  ['Bidrag til sproglærdommens historie hos araberne'] (SWA 1871 – 1873) og sin ’Karakteristik af Suyutis’ (SWA 1871), - men allerede i dem, og  i særdeleshed i hans Beiträgen zur Literaturgeschichte der Schi’a  ['Bidrag til den shiitiske litteraturhistorie'] (SWA 1874) træder tilbøjeligheden til idéhistorie frem. Med den ungarske Geschichte der Sprachwissenschaft bei den Arabern  ['Den arabiske sprogvidenskabs historie'] afsluttedes denne første periode i Goldzihers videnskabelige produktion, og samtidigt kom hans hebræiske studier til deres endegyldige afslutning med værket Der Mythos bei den Hebräern und seine geschichtliche Entwicklung  ['Mythos hos hebræerne og dens historiske udvikling'] fra 1871. I disse ’undersøgelser over mythologi og religionsvidenskab’ ville han eftervise – imod Renan [se kap.48] – at ikke kun indogermanerne [indoeuropæerne], men også semitterne havde haft en mythologi. Han betjente sig her, i tilslutning til Steinthal, af den sammenlignende mythologi, som Adalbert Kuhn og Max Müller havde plejet, og som ud fra en sammenligning af de enkelte indogermanske folkeslags myther drog slutninger til urfolkets myther, og som i [disse mythers enkelte] skikkelser, så personificeringer af naturkræfter. Fx tyder Goldziher broderstriden mellem Kain og Abel som skiftet mellem dag og nat, - og i Abraham genfinder han den dystre nattehimmel, i Sara månen. Derfor adskilte han også de mythiske bestanddele strengt fra religionen og dens kosmogoni og etik. Men når han (side (romertal) 23) havde håbet, at man ville hilse hans studie velkomment, som ’et stadium på vejen frem til det højeste religionsideal’, den rene monotheisme, så blev han gruefuldt skuffet. Den metode han fulgte var allerede dengang voldsomt omstridt, selv om det først var med James Frazer (1854 – 1941) at den endegyldigt blev overvundet, og selv om også bogen i 1877 oplevede en oversættelse til engelsk, så fandt den i almindelighed ingen positiv modtagelse. Men i den jødiske menighed i Budapest gav den anledning til en storm af forargelse, og dette var så meget mere pinligt, som han i samme år havde overtaget sekretær-jobbet i netop denne menighed. For efter at hans velgører Eötvös (allerede i 1871) var død, havde han ingen udsigter til at få et professorat ved universitetet.
 Med dette stormfulde år, 1876, begynder den anden periode i Goldzihers litterære virksomhed, som varer til 1910. I denne periode vendte han sig med stadig større beslutsomhed til islamforskningen. Hans virksomhed som sekretær for den jødiske menighed, som han måtte vie mindst 6 timer daglig, var for ham en trykkende last, som han først i 1905, da han [endelig] fik et professorat ved universitetet, kunne kaste af sig. Men trods de ugunstige ydre forhold, skabte han i disse år sine store mesterværker, fra Zahiriten (1884) til Vorlesungen über den Islam [se nedenfor]. Ofte gik forarbejder på ungarsk forud (5). Fx indeholder hans bog Az Islam (1881)  ['Islam'] undersøgelser, hvoraf nogle går igen i omarbejdet form i hans Muhammedanische Studien  ['Muhammedanske studier'], - men den anmeldelse, som hans ven Bacher (6) indrykkede (i ZDMG 36, 720 – 724), kunne ikke give et fyldestgørende indtryk af værkets indhold og betydning, så det blev Die Zahiriten, ihr Lehrsystem und ihre Geschichte (1884)  ['Zahiriterne, deres læresystem og deres historie'], som grundlagde hans ry som islamforsker. Her gav Goldziher - ikke en systematisk men – en historisk orienteret indføring i den islamiske retsvidenskabs metodelære, hvorunder han førte de principielle stridigheder imellem de ortodokse retsskoler frem i dagens klare lys og dermed åbnede forståelsen for Dawud az-Zahiris standpunkt  [Zahiriterne]. Dernæst belyste han den [Zahiriske] skoles særstilling ud fra dens koran- og traditionsfortolkning og dens anvendelse af lovkategorierne, samt behandlede skolens historie indtil dens opløsning - og her især dens mest ekstreme talsmand, Ibn Hazm, som overførte skolens grundsætninger på dogmatikken. Som tillæg gav Goldziher omfangsrige tekstuddrag som [en slags] erstatning for den krestomati [tekstudvalg] af den islamiske teologiske litteratur, som vi stadig [1955] mangler. Denne bog, som  i undertitlen betegnes som Beiträge zur Geschichte der muhammedanischen Theologie  ['Bidrag til den muhammedanske teologis historie'], var tænkt som indledning til en række undersøgelser af den muhammedanske religions udviklingshistorie, som skulle tjene forståelsen af islams sjæl. Denne række blev fortsat i de epokegørende Muhammedanische Studien  ['Muhammedanske studier'] (2 bind, 1889 – 1890), hvoriblandt, af de dér samlede afhandlinger, hans Über die Entwicklung des Hadith  ['Om hadiths udvikling'] (bind 2, side 1 – 274) var den vægtigste, både af omfang og af indhold. Deri efterviste Goldziher, åndrigt og skarpsindigt, hvilken rolle den islamiske tradition havde spillet både i magtkampene mellem umajjaderne og abbasiderne, i de religiøst-politiske partier og gruppers stridigheder, som middel til opbyggelse og støtte, som genstand for lærd samleriver og studium, - og påviste, med et væld af eksempler fra traditionslitteraturen, de forskellige tendenser som var virksomme ved hadits opståen, udformning og udbredelse, - med det resultat, at man måtte ’betragte den overvejende største del af dem som resultater af islams religiøse og samfundsmæssige udvikling i de første to århundreder’. At traditionerne [hadith] ikke uden forbehold kunne anvendes som historisk kilde til Muhammeds udsagn og handlinger, havde allerede [tidligere] indsigtsfulde forskere erkendt, men først Goldziher erstattede den vilkårlige skepsis med en metodisk velfunderet kritik, [bygget på] principper som stammede fra den kritiske historisme. Dermed var forskningen stillet foran den opgave, at undersøge islams religionshistoriske udvikling påny, - en opgave, hvortil Goldziher i talrige arbejder selv leverede vigtige bidrag. Heller ikke hans filologiske og litteraturhistoriske værker kan skjule hans åndshistoriske interesser. Fx udgav han Hutai’a’s digtsamling, for derigennem at anskueliggøre hedenskabets modstand mod den nye religion, og af hans Abhandlungen zur arabischen Philologie ['Afhandlinger vedrørende den arabiske filologi'] er størstedelen af det første bind viet lignende temaer. Goldzihers styrke lå i den videnskabelige monografi, - heller ikke i sin klassiske Vorlesungen über den Islam  ['Forelæsninger om islam'] (7)(1910) gav han en systematisk fremstilling, men behandlede (med udeladelse af den politiske historie) de vigtigste sider af den religionshistoriske udvikling: Muhammed, lovgivningens udvikling, dogmatikkens udvikling, askese og sufisme, sekt-væsenet og sluttelig: senere udformninger.
 Til [Goldzihers] tredje periode (1911 – 1921) hører, foruden udgivelsen og bearbejdelsen af Streitschrift des Gazali gegen die Batinijja-Sekte  ['Gazalis stridsskrift mod Batinijja-sekten'] (1916), især Goldzihers alderdomsværk Die Richtungen der islamischen Koranauslegung  ['Retninger indenfor den islamiske koranfortolkning'] (1920). Også her dannede den religionshistoriske fortolkning af arabiske tekster, - denne gang af tafsir-litteraturen [’tafsir’ = ’kommentar’] – den filologiske underbygning for et stort anlagt overblik over den indfødte koranfortolknings historie fra dens tidligste begyndelse til samtidens [1920] islamiske modernisme, - og man ser her mange iagttagelser og indsigter, som Goldziher havde udtalt allerede i sin ungdom, smelte sammen til en frugtbar syntese.
 Et år efter denne bogs udgivelse, - som Goldziher har betegnet som sit smertensbarn (8) - døde han af lungebetændelse, - dybt begrædt af mange, som i ham ikke blot havde mistet den store lærde, men også det ædle menneske og den medfølende og forstående ven. Han havde en større indvirkning på islamstudiernes gang, end nogen anden af sine samtidige og har på afgørende måde udstukket kurs og udviklingsretning for forskningen.


57. Christian Snouck Hurgronje



 Goldzihers banebrydende arbejder på de islamiske studiers område, blev på det heldigste suppleret af hollænderen Christian Snouck Hurgronje (1857 – 1936) (9). Hvor Goldziher havde synliggjort de første århundreders lidenskabelige partikampe, - de kampe, som lå bag ved traditionens tilsyneladende så rolige og ubevægelige islambillede, og hvoraf den ortodokse islam var opstået, - så viste Snouck Hurgronje, at den tørre kausuistik man finder i fiqh (10) var en facade, bag hvilken der [ligeledes] skjulte sig en sej kamp mellem den ideale, gudvillede retsnorm, og så den af sædvaneretten rundne retsbrug. Dermed gav han plads til den religions-, rets- og kulturhistoriske forståelse af de [selvsamme] arabiske retsbøger, som man indtil da, i Holland og andre steder, hovedsageligt kun havde beskæftiget sig med af kolonialpolitiske grunde, altså rent praktisk [sml. fx William Jones, og hans Digest of Hindu and Muhammedan Law, kap.26]. Snouck Hurgronje fik mangen en litterær dyst at udkæmpe med den ældre retning – især repræsenteret af L.W.C.van den Berg,  - som mente, at den ostindiske ø-verdens muslimer fulgte deres religions kanoniske lov, om end med visse undtagelser, og at kolonialforvaltningen skulle anvende netop denne retspraksis.
 Snouck Hurgronje studerede hos de Goeje og skrev i 1880 disputats med et fremragende arbejde om Het Mekkaansche Feest  ['Festen i Mekka'], hvori han undersøgte oprindelsen til den islamiske pilgrimsrejse og gjorde koranens udsagn om ’Abrahams religion’ tidshistorisk forståelige. Som afslutning på sine studier rejste han til Nöldeke i Strassburg. Opmuntring fra Goldziher, som han stod i brevveksling med, gav ham mod til at fortsætte med udforskningen af fiqh, selv om hans lærere frarådede det. Her spillede også hans interesse for den samtidige islam og for Hollands kolonialpolitik en vis rolle, - således accepterede han en stilling ved det institut, som uddannede aspiranter til tjenesten i kolonierne og i 1884 rejste han til Arabien, tilbragte i 1885 seks måneder i Mekka, men måtte forlade den hellige by umiddelbart før pilgrimsfesten (11). Erfaringerne fra dette ophold fremlagde han i sin tysksprogede Mekka (2 bind samt billedatlas, 1888 – 1889), som giver en livfuld skildring af byen og dens sherif’er, af dens beboere (også muslimer fra det ostindiske øhav) og deres daglige liv, deres sæder og skikke, deres lærde og deres studier, en skildring der, som samtidsdokument, har blivende værdi. Da han i 1889 blev sendt til Java for at studere islam, trådte han endegyldigt ind i koloni-tjenesten, hvor han først blev sendt til det nordlige Sumatra i det tidligere kongedømme Atjèh, som trods alle de anstrengelser hollænderne siden 1873 havde gjort sig, ikke var fuldstændigt under kontrol. Efter et to-årigt ophold gav Snouck Hurgronje i sit værk De Atjèhers  ['Atjèherne'] (2 bind, 1893 – 1894) (12) en mesterlig skildring af den samfundsmæssige struktur, forvaltning, retspleje, handel, fester, sæder og skikke, lærdom, litteratur og religion i dette hidtil lidet udforskede område og hos dets beboere. I denne fremstilling skelnede Snouck Hurgronje omhyggeligt mellem den islamiske lovs ideale norm og så den faktiske retsnorm, og gav dermed sine læsere ikke blot et indblik i et hidtil næsten upåagtet islamisk folks verden, men gav også nøglen til en historiske forståelse af de overordentlig [store] forskelle, som den nuværende islamiske verden opviser. Som rådgiver for kolonialforvaltningen udviklede han desuden sine synspunkter på hvilken religionspolitik man skulle følge overfor muslimerne, - men denne del af hans udredninger har nu kun historisk interesse. Senere lærte Snouck Hurgronje på sine tjenesterejser også det indre af det nordlige Sumatra at kende, og han beskrev land og folk i sit sidste hovedværk Het Gajoland en zijne bewoners  ['Gajolandet og dets beboere'] (1903). I 1906 accepterede han et kald til lærestolen i arabisk på universitetet i Leiden, som efterfølger for de Goeje, og trådte efter 17 års tjeneste ud af kolonitjenesten. Men som regeringsråd udøvede han også senere en stor indflydelse på sit lands islampolitik og tog i sin skribentvirksomhed gerne ordet om dagens spørgsmål og om problemer med den samtidige islam. Som akademisk lærer udøvede han indtil 1927 en meget frugtbar virksomhed. Det skal heller ikke glemmes, at han gik fyndigt ind for gennemførelsen af de to store projekter i Leiden: et islamisk leksikon  ['Islamisk Encyclopædi', se kap.87] og en konkordans (13) til den [samlede] muslimske tradition.


58. Eduard Sachau



 Blandt det tyske riges arabister var Eduard Sachau  (14)(1845 – 1930), som professor ved Berlins Universitet og rektor for det i 1887 grundlagte Seminar for Orientalske Sprog, den officielle repræsentant for orientalistikken. Klog, behændig og forbindtlig i sin omgangsform, med vidtstrakte interesser og et sikkert blik for de givne muligheder forstod han at løse de ham stillede praktiske opgaver samtidigt med at han gennem egne arbejder tjente forskningen. Han havde begyndt sine studier i Kiel i 1864 hos Dillmann og dennes efterfølger Nöldeke, men det var kommet til en alvorlig uoverensstemmelse mellem ham og Nöldeke, og Sachau rejste så i 1865 til Leipzig, til Fleischer, hvor han skrev disputats i 1867. Ud af hans disputats voksede den i samme år udkomne udgave af Jawaliqis Kitab al-mu’arab,  ['Bogen om fremmedord i arabisk', 11./12.årh], som viser sin forfatters mangesidige sprog- og sagkundskaber (15). Allerede i 1869 blev han ekstraordinær professor i Wien, blev i 1872 ordinær professor og kaldtes i 1876 til Berlin. Orienten lærte han først at kende på en ’Rejse til Syrien og Mesopotamien’, som han foretog i 1879 – 1880 i den preussiske regerings tjeneste, og som han i 1883 beskrev i en bog af samme navn, Reise nach Syrien und Mesopotamien. Allerede i sin tid i Wien havde han udgivet de syriske fragmenter til Theodor af Mopsuestia, i 1869, samt - under titlen Inedita syriaca ['Uudgivne syriske [tekster]'] (1870), - syriske oversættelser af værker af den græske profanlitteratur. Så udgav han i 1880, sammen med retshistorikeren Karl Georg Bruns, Syrisch-römische Rechtsbuch  ['Syrisk-romersk retsbog'] fra det 5.århundrede, i tekst og oversættelse, hvorpå fulgte de tre bind Syrische Rechtsbücher  ['Syriske retsbøger'] (1907 – 1914). Udbyttet af sin første orientrejse bestod, udover epigrafisk [indskrifter] og sprogligt materiale, i en samling syriske håndskrifter, som blev overtaget af biblioteket i Berlin, og som han i 1899 katalogiserede sammen med den ældre bestand af syriske håndskrifter. De papyri og ostraka [potteskår], som man i 1906 – 1908 fandt på Elephantineøen, offentliggjorde han i 1911 på foranledning af Berlins museer, i en fremragende udstyret udgave.
 I 1869 påtog Sachau sig at oversætte Birunis ’De gamle folkeslags kronologi’ [10./11.årh.] til engelsk for Oriental Translation Fund i London  ['Fond til [fremme af] Orientalske Oversættelser']. Først besørgede han en udgave af den arabiske tekst, 1876 – 1878, hvor Wüstenfeld hjalp med korrekturlæsningen, og hvor han fik sagkyndig rådgivning af astronomer og matematikere for de tekniske dele af værkets vedkommende. Den engelske oversættelse fulgte i 1879. I mellemtiden havde Sachau, på de Slanes indtrængende anmodning, erklæret sig rede til også at overtage bearbejdelsen af Birunis Indiens-bog, som Woepcke og de Slane oprindeligt var udset til. Efter femten år kunne han så lade teksten udkomme i 1887, på grundlag af et [enkelt] godt håndskrift, som var i Charles Schefers besiddelse, - den engelske oversættelse fulgte i 1888. Med disse vigtige værker gjorde Sachau en af middelalderens største lærde kendt i vesten, og det gør intet afbræk i hans fortjeneste, at man nu har bedre og fuldstændigere håndskrifter til rådighed for kronologien og at indologiens fremskridt muliggør en bedre forståelse af Indiens-bogen.
 I 1897 leverede Sachau - i de af ham udgivne lærebøger til Seminariet for Orientalske Sprog - en fremstilling af den muhammedanske ret efter shafiitisk lære, - som blev genstand for en indgående kritik fra Snouck Hurgronjes side (16).
 Snart efter fattede Sachau planen til [hvad der skulle blive] hans største præstation på den arabiske filologis område, - udgaven af Ibn Sa’ds store [såkaldte] klassebog  (17)[9.årh.], hvis tekst han i samarbejde med C.Brockelmann, J.Horovitz, J.Lippert, Br. Meissner, E.Mittwoch, Fr. Schwally og K.V.Zetterstéen lod udkomme i årene 1904 – 1918. Dermed blev et værk gjort alment tilgængeligt, hvis værdi - som kilde til Muhammeds og hans ledsageres liv samt som den ældste samling af hjemmelsmændsbiografier - var blevet kendt gennem Sprengers, Muirs og Nöldekes arbejder, og som Wüstenfeld havde benyttet i sine Genealogische Tabellen  ['Slægtstavler']. Som indledning til det først udkomne bind, bind III 1, leverede Sachau en værdifuld studie af den historiske overlevering før Ibn Sa’d. På de otte bind med teksten – hvor det tekstkritiske apparat ikke var placeret for neden på siden, men henvist til et tillæg – skulle så følge de nødvendige registre, tilføjelser og forbedringer, samt – med Tabari-udgaven som forbillede – en ordfortegnelse og en almindelig indledning. På grund af tidernes ugunst kunne Sachau dog, i 1920 som bind IX 1, kun trykke det af Ahmad Waly sammenstillede register over de personer i værket, som havde fået deres egen artikel, - for så otte år senere, som bind IX 2, at lade de af ham selv sammenstillede registre over sted- og folkenavne, profetord, rim og korancitater følge. Han beskæftigede sig med fortsættelsen af dette arbejde indtil sin død i 1930. Endeligt udkom i 1940, som bind IX 3, endnu et register over de personer som nævnes i værket (bortset fra de som forekommer i kæderne af hjemmelsmænd), - hvor dog, desværre, opslagsordene er givet i den form de har i selve teksten, så brugeren møjsommeligt må stykke de steder, hvor en bestemt person er nævnt, sammen [ved opslag] under de forskellige navneformer (18). Det er en opgave, som stadig venter, ved udgivelsen af et fuldstændigt personregister, såvel som af tilføjelser og forbedringer, at bringe denne store udgave, som for altid vil være forbundet med Sachaus navn, til en værdig afslutning.


59. August Müller



 Foruden Nöldeke, Wellhausen og Sachau, var der ved de tyske universiteter i den sidste tredjedel af det 19.årh. adskillige arabiskkyndige ansat, som en for tidlig død hindrede i at indhøste den fulde [fortjeneste] af deres videnskabelige arbejde. - Blandt dem stod August Müller  (19)(1848 – 1892) i første række. - Som elev af Fleischer besad han en solid grammatisk skoling, men hans livfulde ånd ansporede ham til også at stille sine sprogkundskaber til tjeneste for historiske studier, og han vendte senere kun en enkelt gang tilbage til den arabiske digtning, som hans disputats over Imra’ al-Qais Mu’allaqa [6.årh.] fra 1869 var viet til, - nemlig da han i 1890, med Nöldekes hjælp, leverede ordfortegnelsen til dennes Delectus Veterum Carminum Arabicorum  ['Udvalg af ældre arabiske digte']. - R. Gosche henviste ham til Ibn abi Usaibi’as endnu uudgivne læge-biografier, og Flügels udgave af Fihrist  [en vigtig bogfortegnelse fra det 10.årh.] (hvortil Müller sørgede for trykningen af bind 2 (med Flügels anmærkninger og registre)), fik den plan til at modnes i ham, at fremlægge biografiske og bibliografiske tekster til de eksakte naturvidenskabers historie i islam i kritisk bearbejdelse. I festskriftet til G.Bernhardy i 1872 oversatte og kommenterede han afsnittet om Die griechischen Philosophen in der arabischen Überlieferung  ['De græske filosoffer i den arabiske overlevering'] og bearbejdede i 1875, i festskriftet til Fleischer (Morgenländische Forschungen  ['Østerlandske studier']), den arabiske fortegnelse over de aristoteliske skrifter efter Ibn Qifti. På grund af de lavere trykkeomkostninger i Kairo besluttede han at lade teksten til Ibn abi Usaibi’a trykke dér, af Mustafa Wahbi, hvor så Spitta ville overvåge trykningen. Men Spitta måtte snart forlade Ægypten og nu handlede Wahbi temmelig vilkårligt med teksten, ændrede den efter eget forgodtbefindende og udelod vokaltegnene, linietællingen og de klammer, som skulle gøre forskel på plus og minus. Særlig ødelæggende var det, at han i begge de to registre, som forekom ham temmelig overflødige, som hovedregel reducerede hvert opslag til én enkelt linie, så der ved hyppigt forekommende navne altid kun er opført de første forekomster. Bortset fra registret adskiller teksten, - som udkom i 1299/1882 i 2 bind, udgivet af  ”Imra’ al-Qais Ibn at-Tahhan”, og med et af Spitta forfærdiget arabisk forord, - sig derfor næppe fra ét af de mange øvrige orientalske tryk, og der var intet andet for Müller at gøre, end at udgive et tillæg på eget forlag (Königsberg 1884), som indeholder et supplement (dhail) til registrene (med sidetal i forlængelse af Kairo-udgavens sidetælling, som side 123 til 145), og så som hoveddel: ’Læsemåderne’ (side 1 – 60), ’Sammenligning af versionerne, for så vidt angår de tekststykker som ikke er ens overleverede’ (side 61 – 70) og’Forbedringer’ (side 71 – 80). Forudstillet er et ’Forord’, som beretter om udgavens skæbne (side (romertal) 5ff), om håndskrifter og tekst (side 12ff) og om den ældre litteratur om Ibn abi Usaibi’a (side 34ff), endvidere et sidste efterslæt af ’Forbedringer’ (side 39 – 41) samt yderligere ’læsemåder’ fra et siden tilkommet og benyttet håndskrift (side 47 til 50). Alt dette gør benyttelsen af Müllers - endnu i dag [1955] ikke afløste - udgave yderst omstændelig. I sin Über Text und Sprachgebrauch von Ibn abi Usaibias Geschichte der Ärtzte  ['Om tekst og sprogbrug i Ibn abi Usaibias ’Lægernes Historie'’] leverede A. Müller i Münchener akademiets mødereferater for 1884 en fortræffelig studie.
 Efter Ibn abi Usaibi’a fulgte - i to store bind fra 1885 til 1887 - Müllers Islam im Morgen- und Abendland (= W.Oncken, Allgemeine Geschichte in Einzeldarstellungen II, 4  [’Islam i Orient og Occident’ i W.Oncken: ’Den almene historie i enkeltfremstillinger']). Formålet med denne bog: at give det læge publikum en videnskabeligt funderet, almenforståelig fremstilling af islams politiske historie, kunne - når man tager forskningens daværende lave stade på dette område i betragtning - ikke løses tilfredsstillende,. Nöldeke, som forlaget først var gået til, havde afvist opgaven, og foreslået Müller (20), som sagde ja, men snart mærkede, at der kun for en fjerdedel af den periode værket skulle dække var tilstrækkelige forarbejder til rådighed, - heriblandt først og fremmest værker af Weil, von Kremer, Dozy, - samt, for så vidt Muhammeds levned angik, Müllers ven O.Loths skriftlige optegnelser. Også fremstillingen af islam i L. von Rankes værker kunne Müller takke for inspiration, men følte sig også udfordret heraf til modsigelse. Hullerne søgte han at gabe over ved sine egne ræsonnementer, hvorunder dog den nogle gange ret så friske tone ikke kan skjule, at forfatteren følte sig usikker. Kritikken modtog i almindelighed værket positivt. Dette værk forblev - til langt ind i det 20.århundrede – standardværket for det tyske læsende publikum, når det gjaldt islams historie.
 I 1887 udkom det 5.oplag af Casparis grammatik (som Müller allerede i 1876 havde besørget det 4.oplag af), -  i det væsentlige på grundlag af Wrights fortræffelige engelske bearbejdelse [se kap.49] og med støtte fra Fleischer, Nöldeke og Loth. Müller fandt selv, at det var en mangel, at skrift- og lydlære ikke var klart adskilte i grammatikken og at den manglede enhver sprogvidenskabelig behandling, - men arbejdet på hans islambog gav ham ikke tid til overs til en grundig gennemarbejdelse af grammatikken.
 Müllers virksomhed indskrænkede sig ikke til det arabiske område. Virkelysten og glad ved at arbejde tog han ethvert arbejde til sig, som dagen og vejen krævede af ham. Han skrev en hebræisk skolegrammatik i 1878 og for Porta linguarum orientalium skrev han en, for sin tid, fortjenstfuld tyrkisk grammatik. For den af Paul Haupt (1858 – 1936) udgivne ’regnbuebibel’ overtog han Ordsprogenes bog. Han planlagde et grundrids af den semitiske filologi, og erhvervede sig endeligt en blivende fortjeneste ved – i samarbejde med andre orientalister – fra 1887 at udgive Orientalische Bibliographie  ['Orientalsk bibliografi'], som under hans behændige og samvittighedsfulde ledelse, berettede hurtigt og pålideligt om nyudgivelser [på området. Se også kap.61].


60. De arabiske studier i Tyskland fra 1870 til 1900



 Blandt Fleischers tidligt afdøde elever var også Otto Loth (21) (1844 – 1881). Han offentliggjorde forholdsvis lidt: en disputats om Ibn Mu’tazz (1866), et skrift om Ibn Sa’d, hvormed han i 1869 i Leipzig kvalificerede sig til professorat, samt hans Catalogue of the Arabic Mss. in the Library of the India Office ['Katalog over de arabiske håndskrifter i Indiensforvaltningens bibliotek', se kap.43], som han sammenstillede i årene 1870 – 1872 i London. For Tabari-udgaven i Leiden, sammenlignede han i efteråret 1879 manuskripter i Istanbul, og de varme ord, som de Goeje viede hans minde i 1885 (22), viser, hvilke store forhåbninger som blev båret til graven med Loth. De Goeje viede i 1885 den udgave af Ibn Faqih (BGA V), som han færdiggjorde ved hjælp af Loths afskrift af teksten, til hans minde.
 Endnu mere tragisk var hans ven Wilhelm Spittas (23) (1853 - 1883) skæbne, en søn af ’Psalter und Harfe’’s digter. Efter at han havde skrevet disputats hos Fleischer med et arbejde Zur Geschichte Abu l’Hasan al As’aris  ['[Bidrag] til Abu l’Hasan al As’aris historie'] blev han om sommeren samme år kaldet til direktør for khedivialbiblioteket i Kairo (24), hvor han især fik gennemført katalogiseringen af de arabiske håndskrifter (25). Under ’Arabi Paschas opstand blev han dog i 1882 afskediget fra sin stilling og vendte – allerede svært lungesyg – tilbage til Tyskland, hvor han døde i efteråret 1883.
 En frugt af hans ægyptiske ophold var hans Grammatik des arabischen Vulgärdialektes von Ägypten  ['Grammatik over det arabiske dagligsprog [vulgærdialekt] i Ægypten'] (1880), den første videnskabelige fremstilling af denne dialekt. Som tillæg hertil samlede han de – af litterære forbilleder stærkt influerede - Contes arabes modernes  ['Moderne arabiske fortællinger'] (1882). Begge værker er nu forældede. Deres mangler ligger dels i den utilstrækkelige behandling af fonetikken, dels også i den utilstrækkelige skelnen mellem de forskellige lokale og sociale [under]dialekter, - men først og fremmest i hans metodisk forfejlede grundsyn på ’dialekt’:  han håbede at dialekten kunne hæves op til at blive litteratursprog og træde i stedet for det klassiske arabiya.
 Spittas efterfølger i Kairo var Karl Vollers (1857 – 1909), - fra 1886 til han blev kaldet til Jena i 1896. Fra ham stammer nogle temmelig mådelige tekstudgaver af Ibn Duqmaq [14.årh.], Ibn Sa’id [13.årh.] og Mutalammis [6.årh.]. Mest kendt blev han for sin tese, at koranen skulle være skrevet i Mekkas folkedialekt og senere blevet redigeret efter litteratursprogets regler, - en påstand, hvis urigtighed Nöldeke øjeblikkeligt påviste.
 Blandt Fleischers elever blev det Heinrich Thorbecke (26) (1837 – 1890), der – ligesom han selv – valgte udforskningen af det arabiske sprog og dets historie fra den ældste digtnings tid til de moderne dialekter til sin livsopgave. Han var en god kender af den gamle digtning, hvad hans (ufuldendte) udgave af Mufaddaliyat [6./7.årh. – en digtsamling samlet i det 8.årh.] fra 1885 viser. Han udgav i 1871 en fremragende udgave af Hariris Durrat al-gawwas  ['Dykkerens perle'. 11./12.årh.], og som medarbejder på Tabari-udgaven i Leiden (II 1, side 1 – 295) bearbejdede han årene 40 – 60h. Hans interesse for de samtidige dialekter var baggrunden for hans udgave af M.Sabbaghs Grammatik der arabischen Umgangssprachen Syriens und Ägyptens (1866)  ['Grammatik over de arabiske dagligsprog i Syrien og Ægypten']. Da han i 1890 efter kort tids sygdom bukkede under for et hjerteslag, efterlod han omfattende optegnelser: afskrifter af håndskrifter, men især en stor seddelsamling [beregnet] på en fremtidig arabisk ordbog, som desværre ikke har fundet nogen endegyldig anvendelse (27).
 Fleischer var af den mening, at udforskningen af den arabiske nationalgrammatik må sætte ind ved dens seneste repræsentanter, og opmuntrede derfor Gustav Jahn (1837 – 1917), som i 1870 var blevet introduceret af E.Rödiger i Berlin til studiet af Zamahsaris Mufassal  [11./12.årh.], til at udgive Ibn Ya’is’ kommentar. Udgaven, som Fleischer læste korrektur på og Wüstenfeld reviderede (og hvor Ahlwardt, V.Rosen og Thorbecke hjalp med versene), udkom uden noget kritisk apparat i 1882 – 1886 i to store bind. Derefter udgav Jahn i 1894 – 1900 en oversættelse af Sibawaih [8./9.årh.] efter Derenbourgs udgave og Sirafis kommentar, - hvilket indviklede ham i en lang polemik med Praetorius (28). Andre litterære stridigheder opstod af, at han foretrak septuaginta for den masoretiske tekst (29) og af hans afvisning af elephantine-papyri’enes og mesa-stelens ægthed , - meninger han livet igennem hårdnakket fastholdt. Hans sidste arbejde gjaldt de gamle hebræeres gudsbegreb og deres historieskrivning.
 I 1870 blev Albert Socin (30) (1844 – 1899) kaldet til Fleischers lærestol, - han havde siden 1873 virket i Tübingen. I betydning kunne han hverken måle sig med Thorbecke eller Loth. Han skrev disputats i 1867 hos Gosche, - en udgave af ’Alqama [7.årh.], hvis svagheder Ahlwardt påpegede i 1872 i sin Bemerkungen über die Echtheit der alten arabischen Gedichte  ['Bemærkninger til [spørgsmålet om] ægtheden af de gamle arabiske digte']. Han besøgte i 1868 - 1870 og i 1873 Kairo, Ægypten, Palæstina, Syrien og Irak. Fra sin første rejse hjembragte han vigtigt linguistisk materiale til det nyhebræiske, nyaramæiske og til det kurdiske, som han offentliggjorde, - dels alene: Die neuaramäischen Dialekte von Urmia bis Mosul  ['De ny-aramæiske dialekter fra Urmia til Mosul'], tekst og oversættelse (1882), - dels sammen med sin rejsefælle Eugen Prym:  Kurdische Sammlungen, Erzählungen und Lieder in den Dialekten des Tur ’Abdin und von Bohtan  ['Kurdiske samlinger, fortællinger og sange i dialekterne fra Tur ’Abdin og i Bohtan'], samlet, udgivet og oversat, 2 bind, 1887 – 1890. De betydeligste var dog de tekster i den ny-aramæiske dialekt fra Ma’lula, som i 1915 blev udgivet af Bergsträsser (31). Af de arabiske materialer var langt det mest omfangsrige og indholdsmæssigt mest betydningsfulde den Diwan aus Zentralarabien,  ['Digtsamling fra det centrale Arabien'] som blev udgivet af hans elev Hans Stumme i årene 1900 – 1901.
 Socins interesser var ikke begrænset til de nulevende dialekter. Han skrev i 1885 en arabisk grammatik til Porta linguarum orientalium, som snart fik vid udbredelse og – i en bearbejdelse af C.Brockelmann fra 1904 – endnu i dag [1955] er den foretrukne lærebog ved begynderundervisningen. Han beskæftigede sig meget med Palæstinas geografi, påviste sammen med Emil Kautsch i 1876 de moabitiske antikviteters uægthed og var en af grundlæggerne af Deutsche Palästinaverein  ['Den tyske palæstinaforening'], hvis tidsskrift kunne tælle ham blandt sine mest trofaste medarbejdere.
 En elev af Fleischer og Nöldeke var endelig Jakob Barth (32) (1851 – 1914), som fra 1874 underviste på det netop grundlagte ortodokst jødiske rabbinerseminarium i Berlin, og som senere også var aktiv ved universitetet. Han var en fremragende kender af det arabiske sprog og publicerede fortræffelige udgaver både af Ta’labs Kitab al-Fasih  ['Bogen om det rene [sprog]', 9.årh.] i 1876, et af de grundlæggende værker i den arabiske purisme [sprogrenselses-bevægelse], såvel som af beduindigteren Qutamis digtsamling [8.årh.]. Også på Tabari-udgaven fra Leiden var han medarbejder, [men(?)] da han kun havde den grammatiske forståelse af teksten i tankerne, bekymrede han sig kun lidt om indholdet og havde en tilbøjelighed til at foretage voldsomme emendationer (33), navnlig i de gamle digtere. Det andet område, som han med forkærlighed beskæftigede sig med, var den sammenlignende semitistik (34), - men han fulgte ikke med den almindelige sprogvidenskabs (især den indoeuropæiskes) udvikling, og mente han kunne forklare den sproghistoriske udvikling gennem logiske rekonstruktioner. Det havde det til følge, at hans sprogvidenskabelige værker, særlig hans indholdsmættede [skrift] om nominaldannelsen, må betragtes som blotte materialesamlinger.
 Barth udgav i 1881 (som program for et seminar), Maimonides arabiske kommentar [12.årh.] til mischna-traktaten Makkoth og påbegyndte dermed den lange række af del-udgaver, hvormed denne tekst, med sin store betydning for det middelarabiske [omtr.= middelalderarabiske] ordforråd, hen ad vejen blev gjort alment tilgængelig (35).
 En anden af Nöldekes elever, Siegmund Fraenkel  (36)(1855 – 1909), senere professor i Breslau, hørte ikke til Leipzigerskolen. Efter at han i sin disputats De vocabulis in Corano peregrinis  ['Om fremmedord i koranen'] (1880) havde bevist sit talent for udforskning af ord, udgav han i 1886 en undersøgelse af Aramäischen Fremdwörter im Arabischen  ['Aramæiske fremmedord i arabisk'], som hviler på et grundigt kendskab både til den arabiske litteratur og til den aramæiske, - især den rabbinske, - medens der ikke er taget hensyn til assyriologiens, sabæistikkens, ligesom overhovedet den semitiske epigrafiks og arkæologis resultater. Som medarbejder på Tabari-udgaven i Leiden bearbejdede han krøniken for årene 61 – 65h.
 Blandt de øvrige orientalister i denne periode nød de arabiske studier i almindelighed ikke megen opmærksomhed. [Men] fx udgav Nöldekes efterfølger i Kiel, Georg Hoffmann (37) (1845 – 1933) i sin Syrisch-arabischen Glossen I  ['Syrisk-arabiske ordfortegnelser'] (1884) den første halvdel af Bar ’Alis ordbog og gav i de omfangsrige kommentarer til hans Auszüge aus syrischen Akten persischer Märtyrer  ['Udtog af syriske skrifter om persiske martyrer'] (1880) bidrag til den historiske topografi, som også er værdifulde for islamvidenskaben. I Max Försters Physiognomonici graeci  (38)  ['Græske fysiognomer'] udgav han den arabiske version af Polemus [græsk forf. 1./2.årh.] med latinsk oversættelse. 
 Ellers var det mest teologer som beskæftigede sig med den kristent-arabiske litteratur. Paul de Lagarde (39) (1827 - 1891) som i 1869 fik professoratet i orientalske studier ved det filosofiske fakultet i Göttingen, forsømte – i sit arbejde med bibeltekstens overlevering – heller ikke de arabiske versioner, hvis underordnede betydning han dog [udmærket] var klar over. Men – endnu helt under indflydelse af den senromantiske ånd, og ikke fortrolig med de filologisk-historiske kritiske metoder – forstod han ikke at udbedre en tekst kritisk. Fx udgav han i 1864 Die vier Evangelien arabisch  ['De fire evangelier på arabisk'], besørgede i sin Materialien zur Geschichte und Kritik des Pentateuchs 1867  ['Materialer til pentateuchens [de 5 mosebøgers] historie og kritik'] et aftryk af to håndskrifter fra Leiden (40) og gentog i sin Psalterium Job Proverbium  ['Salmerne, Job og Ordsprogenes bog'] fra 1876 syv – med en enkelt undtagelse allerede tidligere trykte – arabiske oversættelser. Hans beskæftigelse med den spanske jøde Harozis hebræiske makamer – som han udgav i 1881 – førte ham til Pedro de Alcalas skrifter [se kap.8], hvoraf han også besørgede et aftryk i 1884. Endelig udgav han i 1889 en Übersicht über die im Aramäischen, Arabischen und Hebräischen übliche Bildung der Nomina,  ['Oversigt over den almindelige navneordsdannelse i aramæisk, arabisk og hebræisk'], som er gennemtrængt af romantikkens sprogfilosofi, og mangler enhvert spor af indflydelse fra den sprogvidenskabelige positivisme, som dengang var blevet enerådende i den indogermanske [indoeuropæiske] sprogvidenskab.
 Skønt Lagardes virksomhed havde vist, at det ikke gik an at drive studiet af de semitiske sprog efter fortrinsvis teologiske synspunkter, så blev dog en af hans ivrigste tilhængere, Eberhard Nestle (41) (1851 – 1913), som var udgået fra Tübinger Stift, af kultusministeriet i Württemberg i 1890 betroet varetagelsen af den lærestol, som var blevet ledig ved Socins tiltræden i Leipzig. Nestle skulle her (42) undervise i de semitiske sprog i betydningen sacra philologia og inddrog også det arabiske og islam i denne opgavebeskrivelse. Men hans varetagelse afsluttedes efter fem år, og i hans sted trådte en elev af Socin, Christian Friedrich Seybold (43) (1859 – 1921), som i 1886 havde udgivet et grammatisk skrift af Ibn Anbari og som også senere fortrinsvis var aktiv på dette område [udgivervirksomhed] (44). Nestle blev i 1894 professor ved det evangelisk-teologiske seminarium i Maulbrunn og vandt snart stor anerkendelse ved de udgaver af det græske nye testamente, som han fra 1898 besørgede, og som snart fandt almindelig udbredelse (45).


61. Bibliograferne



 Allerede omkring midten af det 19. århundrede begyndte mangelen på bibliografiske hjælpemidler at gøre sig stedse mere mærkbar, ikke blot indenfor de arabiske studier, men på hele det orientalske forskningsområde. Hvor Schnurrer [se de talrige henvisninger til ham i noterne til den første tredjedel af nærværende skrift] med de knap 500 numre i sin Bibliotheca Arabica havde kunnet omfatte omtrent alt hvad der var trykt af arabiske tekster i Europa indtil 1810, så var antallet af tekster og litteraturen om dem i mellemtiden steget betydeligt, først og fremmest takket være de orientalske trykkeriers utrættelige virksomhed. Et forsøg på at opregne alle trykte værker på arabisk, persisk og tyrkisk, gjorde Theodor Zenker (46) – især kendt for hans nyttige Dictionnaire turc-arabe-persan  ['Tyrkisk-arabisk-persisk ordbog'] (2 bind, 1866 – 1876) - i sin Bibliotheca Orientalis I (1840) og atter, nu ikke alfabetisk efter forfattere, men efter emne, i det første bind af sin Bibliotheca orientalis, Manuel de bibliographie (1846)  (47) ['Orientalsk bibliotek, - bibliografisk håndbog']. Men da han for det meste havde titlerne andenhånds, så mangler hans angivelser den nøjagtighed og pålidelighed, som netop i en bibliografi er uomgængelig. Til Zenkers arbejder sluttede sig senere andre forehavender, først Bibliotheca orientalis af Karl Friederici, som i årene 1875 til 1882 registrerede alle trykte udgivelser i Tyskland, Frankrig, såvel som England og dets kolonier, på områderne sprog, religion, antikviteter, litteratur, historie og geografi. Dernæst det af indologen Ernst Kuhn (1846 - 1920) i årene 1883 – 1886 udgivne Literaturblatt für orientalische Philologie  ['Litteraturjournal for orientalsk filologi'] (4 bind med register), og endelig – for tidsrummet fra 1888 til 1911 - den Orientalische Bibliographie, som først blev ledet af A.Müller, efter dennes død af E.Kuhn og fra 1893 af Lucian Schermann, - og som den første verdenskrig bragte til standsning. Et forsøg i 1926 på at genoplive den, blev snart opgivet, da det viste sig umuligt at samle og bearbejde den samlede relevante litteratur.
 Fleischer og hans medarbejdere valgte [så], som udvej, en årlig redegørelse, idet de i statutterne til Deutsche Morgenländische Gesellschaft  [Det tyske østerlandske selskab] pålagde ledelsen forpligtigelsen til en årlig redegørelse for de orientalske studiers [øjeblikkelige] stand. Men planen viste sig snart uigennemførlig: én mand kunne ikke udføre opgaven tilfredsstillende, og delte man den ud til flere, førte det til en ujævn, mangelfuld og uregelmæssig redegørelse. (48)
 På den arabiske filologis område ville Victor Chauvin (49), som fra 1872 havde den orientalske lærestol ved universitetet i Lüttich [Liège, Belgien] med sin Bibliographie des ouvrages arabes ou relatifs aux Arabes, publiés dans l’Europe chrétienne de 1810 à 1885  ['Bibliografi over arabiske værker, eller værker vedrørende araberne, offentligjort i det kristne Europa fra 1810 til 1885'] fortsætte Schnurrers arbejde. Som grundregel udelod han de i orienten trykte værker, da de for det meste ikke var ham tilgængelige og fordi han lagde vægt på autopsie [selvsyn] ( - alligevel forekommer den ominøse * for ’ikke set’ dog ofte nok!). Efter 20 års forarbejder, herunder gennemsyn af omkring 7000 tidskriftbind, begyndte trykningen i 1892. I de første 9 bind behandlede han især arabiske værker fra den folkelige underholdningslitteratur: ordsprog (bind I), Kalila og Dimna og bearbejdelser heraf (bind II), fabelsamlinger og ridderromaner (bind III), 1001 nat (bind IV – VII), Syntipas og bearbejdelser heraf (bind VIII) og endelig flere sentens-samlinger (bind IX). Og han nøjedes ikke med tørre biografiske angivelser, men tilføjede mange nyttige henvisninger. Fx indeholder bind V – VII en indholdsangivelse af de enkelte historier i 1001 nat i alfabetisk rækkefølge og henvisning til håndskrifter, udgaver og oversættelser med paralleller og henvisninger til de litterære motiver. Chauvins styrke lå i hans kendskab til den sammenlignende litteraturhistorie, til sagn og eventyr og andre folkelige overleveringer, og de tre sidste bind af værket, om ’Koranen og traditionen’ (bind X), ’Muhammed’ (bind XI) og ’Muhammedanismen’ (bind XII, udkommet posthumt i 1922) viser, at han havde et mere fjernt forhold til islamvidenskaben. Desuden nåede han aldrig at bearbejde sine notater om ret, filosofi, medicin og naturvidenskaber, så at hans bibliografi er forblevet en torso.
 Andre lærde indskrænkede sig i deres bibliografiske arbejder til mere snævre områder. Således hvilede Johann Georg Wenrichs (50) (1787 – 1847) meget citerede prisopgave De auctorum Graecorum versionibus et commentariis syriacis arabicis armeniacis persisque commentatio  ['Afhandling om de syriske, arabiske, armenske og persiske oversættelser og kommentarer til græske forfattere']  –  hvortil Fleischer læste korrektur – hovedsagelig på Fihrist ['Fortegnelserne', 10.årh.] (i den lille udgave), på Ibn al-Qifti [12./13.årh.], Ibn abi Usaibi’a [13.årh.] og Haggi Halifa [Katib Celebi,  17.årh.], som han kunne benytte i håndskrifter i Wien. - For viden om arabiske læger, hvis skrifter foreligger i latinsk oversættelse, er den tredje afdeling af  Handbuch der Bücherkunde für die ältere Medizin  ['Håndbog i den ældre medicinske litteraturs bibliografi'] (1828; 2.udvidede oplag i 1841; anastatisk genoptrykt i 1926) stadig anvendelig, - sammenstillet af Ludwig Choulant (1791 – 1861), som først var ansat som professor, senere (fra 1842) som rektor, ved det medicinsk-kirurgiske akademi i Dresden. Også af Wüstenfelds arbejder er mange ikke meget mere end bibliografiske materialesamlinger, fx hans Geschichte der arabischen Ärzte  ['De arabiske lægers historie'] og hans Geschichtsschreiber der Araber  ['De arabiske historieskrivere'].
 Særlig rigt på bibliografiske arbejder af denne art var Moritz Steinschneiders (51) (1816 - 1907) livsværk. Ligesom sin ven Leopold Zunz var han én af de mest markante repræsentanter for videnskaben om jødedommen og indlagde sig varig fortjeneste af sine mønstergyldige kataloger over de hebræiske håndskrifter i Oxford, Leiden, München, Hamburg og Berlin. Verdensåben og fjern fra enhver dogmatisme som han var, tilstræbte han et rent videnskabeligt syn på jødedommens historie, - og her var det især det jødiske engagement i den samtidige kultur som fængslede ham. Beskæftigelsen med det arabiske (52) var begyndt i Wien i 1838 og fortsat i Leipzig, hvor han fik al ’inspiration til studiet af forholdet mellem arabere og jøder’. Hans arbejde ved Bodleiana [Oxford] (1852 – 1860) og i biblioteket i Berlin (fra 1869) benyttede han til en flittig samlervirksomhed, hvis udbytte han nedlagde i talrige artikler og enkelte omfangsrige værker. Fx behandlede han i 1871 relationerne mellem jødedommen og islam i sin Polemische und apologetische Literatur in arabischer Sprache zwischen Muslimen, Christen und Juden  ['Polemisk og apologetisk arabisksproget litteratur mellem muslimer, kristne og jøder]. Dernæst besvarede han en prisopgave, udsat af Pariser akademiet i 1880, med et arbejde, som udkom i 1893 under titlen Die hebräischen Übersetzungen des Mittelalters und die Juden als Dolmetscher. Ein Beitrag zur Literaturgeschichte des Mittelalters, meist aus handschriftlichen Quellen.  ['Middelalderens hebræiske oversættelser og jøder som tolke. Et bidrag til middelalderens litteraturhistorie, fortrinsvis udfra håndskrevne kilder'] i ét stort bind på over 1000 sider. Af en anden prisopgave fra Pariser akademiet fra året 1886 fremkom værket Die arabischen Übersetzungen aus dem Griechischen  ['De arabiske oversættelser fra [old]græsk'], som desværre ikke udkom i bogform, men i årene 1889 – 1896 blev trykt stykke for stykke i forskellige tidsskrifter (53). Som materialesamlinger er disse skrifter den dag i dag [1955] uundværlige.


62. De arabiske studier i Frankrig fra 1870 til 1914



 Som allerede nævnt, besatte Defrémery i 1870 lærestolen i arabisk ved Collège de France. Han efterfulgtes i 1884 af den unge, begavede Stanislaus Guyard (54), som dog døde allerede efter få måneder. Guyard, som fra 1863 havde undervist i arabisk og persisk ved den netop grundlagte École des Hautes Études  ['Skole for de højere videnskaber'] var en habil filolog. Han var medarbejder på Tabari-udgaven i Leiden, leverede det sidste bind af den franske oversættelse af Abu l-Fidas geografi [12./13.årh.] og opstillede en dybsindig teori om den arabiske metrik [verselære], som hvilede på musikalske grundsætninger, og som virkede meget inspirerende på forskningen. Efter hans tidlige død overgik lærestolen fra 1884 og til 1908 til den allerede ovenfor nævnte Barbier de Meynard [se kap.48].
 Ved École des Hautes Études repræsenterede Joseph Derenbourg (55) (1811 - 1895) i 1877 semitistikken. Han stammede som S[alomon] Munk [se kap.48, slutningen] fra den tyske jødedom, havde studeret hos Freytag og var senere kommet til Paris, hvor han i 1852 til 1877, som korrekturlæser ved statstrykkeriet, tilså trykningen af navnlig orientalske værker. Sammen med Reinaud besørgede han det andet oplag af de Sacys udgave af Hariris makamer (1847 – 1851) [se kap.28]. Som medarbejder på Corpus Inscriptionem Semiticarum ['Samling af Semitiske Indskrifter', se kap.48] besørgede han de to første leverancer af det første bind med himjaritiske indskrifter, i 1889 og 1892. Men især gjaldt hans interesse den jødisk-arabiske litteratur. Af Abu l-Walid Marwan b. Janah, den betydeligske jødiske grammatiker i middelalderen, udgav han i 1880 (sammen med sin søn Hartwig Derenbourg) de mindre skrifter og i 1886 grammatikken (Kitab al-luma’, 11.årh.). I årene 1887 til 1889 fulgte Maimonides kommentar til mischnas sjette orden i arabisk originaltekst [12.årh.]. Endelig planlagde han en samlet udgave af Gaon Saadias værker [10.årh.] og udgav to bind heraf. Hans søn lod yderligere tre bind følge, men så gik det store forehavende i stå. Også den jødiske bearbejdelse af fyrstespejlet Kalila og Dimna viede Joseph Derenbourg sin opmærksomhed og udgav både to hebræiske oversættelser (56) af værket (1881), såvel som den latinske oversættelse (57) (1887), som den første af dem havde givet årsag til.
 Hans ovenfor nævnte søn, Hartwig Derenbourg (58) (1844 – 1908) studerede hos Fleischer og Ewald, virkede efter sin disputats ved pariserbiblioteket, så ved rabbinerseminariet, erholdt i 1879 lærestolen i klassisk arabisk ved École des Langues Orientales Vivantes [se kap.25] og i 1885 den nyoprettede lærestol i islamvidenskab ved École des Hautes Études. Hans interesser var mangesidige. Han udgav Nabigas digtsamling [6./7.årh. førislamisk] med et supplement i 1869, Jawaliqis traktat om vulgarismer i sproget [11./12.årh.], Sibawaihs grammatik [8.årh.], 1881 – 1889, Usama b. Munqids erindringer [12.årh.], som han havde opdaget på Escorial i 1880, såvel som et udvalg af Usamas digte, 1889 – 1893, Ibn Tiqtaqas Fahri i 1895. Han hjalp sin fader med de ovennævnte arbejder og fortsatte efter hans død udgaven af de himjaritiske indskrifter. Sammen med Jean Spiro (59) sammenstillede han en Chrestomathi élémentaire de l’arabe classique  ['Elementær tekstsamling til det klassiske arabiske'], - men han manglede akribi [”pinlig nøjagtighed”] og sagkundskab, og forstod heller ikke at holde trit med fremskridtene i islamvidenskaben.
 En elev af Ewald var også Rubens Duval (60) (1839 – 1911), som fra 1895 sad på lærestolen i aramæisk ved Collège de France. Ham skyldes den solide, om end ikke endegyldige, udgave af Bar Bahluls syrisk-arabiske ordbog [10.årh.].
 Hermann Zotenberg, som virkede ved nationalbiblioteket, undersøgte pariserhåndskrifterne til 1001 nat. Han fandt og udgav den arabiske tekst til historien om Aladdins vidunderlige lampe (i hans Notices et Extraits 28,1  ['Noter og uddrag'] og skrev dertil en afhandling, som blev banebrydende for værkets overleveringshistorie. Ligeså grundigt undersøgte han (JA 1886) teksten til en historie som hører til Kalila og Dimna og viede Bogen om Barlaam og Joasaph en udbytterig afhandling i 1888. I 1900 udgav han en del af Ta’alibis Gurar  som Histoire des rois de Perse  ['De persiske kongers historie'] med fransk oversættelse.
 Henri Lavoix (død 1892) udgav et fortræffeligt katalog over nationalbibliotekets mønter, 3 bind, 1887 – 1891.
 Det var af stor betydning for de arabiske studier i Frankrig, at der i 1879 blev grundlagt et Faculté des lettres (senere École supérieure ) [humanistisk fakultet/højere læreanstalt for humaniora] i Algier og at madras’erne [de islamiske skoler] i Constantine og Oran [begge i Algeriet] fik lærestole i arabisk. Ved skolen i Algier virkede René Basset (61) (1855 – 1924) fra 1882, først som professor, senere som rektor. Alsidigt dannet som han var, og gennem udstrakte rejser i Nordafrika fortrolig med land og folk, en autoritet i berber-sprogene, blev han snart ledende i den fra Algier udgående udforskning af de franske besiddelser (62). Dette forskningsarbejde er for størstedelens vedkommende at finde i Revue africaine, Bulletin de correspondance africaine, Bibliothèque d’archéologie africaine, Description de l’Afrique du Nord, det på foranledning af den 16.internationale orientalistkongres i Algier udgivne Recueil de mémoires et de textes (1905), Mission scientifique en Tunésie m.f.  ['Afrikansk magasin’,’Afrikansk Bulletin de Correspondance', ’Afrikansk arkæologisk bibliotek’, ’Nordafrikas beskrivelse’, ’Samling af afhandlinger og tekster’, ’Den videnskabelige mission i Tunesien’, m.fl.], - og de bidrog i første række til et større kendskab til realia, kendsgerninger, - selv om heller ikke sprog- og litteraturvidenskaben blev forsømt. - På den arabiske dialektforsknings område gjorde William Marçais et banebrydende stykke arbejde med sin beskrivelse af dialekten i Tlemçen [Algier]. - Alfred Bel (1873 – 1945), Maurice Delafosse (død 1926) og – først og fremmest – Octave Houdas (1860 – 1917) udgav – fortjenstfuldt - hidtil ukendte kilder til Nordafrikas historie. Houdas udgav endvidere sammen med Fr. Martel en kommenteret oversættelse af Ibn ’Asims Tuhfat al-hukkam [’Gave til dommerne’, 15.årh.] (1886 – 1893) og sammen med W.Marçais en kun delvist tilfredsstillende oversættelse af Bukharis traditionssamling [9.årh.] (4 bind, 1903 – 1914). Houdas bearbejdede og oversatte de arabiske, og ovennævnte R.Duval de syriske alkymistiske tekster for Marcelin Berthelot efter håndskrifterne i Paris og Leiden, og skabte dermed forudsætningerne for Berthelots banebrydende værk La chimie au moyen-âge  ['Kemien i middelalderen'], i hvis tredje bind de nævnte traktater står i originaltekst og i oversættelse.
 Også mænd, som ikke var aktive i undervisningsvæsenet deltog af og til i det filologiske arbejde. Fx L. Leclerc (63), tidligere militærlæge i afrikahæren, som efter sin pensionering ivrigt dyrkede medicin-historiske studier og som af Ibn Baitars ordbog over de simple lægemidler  [13.årh.] lavede en fransk oversættelse (1877 - 1883), som var meget bedre end den tidligere tyske (1840 – 1842) af Joseph Sontheimer. Derimod var hans Histoire de la médicine arabie  ['Den arabiske medicins historie'] (2 bind, 1876) usystematisk og med mange fejl.
 Også nogle mænd, som var ansat i den franske koloniadminstration, leverede betydelige arbejder. Clément Huart (64) (1854 – 1919) arbejdede på forskellige områder, men hans forskning gik mere i bredden end i dybden og manglede et solidt filologisk fundament, som det ses af hans udgave af Kitab al-bad’ wa t-ta’rih ['Bogen om begyndelsen og om historien', 10.årh.]. Hans bog om Les calligraphes et les miniaturistes de l’Orient musulman  ['Kalligrafer og miniaturetegnere fra den muslimske orient'] fra 1908 åbnede næsten ukendt land for forskningen.
 Gabriel Ferrand (65) (1864 – 1935), en elev af R.Basset, virkede først på Madagaskar og beskæftigede sig bl.a. med øens muslimer (66). Senere, da han havde lært Siam [Thailand] (1896 - 1898) og Persien (1898 - 1900) at kende, vendte hans interesse sig til det indiske oceans og Østasiens historiske geografi. I tilknytning til arbejder af Reinaud, fremlagde han i sin Relations de voyages et textes géographiques arabes persans et turcs relatifs à l’Extréme Orient du VIIIe au XVIIIe siècle  ['Redegørelse for arabiske, persiske og tyrkiske rejser og geografiske tekster vedrørende det fjerne Østen i det 8. til det 18.århundrede'] de pågældende tekster  i oversættelse og forsynet med en udførlig kommentar. Endelig skrev han en værdifuld indledning til muslimernes søfarts-astronomi og sørgede for en faksimlie-udgave af Ibn Majid og Sulaiman al-Mahris håndbøger i sejlføring. Hans plan om at oversætte og kommentere disse tekster blev desværre ikke ført ud i livet.
 Selvom den levende interesse, som man netop omkring århundredskiftet i Frankrig skænkede de nordafrikanske lande også gav kraftig anstød til beskæftigelsen med islam og dens historiske rolle, så varede det dog længe før resultaterne af den historisk-kritiske islamforskning, som gennem et halvt århundrede var bedrevet i Tyskland og andre steder, fik indpas i Frankrig. Bernard Carra de Vaux (født 1867), som gennem sine bøger om Jazali (1902), Avicenna (1910) og hans Penseurs de l’Islam  ['Islamiske tænkere'] (5 bind, 1921 – 1926) udøvede en stor virkning, opbyggede sin populære fremstilling Le Mahométisme, le genie semitique et le génie aryen  ['Muhammedanismen, - den semitiske og den ariske genius'] fra 1899 på den tese - som allerede titlen siger - at shia-islam er en arisk reaktion (i Gobineaus betydning) på den semitiske islam, - uden at tage notits af Wellhausens forskninger.
 I en anden henseende betød den franske forskning derimod et metodisk afgørende fremskridt. For medens det andre steder fortrinsvis var på undersøgelsen af de religiøse og politiske ideer i islam og islams historie man havde anvendt den historisk-kritiske metode, så rettede de franske forskere i langt højere grad deres blik på de samfundsmæssige fænomener, på stammer, grupper, forbund, ordner og broderskaber, og bragte derigennem et righoldigt materiale til veje, som vil have stor betydning for en fremtidig ’islams sociologi’. En sådan udvikling lå i historismens natur. Var man først kommet til den indsigt, at ethvert historisk fænomen er tidsbestemt og ikke har noget krav på absoluthed, så måtte forskerens blik under undersøgelsen af denne betingethed før eller siden bevæge sig fra fænomenet til dets omgivelser og dermed til det samfund, som det tilhører. Hertil kommer at det var i Frankrig, Comtes hjemland, at sociologien først havde fået indfødsret. Således blev der i 1902 oprettet en lærestol ved Sorbonne for islamisk sociologi. Dens første indehaver, A. Le Chatelier (1855 – 1929), havde gennem sit forfatterskab – især L’Islam dans l’Afrique occidentale (1899) [’Islam i Vestafrika’] - bevist, at han var en stor kapacitet og en skarp iagttager, men ganske vist også, at han ikke besad nogen filologisk træning. I 1905 blev han overdraget ledelsen af Mission scientifique au Maroc  ['Den videnskabelige mission i Marokko'], og i forbindelse hermed påbegyndte han i 1907 udgivelsen af Revue du Monde musulman ['Tidsskrift for den muslimske verden'], - det eneste videnskabelige tidsskrift som udelukkende er viet til studiet af islam, og som udkom indtil 1926 og gjorde en mængde værdifuldt materiale til studiet af den samtidige islamiske verden tilgængelig for forskningen. Det fandt en fortsættelse i Revue des études islamiques  ['Tidsskrift for islamiske studier'].

63. De arabiske studier i Østrig fra 1870 til 1914



 Den betydeligste blandt Wiens orientalister omkring århundredskiftet var Joseph von Karabacek (67) (1845 – 1918). Selvom han lige fra sin kvalifikation som professor i 1869 gennemløb [de sædvanlige] stadier i en succesrig akademisk karriere (1874 ekstraordinær professor, 1884 ordinær professor, 1888 medlem og 1898 fast sekretær for akademiet, endvidere, fra 1899, leder af hofbiblioteket), så havde han dog mere af en verdensborger og diplomat over sig, end en universitetslærer. Stærkt interesseret i kunsthistorie, højt dannet og altid på udkig efter nye opdagelser, bevægede han sig med forkærlighed på områder langt fra den slagne vej, - den islamiske arkæologi og kunsthistorie, møntvidenskaben (sammen med Ch.Huber grundlagde han i 1869 Numismatische Zeitschrift  ['Tidsskrift for møntvidenskaben']), epigrafikken [indskrifter] og – især – den arabiske papyrusforskning, hvortil den samling, som ærkehertug Rainer havde erhvervet sig i 1884, gav ham rigeligt materiale. Altid fængslende og inspirerende som han var, forstod han at indordne ethvert objekt i en større historisk sammenhæng, men lod sig dog ikke sjældent af sin tøjlesløse fantasi forlede til fejl-læsninger og forkerte tolkninger.
 Den første som på streng metodisk vis underviste i arabisk ved Wiens universitet, var Eduard Sachau, som fra 1869 som ekstraordinær, fra 1872 som ordinær professor repræsenterede semitistikken, men som allerede i 1876 tog imod en kaldelse til Berlin. Ud af hans skole var David Heinrich Müller (68) (1846 – 1912) rundet, der som Sachau efterfølger udfoldede en overordentlig frugtbar virksomhed. Müller stammede fra Buczacz i Galicien og havde fået en traditionel jødisk uddannelse, men var så under indflydelse af den galiciske haskala taget til Breslau til det jødisk-teologiske seminarium som var grundlagt dér i 1854, - og derfra videre til Wiens universitet, hvor han især drev semitiske studier. I 1873 rejste han til Leipzig, til Fleischer, og derfra til Nöldeke i Strassburg. I 1875 skrev han disputats i Wien, kvalificerede sig til professor i 1876, var så i London, Paris og Istanbul for at studere håndskrifter og blev i 1881 ekstraordinær, og i 1885 ordinær professor i de semitiske sprog.
 Müller begyndte sin videnskabelige virksomhed med en udgave af en leksikologisk monografi, Asma’is Kitab al-farq  ['Bog om distinktionerne', 8./9.årh.](1875) og blev så inddraget i udgivelsen af Tabariudgaven i Leiden. I Istanbul foretog han håndskriftsammenligninger og bearbejdede krøniken for årene 99 – 120h (udkom 1885 – 1889). Samtidigt beskæftigede han sig med Hamdanis beskrivelse af den arabiske halvø [10.årh.], hvis vigtighed Sprenger flere gange havde gjort opmærksom på. Teksten fremlagde han i 1881 på grundlag af fire mådelige håndskrifter og det kritiske apparat, som også indeholder læsemåder fra et håndskrift, som ikke er benyttet til selve udgaven, såvel som allehånde anmærkninger til forklaringer af det saglige indhold, udkom i 1891 sammen med omhyggeligt udarbejdede registre. Gennem Hamdani blev Müller foranlediget til at beskæftige sig med Sydarabien. Han fremmede sabæistikken ved en bearbejdelse af de indskrifter, som Siegfried Langer (1857 – 1882) havde  indsamlet på sin tragisk afsluttede rejse (ZDMG 37, 1883, side 319 - 421), samt ved sin Südarabische Altertümer im Kunsthistorischen Hofmuseum  ['Sydarabiske oldsager i det kunsthistoriske hofmuseum'], ved sammen med J.H.Mordtmann (69) at udgive Sabäischen Denkmäler  ['Sabæiske mindesmærker']  og ved talrige enkeltbidrag. I Epigraphischen Denkmälern aus Abessinien  ['Epigrafiske mindesmærker fra Abessinien' dvs.: indskrifter fra Etiopien] fra 1894 bearbejdede han de ældste kongeindskrifter. Som privatdocent formåede han at vække Eduard Glasers (70) interesse for Sydarabien og sørgede efter hans død for, at det rige udbytte af indskriftkopier og –afstøbninger fra hans fire rejser (1882 – 1894), samt hans dagbøger, blev erhvervet til wienerbiblioteket. Müller selv ledede den Sydarabiske Ekspedition, som blev udsendt af Wiener Akademiet i 1888 – 1889, til Aden, Sokotra og Mahra-kysten, og selv om ekspeditionen – som følge af gnidninger mellem Müller og grev Carlo Landberg-Halleberger, som var bestemt til leder af rejsen ind i landet, -  ikke kunne komme længere ind i landet, bragte den dog optegnelser af de endnu levende sprog i Sydarabien med tilbage: Mehri, Sokotri og Shauri, og også af det somaliske sprog. Müller engagerede sig også i forarbejdelsen af dette materiale gennem de tre bind Mehri- und Soqotri-Sprache  (71) ['Mehri- og Sokotri-sproget'] og udgav i 1909 med sin Mehri- og Hadramitentexte  ['Tekster på Mehri og Hadramitisk'], de tekster, som hans – for tidligt afdøde - elev Wilhelm Hein (1861 – 1903) havde  samlet på Mahrakysten (72).
 Da den israelitisk-teologiske læreanstalt blev åbnet i Wien i 1893 (med Seminariet i Breslau som forbillede), holdt Müller bibelfortolknings- og religionsfilosofiske forelæsninger dér. I en forelæsningsrække over Ezekiel forsøgte han at forklare de formelle og tankemæssige paralleller i kapitel 14, vers 12 – 23 ved at antage, at der var tale om strofe-opbygning og korsvar, - han genfandt så også de samme fænomener hos andre profeter og i kileskriftsteksterne og sluttede deraf, at allerede den ’ursemitiske’ poesi havde haft strofe-dannelse og korsvar som et væsentligt kendetegn. Ja, han ville endda genfinde rester af den ursemitiske poesi i den græske tragedies korsange. Han udviklede denne tese i sin bog Die Propheten in ihrer ursprünglichen Gestalt  ['Profet[bøgerne] i deres oprindelige form'] (1896; andet bind indeholder foruden profetcitater fra det gamle testamente også 18 [koranske] suraer) og det var ham en slem skuffelse, at dette ikke fandt noget gehør. Også i behandlingen af retshistoriske spørgsmål, - som [fx] Hammurabis lov, som franskmændene havde fundet ved udgravninger i Susa i 1902, bød forskningen, - var Müller ikke heldig: i sin bog Die Gesetze Hammurabis und ihr Verhältnis zur mosaischen Gesetzgebung, sowie zu den zwölf Tafeln  ['Hammurabis love og deres forhold til den mosaiske lovgivning, samt til de 12 tavler'] bekendte han sig til den opfattelse, at loven, befriet for de babyloniske forfalskninger, var blevet bragt af Abraham til Kanaan og senere, i den mosaiske dekalog [de ti bud] var blevet til menneskehedens grundlov.
 Müllers styrke lå i filologien, hvis metode han havde lært i Sachaus (73), Fleischers og Nöldekes skole. I sine forelæsninger behandlede han alle semitiske sprog og fortolkede litterære tekster, indskrifter og dokumenter. Hans berømmelse lokkede talrige tilhørere til, også fra udlandet, og fra hans skole udgik alle østrigske semitister i den følgende tid. Blandt dem begyndte hans senere efterfølger Rudolf Geyer (74) (1861 – 1929), ligesom sin lærer, sin videnskabelige løbebane med udgivelsen af en leksikologisk monografi af Asma’i, nemlig Kitab al-wuhus  ['Bogen om de vilde dyr', 8./9.årh.] og arbejdede siden fortrinsvis med den arabiske digtning, hvortil han sammenbragte omfattende samlinger fra trykte og håndskriftlige kilder. Forsøget i 1892 på at rekonstruere Aus b. Hajars digte ud fra citater, måtte – på forskningens daværende stade og ifølge genstandens væsen – mislykkes. Derimod kunne han i sine Altarabische Diiamben  ['Ældre arabiske di-jamber'] (1908) og Beiträgen zum Diwan des Ru’ba  ['Bidrag til Ru’bas digtsamling'] bringe talrige tilføjelser og forbedringer til Ahlwardts udgave af Ru’ba, ’Ajjaj og az-Zafayan. Hans livsværk gjaldt dog al-A’sas digtsamling, hvis udgivelse allerede Thorbecke havde planlagt. Først udgav Geyer Zwei Gedichte von al-A’sa  ['To digte af al-A’sa'] i 1905, og med oversættelse og kommentar i 1919, hvor han til ethvert bemærkelsesværdigt sted i digtet hidbragte en mængde paralleller fra den samlede gammelarabiske digtning og endvidere, i 6 ekskurser til det første bind, behandlede flere udtryk og motiver, som er karakteristiske for vin-digtningen. Herved blev de to bind en nyttig fortegnelse over den gamle poesis typiske udtryksformer, som de forekommer i de to behandlede gamle digte (75). I 1928 udkom så den samlede udgave af al-A’sas digte, som udover diwan’en og andetsteds overleverede vers af den berømte al-A’sa Qais b.Maimun, også indeholder de efterladte poetiske skrifter af hans onkel al-Musaiyab b. ’Alas, samt fragmenter af de øvrige digtere ved navn al-A’sa. Anmærkningerne, som fordi de anfører alle citater med deres - for det meste tekstkritisk nyttesløse - varianter, optager mere plads end selve teksten, er (til forskel fra Lyalls og Bevans mønstergyldige udgaver) henvist til et særligt tillæg. Døden forhindrede Geyer i at sammenligne teksten med håndskriftet fra Rampur (som først blev kendt efter trykningen var tilendebragt), såvel som i at bringe en yderst ønskelig oversættelse af digtsamlingen. Men også som torso forbliver hans udgave et imponerende vidnesbyrd om hans utrættelige flid. Under Geyers ledelse tjente også nogle af D.H.Müllers yngre elever deres videnskabelige sporer på den gamle arabiske digtnings område: Bernhard Geiger bearbejdede i 1905 Tarafas Mu’allaqa (WZKM 19, side 323 – 370), senere vendte han sig til iranske studier. En tilsvarende bearbejdelse af Imra’ al-Qais’ Mu’allaqa forelagde Salomon Gandz i 1913. Men først og fremmest må her nævnes Thadäus Kowalski (død 1948), som senere underviste på universitetet i Warschau. Han leverede i 1914 en fremragende udgave af Qais b. a-Hatims digtsamling med oversættelse, kommentar og en indledning, hvori digterens liv bliver fremstillet på baggrund af de politiske og samfundsmæssige forhold i Medina omkring år 600. Senere arbejdede Kowalski først og fremmest med de tyrkiske studier. Men at han ikke havde glemt sin ungdoms kærlighed, viser den udgave af Ka’b b.Zuhairs diwan, som efter hans død blev udgivet med en indledning af Fritz Krenkow i det polske videnskabelige akademis skrifter (76).
 August Haffner (1869 – 1914), den senere semitist ved Innsbruck universitet, udgav Asma’is Kitab al-hail  ['Bogen om heste', 8./9.årh.] (1894), derefter hans Kitab as-sa’  ['Bogen om fårene'] (1896) samt yderligere tre monografier af ham (først i tidsskriftet al-Machriq, senere i det af Haffner og Cheikho udgivne Dix anciens traités de philologie arabe  ['Ti gamle arabiske filologiske afhandlinger']. I 1905 fulgte i samme omhyggelige udarbejdelse Texte zur arabischen Lexikographie  ['Tekster til den arabiske leksikografi'] og endelig i 1913 Drei arabische Quellenwerke über die addad  ['Tre arabiske kilder til addad'] med bidrag af P.A.Salhani. Den af ham udeladte monografi af Qutrub om ord med modsat betydning blev udgivet af hans elev Hans Kofler (77) (1896 – 1947) (78).
 Nikolaus Rhodokanakis (1876 – 1945) leverede først en fortræffelig udgave af ’Ubaidallah b. Qais ar-Ruqaiyats digtsamling med oversættelse og en indledning, som udover en kritisk undersøgelse af digterens livsskæbne også indeholder en analyse af hans historisk vigtige digte. Også udgivelsesteknisk var denne udgave mønstergyldig, selv om den beror på afskrifter af en kodex fra Istanbul, hvis læsemåder udgiveren først kunne bringe i de omfangsrige ’Tilføjelser og rettelser’, side 326 – 340. Metodisk betydningsfuld var hans litteraturhistoriske essay om Al-Hansa’ und ihre Trauerlieder  ['Al-Hansa’ og hendes sørgedigte'], 1904, som udgør det første forsøg på en stilkritisk analyse indenfor den gamle arabiske digtnings område. I samme år nedskrev han efter diktat af en sydaraber, som var kommet med Hein til Wien, prosaiske og poetiske tekster i den vulgærarabiske dialekt fra Zafar, som han udgav i 1908 med oversættelse (Südarabische Expedition¸Bd. 8)  ['Den sydarabiske ekspedition' (se ovenfor, dette kapitel)]. Ordfortegnelse og grammatik udgav han i 1911 (sammesteds, bd. 10). Senere vendte Rhodokanakis sig især til bearbejdelsen af Glasers [se ovenfor] efterladte skrifter og noter. Idet han sammenstillede sagligt sammenhørende indskrifter,lykkedes det ham – foruden den filologiske detalj-fortolkning – også at udvide kendskabet til den gamle sydarabiske kultur afgørende.
 Maximilian Bittner (død 1918) udgav først en mådelig udgave af en digt af ’Ajjaj i 1896, men vendte sig så til det tyrkiske og persiske og arbejdede til sidst med særlig held med mahra-sprogene (Mehri, Soqotri og Shauri).
 Ligesom ham viede også Friedrich Kraelitz (79) sig i første række til tyrkiske studier, især de osmanniske dokumenter. Andre elever af Müller vendte sig til den gamle orient, fx Bedrich Hrozny (80) (1879 – 1952), som i 1915 løste hetitterproblemet og fra 1919 underviste på universitetet i Prag.


64. Alois Musil



 Skønt Alois Musil (81) (1868 – 1944) gennemførte sine banebrydende topografisk-historiske forskninger i Nordarabien, Syrien og Mesopotamien med understøttelse fra Wiens akademi og andre institutioner i det gamle Østrig, så tilhørte han dog ikke wienerskolen. Allerede på præsteseminariet i Olmütz [Olomouc, østl. Tjekkiet] havde han sat sig for at ville se den bibelske histories lokaliteter med egne øjne, for  at [kunne] forstå bibelen ud fra landets natur og det indbyggeres mentalitet – som han mente var uforandret siden Moses’ dage, - og for at forstå, hvorfor den guddommelige åbenbaring var blevet netop semiterne til del. Skønt fattig og uden velyndere forfulgte han dette mål med ufejlbarlig stædighed. Da han i 1895 endelig fik orlov til et studium ved dominikanernes netop grundlagte École pratique d’études bibliques  [omtr: 'Skole for praktiske bibelske studier'] i Jerusalem, mærkede han snart, at de sædvanlige ekskursioner ikke bød ham det, som han søgte. Uden at sky konflikten med dominikanerne drog han på egen hånd over Jordanfloden ind i det gamle Moab og Edom, [dog] ikke uden først at have samlet alle topografiske oplysninger fra den litteratur som var ham tilgængelig. Så drog han, på Dvoraks (82) opfordring, og støttet af det tjekkiske lærde selskab, til jesuitterne i Beyrut, og foretog i 1897 en ny ekskursion, som førte ham fra Gaza til Petra og Palmyra, hvor han hørte om de slotte øst for Madaba, som efter de indfødtes mening var blevet bygget til Salomon af ånderne. Understøttet af akademiet i Wien (efter D.H.Müllers anbefaling), kunne Musil [så] i 1898 foretage en ny rejse og herunder – sammen med sine beduinske venner og i flyvende hast, hvert øjeblik udsat for fjendtlige angreb – besøge Qusair ’Amra, Kaliffen al-Walid II’s billedudsmykkede slot [8.årh., i Jordan, ca 60 km. fra Amman]. Dette var en så overraskende opdagelse, at Musils beretning i første omgang mødte tvivl og afvisning. Han blev af sine foresatte beskæftiget som religionslærer på realskolen i Olmützer og opnåede først i 1899 at få midler af kultusministeriet i Wien til en ny forskningsrejse. Han forberedte sig på bibliotekerne i London og Cambridge og ved universitetet i Berlin, hvor han studerede under Delitzsch, Sachau, Winckler og Gunkel. Desuden tilegnede han sig i Wien den nødvendige geografiske og kartografiske viden. Således udrustet besøgte han år 1900 atter Qusair ’Amra og kunne denne gang under gunstigere betingelser opmåle og fotografere bygningsværket, kopiere indskrifterne og beskrive freskerne. Hans beretning (SWA 144 nr. 7) vakte gevaldig opsigt og wienerakademiet, som nu var overbevist om disse opdagelsers betydning, sendte ham i 1901 endnu en gang til Qusair ’Amra sammen med maleren A.L.Mielich, som kopierede billederne. Wienerakademiet tog sig nu også af forskningsresultaterne fra Musils første rejser, efter at have afslået Brünnows forslag om at publicere hans og Musils forskninger sammen (83). Derefter blev Musil i 1902 sendt til Arabia Petraea (84) for at indsamle de sidste oplysninger, som var nødvendige, til det kort over dette område, som udkom i 1907. Efter at Theodor Kohn, fyrstærkebiskop af Olmütz og fjendtligt stemt mod Musil, var trådt tilbage, kunne Musil i 1904 endelig flytte til Wien, hvor hofbibliotekets rige skatte kom ham til nytte ved hans offentliggørelser. I 1907 udkom pragtværket Kusejr ’Amra, hvis tekstbind indeholder Musils beretning om opdagelsen af slottet, samt hans afhandling Zur Topographie und Geschichte des Gebiets von ’Amra bis zum Ausgange der Umaiyaden’  ['Om ’Amras topografi og historie indtil slutningen af Umajjadetiden'], samt nogle bidrag af forskellige sagkyndige. I yderligere et bidrag forsøgte Karabacek ud fra indskrifterne at bevise, at bygningsværket, - som Musil selv straks havde indset var et slot fra Umajjadetiden, – først skulle være rejst omkring 850 eKr; men denne datering blev dog straks modbevist af Nöldeke (ZDMG 61, 224ff). Samme år begyndte Musils Arabia Petraea (4 bind, 1907 – 1908) - igen på wienerakademiets bekostning – at udkomme, hvor han i form af en topografisk/geografisk rejseberetning giver nøjagtige og pålidelige oplysninger om landet, dets veje, ruiner og nuværende byer, samt – i en etnologisk rejseberetning – en skildring af landets indbyggere, deres sæd og skik, bygget på et indgående kendskab til sagen. Han havde for længe siden indset, at det nuværende Sinaj ikke kunne være identisk med det bibelske og at de gængse meninger om Moses og den hebræiske religions tilblivelse ikke var rigtige. Men han vidste nu også, at han ikke kunne finde de sande, uforfalskede efterkommere af disse semitter i den nuværende blandede befolkning i Arabia Petraea. Han håbede at de nu kunne findes blandt de kameldrivende nomader i Nordarabien, og sluttede sig derfor på sin næste rejse, 1908 – 1909, til én af de mest oprindelige stammer, Rwala (af ’Aneze), og ledsagede dem på deres vandringer et helt år igennem. Som belønning for en næsten ufattelig hård levevis indbragte dette ophold et rigt videnskabeligt udbytte: han kunne udkaste en skitse til et pålideligt kort over Arabia Deserta  [ørkenen på den arabiske halvø],  han hjembragte et stort antal sange og digte og han fik - som det vigtigste – et indblik i en ægte beduins liv og tænkemåde, som ingen arabiensrejsende nogensinde før havde haft. Den anden rejse, i 1910, førte ham til det nordlige Hijaz fra Ma’an til el-’Öla, på den tredje lærte han Palmyrene og det mellemste Mesopotamien at kende og den sidste rejse, 1914 – 1915, som gik fra Palmyra gennem steppen ud til Nefud, dernæst op ad Eufrat til Mesopotamien og endelig mod vest til Palmyra, afrundede billedet af det nordarabisk-syrisk-mesopotamiske steppeområde. I 1917 blev han endnu en gang sendt til orienten for at varetage de østrigske statsborgeres interesser.
 Efter den første verdenskrig blev Musil, som fra 1909 havde et professorat i bibelske hjælpevidenskaber og arabisk ved det teologiske fakultet i Wien, - på Dvoraks foranledning - kaldet til Prag til lærestolen i orientalske hjælpevidenskaber og moderne arabisk. Han var nu optaget af offentliggørelsen af sine rejseberetninger fra 1908 – 1915. De udkom, da trykning i Prag ikke kom på tale i de fattige efterkrigsår, med amerikansk understøttelse på engelsk i seks statelige bind fra 1926 – 1928. De fem første: The Northern Hegaz, Arabia Deserta, The Middle Euphrates, Palmyrena og Northern Negd  ['Det nordlige Hijaz’, ’Arabia Deserta’, ’Euphrates’ mellemste løb’, ’Palmyrene’ og ’Det nordlige Negd'] giver en topografisk/geografisk rejseberetning, - ikke i kronologisk orden, efter de enkelte rejser, men i geografisk opstilling. De indeholder, ligesom de tidligere bind om Arabia Petræa, ikke blot en mængde stednavne, men også værdifulde bidrag til den historiske geografi, hvor Musil endnu engang viser sin omfattende belæsthed indenfor den relevante  [både] østlige og vestlige litteratur, - lige fra kileskrifterne og bibelen til hans egen samtidige litteratur. Mange af disse bidrag er så omfangsrige, at de er henvist til tillæggene, fx afhandlingerne om det gamle testamentes geografi, om lokaliseringen af Thapsacus, om handelsvejene i Arabia Deserta, om Julianus Apostatas marsch i 363 eKr. osv, - om Mesopotamiens kanaler, om pilgrimsvejen som udgår fra Kufa, om Umajjadeslottene, om Rusafa. Fremstillingen er ofte ført helt frem til nutiden, og da Musil kendte de ledende skikkelser i det indre Arabien personligt, så har værket fået værdi som en tidshistorisk [primær] kilde. I to store tillæg fremstilles familierne Ibn Rasids og Ibn Sa’ud’s historie udførligt. Til disse fem bind, som er viet til topografien, føjer sig det sjette bind: den, hvad angår beduinlivet til alle tider, yderst lærerige The Manners and Customs of the Rwala Bedouins [’Rwala-beduinernes Liv og Skikke’]. Det indeholder et righoldigt sprogligt materiale, især i form af de allerede nævnte sange og digte, som stadig venter på en nøjere undersøgelse (85).
 Musil var af den overbevisning, at de arabiske kameldrivende nomaders religion i Arabia Deserta, som [bestod i en] tro på en personlig, usynlig, allestedsnærværende Allah, men som hverken kender præster eller templer, hverken offer eller bønneformularer, er identisk med den inderste kerne i patriarktidens monoteisme [Abrahams, Isaks og Jakobs tro på den ene gud], medens der i de fastboende befolkningers religioner – foruden troen på Allah – yderligere var tilkommet en kult af helgener på hellige steder, med fastlagt kult og kultpersonale, som formidlere mellem den troende og hans skytspatron. Uden at gøre brug af den historisk-kritiske islamforsknings resultater, forsøgte Musil at forstå den islamiske religionshistories udviklingsgang ud fra modsætningen mellem disse to religioner, og han så i [alle] reformbevægelser, [lige] fra Ibn Hanbal til wahabismen, forsøg på at genoprette det oprindelige. Til grund for disse betragtninger lå i sidste ende [nogle] religiøst funderede forestillinger om gudsforestillingens oprindelse, som især blev fremført af katolske forskere. Men da han ikke lod disse betragtninger få nogen umiddelbar indflydelse på sine rejseberetninger, så forbliver disse sidstes videnskabelige værdi ganske uberørt af det principielle spørgsmål. I disse rejseberetninger er [hele] Musils livsværk indeholdt. Her har han givet Nordarabiens, Syriens og Mesopotamiens steppeområders topografi og geografi et nyt fundament og for store landområders vedkommende bragt de første pålidelige efterretninger. I disse områder har en god del af den orientalske og især den islamiske historie udspillet sig og den som beskæftiger sige med denne historie vil i Musil, som kendte landet og folket så godt, finde en enestående fører og guide.

65. De arabiske studier i Spanien fra 1870 til 1914



 I Spanien – til forskel fra de øvrige europæiske lande - voksede de arabiske studier ud af en interesse for sit eget lands historie og af engagement i den ofte lidenskabeligt førte strid om de otte hundrede års muslimske herredømmes karakter og værdi, - de år, som bygningsværker og indskrifter, mønter og dokumenter i arkiverne aflægger lige så veltalende vidnesbyrd om, som det store element af arabiske låneord i det spanske ordforråd og i halvøens geografiske navne. Men det var sjældent at filologisk grundighed fulgtes med interessen for fædrelandets og hjemegnens historie. Selv Don Pascual de Gayangos (1809 – 1897), som havde studeret hos de Sacy i Paris, og som fra sin stilling som professor i arabisk ved universitetet i Madrid gjorde meget for genoplivelsen af de arabiske studier, brugte kun en del af sin tid på det filologiske. Han udgav fx også mange spanske tekster i Bibliotheca de autores españoles  ['Bibliotek af spanske forfattere'] og katalogiserede de spanske håndskrifter i British Museum (4 bind, 1875 – 1893) – og hans delvise oversættelse af Maqqari, The History of the Mohammedan Dynasties in Spain  ['De muhammedanske dynastier i Spaniens historie'] (2 bind, 1840 – 1843) er filologisk utilstrækkelig. Også Francesco Javier Simonet (1829 – 1897), som vi allerede har mødt som medarbejder for Dozy, og som fra 1862 var professor i arabisk ved universitetet i Granada, brugte mest sit kendskab til det arabiske som hjælpemiddel til sine historiske forskninger, hvor han – i [sin] modstand mod den romantiske forherligelse af maurerne – [til gengæld] utilbørligt overdrev det kristent-spanske element i den mauriske kultur. Med ivrig flid sammenbragte han materiale til sin Historia de los Mozárabes de España  ['Mosaraberne i Spaniens historie'] fra arabiske og kristne kilder, - den udkom fra 1897 til 1903, som tredje bind i Memorias de la R. Academia de la Historia [’Memoirer fra det kongelige historiske akademi’]. De leksikalske frugter af sine studier fremlagde Simonet i det nyttige Glosario de voces ibéricas y latinas usadas entre los Mozárabes  ['Ordfortegnelse over spanske og latinske ord i mosarabernes sprogbrug'] fra 1888. Det blev derfor forbeholdt hollænderen Dozy at indføre den historisk-kritiske metode i studiet af den muslimske periode i den spanske historie og at give den et fast grundlag gennem pålidelige tekstudgaver.
 I Spanien selv grundlagde Francesco Codera y Zaidin (86), (1836 - 1917), det kritiske studium af den mauriske periode i historien. Han var allerede 24 år gammel, da ønsket om at udforske sin hjemstavn Aragoniens historie foranledigede ham til – ved hjælp af Erpenius’ grammatik – at lære arabisk. 1861 – 1863 studerede han hos Gayangos i Madrid, virkede så på universiteterne i Granada og Saragossa og fik i 1874 lærestolen i arabisk i Madrid, som sin lærers efterfølger. Han indså nødvendigheden af tekstudgaver og besørgede allerede i 1868, sammen med E. Saavedra, trykningen af Ta’rih fath al-Andalus [’Historien om Andalusiens erobring’] af Ibn al-Qutiya, som allerede var blevet forberedt af de Gayangos. Fra 1882 til 1895 gjorde han med de ti bind af sin Bibliotheca Arabico-Hispanico  ['Arabisk-Spansk Bibliotek'] – ganske vist uden kritisk apparat, og med mange fejl – omfangsrige og vægtige kilder til det muslimske Spaniens lærdomshistorie tilgængelige. Men hans hovedinteresse gjaldt historien. Hans styrke lå i den monografiske behandling af enkeltproblemer i sit lands historie, og han inddrog også systematisk den ikke-litterære overlevering i form af mindesmærker, indskrifter, dokumenter og mønter. Han skrev [fx] også den første metodisk ordnede håndbog i spansk-arabisk møntkundskab i sin Tratado de Numismatica arabigo-española  ['Afhandling om den arabisk-spanske møntkundskab'] (1879). Hans udvalgte afhandlinger om den spansk-arabiske historie udkom under titlen Estudios de historia árabe-española  ['Studier i den arabisk-spanske historie'] i den af hans elev J.Ribera 1897 grundlagte Colección de estudios árabes  ['Samling af arabiske studier'] (bind 7 – 9, Saragossa 1903 – 1917).
 Med Coderas elev og efterfølger Julián Ribera y Taragó (87) (1858 – 1934) vandt den spanske arabistik verdensberømmelse. Han var ingen fagmand eller stuelærd, men tog livligt del i alle spørgsmål i den offentlige debat og trådte som udgiver af Revista de Aragón og senere Cultura Española  ['Aragonsk Tidsskrift' og ’Spansk Kultur’] modigt i brechen for en reform af undervisningsvæsenet og for politiske og sociale fremskridt. Som historiker så han betydningen af den spansk-arabiske epoke i den kulturmission, som det kristne Spanien havde haft som formidler mellem Orienten og Europa. Den forestilling, at troubadurpoesien skulle kunne føres tilbage til arabiske forbilleder, havde endnu i romantikkens tidsalder fundet megen genklang, men var siden, især efter at Dozy havde afvist den, blevet opgivet af forskere indenfor [såvel] de arabiske som de romanske studier. Nu blev [tesen] på en langt mere omfattende måde fornyet af Ribera i 1912 i den tale han holdt om El Cancionero de Abencuzmán  ['Ibn Quzmans Digtsamling']. Han nøjedes [her] ikke med, ved en kritisk analyse af Ibn Quzmans digtsamling, - som netop siden 1896 havde været tilgængelig i Günzburgs faksimileudgave -   at eftervise de formelle overensstemmelser mellem dennes [såkaldte] ’bæltedigte’ (zagal) og så de ældste provençalske troubadurers stancer, men han sluttede ud fra zagal’s sproglige karakter til [eksistensen af] en folkelig digtning i den romanske dialekt, som skulle have blomstret i Andalusien, senest i begyndelsen af det 10.århundrede. På disse forudsætninger opbyggede han så sin hypotese, at denne andalusiske lyrik, som Ibn Quzmans sangværk skulle tilhøre, skulle være nøglen til forståelsen af den ejendommelige vers- og rimteknik i middelalderens forskellige lyriske systemer og former. Med denne tese, som rørte ved grundspørgsmål i den vesterlandske åndshistorie, gav Ribera forskningen en mægtig impuls, som mærkes endnu den dag i dag [1955].
 Ikke mindre udfordrende virkede hans anden tale, fra 1915, Huellas que aparecen en los primitivos historiadores musulmanes de la peninsula de una poesia épica romanceada  ['De spor af en episk romansk poesi som forekommer hos halvøens [Spaniens] tidlige muslimske historikere'] hvor han ud fra arabiske efterretninger søgte at eftervise en gammelspansk epik og dermed søgte at afvise en indflydelse fra den franske chanson på de spanske cantares de gestas [episke digte].
 Riberas interesser indskrænkede sig ikke til litteraturhistorien. Han åbnede Colección de estudios árabes  ['Samling af arabiske studier'] med en bog om Orígenes del Justicia de Aragón  ['Den aragonske lovs oprindelse'] fra 1897, var medarbejder på Pablo Gil y Gils Colección de textos aljamiados  ['Samling af aljamiado-tekster'] og udgav i 1914 Husanis bog om Cordovas dommere på arabisk med spansk oversættelse. Han gjorde meget for at styrke dyrkelsen af arabisk i Spanien og havde den glæde at opleve [både] grundlæggelsen i 1932 af de to Escuelas de estudios árabes [Skoler for arabiske studier] - i Madrid og i Granada – og af tidsskriftet al-Andalus (88).
 Blandt Riberas elever var den mest fremragende hans efterfølger Miguel Asín Palacios (1871 – 1944). Til forskel fra sin alsidige lærer viede han sig især studiet af islams religiøse idehistorie. Foruden Gazali, som han beskæftigede sig med i en bog i 1901 og i flere afhandlinger, fængslede især det muslimske Spaniens tænkere ham. I sin Abenmassara y su escuela  ['Ibn Masarra og hans skole'] rekonstruerede han ud fra senere beretninger den ældste spanske sufismes filosofiske system (89). Den betydeligste mystiker i det islamiske Spanien, Ibn ’Arabi, viede han flere afhandlinger i Boletin de la R.Academia de la Historia  [’Bulletin fra det kongelige historiske akademi'] 1925 – 1928. Men mest udførligt behandlede han Abenházam de Córdoba y su Historia critica de los ideas religiosas  ['Ibn Hazm af Cordoba og hans kritiske religiøse idehistorie', 11.årh] (5 bind, 1927 – 1932). Af beskæftigelsen med Ibn ’Arabi, der som andre sufier tyder legenden om Muhammeds himmelfart (mi’rag) og hans vandring gennem helvede og paradis som et symbol på den menneskelige sjæls opstigen til erkendelse af Gud, udsprang Asíns berømteste værk La escatología musulmana en la Divina Comedia  ['Den muslimske eskatologi i [Dantes] Guddommelige Komedie'] (1919). At Dante har benyttet orientalske kilder var allerede tidligere blevet formodet. Nu leverede Asín Palacios en tyngende mængde af paralleller til Dantes digtning fra Ibn ’Arabis islamiske skrifter og fra den islamiske traditionslitteratur, - og sluttede deraf, at den italienske digter skulle være afhængig af disse islamiske himmelfartslegender, hvis indhold den florentinske statsmand Binnetti Latini, som var i Katalonien i 1260, skulle have formidlet til ham. I denne yderligt tilspidsede version fandt Asíns tese ingen almen anerkendelse, men hans stof- og tankerige bog pegede på problemer i den middelalderlige kultur- og litteraturhistorie, som det 19.århundredes positivisme havde forsømt pga. kildernes sparsomhed. Først og fremmest fik – ved siden af Dante-forskningen – studiet af vekselvirkningerne mellem islam og kristendommen i middelalderen frugtbare impulser (90).


66. Martin Hartmann



 De hjælpemidler, som stod til rådighed for en forsker i de islamiske folks historie og kultur, havde pga. den stadigt stærkere voksende tilstrømning af stofmængder og litteratur derom, i løbet af det 19.århundrede nået et sådant omfang, at dette område ikke længere kunne varetages ved siden af, af en lærd, hvis område [i øvrigt] omfattede alle, eller i hvert fald de yngre semitiske sprog. I Frankrig havde undervisningsforvaltningen taget højde for denne arbejdsdeling, som var nødvendiggjort af videnskabernes fremskridt, idet man i 1885 havde oprettet en lærestol for islamvidenskaberne ved École des Hautes Études, hvorpå, i 1902, fulgte et professorat i islamisk sociologi ved Collège de France. I Tyskland trådte Martin Hartmann (91) (1851 – 1918), som fra 1887 underviste i arabisk ved Berlins orientalske seminar, i skranken for en anerkendelse af islamvidenskaben som en selvstændig videnskabelig disciplin, og gav i sine egne undersøgelser stærke impulser til forskningen. Han skyldte Fleischers skole et solidt grundlag og dertil havde han som tolk på det tyske konsulat i Beirut  fra 1876 – 1887 erhvervet sig et intimt kendskab til landet og dets indbyggere. På denne tid kom hans Arabischer Sprachführer  ['Arabisk parlør'] til verden, som i sin syriske del gengiver sproget, som blev talt omkring 1880 på markedet i Beirut, medens den ægyptiske del, som af praktiske grunde var stillet overfor, hvilede på Spittas grammatik. På senere rejser besøgte han bl.a. det kinesiske Turkestan, Tyrkiet og Ægypten. Alt, som havde sammenhæng med den islamiske verdens historie og kultur, fra dens begyndelse indtil dens brogede nutid, havde hans levende interesse. Således optegnede han, som den første, ’Arabiske folkesange fra Syrien’ og skrev i 1897 (ZDMG 51, 177 – 214) en grundlæggende afhandling om dem (92). Ved en anden lejlighed samlede han Lieder der Libyschen Wüste  ['Sange fra den libyiske ørken'] (1897) og rejste endda til Ægypten for at efterprøve og supplere sine optegnelser på stedet. Upåvirket af skolemeninger og uden at bekymre sig om overleverede værdidomme stødte han på hidtil upåagtede kendsgerninger, iagttog med et skarpt blik problemer og samlede med stor flid alt hvad synes ham tjenligt til deres løsning. Fx førte den tilfældige iagttagelse – som kun var kendt af en lille kreds af fagfolk – af anvendelsen af arabiske versemål i middelalderens hebræiske digtning ikke blot til at fremstille Die hebräische Verskunst nach dem Traktat (93) des Immanuel Francis (1894)  ['Den hebræiske versekunst ifølge Immanuel Francis’ traktat'], men førte ham videre til betragtninger over Metrum und Rhythmus  ['Versemål og Rytme'] (1896) og det arabiske versemåls opståen (94), samt til banebrydende undersøgelser over de folkelige [såkaldte] ’bæltedigte’ [zagal, se kap.65] (Das arabische Strophengedicht I: Das Muwassah , 1897)  ['Det arabiske strofedigt I: Muwassah']. Hvor der allerede i disse arbejder om sprog og litteratur viser sig en umiskendelig forkærlighed for det folkelige, så træder denne folkelige sympati så meget mere i dagen i Hartmanns bidrag til forskningen i realia og saglige forhold. Modsat den vidt udbredte ligegyldighed, hvormed man dengang i Europa affærdigede den moderne islam som tilbagestående og uden anlæg for nogen form for videre udvikling, iagttog han de store forandringer, som dengang var i gære i den islamiske verden, og han begyndte at samle dokumenter om denne betydningsfulde proces. Herudaf voksede fx hans arbejder med den arabiske presse (95), - og han indskrænkede sig ikke til den arabiske orient, men inddrog det samlede islamiske område fra Kina til Vestafrika i sit forskningsområde. Han bestræbte sig hele tiden på at øse af kilderne selv, og drev [derfor] udstrakte sprogstudier, lige til kurdisk og de østtyrkiske dialekter, ja selv til det kinesiske. På denne måde fortræffeligt udrustet, og hertil ganske fortrolig med den videnskabelige litteratur, påbegyndte han sin samle-  og sortere-virksomhed, hvorved han gjorde meget nyt materiale, fx om islam i Kina (96), om den ?aghatæiske litteratur, om litteraturen på kurdisk, - men også om [allerede] gennemforskede områder, som den moderne tyrkiske [historie] og den arabiske nationalisme, – tilgængelig for forskningen. Og hans interesse var på ingen måde indskrænket til nutiden, men strakte sig tilbage til fortiden, for dér at finde nøglen til den historiske udvikling. Fx vedføjede han sin bog om Die arabische Frage  ['Det arabiske spørgsmål'] et Versuch über die Archäologie Jemens ['Essay om Jemes oldtid'], for at begrunde sine synspunkter på de statslige og samfundsmæssige forhold i det før-islamiske Sydarabien. Han nøjedes ikke med blot at samle og beskrive materialet – hvori, for den nutidige læser, ikke sjældent den største værdi af meget af Hartmanns arbejde ligger – men stræbte efter en meningsfuld orden i materialemængderne og var på det punkt langt forud for sine kolleger, idet han fandt denne i sociologien (97). Han kendte den betydning som stat og samfund havde for islams udviklingshistorie fra Sprengers og von Kremers værker. Dernæst lærte han af et arbejde af juristen A.Geyer (98) fra München begrebet ’gruppe’ at kende og forstod herefter historien som en manifestation af grupper eller af individer i deres egenskab af grupperepræsentanter. Idet han udgik fra menneskets urdrifter, som de viser sig i familie og slægt, i sprogfællesskabet, i erhvervsgrupper (til tilfredsstillelse af [fælles] erhvervsmæssige behov), i forestillingsgrupper (af individer med fælles forestillinger), udviklede han deduktivt et system af grupperinger. Staten opfattede han som den højeste form for menneskeligt fællesskab, hvor gruppers og individers forskellige stridende interesser finder deres endegyldige udligning. Dette system efterprøvede han på de islamiske kilder og søgte at forbedre det ved hjælp af de dér bevidnede historiske grupperinger. Det førte ham dybt ind i studiet af den ældste traditions- og retslitteratur (99). Han var belæst i Muwatta’ og Musnad Ahmad, i Bukari og Ibn Sa’d, og han indså den grundlæggende betydning af Safi’is Risala og Abu Yusufs Kitab al-haraj, men hans stræben gik ud på at forstå islam i sin helhed og lære at begribe dens nutid som en lovmæssig følge af dens fortid. Sådan opstod de af hans bøger, som var bestemte for en bredere læserskare: Der Islam (Geschichte, Glaube, Recht)  ['Islam (historie, tro, retsystem'] fra 1909, hans Fünf Vorträge über den Islam  ['Fem foredrag om islam'] (1912), såvel som talrige tidsskriftartikler. At hans system indeholdt subjektive elementer, og ikke kunne lade den historiske virkeligheds forvirrende mangfoldighed ske fyldest, var han [selv] klar over. Men det modsagde hans inderste natur at nøjes med enkeltforhold og derfor forsøgte han at tegne et samlet billede, hvor han ikke lod det skorte på temperamentsfulde værdidomme. For at fremme studiet af først og fremmest den samtidige islam, grundlagde han i 1912, sammen med andre (100), Deutsche Gesellschaft für Islamkunde  ['Tysk selskab for islamvidenskaben'] og var til sin død en af de ivrigste medarbejdere ved dets organ, det af Georg Kampffmeyer (1864 - 1936) udgivne Welt des Islams  ['Islams verden'].
 Hartmanns fortjenester fandt ingen officiel anerkendelse i Tyskland. Sociologien, med hvis metoder han drev sin islamforskning, var i de toneangivende kredses øjne fordægtig og blev bekæmpet af de fleste repræsentanter for [faget] historie ved universiteterne. Hertil kom, at de ansvarlige for den højere undervisning ikke anså oprettelsen af særskilte lærestole for islamvidenskaben for nødvendige. Som følge heraf åbnede intet universitet sine døre for Hartmann, med henblik på at yde hans store talenter et passende virkefelt. Efter mangehånde kampe kunne han holde islamvidenskabelige forelæsninger ved Berlins Seminarium fra 1910, men der blev ikke oprettet en særskilt lærestol ved seminariet. I udlandet blev hans bedrifter derimod værdsat efter fortjeneste: I Frankrig, hvor man kendte værdien af sociologien, vidste man, at han var en af islamvidenskabens mestre (101).


67. D.S. Margoliouth



 I Oxford oplevede de arabiske studier, - som under den anglikanske højkirkeligheds mægtige indflydelse i det 19.århundrede ikke var blevet dyrket i nogen nævneværdig grad, - en ny opblomstring efter udnævnelsen af den åndrige og idérige, højt dannede og mangesidigt interesserede David Samuel Margoliouth (102) (1858 – 1940) til Laudian professor i arabisk i 1889. Det gav hans tidlige studier et særligt præg, at han foruden de orientalske sprog også havde dyrket den klassiske filologi  [græsk og latin]. Fx udgav han i sin Analecta Orientalia ad Poeticam Aristoteleam  ['Orientalske brudstykker vedrørende den aristoteliske poetik’ (103)] den arabiske oversættelse af denne tekst efter det eneste eksisterende manuskript (i Paris) samt andre beslægtede materialer på arabisk og syrisk og bestræbte sig – her, og igen i 1911 i The Poetics of Aristotle translated from Greek into English and from Arabic into Latin  ['Aristoteles’ poetik oversat fra græsk til engelsk og fra arabisk til latin'] – på at gøre den arabiske oversættelses læsemåder nyttige for forbedringen af den græske originaltekst (104). Også ellers vendte han lejlighedsvis tilbage til de arabiske Aristoteles-oversættelser, og udgav også i 1892 i JRAS Liber de pomo på persisk og engelsk [Liber de pomo: ’Bogen om æblet’, et værk som fejlagtigt tilskrives Aristoteles, og bl.a. handler om hans død].
 Som arabist gjorde Margoliouth sig især fortjent ved sine tekstudgaver. I 1898 besørgede han en fortræffelig udgave af Abu l-’Ala’ al-Ma’arris Breve [10./11.årh.], - formfuldendte og fulde af [skjulte] hentydninger som de er, - med engelsk oversættelse, forklarende anmærkninger og udførlige registre (i Anecdota Oxoniensia¸Semitic Series vol. X  ['Utrykte [skrifter] fra Oxford, Semitisk serie, bind 10']. I 1903 fulgte Sibt Ibn at-Ta’awidis digtsamling og i 1907 begyndte udgivelsen af Yaquts Irsad al-arib, hvoraf der indtil 1926 forelå 7 bind (GMS VI 1 – 7) (105). Dette arbejde beredte Margoliouth megen besvær og mange skuffelser. Håndskrifter med en uafkortet tekst havde han kun til rådighed for første (bind I – III) og tredje (bind V og VI) fjerdedel af værket. Et manuskript med anden fjerdedel af værket, som var i syrisk privateje, forblev, trods alle anstrengelser, utilgængeligt for ham. Han måtte derfor for anden (bind IV) og fjerde (bind VII) fjerdedels vedkommende nøjes med sene udtog [af værket], som højst gav en tredjedel af den oprindelige tekst. Desuden beror teksten på de fleste steder (undtagen i bind V) næsten udelukkende på et enkelt håndskrift. Margoliouth bestræbte sig på, ud fra de talrige parallelsteder, at rense teksten for fejl, men en virkelig kritisk udgave lader sig ikke fremstille med så utilstrækkelige hjælpemidler, tilmed ikke, da tryk og korrekturlæsning fandt sted i Ægypten. Oprindeligt havde Margoliouth til hensigt at udgive et kritisk supplement såvel som udførlige registre i et afsluttende bind, men nøjedes med registre til bind IV og VII.
 I 1912 skrev Margoliouth indledningen til den faksimileudgave af London-håndskriftet til Sam’anis Kitab al-ansab  ['Bogen om afstamning'], som Gibb Memorial Fund (106) havde afholdt udgifterne til, - medens A.G.Ellis (107) overvågede den tekniske udførsel. Herved blev en uundværlig ordbog over arabiske navne gjort alment tilgængelig, - om end det er beklageligt, at det var det meget hæslige London-håndskrift, som blev lagt til grund for udgaven (108).
 Snart efter slog Margoliouth sig sammen med Henry Frederick Amedroz (109) (1854 – 1917) om  at bearbejde de arabiske krøniker fra det 4./10. århundrede, - et arbejde, som fandt sin glorværdige afslutning i de 7 bind af The Eclipse of the Abbasid Caliphate 1920 – 1921  ['Abbasidekalifatets undergang']. Amedroz havde allerede udgivet fragmenter af Hilal as-Sabis vesir-bog og hans krønike (1904) (110), såvel som Ibn al-Qalanisis Damaskus-krønike (111). Så vendte han sig til Miskawaihs krønike, hvoraf der dengang begyndte at udkomme en faksimile i [ovennævnte] Gibb Memorial Series [GMS], på grundlag af de fotos af Aya Sofia-håndskriftet, som Caetani havde besørget. Amedroz tilrettelagde, - på grundlag af de faksimilerede bind V og VI, som han havde adgang til som medlem af stiftelsens bestyrelse (fra sommeren 1912) (112) og under aktiv medvirken af Margoliouth, - teksten til en udgave, som blev trykt – ikke helt fejlfrit - i Kairo i to bind i 1913 – 1914. I et tredje bind lod han Abu Suga’ ar-Rudrawaris supplement trykke og til sidst – endnu en gang - det af ham selv allerede udgivne fragment fra Hilal as-Sabi’s krønike, hvormed fremstillingen blev ført frem til år 393h. Efter at Amedroz var død i 1917, førte Margoliouth arbejdet videre alene, leverede en engelsk oversættelse i tre bind af de tre tekstbind og afsluttede det hele med en indledning og et udførligt register, i nær tilknytning til forbilledet: den franske Mas’udi. Hans projekt, at i et særligt bind fremstille de politiske og sociale institutioner på grundlag af disse tekster, opgav han af respekt for Adam Mez’ Renaissance des Islams  ['Islams renæssance'] fra 1922, som til dels bygger på de samme kilder. Men han sørgede, i samarbejde med S.Khuda Bukhsh (113), for at dette værk blev oversat til engelsk. Studiet af det 4./10. århundredes kultur førte Margoliouth til Qadi at-Tanuhis Niswar al-muhadara og af den første del af denne Table-talk of a Mesopotamian Judge  ['En mesopotamisk dommers bordsamtaler'] udkom tekst (114) og oversættelse i 1921 – 1922 (i Oriental Translation Fund N.S. 27 og 28). Teksten til 2. og 8.del udgav han i Revue de l’Académie arabe de Damas  X ff. ['Tidsskrift for det arabiske akademi i Damaskus'] medens den engelske oversættelse udkom i Islamic Culture. Sammesteds begyndte han også offentliggørelsen af en oversættelse af Ibn al-Gauzis kulturhistorisk meget lærerige Talbis Iblis. Hvor højt han vurderede værdien af pålidelige oversættelser kan man se deraf, at han i 1894 i sin Chrestomathia Baidawiana  ['Udvalgte stykker af Baidawi'] offentliggjorde en engelsk oversættelse af kommentaren til [koranens] 3.sura, ledsaget af talrige forklarende noter, idet han – i tilknytning til Fleischer på dette punkt – anså beskæftigelsen med Baidawi for at være en indføring af sine studerende i de vigtigste grene af den islamiske videnskab og de arabiske humanistiske studier. Dette var et betydeligt fremskridt i forhold til tilstandene i Tyskland, hvor begynderen for det meste måtte lede forgæves efter sådanne hjælpemidler.
 Den interesse, som Margoliouth nærede for den arabiske litteratur, rakte langt ud over de klassisk-arabiske studier. Han indså tidligt betydningen af Girgi Zaidan og oversatte det fjerde bind af dennes islamiske civilisationshistorie til engelsk under titlen Umayyads and Abbasids  ['Umajjader og Abbasider'] (GMS IV 1907). Han beskæftigede sig [også] med det jødisk-arabiske og udgav karæeren Yefet b.’Alis kommentar til Danielsbogen i 1889, - hvor han bevidst fastholdt håndskriftets vulgærsproglige vendinger. Da de lærde søstre Agnes Smith Lewis (1843 – 1926) og Mrs Margaret Dunlop Gibson (115) (1843 – 1920) udgav 41 sider daterede kristen-arabiske håndskrifter i faksimile (Studia Sinaitica XII 1907  ['Sinaj-studier']), skrev Margoliouth en palæografisk indledning dertil. Og da et antal arabiske papyri i 1901 med Jarlen af Crawfords håndskriftsamling overgik til John Ryland bibliotekets besiddelse, påtog Margoliouth sig det møjsommelige arbejde at beskrive dem i et stort Catalogue of Arabic Papyri  ['Katalog over arabiske papyri'] (1933). Han hjalp Alphonse Mingana (116) (ca 1881 – 1937), som siden 1915 havde været knyttet til John Rylands bibliotek, med udgivelsen af Kitab ad-din wa d-daula af ’Ali b.Rabban at-Tabari og tilbageviste senere, i sit arbejde On The Book of Religion and Empire (i Proceedings of the British Academy vol.XVI)  ['Om Bogen om religion og imperium' i ’Forhandlinger i det Britiske Akademi’], de indvendinger, som Peeters og Bouyges, S.J. havde hævdet mod ægtheden af skriftet.
 Margoliouth var begavet med udstrakte sprog- og sagkundskaber og en hurtig opfattelsesevne, [men] også med en livlig fantasi, som lejlighedsvis forledte ham til alt for dristige hypoteser. Hans interesser strakte sig også til det sydarabiske, ætiopiske, hebræiske, aramæiske og syriske sprog; han overvågede trykningen af de sidste hæfter af den Thesaurus Syriacus  ['Syrisk Leksikon'], som hans svigerfader Robert Payne Smith (117) havde samlet, og han bistod sin hustru Jessie Payne Margoliouth (118) (død 1933) i hendes syriologiske arbejder. Af og til forsøgte han sig med større sammenfattende fremstillinger, fx skrev han om Muhammed and the Rise of Islam  ['Muhammed og islams opkomst'] (1905; 3.opl. 1923) hvori han inddrog mormon-sekten som sammenligningsmateriale (119), og Early Development of Mohammedanism (1914)  ['Muhammedanismens tidlige udvikling'].

68. De arabiske studier i Cambridge fra 1890 til 1914



 Lærestolen i arabisk ved Cambridge blev i 1894, efter W.Robertson Smiths død, besat med den allerede nævnte Charles Rieu (1820 – 1902 [se kap.43]). Sammen med ham virkede Anthony Ashley Bevan (120) (1859 – 1933), foreløbigt som docent. Bevan var elev af Nöldeke og Wright og en fremragende kender af det arabiske. Han besørgede fra 1905 til 1912, i tre bind, en monumental udgave af Garirs og al-Farazdaqs stridsdigte (naqa’id), som udmærker sig ikke blot ved en forbilledlig behandling af tekstkonstellationen og det kritiske apparat, men også ved en mønstergyldig ordfortegnelse, - han brugte hertil de af Wright efterladte håndskrift-kopier, men støttede sig i hovedsagen på et manuskript, som senere var blevet erhvervet til det Britiske Museum. Til første bind fik han hjælp fra de Goeje, senere af Nöldeke og Wellhausen, medens August Fischer lejlighedsvis ydede ham sin sagkyndige hjælp til ordfortegnelsen. Omvendt understøttede Bevan sin ven Charles Lyall ved dennes udgave af Mufaddaliyat og leverede registrene dertil, som også indeholder en ordfortegnelse (GMNS III, 1924). Til Qalis Amali forfærdigede han et rim-register og udgav det sammen med Fritz Krenkow i Indices to the poetical citations in the Kitab al-Amali  ['Registre til de poetiske citater i Kitab al-Amali'](1913). Hans plan om at udgive et supplement til de arabiske ordbøger kom desværre ikke til udførelse.
 Den netop nævnte (Sir) Charles James Lyall (121) (1845 – 1920), som kun indirekte hørte til Cambridge-skolen, var fra 1867 til 1898 aktiv i den civile forvaltning i det britiske Indien og ledede fra 1898 til 1910 en afdeling af den indiske forvaltning (India Office) i London. Han beskæftigede sig i sine ledige stunder med den gammelarabiske digtning og udgav i 1885 Translations of Ancient Arabian, chiefly Pre-Islamic, Poetry  ['Oversættelser af gammel arabisk – hovedsagelig før-islamisk - digtning'].  Også senere søgte han gennem oversættelser at gøre skønheden i denne digtning begribelig for sine landsmænd (122). Hans forbillede var Nöldeke, som han ofte besøgte på sine ferierejser. I Indien udgav han Tibrizis kommentar til de ti Mu’allaqat  [se fx kap.24] (Bibliotheca Indica 1891 – 1894  ['Indisk Bibliotek']). Efter at være kommet tilbage til England offentliggjorde han først ’Abid b.al-Abras’s og ’Amir b. at-Tufails digtsamlinger i originaltekst med engelsk oversættelse (GMS XXI), i 1913, og senere ’Amr b. Qami’as digte, 1919. I mellemtiden modnedes også hans mesterværk, udgaven af Mufaddaliyat  ['Undersøgelsen af Mufaddal', 8.årh], til sin fuldendelse. Oprindeligt havde han blot villet føre Thorbeckes udgave (som beroede på Marzuqis recension efter det ufuldstændige håndskrift i Berlin) til ende, men siden indså han nødvendigheden af at offentliggøre alle 126 digte (incl. de 43 numre i Thorbeckes udgave) i Anbaris recension og med hans kommentar. Tekstbindet, som fra 1910 blev trykt i Beirut, hvor L.Cheikho sørgede for korrekturen og A. Salhani konsulterede håndskrifterne i biblioteket dér, kunne pga. verdenskrigen først blive udgivet i 1921, nogle måneder efter Lyalls død. I mellemtiden var det andet bind, med oversættelsen, udkommet i Oxford i 1918. Bevan læste korrekturen på begge bind. Også fra Nöldeke havde Lyall, ligesom ved udgivelsen af ’Abid og ’Amir, fået megen hjælp. Desuden havde [både] de Goeje, A.Fischer, R.Geyer og – som ekspert i flora og fauna – J.-J. Hess lejlighedsvis ydet bistand. På denne måde blev også denne prægtige udgave, hvortil Bevan som nævnt i 1921 leverede registrene, et gribende monument over et forbilledligt videnskabeligt samarbejde.
 Tilskyndet af Charles Lyall beskæftigede den ovenfor nævnte Fritz Krenkow (123) (1872 – 1953 [se kap.63]), sig som privat forsker med den gammelarabiske digtning. Han blev kendt i den videnskabelige verden i 1903, ved den varme anerkendelse, som Ahlwardt (Sammlungen altarabischer Dichter III, side (romertal) 19 – 20  ['Samlinger af gammelarabiske digtere']) udtalte for [Krenkows] spontane tilsendelse af en omfangsrig samling af citater og fragmenter af Ru’ba. Efter den første verdenskrig drog han til Indien, hvor han virkede – først i Hyderabad, dernæst i Aligarh. Efter at han i 1931 – 1934 havde undervist som adjungeret professor i Bonn, vendte han tilbage til England og levede sin sidste tid i Cambridge. Han var, som Wüstenfeld, en utrættelig udgiver, og gjorde talrige arabiske tekster fra de forskelligste litterære genrer tilgængelige gennem trykken, heriblandt omfangsrige værker som Ibn Duraids Gamhara, Ibn Haitams Manazir, Ibn Hagars Kitab ad-durar al-kamina, Marzubanis digterleksikon og Ibn Qutaibas Ma’ani. Krenkow gjorde også meget godt gennem den beredvillige hjælpsomhed, hvormed han stillede sine samlinger og kundskaber til rådighed for medforskere.
 Rieus efterfølger blev i 1902 Edward Granville Browne (124) (1862 – 1926). Oprindeligt bestemt for lægevidenskaben – interessen herfor viste sig endnu i hans forelæsninger over Arabian Medicine (1921) – havde han foruden medicinen drevet orientalske studier hos Wright, og havde så i 1887-1888 tilbragt et år i Persien (beskrevet i A Year amongst the Persians  ['Et år blandt perserne'], 1893 (125)) og var så blevet lektor i persisk i Cambridge, - hvor han også, som ’Sir Thomas Adams’ Professor of Arabic’ [arabisk!] viede sine bedste kræfter til den persiske filologi, som han gennem talrige tekstudgaver søgte at stille på et solidt filologisk fundament. Hans hovedværk er de fire bind af hans Literary History of Persia (1902 – 1924) [’Den persiske literaturs historie’], som består af literatur- og åndshistoriske essays. Han var ingen lærd med antikvariske interesser, men studerede også den persiske tidshistorie (126), hvor han gennemtrængt af en stærk retfærdighedssans, antog sig de undertryktes sag.
 Gennem Browne blev Reynold Alleyne Nicholson (127) (1868 – 1945) vundet for studiet af den orientalske litteratur. Han havde en fintfølende forståelse for skønlitteraturens idéindhold og æstetiske værdier og tog fat på udforskningen af sufismen  [den islamiske mystik], efter at have erhvervet sig grundige kundskaber hos Bevan, Robertson Smith og Nöldeke samt tilegnet sig håndteringen af den eksakte filologiske metode, - han bevægede sig her med samme sikkerhed på det arabiske såvel som på det persiske område. I 1898 udgav han et udvalg af digte fra Galaddin Rumis Diwan-i Sams-i Tabriz  ['Shams fra Tabriz’ Værker'] i den persiske originaltekst med engelsk oversættelse og anmærkninger. I 1911 fulgte Ibn ’Arabis arabiske Targuman al-aswaq  ['Længslernes tolk', 12./13.årh.] (Oriental Translation Fund N.S. 22 ['Fond for Orientalske oversættelser']). For at belyse sufismens oprindelse og dens udvikling i det 2./8. – 4./10.århundrede, gjorde han vigtige kildeskrifter tilgængelige i kritiske tekstudgaver eller i pålidelige oversættelser: fra 1905 til 1907 ’Attars Tadkiratu l-auliya’  [- en saml. af muslimske helgenbiografier, 12.årh.] (Persian Historical Texts III, V  ['Persiske historiske tekster'] ) i persisk tekst, - i 1911 Hugwiris Kasfu l-mahgub (GMS XVII)  [11.årh.] på engelsk og i 1914 Abu Nasr at-Tusis Kitab al-luma’  ['Bogen om lysene']  (GMS XVII) i arabisk original. Men selv om problemstillingerne i hans forskning var bestemt af den historisk-kritiske retning, så undgik han dog instinktivt den nøgterne rationalismes farer, - som mente at kunne aflede, og dermed forklare, sufismen, ud fra nyplatonismen eller ud fra kristen eller indisk mystik på grund af faktiske eller formodede overensstemmelser. Uden [dog] at forsømme spørgsmål om idéhistoriske sammenhænge og litterære traditioner, så lagde han sig det på sinde først og fremmest at gøre den tekst han skulle fortolke forståelig i sin egen individuelle egenart. Sit højdepunkt nåede denne fortolkningskunst i hans Studies in Islamic Poetry og Studies in Islamic Mysticism (1921)  ['Studier i islamisk digtning' og ’Studier i islamisk mystik’]. Hvor den første skulle gøre venner af den orientalske litteratur og religion bekendt med den persiske hofdigtning (efter Daulatsahs Lubab al-albab og Abu l-’ala’s betragtninger i hans Luzumiyat (128)), behandlede den anden derimod den persiske sufi Abu Sa’id b. abi l-Hair, teosofferne Gilani og Ibn ’Arabi, samt Ibn al-Farids digte. Hertil sluttede sig så, i årene 1925 – 1943, hans alderdomsværk: den monumentale udgave af Galaladdin Rumis Matnawi-i ma’nawi,  ['Åndelige kupletter'] med oversættelse og kommentar (GMNS IV, 8 bind).
 Ved siden af disse udgaver, oversættelser og fortolkninger kom et stort antal af afhandlinger og artikler, hvor enkeltproblemer blev behandlet. Hans Mystics of Islam  ['Islams mystikere'] (1914) henvendte sig til bredere kredse ligesom foredragene om The Idea of Personality in Sufism  ['Forestillingen om personlighed i sufismen'] (1923). Som en almindelig indføring i den arabiske lekture udgav han i  A Literary History of the Arabs (1907; 2.opl. 1930)  ['En arabisk litteraturhistorie'] – med behændig anvendelse af v.Kremers, Goldzihers, Nöldekes, Wellhausens o.a.’s arbejder – et overblik over den arabiske litteratur og de påvirkninger, som havde været afgørende for dens idéhistoriske udvikling. Også her forsøgte han ved gendigtninger af gøre skønheden i arabiske vers forståelig for læseren. Til brug for den akademiske undervisning fornyede han endelig, med Bevans hjælp, i 1907 til 1911 F. Thornton du Prés arabiske elementærgrammatik (som var baseret på Wrights grammatik), samt det dertil hørende tekstudvalg.
 Nicholsons arbejder bidrog afgørende til at overvinde den rationalisme, der – som arvegods fra oplysningstiden og den kritiske historisme - herskede i islamvidenskaben, og [dermed] bane vejen for den indsigt, at islamisk religion, mystik og filosofi ikke bør måles med ’sunde menneskeforstand’ fra det europæiske 19.århundrede, men at der behøves en metode, som arbejder med den moderne psykologis redskaber, for på dækkende måde at beskrive den fylde af indre erfaringer og bevidsthedstilstande som er mulig indenfor den islamiske kontekst. Nicholson erkendte, som en af de første i Europa, betydningen af Muhammed Iqbal, hvis Development of metaphysics in Persia  ['Metafysikkens udvikling i Persien'] var udkommet i 1908, og han oversatte hans Asrar-i hudi  ['Selvets hemmeligheder'] fra 1920 til engelsk. Med sådanne indsigter var han langt forud for sin tid og det varede længe før han fandt anerkendelse. Han var i mange år underviser i persisk og blev først efter Brownes død kaldet [til professor]. I dag er det oplagt, at han er en af grundlæggerne af den moderne islamvidenskab.
 Til E.G.Brownes vennekreds hørte også Guy Le Strange (129) (1854 – 1933), som gjorde sig fortjent af abbasiderigets historiske geografi og som i sine unge år i Paris var blevet begejstret for det persiske af Mohl, og havde dyrket arabisk hos Guyard. Sir Henry Rawlinson udpegede for ham den betydning som Ibn Serapions beskrivelse af Bagdads kanaler har for rekonstruktionen af det middelalderlige Bagdads topografi, især når man sammenholder den med oplysninger hos andre arabiske geografer. Le Strange fulgte denne tilskyndelse og sammenbragte et rigt materiale fra arabiske og persiske kilder og udgav, efter at han i 1890 i Palestine and the Muslims  ['Palæstina og muslimerne'] havde givet udtog af arabiske geografer i oversættelse, Ibn Serapions beskrivelse af Mesopotamien og Bagdad (JRAS 1895) og offentliggjorde, - rådgivet af sine venner Bevan og Browne og hjulpet af de Goejes oplysninger – sin grundlæggende bog Baghdad during the Abbasid Caliphate (1900; 2.opl. 1925) ['Bagdad under Abbasidekalifatet'], - rigt udstyret med kort og oversigter. I 1905 fulgte hans ikke mindre værdifulde fremstilling af abbasiderigets østlige provinsers historiske geografi under titlen The Lands of the Eastern Caliphate  ['Det østlige kalifats riger']. Hans udgaver af persiske geografer blev, da han fra 1912 var blevet næsten blind, ført gennem trykken af Browne (GMS XXIII, 12) og af Nicholson (GMNS I).


NOTER:



1 hvad angår Goldzihers ungdom er Julius Némeths artikel af samme navn i Acta Orient. Hung. I  ['Ungarske orientalske afhandlinger'] (1950 – 1951), side 7 – 25 vigtig, - og dér findes yderligere litteratur. Hertil kommer den fremstilling af Goldzihers liv og videnskabelige betydning, som M.PLESSNER har vedføjet på side 289 – 309 af sin nyhebræiske oversættelse af Goldzihers Vorlesungen über den Islam  ['Forelæsninger om islam'], Jerusalem 1951. En Bibliographie des ouvrages de I. Goldziher, Paris 1927, blev skrevet af hans elev Bernhard Heller. Tilføjelser hertil af Kra?kovskij i Goldziher Memorial Volume I, 1948, side 430f.  ['Mindeskrift for Goldziher']
2 se det sted i et af Goldzihers breve til V. Rosen, som er blevet fremdraget af BARTHOLD Izvest. Russ. Akad. Nauk. 6., 1922, side 156ff: ’I Kremer har jeg mistet den mand, hvis arbejder – af alle skrifter hørende til mit fag – er de som mest har ansporet mig til videre forskning. Han har bragt frisk luft ind i vore studier og ingen vil  - ud fra enkelte små fejl, - bedømme en mand, som ved sine bredt anlagte synspunkter opfriskede vore studiers horisont. Med sine bøger begynder dog en ny periode i behandlingen af islam, - og her medregner jeg også hans ældre værker (Mellemsyrien, Ægypten). Hvor tit har jeg dog i mit arbejde erfaret, hvor gevaldigt Kremer har gjort forarbejdet! Han har forstået kalifatets indre liv: det subjektive engagement i sine forskningsopgaver, var det, som han havde forud for den store, udødelige Dozy. Han havde en uforlignelig sans for det vigtige og væsentlige, - af ham lærer man resignation, lærer at forsage den selvtilfredse lovprisning af småtingene. Kun en mand, som var kaldet til at arbejde med på de store spørgsmål i det faktiske politiske liv [der in den grossen Interessen actuellen Staatslebens mitzuwirken berufen war], kunne som lærd nå så store højder.’ [sml.kap.40]
3 sammesteds, side 9f. Skriftet, som jeg ikke har kunnet skaffe, bærer titlen Sihat Jishaq. Abhandlung über Ursprung, Einteilung und Zeit des Gebetes. Pest 1862, side 19. ['Sihat Jishaq. En afhandling om bønnens oprindelse, inddeling og tidsansættelse']
4 [’Folkepsykologi’, som der taltes meget om i det 19.århundrede, regnes nu om dage næppe for en videnskab. ’Linguistisk palæontologi’ svarer til den del af vore dages ’almene sprogvidenskab’ som beskæftiger sig med sprogenes slægtskab og oprindelse. Ordet ’palæontologi’, som normalt bruges i zoologi og botanik og dér betyder: ’læren om de gamle (dyr/planter)’ afslører, hvordan man tænkte sig at sprogenes slægtskabsforhold var af samme art som dyr og planters, at man kunne opstille et stamtræ for sprogene]
5 hertil henviser NÉMETH udtrykkeligt, på side 23 og 24 og viser at Goldzihers traditionskritik var tidligere end Snouck Hurgronjes [se kap.57].
6 vedr. Wilhelm Bacher (1850 – 1913) se PERLES i Jahrbuch f. jüd.Gesch.u.Lit. 1915, 177ff  ['Årbog for jødisk historie og litteratur'] og den af  LUDWIG BLAU til hans 60 årsdag i 1911 sammenstillede bibliografi.
7 udkommet som et bind i Religionswissenschaftliche Bibliotek  ['Religionsvidenskabeligt bibliotek'], udgivet af W. STREITBERG. En anden, omarbejdet (og ved udnyttelse af den i mellemtiden udkomne faglitteratur udvidede) udgave, besøgede Franz Babinger i 1925. I 1951 udkom i Jerusalem en nyhebræisk oversættelse af M.Plessner, hvor der ligeledes i noterne er taget hensyn til de siden 1910 gjorte fremskridt.
8 [’Ben Oni’, - som Benjamin blev kaldt af sin mor Rakel, som døde i barselsseng, - men som blev korrigeret af hans far Jakob til Benjamin, ’lykkens søn’, 1.mosebog 31.18. Goldziher havde fået en ortodoks jødisk [talmudisk] oplæring]
9 eftermæle af E.LITTMANN ZDMG 90, 445 – 458. G. LEVI DELLA VIDA Oriente Moderne 1936 , 442 ['Den moderne orient']; J.SCHACHT Der Islam 1937, 292. Verspreide Geschriften van Snouck-Hurgronje  ['Forskellige skrifter af Snouck Hurgronje'] blev samlet og udgivet af A.J.Wensinck i 6 bind (bind IV i 2 halvbind) i 1923. Det 6.bind indeholder udførlige navne- og sagregistre, - som også tager hensyn til Mekka-bogen og til bogen om Atjèh – (side 483 – 559), registre til arabiske (side 562 - 577) og indonesiske (side 577 - 583) fagudtryk, såvel som til korancitater (side 584 – 586). Desuden er vedføjet en bibliografi.
10 [fiqh – det arabiske ord for retsvidenskab, dvs. koranens og traditionens retsnorm; kasuistik: den form for ret, som går ud fra enkelte retstilfælde, et casus, tilfælde, og danner almene regler derudfra. Se fx 2.mosebog kap. 21, især slutningen]
11 de nærmere omstændigheder, som førte til hans udvisning, har Snouck Hurgronje selv skildret Verspr.Geschr. III, 1 – 13)  ['Forskellige skrifter']
12 en engelsk oversættelse udkom i 1906 under titlen The Achehnese  ['Atjèherne']
13 [konkordans: et leksikon, hvor der for hvert ord angives samtlige steder det forekommer i den givne tekst, - her altså i hele den muslimske tradition (!)].
14 bibliografi over hans skrifter indtil 1915 blev sammenstillet af W.Gottschalk i Festschrift Eduard Sachau  ['Festskrift for Eduard Sachau'], udgivet af G.Weil, side 1 – 14, - og suppleret for årene 1915 – 1930 i B.Meissners mindetale over Sachau, SBA phil.-hist. Kl. 1930, side (romertal) 141 – 146.
15 en lakune [manglende stykke tekst] i Sachaus udgave, - som kun beroede på ét manuskript – udfyldte W.Spitta ZDMG 33, side 208 – 224, på grundlag af et manuskript fra Kairo. Til de af BROCKELMANN i GAL serie I, side 492 nævnte manuskripter, må også lægges håndskriftet fra München, Glaser 123 (fra det 7.årh. [’h’ (går jeg ud fra!)]), som [ganske vist] mangler begyndelsen og slutningen.
16 ZDMG 53, 125 – 167; 703 – 704; = Verspreide Geschriften  ['Forskellige skrifter'] II, 367 til 418
17 [klassebogen, - Kitab Tabaqat Al-Kubra - er en samling biografier over berømte islamiske skikkelser.]
18 [fx ’Muhammed’ under ’m’, men også under ’w’: wamuhammad (’og Muhammed’), og under ’b’: bimuhammad, (’ved Muhammed’)]
19 se eftermæle af NÖLDEKE ZDMG 46, 775 – 778 og V.ROSEN i Schriften der Orient. Abt. der Russ.Arch.Gesellschaft VII (1892), side 329 – 334  ['Skrifter fra den orientalske afdeling af det russiske arkæologiske selskab']
20 se herom SNOUCK HURGRONJE ZDMG 85, 276f
21 se AUGUST MÜLLER Otto Loth, Ein Gedenkblatt  ['Otto Loth, et mindeblad'] uden år (1881)
22 se TABARI Annales (bind 16), introduktion, side (romertal) 39f
23 se ED. MEYER i Zentralblatt f. Bibliothekswesen 1884  ['Tidsskrift for biblioteksvæsenet']
24 før ham, havde koptologen Ludwig Stern haft stillingen, - i 1871 - 1874
25 se herom A.MÜLLER ZDMG 39, 674 – 703, og det af ham, sammesteds 40, 765 – 770 meddelte brev af Vollers.
26 se A.SOCIN, ZDMG 43, 707 – 709 og A.D.MERX ADB 38, side 115 - 117
27 vedr. Thorbeckes efterladte papirer, se A.MÜLLER og A.SOCIN, ZMDG 45, 465 – 492 og AUG.FISCHER ZDMG 49, 695 - 705
28 om Franz Praetorius (1847 – 1927) se E.LITTMANN ZDMG 81, 159
29 [Altså: foretrak den græske oversættelse af det gamle testamente (septuaginta) frem for den hebræiske originaltekst (den massoretiske tekst). – På Jahns tid var de ældste kendte håndskrifter til den græske oversættelse betydeligt ældre end de til den  hebræiske]
30 se E.WINDISCH, BVSGW 1899, 225 – 253; E.KAUTSCH, ZDPV 22., 1 – 17  ['Zeitschrift des deutschen Palästinavereins' -  ’Tidsskrift for den tyske palæstinaforening’]
31 sml. A.SPITALER Grammatik des neuaramäischen Dialekts von Ma’lula, 1938.  ['Grammatik over den ny-aramæiske dialekt i Ma’lula'] [Bohtan er navnet på en by og på et ny-aramæisk sprog]
32 se C.H.BECKER Islamstudien II, 470 – 473  ['Islamstudier']
33 [emendationer – rettelser i den oprindelige tekst, hvor man – med større eller mindre ret! - mener der er tale om skrivefejl, eller fejl i det hele taget.]
34 [sammenlignende sprogvidenskab indenfor de semitiske sprog: hebræisk, aramæisk, arabisk, syrisk etc]
35 en optælling af titlerne (mest afhandlinger) findes i H.L.STRACK Einleitung in Talmud und Midrasch side 157ff  ['Indledning til talmud og midrasch']
36 se PRAETORIUS i Chronik der Univ.Breslau, 24, 188 – 192  ['Årbog for Universitetet i Breslau']
37 eftermæle hos I.KRA?NAKOWSKI, Bulletin de l’Acad. des sciences de l’URSS, Sciences sociales 1933, 273 – 283.  ['Bulletin fra det videnskabelige akademi i USSR, de sociale videnskaber']. TH.MENZEL Forschungen u. Fortschritte 9, 102f  ['Udforskninger og landvindinger']. – ikke at forveksle med Gesenius-eleven Andreas Gottlieb Hoffmann, (1796 / 1867) professor i teologi i Jena, hvis righoldige og pålidelige Grammaticae Syriacae libri tres  ['Syrisk grammatik i tre bøger'] var meget benyttet indtil Nöldekes grammatik udkom [1880/98].
38 [græske skrifter som beskæftiger sig med physiognomi: kunsten af bedømme menneskers karakter ud fra (navnlig) deres ansigtstræk]
39 af den omfangsrige litteratur om ham skal her fremhæves: hans efterfølger J.WELLHAUSEN’s mindetale over ham, NGWG, Gechäfil.Mitt.  1894, 49.57. Om Lagarde som orientalist, se H.H.SHAEDER, OLZ 1942, 1-13
40 en kritisk efterprøvning foreligger i to afhandlinger af H.S.Davidson og af J.C.Hughes, som blev antaget til Leipziger Semitischen Studien Bind III 5, 1919 henh. bind VII 3, 1920.  ['Semitiske studier fra Leipzig']
41 se HOLZINGER i Württemberg. Nekrolog f.d.J.1913, side 50 – 79  ['Württembergske nekrologer for året 1913']
42 se hans Marginalien und Materialen, Fortalen.['Randbemærkninger og materialer']
43 se R.HARTMANN Der Islam 12, 202 - 206
44 han udgav Ibn Atirs Kunya-ordbog  [12./13.årh.] i 1896, Glossarium Latinum  ['Latinske ordforklaringer'] i 1900, et skrift fra drusernes kanon i 1902, Sul og Sumuls historie i 1902 og Severus ibn al-Muqaffa’s aleksandrinske patriarkhistorie i 1912.
45 [hvad de har den dag i dag, 2008]
46 han levede som privatmand i Leipzig og Dresden og døde i 1884 i Thun ved Zwickau. På grundlag af det berømte pariser manuskript Ms.arab.882 udgav han i 1846 den arabiske version af Aristoteles’ kategorier; af Lanes Manners and Customs  [se kap.33] foranstaltede han en tysk oversættelse under titlen Sitten und Gebräuche der heutigen Ägypter  [De nulevende ægypteres sæder og skikke], 3 bind, 1852
47 det i 1862 udkomne bind 2, har på side 1 – 114 et supplement til 1.bind.
48 se den lærerige redegørelse for disse spørgsmål i ZDMG 38 (1884) side (romertal) 21 – 35 og Nöldekes brev sammesteds 58 (1904), side 60f, - hvis forudsigelse ’at redegørelserne dog alligevel indenfor en overskuelig fremtid vil blive indstillet’ gik i opfyldelse efter 12 år.
49 om V.Chauvin (1844 – 1913), se Goldziher, Der Islam 5, 108f
50 se WURZBACH Biogr.Lex. Bd 55, side 4 – 7  ['Biografisk Leksikon']
51 Jewish Encyclopedia 11, side 546f;  ['Jødisk Leksikon']. Festskriftet til hans 80 års fødselsdag og dets bibliografi har ikke været mig tilgængeligt.
52 se hans beretning herom i indledningen til hans sene værk Die arabische Literatur der Juden 1902, side (romertal) 47 – 49.  ['Jødernes arabiske litteratur']
53 Indledningen og første afsnit (om filosoffer) udkom som særnummer 5 og 12 af Zentralblatt für Bibliothekswesen  ['Tidsskrift for biblioteksvæsenet']; 2.afsnit (matematik) i ZDMG 50; 3.afsnit (læger) i Virschows Archiv für pathol. Anatomie  ['Arkiv for patologisk anatomi'] bind 24; register til det hele i ZDMG 50.
54 se P.CASANOVA L’enseignement de l’arabe au Collège de France  ['Undervisningen i arabisk ved Collège de France'], Paris 1910, side 64 - 66
55 se W.BACHER réj 30 (1894), side (romertal) 1 til 12; 32,1ff og 33,160. BABINGER Hessische Biographien I (1912), side 39 – 44  ['Biografier fra Hessen']
56 Deux versions hébraïques du Livre de Kalilah et Dimnah  ['To hebræiske versioner af bogen om Kalila og Dimna'] (= Bibl. de l’École des Hautes Études 49  ['Skolen for de højere videnskabers bibliotek, 49']
57 Johannis de Capua Directorium vitæ humanae (= Bibl. de l’École des Hautes Études 72)  ['Johannes af Capuas Retningsviser for det menneskelige liv']
58 se Jüd.Lexikon II, 85  ['Jødisk Leksikon']
59 Jean Spiro (1849 – 1914) var professor ved universitetet i Lausanne, - ikke at forveksle med Socrates Spiro, som arbejdede i det ægyptiske finansministerium og som ved udgivelsen af hans Arabic-English Vocabulary of the colloquial Arabic of Egypt   ['Arabisk-engelsk ordbog over det ægyptiske talesprog'] (1895) og English-Arabic Vocabulary of the modern and colloquial Arabic of Egypt  ['Engelsk-arabisk ordbog over det moderne og dagligtalte ægyptiske sprog'] (1897), har gjort sig fortjent af indsamlingen af det ægyptisk-arabiske ordforråd. Begge bøger var i første række tænkt som hjælp til de mange udlændinge, som stod i khedivens tjeneste.
60 eftermæle af J.-B CHABOT  i JA 10.serie, bind 17, side 587.
61 biografisk skitse og bibliografi i Mélanges René Basset II 463 – 503 (= Publ. de l’Inst.des Hautes-Études Marocaines II)  ['Forskelligt til René Basset' – ’Publikationer fra det marokkanske institut for de højere videnskaber’]
62 sml. E.DOUTTÉ L’Oevre de l’École des Lettres d’Alger Revue africaine 1905  ['Den humanistiske Læreanstalt i Algiers virke' – ’Afrikansk magasin’]
63 eftermæle hos BARBIER DE MAYNARD JA 1894, 2, side 6 – 8. PAUL DORVEAUX’s Biographie de Dr. Lucien Leclerc (1846 – 1893) [’Biografi over Dr. Lucien Leclerc, 1846 - 1893’] i Bulletin de la Société française d’histoire de la médicine 13  ['Bulletin for det franske selskab for medicinens historie'] (1914) side 207 – 234 er mig ikke tilgængelig.
64 se E. SENART JA 210 (1927), side 186 - 189
65 se SNOUCK HURGRONJE i Jaarbook der K.Ak.van Wetenschappen  ['Årbog for det kongelige videnskabernes akademi'] 1934 – 1935; GAUDEFROY-DEMOMBYNES JA 227, 141 - 143
66 se hans artikel om Madagaskar i EI 3, 68 – 80, hvor hans arbejder desangående er opregnet
67 se C.H.BECKER Islamstudien II, 491 – 498
68 se G. ROSENMANN i Jahrbuch f. jüdische Geschichte u.Literatur 17, (1914), side 145 – 157  ['Årbog for jødisk historie og litteratur']
69 om J.H.Mordtmann (1852 – 1932), se F. Babinger, MSOS As. 35, (1932), side 1 –16
70 Glaser (1855 – 1908) gav en skitse af sit liv i Deutsche Rundschau für Geographie und Statistik  ['Tysk magasin for geografi og statistik']
71 Südarabische Expedition(der Wiener Akademie)  ['Wienerakademiets sydarabiske ekspedition'] Bd. 3, 6, 7. Wien 1902 – 1907.
72 Südarabische Expedition, bind 9, 1909. Forordet indeholder et levnedsbeskrivelse af Hein og en bibliografi over hans værker, som hovedsageligt berører etnografiske og folkloristiske emner.
73 hvor meget han skyldte denne sin første lærer, har Müller med varme ord bekendt i bind II, side 11 af sin Mehri- und Soqotri-Sprache (1905).
74 se H.H.BRÄU WZKM 36(1929), side 177ff
75 desværre indeholder det andet bind – i modstrid med angivelserne på titelbladet – hverken ordfortegnelse eller sagregister.
76 Le Diwan de Ka’b ibn Zuhair édition critique Krakow 1950.  ['Ka’b ibn Zuhairs Digtsamling, kritisk udgave']
77 se H.DUDA WZKM 51, 152 – 155 med bibliografi
78 Islamica 5, 241 - 284
79 se TH.SEIF WZKM 39, 1 - 5
80 se J.RYPKA Archiv Orientalny  ['Orientalsk Arkiv'] Bd. 11, (1939), side 133 – 139 (Bibliografi sammesteds, side 140 – 154) og bind 21 (1953), side 8 – 19. L.MATOUS sammesteds side 20 – 24.
81 se  J.RYPKA Archiv Orientalny  ['Orientalsk Arkiv'] Bd. 10 (1938), side 1 – 34 og A.GROHMANN i Almanach derWiener Akademie  ['Wiener akademiets almanak'] 1945, 232 - 251
82 Rudolf Dvorak (1860 – 1920), en elev af Kosut, var grundlæggeren af den tjekkiske orientalistik; se Rypka: L’Orientalisme en Tschéslovaquie 17  ['Orientalismen i Tjekkoslovakiet']
83 Brünnow udgav derefter, sammen med v.Domaszewski 1904 – 1909, Die Provincia Arabia i tre bind.  ['Provinsen Arabien']
84 [Arabia Petraea, - det petræiske Arabien, er navnet på området øst for Jordanfloden, Sinajhalvøen og et stykke af østkysten af det Røde Hav med dets bagland (Hijaz), indtil Egra. Navnet skyldes byen Petra, som var dets hovedstad]
85 [I en sådan undersøgelse] må der tages hensyn til de kritiske bemærkninger, som JEAN CANTINAEU har fremsat i Études sur quelques parlers de nomades arabes d’Orient , (Annales de l’institut des Études orientales d’Algier II, 1936) I, 3,  ['Studier over nogle orientalske arabiske nomaders dialekter', (Årbøger fra Det Algierske Institut for orientalske studier)] om Musils phonetiske notation [dvs.: hans måde at nedskrive disse sange og digte på]
86 se C.NALLINO, RSO 7 (1918), 906 – 908. Bibliografi 1904 i Homenaje á D.Codera; Zaragossa 1904,  ['Til minde om D.Codera'] side (romertal) 29 – 38, sammenstillet af Ed. Saavedra.
87 LBOUVAT JA 227, (1935), 143 – 145; E.GARCIA GOMEZ, i Andalus 2 (1934), (romertal) 5 – 8. Hans (mig utilgængelige) Disertaciones y opúsculas  ['Afhandlinger og mindre arbejder'] udkom i 1928 i to bind.
88 se al-Andalus 1 (1933), 1 - 5
89 se også hans artikel om Ibn Masarra i tillægsbindet til Encyclopedia of Islam
90 se senest [1955] ENRICO CERULLI  Il Libro della Scala e la questione delle fonti arabo-spagnole della Divina Comedia (Studi e Testi 150), 1949  ['Bogen om Stigen og spørgsmålet om spansk-arabiske kilder til den Guddommelige Komedie']
91 se eftermæle af G.KAMPFFMEYER WI 6 (1918) 67 – 71. Bibliografi (i udvalg) sammenstillet af G.JÄSCHKE WI 23 (1941), side 115 - 121
92 J.LECERF Littérature dialectale et renæssance arabe moderne (Extrait du Bulletin d’études orientales de l’Institut Français de Damas, t. II et  III) side (romertal) 4.  ['Dialekt-litteratur og moderne arabisk renæssance' (’Særtryk af det franske institut i Damaskus’ bulletin om orientalske studier’]
93 denne traktat var blevet udgivet af Heinrich Brody i 1892. Ang. Brody (født 1868), se Soncino-Blade II, 1929 – 1930 (med bibliografi).
94 se herom G-WEIL i EI I, 485  ['Encyclopedia of Islam']
95 se EI s.v. Djarida   ['se Encyclopedia of Islam under ordet ’Djarida’']
96 se hans artikel i EI I, 815 – 890, og i Encyclopedia of Religion and Ethics  ['Leksikon for religion og etik'] VIII 1915, side 888-895. Efter hans død udkom i 1921 hans bog Zur Geschichte des Islam in China (=Quellen und Forschungen zur Erd- und Kulturkunde 10)  [’Om islams historie i Kina' (=Geografiske og kulturhistoriske kilder og studier 10]
97 Hartmann har skildret sin egen udvikling i forordet til Islam, Mission, Politik¸fra 1912.
98 ’Philosophische Einleitung in die Rechtswissenschaften’ i 1.oplag af Realenzyklopädie der Rechtswissenschaften af F.v.Holtzendorff.  ['Filosofisk indledning i retsvidenskaberne' i 1.oplag af ’Realleksikon for retsvidenskaberne’]
99 som biprodukt opstod den nyttige fortegnelse Tradenten erster Schicht im Musnad des Ahmad Ibn Hanbal (MSOS As 9, 1 – 29) fra 1906.  ['Den første række af tradenter i Ahmad Ibn Hanbals Musnad  [9.årh.: Musnad: et leksikon over Hadith]' – tradenter: de, som overleverer traditionen fra den ene generation til den næste]
100 blandt medarbejderne hørte bl.a. Hartmanns svoger Ernst Harder, endvidere Friedrich Giese og Fritz Kern. Harder (1854 – 1927) forfattede bl.a. en meget benyttet Arabische Konversationsgrammatik (1898, 4.opl.1931)  ['Arabisk konversationsgrammatik'], en Deutsch-arabisches Handwörterbuch  ['Tysk-arabisk ordbog'] (1902). Om Friedrich Giese (1870 – 1944) se JÄSCHKE ZDMG 99, side 7-10; om Fritz Kern, se nedenfor [kap.81, Friederich Kern (?)]
101 L(UCIEN) B(OUVAT) RMM 12 (1910), side 530ff, Om Bouvat, en af A.Le Chateliers nærmeste medarbejdere, se J.DENY J.A. 242, side 267 - 269
102 GILBERT MURRAY DNB 1931 – 1940) (Oxford 1950), side 597 – 599.
103 [Aristoteles’ Poetik handler om digtekunst, myter etc.]
104 i de klassiske filologiske kredse opstod en livlig diskussion i tilknytning til disse arbejder. I 1897 nedsatte Wienerakademiet endog en særskilt kommission for udgivelsen af de arabiske Aristoteles-oversættelser. I denne forbindelse bearbejdede Jaroslaus Tkatsch (1871 – 1927), en elev af den græske filolog Th.Gomperz, Die arabische Übersetzung der Poetik des Aristoteles und die Grundlage der Kritik des griechischen Textes (2 bind, 1928 – 1932).  ['Den arabiske oversættelse af Aristoteles’ Poetik og grundlaget for den græske tekstkritik']. På det andet bind, som udkom efter hans død, læste også den arabiskkyndige Theodor Seif (1894 – 1939) korrektur. Dette arbejdes anselige mangler blev påvist af BERGSTRÄSSER i Der Islam 20, 48 – 62, og af M.PLESSNER OLZ 1931, 1 – 14 og 1936, 295 – 298.
105 det tredje bind bærer ved en fejl tilføjelsen ’Del 1’, se fortalen til bind fire, side (romertal) 13.
106 [”GMS”] ELIAS JOHN WILKINSON GIBB (1857 – 1901), til hvis minde denne stiftelse er oprettet, var en skotsk privat-lærd, hvis hovedværk er History of Ottoman Poetry  ['Den Ottomanske digtnings historie'] (5 bind, 1908 – 1909). Om ham, se E.G.BROWNE JRAS 1902, 486 – 488 og E.H.ALEXANDER i Transactions of Glasgow University Oriental Society VI (1934), side 24 – 29  ['Forhandlinger fra Glasgow Universitets Orientalske Selskab']
107 om ELLIS se eftermæle i JRAS 1942, 153. Han forfattede Catalogue of Arabic Books in the British Museum (2 bind, 1894 og 1901)  ['Katalog over de arabiske bøger på Britisk Museum'] og skrev desuden – sammen med A.S.Fulton – et supplement i 1926. Sammen med Edward Edwards (eftermæle i JRAS 1946, 96) leverede han desuden i A descriptive List of the Arabic Mss. osv  ['En beskrivende liste over de arabiske håndskrifter osv'] (1912) et tillæg til Rieus katalog fra 1894 [se kap.43]
108 H.RITTER Der Islam, 17, 25f, henviser derimod til det prægtige håndskrift fra Istanbul, Köprülü 1010.
109 se eftermæle af MARGOLIOUTH JRAS 19176, side 632f. Han var en engelsk advokat af huguenottisk afstamning og studerede i sin fritid arabisk.
110 Historical Remains, First Part of his Kitab al-Wuzara’ and Fragment of his History 389 – 391 A.H. edited with Notes and Glossary, Leyden 1904.  ['Historiske levn. Første del af hans Kitab al-Wuzara’ og et fragment af hans Historie fra 389 – 391, udgivet med noter og ordfortegnelse’]
111 History of Damascus 363 – 555 A.H. from the Bodleian Ms. edited with extracts from other histories and summary of contents. Leyden 1908.  ['Damaskus’ historie fra 363 til 555 efter Hijra, fra det bodlejanske manuskript, udgivet med udtog af andre historieværker og en indholdsoversigt']
112 da CAETANI blev forsinket i udarbejdelsen af registre og indholdsoversigter, blev bind V først udgivet i sommeren 1913. Bind VI udkom endda først i 1917 [og] uden enhver bearbejdning. Se forordet til bind VI af Guy Le Strange.
113 Salahuddin Khuda Bukhsh (død 1931) oversatte desuden Weils Geschichte der islamischen Völker  ['De islamiske folks historie'], samt – delvist – A.v.Kremers Kulturgeschichte samt hans Herrschenden Ideen  ['Kulturhistorie osv.' samt ’De herskende ideer osv.’ – se kap.40] til engelsk, og ved disse arbejder bidrog han væsentligt til, at den moderne islamforsknings resultater blev tilgængelige for hans indo-islamiske landsmænd. Han tog også livligt del i Mrs. Margaret Graham Weirs engelske oversættelse af Wellhausens 'Det arabiske rige [og dets fald] ' [se kap.55]. Han var søn af Md. Khuda Bukhsh (død 1908), som i 1893 grundlagde Oriental Public Library  ['Offentligt orientalsk bibliotek'] i Bankipore [se kap.69], og som ved sin værdifulde håndskriftsamling og det fremragende Catalogue of the Arabic and Persian Mss.  ['Katalog over de arabiske og persiske håndskrifter'] er blevet kendt langt ud over Indiens grænser.
114 som i [sin] Yaqut, udelod Margoliouth også her enkelte steder af sømmelighedsgrunde og søgte i forordet til sin oversættelse af retfærdiggøre denne uvidenskabelige fremgangsmåde.
115 begge blev berømt ved de opsigtsvækkende håndskriftfund, som de gjorde på St. Katharinaklosteret på Sinai, samt i Ægypten i årene 1892 – 1906, - se F.C.BURKITT DNB 1922 til 1930 (1937), side 509ff.
116 han var søn af en præst i den (med Rom unierede) kaldæiske kirke, studerede og underviste (1902 – 1910) ved propagandacollegiets syrisk-kaldæiske seminar i Mosul, [men] kom i strid med jesuitterne på grund af de synspunkter som ytredes i hans udgave af Narses (1907) og i hans Sources syriaques (1907 - 1908)  ['Syriske kilde[skrifter]'], og han forlod den romersk-katolske kirke i 1910. Formidlet af den protestantiske mission kom han til England og fandt beskæftigelse, først ved Woodbrook College på Selly Oak i Birmingham, senere ved John Rylands bibliotek. Se J.M.Vosté O.P., Orientalia Christiana Periodica 7 (1941, 514 – 518) og eftermæle af G.GRAF OLZ 1941, 466 – 470 og 1942, 385.
117 se ovenfor, kap.49
118 eftermæle af A.MINGANA JRAS 1934, 217 - 219
119 det samme gjorde EDUARD MEYER  systematisk i 1912 i Ursprung und Geschichte der Mormonen, mit Exkursen über die Anfänge des Islams und des Christentums  ['Mormonernes oprindelse og historie, med ekskurser om islams og kristendommens tidlige historie']
120 eftermæle af R.A.NICHOLSON JRAS 1934, 217 - 221
121 eftermæle af R.A.NICHOLSON Proceedings of the British Academy IX  ['Forhandlinger i det Britiske Akademi']
122 The pictorial aspects of ancient Arabian poetry  ['Billedlige aspekter i gammel arabisk digtning']
123 eftermæle af O.SPIES Der Islam 31, 228 - 236
124 se R.A.NICHOLSON A descriptive Catalogue of the Oriental Mss belonging to the late E.G.Browne, 1932, side (romertal) 6 – 12, med bibliografi side 12 – 15.  ['Et beskrivende katalog over de orientalske manuskripter som tilhørte den afdøde E.G.Browne']
125 [bag denne lakoniske biografi gemmer sig forfatteren til et af rejselitteraturens hovedværker, selvsamme ’Et år blandt perserne’, se Arberrys ’Oriental Essays’]
126 [dvs samtidshistorie (?). Arberry fortæller interessant og bevægende om reaktionen i Persien/Iran på hans død]
127 eftermæle af A.A.FYZEE, JRAS  ['Journal of the Royal Asiatic Society'] Bombay Branch NS. 22 (1946). side 63 – 66.  ['Det kongelige asiatiske selskabs Bombay-afdelings tidsskrift' Ny Serie nr. 22, 1946, side 63 – 66; - se også her Arberrys ’Oriental Essays’]
128 Nicholson vedføjede på side 208 – 289 et udvalg af Luzumiyat i en kritisk sigtet tekst, som et poetisk tekstudvalg, og tilføjede i Studies in Islamic Mysticism X – XII  ['Studier i islamisk mystik', side (romertal) 10 - 12] de forbedringer, som Nöldeke og Bevan havde leveret dertil.
129 eftermæle af R.A.NICHOLSON JRAS 1934, side 430 - 432
---------------