Matt. 11, 2 - 10.

Af sognepræst Mads Mønsted. 3. søn. i adv. Første tekstrække: Matt. 11, 2 - 10.

For nogle uger siden hørte jeg i TV-avisen, at den engelske efterretningstjeneste holder øje med et par hundrede islamistiske grupper i landet. Disse grupper betragtes af den britiske efterretningstjenestes chef som overordentligt farlige, da de menes at planlægge terrorangreb.

Da jeg hørte det, spurgte jeg mig selv, hvad det mon er, der egentlig motiverer islamisterne.
Hvad får dem til at flyve ind i World Trade Center? Hvad motiverer dem til angrebene i Madrid og London?

En udbredt opfattelse er, at det er fordi, de er økonomisk dårligt stillede og ikke bliver godt nok modtaget i de vestlige samfund. Men forbedrer man blot de økonomiske og sociale forhold, så forsvinder også motiverne til terrorhandlingerne. Det er der mange intellektuelle, præster og politikere, der mener. Spørgsmålet er om denne økonomisk-sociale forklaring på islamisternes handlinger holder stik. Mange af islamisterne i Vesten viser sig i hvert fald at være velintegrerede borgere fra middelstanden og Bin Laden er mangemillionær.

Det mest naturlige, hvis man vil forstå islamisternes motiver, er vel i virkeligheden også at gå til islam selv og se på, hvad den forkynder. Lad os derfor se lidt på Muhammed og islams historie, som ikke er uden relevans for dagens evangelietekst.

Muhammed var påvirket af både jødedom og kristendom. Men om jøderne og de kristne sagde Muhammed, at de havde forfalsket Den hellige Skrift. Han afviste også tanken om Jesu guddommelighed og dogmet om treenigheden. Ligeledes forkastede han den kristne opfattelse af Jesu død. Det var ikke Jesus, der blev korsfæstet, kun hans skyggebillede. Derfor er Jesus heller ikke opstanden fra de døde. Muhammed afviste således hele det kristne evangelium.

I Mekka havde Muhammed optrådt som bodsprædikant. Men hans ord faldt ikke i god jord. Derfor forlod han byen med sine tilhængere i år 622 og drog til Medina. Her samlede han alle kræfter om sit hovedformål: at erobre Mekka i hellig krig til Allahs ære. I Medina valgte han også det sted, som de troende skulle vende sig mod under bønnen. Det blev Kabaen i Mekka. Den havde araberne betragtet som deres største helligdom i umindelige tider. Men Muhammed kom nu med den påstand, at Abraham fra Det gamle Testamente også havde været muslim. Og det var Abraham, der havde opført Kabaen i Mekka. Samtidig med, at Muhammed nu ledte de troendes tanker i retning af Kabaen som islams centrale helligdom, opildnede han dem også til hellig krig, så Mekka kunne erobres. I Medina iværksatte han også flere overfald på karavaner. Det øgede hans magt og fremkaldte den ønskede reaktion: Mekkas borgere udrustede en hær, som de sendte mod Muhammed. Muhammed vandt slaget. Sin magt og sejr brugte han til at kaste sig over jøderne, da han kom tilbage til Medina. Han overlod deres skæbne til en tilhænger, der bestemte, at de skulle dræbes. De følgende år kom der flere kampe mellem Mekka og Medina.

Men i 628 sluttede Muhammed en tiårig våbenhvile med Mekkanerne. Den gav ham ret til i det følgende år at besøge Kabaen i Mekka. Muhammed benyttede ventetiden til at underlægge sig de jødiske kolonier uden for Medina, hvorved store rigdomme faldt i de troendes hænder.

Men allerede året efter våbenhvilen med mekkanerne brød Muhammed sin aftale og angreb byen med en stor hær. Mekkanerne opgav at gøre modstand og byen faldt i Muhammeds hænder næsten uden blodsudgydelse. Efter sit indtog i Mekka krævede Muhammed alle gudebilleder tilintetgjort. Snart sluttede de omkringliggende stammer sig til Muhammed. Han stod nu som Arabiens ubetingede og enevældige hersker. Men Muhammed lod sig ikke nøje med det. Han ville tvinge alle landets beboere til at anerkende Allah. Muhammed gav dem en frist på fire måneder. Hvis de ikke inden den tid omvendte sig til islam, skulle de skånselsløst bekæmpes.

Men jøder og kristne fik lov at beholde deres religion imod at betale en årlig afgift, hvorved de officielt anerkendte Muhammeds overherredømme.

Muhammeds nærmeste efterfølgere udbredte i løbet af få generationer islams herredømme til Syrien, Ægypten, Nordafrika og Spanien. Mod øst udbredtes Islam til Mesopotamien, Persien og videre ind i centralasien. Det skete ved hellig krig.
Store dele af den kristne kultur langs middelhavet gik derfor under i det 7. årh. Allerede i 635 blev Damaskus erobret, et af kristenhedens lærdomscentre. Det var på vejen til Damaskus, at Paulus var blevet omvendt til kristendommen. Den islamiske ekspansion mod vest blev først stoppet nord for Spanien af Karl Martell i slaget ved Poitiers i 732. I 717 blev den stoppet i øst af Kejser Leo den tredje i slaget ved Konstantinopel. Men i 1453 blev byen atter angrebet og denne gang erobret og fik navnet Istanbul. I 1529 stod de muslimske hære uden for Wien, men blev afværget, og igen i 1683, men også denne gang blev Europa reddet.

Hellig krig er således en del af islam. Det hænger sammen med, at Muhammed havde gjort det til en hellig pligt at bekæmpe de vantro. Det er derfor ikke underligt, at verden af i dag er truet af islamister. De har deres forbillede i Koranen og i Muhammeds liv.

Heroverfor står Jesus. Hans rige er ikke af denne verden, som han selv siger: "Mit rige er ikke af denne verden. Var mit rige af denne verden, havde mine tjenere kæmpet for mig; men nu er mit rige ikke af denne verden" (Joh. 18,36). Jesus er altså - i modsætning til Muhammed - ikke en jordisk konge med et jordisk kongerige. Men det var den fælde, Djævlen forsøgte at få Jesus til at falde i, da han fristede ham i ørkenen: Djævlen viste ham alle verdens riger og deres herlighed og sagde til Jesus: "Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig" (Matt. 4,8f.). Hvis Jesus bare ville gribe til sværdet og samle en hær, så skulle Djævlen nok underlægge ham hele verden. Men den fristelse afviste Guds søn og så skelnede han skarpt mellem det åndelige regimente og det verdslige regimente, idet han anerkendte begge regimenters nødvendighed. Det åndelige regimente handler om evangeliets grænseløse nåde. Det verdslige regimente handler om samfundets øvrighed og de forskellige love, som skal beskytte landet og folket mod uret.

Det er denne skelnen mellem det åndelige og det verdslige regimente, som gør, at vi i de vestlige samfund ikke har religiøse love, hvorved vi skal vinde vores salighed. Saligheden har hjemme i det åndelige regimente og kommer til os som en gave fra Gud. Dermed er den verdslige øvrighed frit stillet til at vedtage love for samfundet, f.eks. love om ytrings- og forskningsfrihed, som igen er basis for produktion og økonomisk vækst.

Men skelnes der ikke mellem de to regimenter, får man f.eks. den islamiske stat, hvor Allahs love og regler skal overholdes til punkt og prikke, hvis mennesket skal have Allahs velbehag. Disse så godt som uforanderlige love får samfundet til at stagnere og berøver borgerne deres personlige frihed, herunder ytrings- og forskningsfrihed.

Skellet mellem de to regimenter er imidlertid opretholdt i dagens evangelium.
Her hører vi om Johannes Døberen. Han sidder i fængsel og skal snart henrettes. I fængslet er han optaget af et afgørende spørgsmål. Det drejer sig om, om den svage og fattige Jesus virkelig er den Messias, som profeterne har talt om skulle komme med Guds rige.

For var Messias ikke den af Gud salvede konge, som med magt skulle drive den romerske besættelsesmagt ud af landet, og derpå genoprette det gamle davidsrige?
Skulle Messias ikke komme som den stærke hersker og dommer og fjerne Israels fornedrelse, fordrive de vantro og oprette et herlighedsrige, som alle folkeslag skulle anerkende? Skulle han ikke herske som politisk konge over alle verdens riger og deres herlighed?

Men nu sad Johannes her i fængslet med udsigt til at skulle henrettes! Og hvad gjorde Jesus ved det? Ingenting. Han tillod det, han kæmpede ikke for Johannes. Men kunne denne fattige og svage Jesus virkelig være Guds Messias? Det var Johannes kommet i tvivl om. Nu ville han gerne have vished og sendte derfor folk hen til Jesus. Men Jesu budskab til Johannes lyder blot: "Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige. Og salig er den, der ikke forarges på mig."

Det var der intet nyt i for Johannes. Det var det, Johannes selv havde forkyndt og vidnet om. Han var Guds sendebud. Han havde døbt Jesus og set Helligånden dale ned over ham. Men nu trængte Johannes til at få en bekræftelse på det, som han hidtil havde forkyndt.

Men Jesus gør ikke alene intet for at få Johannes befriet, han giver ham også et hårdt svar: "Salig er den, der ikke forarges på mig."

Hvorfor gav Jesus ham så hårdt et svar? Hvorfor sagde Jesus ikke til Johannes: "Jo Johannes, jeg er Messias, jeg er Guds søn, og din egen forestilling om Messias som en magtfuld hersker er Djævlens blændværk. Du skal tro på, at jeg er Messias, tvivl ikke på det, hold fast i din gamle overbevisning! Det er din salighed, der står på spil!" Og hvorfor greb Jesus ikke til magtanvendelse for at få Johannes befriet?

Det gjorde han ikke, fordi han ikke var og ikke er en politisk Messias på linje med Muhammed. Og Jesus gav Johannes det hårde svar, fordi evangeliet ikke kan tvinges igennem med magt. Det er op til det enkelte menneske, om han vil modtage evangeliet i tro, i troens frie afgørelse, eller om han vil afvise det og dermed sin egen salighed. Jesu svar er udtryk for Jesu respekt for Johannes og det enkelte menneske. Det lægges over til mennesket, om han vil modtage evangeliet i troens frie afgørelse eller afvise det. I Guds rige og hos gudsrigets konge er der ingen tvang og magtanvendelse.

Dette var også begyndt at gå op for Johannes i fængslet. Han var ved at forstå, at Jesus ikke var interesseret i at befri ham fra fængslet eller det jødiske folk fra fremmedherredømmet. Men han havde forventet, at Guds Messias skulle befri ham selv og folket fra alle lidelser og trængsler og oprette et kongerige i glans, som alle folkeslag skulle anerkende og underordne sig. Men Jesu kongeværdighed og Guds rige var og er ikke af denne verden.

Derfor anerkendte Jesus også både landets politi, militær og retssamfund. Personligt gav han afkald på at bruge vold og magt, men anerkendte samtidig domstolenes og øvrighedens ret og pligt til at modstå uretten. Men Jesus selv satte sig ikke imod det onde med magt, men gik kærlighedens vej til mennesker uden brug af tvang og vold. Derfor greb han ikke ind over for Johannes i fængslet og derfor lagde han det over til Johannes selv, om han ville modtage Jesus som Guds Messias, modtage ham i troens frie afgørelse, eller sige nej. Jesus går kærlighedens vej til Guds fjender. Det gjorde han også, da jøderne og romerne forfulgte ham og dømte ham til døden. Også her gik han kærlighedens vej til Guds fjender. Heller ikke over for dem, der korsfæstede Guds egen søn, var hans grænseløse nåde og tilgivelse brugt op. Hans vej er kærlighedens vej, en vej med respekt for det enkelte menneskes valg.

Den respekt gjaldt også Johannes. Vi ved ikke, hvilket valg Johannes traf. Men vi ved, hvad evangeliet siger til ham og til hele verden: Saligheden skænkes som en fri gave af Guds nåde og modtages i troens frie valg.

Evangeliet forkynder, at vi frelses ved Guds ubegribelige langmodighed, ved hans urokkelige trofasthed, ved Guds grænseløse nåde og tilgivelse i Jesus Kristus, der modtages i troens frie afgørelse. Det glædelige budskab er, at Jesu grænseløse nåde og tilgivelse ikke er brugt op over for Johannes eller noget menneske. Om vi vil tage imod dette i troens frie valg eller afvise det, er vores eget ansvar. Men salig er den, som ikke forarges på den svage og fattige Jesus.

Amen.