De arabiske studier i Europa - 1400 - 1600

8. Pedro de Alcalá


 Den spanske muhammedanermission i slutningen af det 15. og begyndelsen af det 16.århundrede, har i hieronymianermunken Pedro de Alcalá’s skrifter præsteret noget af blivende værdi. Pedro de Alcalá fik – sandsynligvis i året 1499 – af Granadas ærkebiskop Fernando de Talavera til opgave at udarbejde en spansk-arabisk ordbog til hjælp for de missionærer som arbejdede blandt muslimer og nykristne i kongeriget Granada. Pedro brugte Antonio de Nebrijas spansk-latinske ordbog (1) fra
1495 som grundlag, men forøgede dens ordforråd så meget, at antallet af opslagsord overstiger 22.000 (2), og oversatte den ved hjælp af nogle mænd, som var velbevandrede i de muslimske videnskaber – onrrados y sabios faquis [hæderlige og kundskabsrige religiøse mænd (?)], som de kaldes i prologen (3) (adresseret til Talavera)  -  til den vulgærdialekt af det arabiske, som var gængs i Granada. Arbejdet blev fuldført i 1501 og blev trykt i Granada i 1505 med titlen Vocabulista aravigo en letra castellana [’Arabisk ordbog i kastellansk skrift’] (4).  At de arabiske ord, som titlen fremhæver, er skrevet med latinsk skrift, skyldes sikkert først og fremmest hensynet til trykningen: bortset fra gotiske typer havde trykkeriet ikke andre typer, og de arabiske bogstaver, som Pedro havde brug for i den indledende forklaring af principperne for sin omskrivning til latinske bogstaver, måtte skæres i træ af en typeskærer, som ikke havde det ringeste kendskab til arabisk. Pedro indførte, vel som den første, diakritiske tegn til brug ved gengivelsen af arabiske ord med latinske bogstaver: et ’c’ med tre prikker over [gengav det arabiske] ﺚ, et ’h’ med en prik under og en anden øverst til højre (5) [gengav] ﺥ, et ’d’ med apostrof  (6) over - ﺫ, af og til ﻆ;  ’Ain angiver han for det meste med en vokal med et ٔ (hamz) over; derimod udelader han hamz, gengiver [både] ت og ط med ’t’, د, ض og ظ med ’d’; heller ikke mellem ك og ق, mellem س og ص (ja endog ز), til dels heller ikke mellem ش og ز gør han nogen forskel. Det største problem er dog, at der ikke til hvert latinsk bogstav svarer én og kun én arabisk lyd, men at ’c’, efter de spanske retskrivningsregler,  foran ’e’ og ’i’ står for س og ص [to ’s’-lyde] men i øvrigt ellers står for ك og ق [to ’k’-lyde], som til gengæld igen omskrives med ’qu’ foran ’e’ og ’i’. س og ص skrives (undtagen foran ’e’ og ’i’) som ’ç’, til dels også som ’z’, som ellers står for ز.  ج gengives med ’j’, men foran ’e’ og ’i’ med ’g’ og en sjælden gang med ’x’ eller endog ’ch’; med ’g’ (og foran ’e’ og ’i’ med ’gu’) gengives ellers غ; men ’gu’ kan foran vokal også betyde و, som ellers gengives med ’u’,’v’. Desuden angives trykstavelsen ved et tegn, som ligner vores forkortelsestegn eller et circumflex stillet på hovedet (7). Forfatteren forklarer sig ellers klart og forstandigt, i den allerede  nævnte fortale, om disse spørgsmål vedrørende udtale og betoning i forhold til transskriptionen. (8) Når man betænker, at de muslimske medarbejdere, som var vant til den arabiske konsonantskrift (som er ganske uegnet til at gengive dialektformer), og som stod under den klassiske ’Arabiya’s overmægtige indflydelse, ikke kunne have megen forståelse for en transskription til latin, som pålideligt skulle gengive vokaler og betoning [af en dialekt], så forekommer Vocabulista, trods alle de mangler, der stadig hæfter ved dette første forsøg, at være en beundringsværdig præstation, - især hvis man sammenligner med andre transskriptionsforsøg fra samtiden, som fx i Torrentinus’ Elucidarius eller i Ridderen af Harff’s pilgrimsbog.
 ’Elucidarius carminum et historiarum vel Vocabularius poeticus continens fabulas historias provincias urbes insulas fluvios et montes illustres’ [ca.: ’Kommentar til poesi og historie, eller Poetisk Ordbog, som afhandler myter, historier, berømte byer og lande, øer og floder og bjerge’] af Torrentinus (dvs. af den i 1520 afdøde Hermann van der Becke [’bæk’: ’torrens’!], fra Zwolle, én af Brødrene af Fælleslivet), er en fra 1498 til ind i det 17.århundrede ofte genoptrykt fagordbog. Den indeholder i et tillæg, under titlen quaedam communia vocabula de idiomate Saracenico in Latinum translata de terra sancta [’nogle almindelige ord fra/om det hellige land, oversat fra det saracenske sprog til latin] en ordfortegnelse, ordnet efter emner, på 225 ord fra det i Palæstina talte vulgærarabiske. Transskriptionerne er her endnu meget ufuldkomne: shar i.st.f. ša’ar ;  sagitthan i.st.f. šaiţan; nefftz i.st.f. nafs osv.

 En lignende ordfortegnelse, som også indeholder nogle korte sætninger og talemåder, findes i Ridder Arnold von Harff’s beretning om sin pilgrimsrejse i årene 1496 – 1499 (Die Pilgerfahrt des Ritters Arnold von Harff…. udgivet af E. von Groote, Køln 1860, s. 111 – 113)   ['Ridder Arnold af Harffs Pilgrimsrejse'] og bearbejdet af H. Stumme i Festschrift Ernst Windisch, Leipzig 1914, s. 127ff og i ZDMG [’Tidsskrift for det tyske orientalske selskab’] 69, 208.
 I forordet til Vocabulista (9) offentliggjorde Pedro de Alcalá, som da allerede var over sin bedste alder, planer om en grammatik over dialekten i Granada; den blev også trykt i Granada i året 1505, under titlen Arte para ligera mente saber la lengua araviga (10) [’Kunsten lettere at lære det arabiske sprog’] og udkom samme år i et 2. forbedret og udvidet oplag. Dette værk viser endnu stærkere end Vocabulista, at dets forfatter var et selvstændigt tænkende menneske. For selvom han ikke var ubekendt med den arabiske nationalgrammatik (11), overtager han dog ikke dens system, for han vil beskrive det almindelige folks sprogbrug og forstår, at ’den arabiske grammatiks kunstfærdigheder’ (12) ikke er egnet dertil. Derfor går han, som den første humanist, i gang med det djærve forsøg, at anvende den latinske grammatiks kategorier på dialekten i Granada. På knap 30 sider behandles dens stof i den rækkefølge, som kendes fra de 8 ’partes orationes’ [talens former], hvor så naturligvis nomen, pronomen, verbum og participium fylder mest. Forud går et afsnit om det arabiske alfabet (de arabiske tegn er gengivet i træsnit), hans transskription til latinske bogstaver, udtalen af خ, ث og ع, såvel som de almindeligt anvendte vokaltegn i den arabiske skrift. Og til slut i grammatikken kommer forfatteren endnu en gang tilbage til den arabiske skriftlære: i det næstsidste kapitel (13) giver han regler for udtalen af vokaltegnene minibé (dvs. fatha) og minibu (dvs. damma) og i sidste kapitel (14) giver han fingerpeg om læsningen af arabiske skriftstykker. Den nære tilknytning til den latinske grammatik nødvendiggør naturligt nok mange tilsnigelser; efter [det latinske] forbillede opstilles 6 kasus, for hvilke der endda anføres arabiske fagudtryk: (15)
Nom. (mubtada’) al-fugaha
Gen. (mudaf)  mital-fuqaha
Dat. (magrur)  lal-fuqaha
Akk. (maf’ul)  al-fuqaha
Vok. (munadi) ya fuqaha
Abl. (zarf)  ma’al-fuqaha
 [Den bestemte] artikel erkendes ikke som det den er og nævnes kun af og til som demonstrativum (16); dualis regnes til pluralis (17), genetivforbindelsen forklares som et sammensat navneord (18). Ved udsagnsordet ligestilles madi med fortid, mudari’ med nutid (19). Bøjningsskemaet for udsagnsordene (20) omfatter to former (grundform og taf’il), to tider (nutid og fortid) og to modi (indikativ og imperativ).  Der begyndes, som på latin, med 1.person éntal indikativ, og der redegøres ikke for kønsforskellene i 2.  og 3.person.  Der opstilles et bøjningsskema for hjælpeverberne esse [at være] og habere [at have], som indeholder en tredje tid, fremtid (21). Forholdsordene bliver, lige som på latin, inddelt i dem som styrer akkusativ, og de som styrer ablativ (22). Og da Pedro helt er i den antikke grammatiks vold, overser han afgørende forhold i den arabiske grammatik: han forstår ikke vigtigheden af begrebet ’rod’, så opbygningen af ordformerne på arabisk, både navneord og udsagnsord, forbliver uigennemskuelig for læseren. Kun diminutiverne vies et særskilt kapitel (23) [men] deres dannelse er beskrevet ganske overfladisk. Alligevel ville det være ubilligt, trods disse svagheder, at miskende storheden af dette værk, som for første gang forsøgte at beskrive en arabisk dialekt med den vesterlandske grammatiks redskaber.
 Til grammatikken er der tilføjet, som anden del af Arte (24), en samling af sådanne tekster i Granada’s dialekt ”som en muhammedanermissionær mest har nødig”. Først de almindeligste bønner og trosbekendelsen (25), så en hoveddel, med anvisninger for de nykristnes skrifte, med udførlig angivelse af alle spørgsmål i skriftestolen, både på spansk og arabisk (26). Allerede i dette afsnit findes flere lister (dødssynderne, barmhjertighedsgerningerne, sakramenterne og trosartiklerne) optegnede (27), hvortil føjer sig en opregning af de fem sanser og de syv kardinaldyder (28), samt formuleringen af de spørgsmål, som præsten skal stille til brud og brudgom inden vielsen (29), såvel som de ord der bruges ved uddelingen af det sidste sakramente, den sidste olie (30). Herefter følger det almindelige messeritual samt nogle specielle tilfælde (31) og som afslutning bringes en oversættelse af begyndelsen af Johannesevangeliet (32), Johannesprologen.
 Pedro de Alcalá’s Vocabulista og Arte er to fremragende eksempler fra den tidlige spanske humanisme og behøver ikke undse sig for - på sit felt - at sammenlignes selv med den complutensiske polyglotte (33), som blev trykt i årene 1514-1517 på foranledning af kardinal Ximenes de Cisneros. De faste principper i den solide filologiske metode, som Pedro fulgte, har gjort hans værk uafhængigt af de forhold som førte til dets opståen, og har givet det en umistelig indre værdi. Denne metode har sat ham i stand til at give en fremstilling af Granada-dialekten, og et indblik i dens ordforråd, dens vokal-lyde (34) og betoningsforhold,  som vi ikke har for nogen anden arabisk dialekts vedkommende i ældre tid. Ja, pga. den store mangel på direkte tekstvidner til det spansk-arabiske har hans værker ligefrem værdi af kildeskrifter.
 P. de Lagardes udgave er et nøjagtigt aftryk af de meget sjældne originaludgaver [dog] med rettelse af en hel del trykfejl. I Arte følger [Lagardes] tekst på side 1 – 48 andenudgaven (B), og derfra til slutningen (side 68) så førsteudgaven,  idet udgiveren ikke havde et komplet eksemplar til sin rådighed (et sådant opbevares i det tyske orientalske selskabs bibliotek (35) i Gildemeisters samling [se slutn. af kap.34]). Da de to udgaver er forskellige, både i kapitlernes nummerering og rækkefølge, så passer det register, som er aftrykt på side 68 ikke med teksten, som er aftrykt på side 1 – 48. Den fremstilling af den granada’ske dialekt, som Lagarde havde planer om, er ikke udkommet. Dozy [se kap.38] har bragt det meste af det hos Pedro bevarede ordforråd i sit Supplément og (I,  XXX-XXII) sammenstillet en rest af uidentificerede ord.



9. De arabiske studier i Italien ved begyndelsen af det 16.årh.

Pedro de Alcalá’s arbejder udgør et højdepunkt og samtidigt afslutningen på de arabiske studier, som blev drevet på spansk grund med henblik på muhammedanermissionen. Spanien mistede, efterhånden som antallet af morisker svandt og den spansk-arabiske dialekt uddøde, interessen for fortsat pleje af det arabiske. I stedet trådte nu andre europæiske nationer. Ganske vist havde ingen af dem inden for deres egne grænser at gøre med et problem med et arabisktalende muslimsk mindretal og for ingens vedkommende kom en, med statslige midler understøttet, muhammedanermissioner på tale. For kurien i Rom var det først og fremmest unionsspørgsmålet, der nu som før holdt interessen for arabisk og andre orientalske sprog ved lige. Den første trykte bog med arabiske typer (36), den i september 1514 i Fano (37) udkomne Septem Horae canonicae [’De syv kanoniske tidebønner’] fremkom på foranledning af pave Julius II og var bestemt for jakobitterne i Ægypten; men det blev ved det ene forsøg, og ingen anden arabisk bog blev trykt på dette trykkeri. Ikke desto mindre medførte kuriens relationer til de orientalske kirker, at den af humanismen vakte interesse for fremmede sprog og litteraturer fandt mere grobund i Rom end andre steder, fordi man her kunne møde besøgende fra alle østens lande. Side om side med orientalske kristne så man i Rom også lejlighedsvis andre gæster fra østen, fx fra 1489 til 1495 den osmanniske tronprætendent Djem, som ville gøre sin broder Bayazid II herskerrangen stridig. Hans ophold i Rom førte til, at der to gange indtraf et gesandtskab fra Den Høje Port (38) til paven. Tyve år senere var Rom vært for en anden muslim, Leo Africanus, en marrokaner, som var blevet taget til fange af korsarer og ført til Italien, og først blev holdt fængslet i Engelsborg, men derefter gik over til kristendommen og ved forskellige værker, især hans berømte skildring af Afrika, gav vesten et bedre kendskab til muslimske forhold. - Den oplysning, at koranen skal være blevet trykt i Venedig omkring 1530 (39), tyder på en kortvarig opblomstring af missionstanken, men da hele oplaget allerede under Paul III (pave 1534-1549 (40)) skal være blevet tilintetgjort, så har denne udgave, om hvilken det ikke engang står fast, om den var komplet, og som [af nogle] endog er blevet forvist til fantasiens rige, ikke kunnet øve nogen indvirkning på de arabiske studiers forløb i vesten.


10. Wilhelm Postel


 De kristne landes diplomatiske relationer til Den Høje Port fik en langt stærkere indflydelse på de arabiske studiers forløb end de romerske unions- og missionsbestræbelser. Allerede ved Mehmet Erobrerens død (1481) havde osmannerne underlagt sig næsten hele Balkanhalvøen syd for Donau og Sau, med undtagelse af Montenegro og nogle små kystområder i Morea og Adria, som var på Venetianske hænder. Det 16.århundrede så, under Selim I (reg. 1512 - 1520), en betydelig udvidelse af osmannernes herredømme i Asien og Afrika og deres opstigning til en position som den forende sunnitiske stormagt. Så tog erobringstogene på Balkan igen fart under Soliman den Prægtige (reg.1520 – 1566). Ungarn, som i næsten hundrede år havde været den mest resolutte modstander, som osmannerne havde at regne med, blev underkastet i slaget ved Mohacs i 1526 og i 1529 stod tyrkerne for første gang foran Wien. Overfor denne truende fremmarch af en muslimsk magt, optrådte de kristne lande i Europa ikke i samlet flok til forsvar. Tværtimod søgte de fleste at varetage deres egne særinteresser ved selvstændig foretagsomhed. Frans I af Frankrig lod sig ikke hindre af den katolske ideologi, - som i ham så den allermest kristne konge og i den franske kirke Roms ældste datter,  - i at forsøge at  benytte sig af den osmanniske sultans støtte i kampen mod Karl V. Endnu medens han holdtes fangen af Karl V, i 1525,  optog han forhandlinger. I 1534 kunne et fransk gesandtskab rejse til Konstantinopel og udvirkede i det følgende år den berømte kapitulation, i hvilken sultanen tilstod Frans I’s undersåtter - ligesom tidligere venetianerne og andre handelsnationer – retten til at slå sig ned i Tyrkiet og til at drive handel, samt indrømmede dem vidtgående selvstyre dér under deres konsul og først og fremmest [selvstændigt retsvæsen ved] konsulen (41). For at udbygge disse handelsmæssige og politiske interesser yderligere, ydede Frans I – ganske i humanismens ånd – de gensidige kulturelle udvekslinger de to lande imellem fremme, idet han regelmæssigt sørgede for at lærde folk var tilknyttet gesandtskaberne. Fx sendte han i 1534, eller umiddelbart efter, Wilhelm Postel til orienten for at opkøbe orientalske manuskripter, - den mand, som vesten kan takke for den første grammatik over det klassiske arabiske sprog.
 Wilhelm Postel (42) blev født under beskedne forhold i 1510 (43) i Normandiet, studerede i Paris, beskæftigede sig med græsk og hebræisk, som siden slutningen af det 15.århundrede blev studeret flittigt også i kristne kredse (44), og lærte også italiensk, spansk og portugisisk. Hans sprogbegavelse tiltrak sig hans læreres opmærksomhed, han blev anbefalet til Margarete af Navarra, Frans I’s åndrige søster, og fik tiltræde ved hoffet. Da kongen sendte ham til orienten, tilbragte han først nogen tid i Ægypten og rejste så til Konstantinopel, hvor hans sprogkundskaber sikkert skaffede ham en gunstig modtagelse hos den franske gesandt la Forêt (Forestanus). Han tilegnede sig hurtigt tyrkisk og af en jødisk hoflæge Moses Almali (?) blev han indført i den jødiske kabbala og læste Zohar (45). Især studerede han dog arabisk, hvis grammatik tyrkiske lærere underviste ham i. Her kom hans hebræiskkundskaber ham stærkt til hjælp. Desuden benyttede han enhver lejlighed til at udvide sit kendskab til fremmede sprog: fx indhentede han hos præsterne ved den abessinske kirke oplysninger om det ætiopiske sprog, som vesten for første gang havde lært nærmere at kende i 1513, gennem det førstetryk af den ætiopiske (her kaldet kaldæiske) oversættelse af [Davids] salmer, som tyskeren Johann Potken, provst ved St. Georg i Køln, havde foranlediget. Efter et ophold på mindre end to år (46) vendte han, i begyndelsen af 1537, tilbage til Europa. Undervejs besøgte han i Venedig den berømte bogtrykker Daniel Bomberg (47) og søgte formodentlig at overtale ham til at lade skære arabiske fonte og indrette et orientalsk trykkeri. Han lærte også Teseo Ambrogio (48) (Theseus Ambrosius, 1469-1540), Pavia’s kanonikus, at kende, - en af de tidligste italienske orientalister, - som beskæftigede sig med de forskelligste sprog. Postel overtog fra ham betegnelserne ’indisk’ for ’ætiopisk’, såvel som ’punisk’ for det (maghribinsk-)arabiske. I efteråret 1537 var han atter tilbage i Paris,  hvor Frans I beskæftigede ham som forelæser og tolk og i 1539 udnævnte ham til professor regius i det netop grundlagte Collège de France. Denne post mistede han dog igen i 1543, da hans velynder Poyet blev styrtet. I 1538 offentliggjorde han et skrift Linguarum XII characterum differentium alphabetum, introductio ac legendi modus longe facillimus [’En introduktion og overordentlig enkel læseanvisning til 12 forskellige sprogs alfabeter’], hvori han (49) behandler følgende sprog og deres alfabeter: hebræisk, kaldæisk, yngre kaldæisk (formodentlig syrisk), samaritansk, arabisk (Arabica vel Punica), indisk (altså: ætiopisk), græsk, georgisk, serbisk (Tzerviana), albansk (Hieronymiana aut Illyrica), armensk og latin. I samme eller følgende år udkom hans Grammatica Arabica, [arabisk grammatik] som det egentlig var meningen skulle erstatte det tilsvarende kapitel i Linguarum XII Alphabetum; for på titelbladet står der, mellem titlen Grammatica Arabica og angivelsen af trykkestedet, bemærkningen ’Guilielmus Postellus Lectori. Ne quid nostri concilii ignores candide lector, quum characterum difficultate in sculptis tabulis, multos esse perterritos viderem, quod essent difficiles et male formati, volui loco illorum quaternionum hic inserere grammaticam typis excussam (læs: excusam), ut quos difficultate abegerat, facilitate et pulchritudine revocet. Vale’.  [Fra Vilhelm Postel til læseren: Ærede læser, for at ikke du skal være uvidende om vor hensigt: Da jeg har set så mange blive afskrækkede af de vanskelige og dårligt skårne tavler, vil jeg i de fires sted sted her indsætte en grammatik, trykt med typer, for at den kan vinde dem, den afskrækker ved vanskelighed, tilbage ved læselighed og skønhed. Hilsen] -  og ark-angivelsen (sidenummerering mangler) går fra Di til Dxii, og fra Ei til EX [begynder altså ikke med A…]. De her nævnte, inderligt dårlige arabiske typer i grammatikken, skyldte Postel, som det fremgår af tilegnelsen, biskoppen af Anjou’s rundhåndethed. I det praefatio [forord] som går forud for det arabiske i Linguarum XII Alphabetum, tager Postel udgangspunkt i islams udbredelse, som dækker hele Afrika, bortset fra Nubien, og hele Asien, fra vestkysten til det fjerne østen - selv på de Molukkerne mødte Magellan dem – og også i Europa er islam trængt frem. Så roser Postel den rige arabiske litteratur, særligt værkerne om astronomi og praktisk lægekunst, og han polemiserer mod de neoteristae  [modernister], som beklinker disse værkers værdi: ingen kan give afkald på den arabiske medicins lægemidler og mixturer, og Ibn Sina [Avicenna] siger mere på én side eller to, end Galen (50) i fem eller seks store bind. Så minder han om sprogkanonen fra konciliet i Vienne [i 1311, se kap.5, slutningen], og efter at have understreget slægtskabet mellem arabisk og hebræisk, som letter tilegnelsen meget, sammenfatter han værdien af et kendskab til arabisk: som verdenssprog er det nyttigt i samkvem med maurere, ægyptere, syrere, persere, tyrker, tatarer og indere; det har en rig litteratur; den som behersker det, kan ’gennembore alle fjender af den kristne tro med den (hellige) skrifts sværd og gendrive dem med deres egne dogmer og ved kendskab til ét sprog [således] træde i forbindelse med den hele verden.”
 Efter denne indledning følger grammatikken, som på hver eneste side viser Postels stærke afhængighed af de arabiske nationale grammatikkere, men også viser, at han ikke har mestret stoffet. Den indeholder først, under overskriften Alphabetum Arabicum vel Punicum [Det arabiske eller puniske alfabet], alfabetet, men med en inkonsekvent og senere ikke omhyggeligt efterlevet transskription (uden diakritiske punkter). Den behandler vokaltegn og læsetegn, abgad  [de arabiske bogstavers talværdier] og de indiske tal; herpå følger inddelingen af bogstaverne i radikal- og hjælpebogstaver (51); på dette sted opregnes, - skønt læseren endnu ikke har noget overblik over helheden, - allerede alle de steder i formlæren, hvor hjælpebogstaver forekommer. Oversigten over sprogets tre led , verbum, nomen og dictio, holder sig nær til den arabiske nationalgrammatik; ved verbet behandles hovedsageligt det stærke (og det 4-radikale) verbum i grundstammen og belyst gennem bøjningsskemaer (nasara, dahraga); de afledede stammer mangler næsten fuldstændigt. Hvad de svage verber angår, så henvises læseren fol.III, til ’Tres grammaticae Arabicae libri a nobis conversi latine’ [’Tre arabiske grammatiske værker, som vi har oversat til latin’], som Postel havde til hensigt at udgive. Fra denne oversættelse stammer øjensynlig også det korte afsnit fol. 14v om verbalnominet (masdar), som indledes med ordene: ’traducam quae de hac re in Azi seu prima Grammatices parte tradunt’ [jeg oversætter  [her], hvad grammatikkerne overleverer om dette forhold i ’Azi’, eller ’grammatikkens første del’]; formodentlig menes hermed kitab at-tasrif af ’Izzi. I nominallæren bibeholder Postel det latinske kasussystem og opregner ellers nominalklasserne fra sit forlæg, uden at forklare deres dannelsesmåde. Under partikler er det, som ikke kunne anbringes andre steder  hobet sammen: pronominalsuffikser, demonstrativer, nogle adverbier og - efter et par råd om læsning af uvokaliserede tekster - talordene. Afslutningen udgøres af Fadervor på arabisk samt koranens første sura med en temmelig mangelfuld latinsk oversættelse (52), som viser, at Postels arabiskkundskaber manglede et solidt fundament.
 Denne ret mangelfulde Grammatica Arabica, som endvidere vrimlede med trykfejl, er Postels sidste direkte bidrag til de arabiske studier. I sit skrift De la république des Turcs [’Om den tyrkiske republik’ [på fransk]], som udkom i 1539 eller 1540, og som senere blev genoptrykt mange gange, tegner han et idealbillede af det osmanniske samfund, - men så tog hans forfatterskab en usædvanlig vending. I stadig stigende grad overskyggedes [nu] hans tænkning af eventyrlige planer for verdens forbedring, i hvis tjeneste han ville stille sine sprogkundskaber. Han drømte om en storslået missionsvirksomhed til omvendelse af alle kættere og hedninger, og om en erobring af hele verden, udført af de kristne nationer under anførsel af Frankrig, og om en ny tid, som var i anbrud, hvor menneskene, forenede i den kristne tro, ville leve i fred og samdrægtighed under lilliebanneret [det franske]. Som Lullus før ham, vidste også Postel, at hjerterne ikke kan besejres med ydre våben, men som Lullus var også han overbevist om, at kristendommens sandhed kunne bevises forstandsmæssigt overfor alle dens modstandere. Med disse middelalderlige forestillinger forbandt sig en patriotisme, som anså franskmændene for Guds udvalgte folk, og mente de var kaldede til verdensherredømmet. Skarpheden og ensidigheden i disse grundtanker blev væsentligt formildet ved de karaktertræk, som viser Postel som barn af det 16.århundrede: hans vidtspændende interesser, hans forståelse for fremmede forhold, som endog lod ham have høje meninger om Muhammed (53), hans tolerance, som ganske vist stadig betragter religion som et statsanliggende, men som kun overfor atheister truer med dødsstraf, samt endelig hans tro på kulturelt fremskridt. Disse tankegange fremførte han første gang i skrftet De orbis terrarum concordia [’Om den hele verdens samdrægtighed’] fra 1543. Da han ikke fandt lydhørhed i Paris, drog han i 1544 til Rom, hvor han håbede at finde forståelse for sine planer hos jesuitterne. Men Ignatius af Loyola havde ikke brug for en mand, som gjorde den franske konge til verdenshersker og som fastholdt som sin overbevisning, at et almindeligt koncil stod over paven. Så rejste han i slutningen af 1545 til Venedig, hvor han havde det skæbnesvangre møde med Mater Johanna (død 1551), en ældre sygeplejerske, som havde visioner og ekstaser og som indbildte sig, at verdens undergang stod for og at hun selv ville optræde som verdens forløser ved den lejlighed. Under hendes indflydelse gled Postellus længere og længere ud i åndeligt sværmeriske farvande, og også hans undersøgelser vedrørende sprogenes oprindelse (et problem han havde beskæftiget sig med siden sit skrift De originibus [’Om oprindelserne’] fra 1539) viser usunde spekulationer om et Noa’s dagligsprog, hvorfra latin og græsk skulle stamme, og et [Noa’s] mystiske sprog, hvorfra Postel afleder arabisk, syrisk og kaldæisk (54). Herunder tabte han [dog] ikke sine missionsplaner af syne; men for at vinde den orientalske verden for kristendommen gennem evangeliet på arabisk og syrisk, behøvede han orientalske bibelhåndskrifter, og derfor overtalte han Bomberg [i Venedig, - se ovenfor] til at give ham penge til endnu en orientrejse. I 1549 rejste han på et venetiansk pilgrimsskib til Palæstina og ankom i august til Jerusalem. Snart opdagede han, at hans pengemidler var helt utilstrækkelige, og han måtte være glad ved at kunne rejse i den franske gesandt d’Aramont’s følge, som ankom til Jerusalem i november samme år, til Konstantinopel, hvor han opholdt sig fra begyndelsen af 1550 til ind i det følgende år. Så vendte han atter tilbage til Venedig, overdrog sine orientalske håndskrifter til Bomberg til forvaring, og rejste til Paris. Nu, efter Mater Johannas død, følte han sig berettiget til at tale om hendes sendelse. Han forkyndte verdens forestående undergang, Kristi genkomst og menneskehedens forløsning, og tildelte Mater Johanna en vigtig rolle ved verdens genoprettelse (restitutio) som forløser af den lavere natur. Han mente, at Mater Johanna’s substans var overgået til ham selv, og betegnede sig selv som restitutus [genoprettet]. Samtidig udfoldede han en yderst livlig litterær virksomhed og offentliggjorde fra 1551 – 1553 talrige skrifter om de mest forskelligartede genstande. Til sidst mistede han dog kongens tillid, og derfor begav han sig i 1553 over Venedig til Wien til Johann Albrecht Widmanstetter (1506-1551) (55), som netop på denne tid var i færd med, på Ferdinand I’s bekostning og med hjælp fra den syriske præst Moses fra Mardin, at udgive det nye testamente på syrisk. Det var et arbejde, som Postel gerne ville medvirke til. Udnævnt af kejseren til ekstraordinær professor ved det nyorganiserede Wiener Akademie, udviklede han i sin tiltrædelsesforelæsning De linguae Phoeniciae excellentia [’Om det fønikiske sprogs fortræffelighed’] (56) teorier om det hebræiske sprog som helligsprog, om den rolle som evangeliet på syrisk og arabisk ville komme til at spille ved orientens omvendelse og endelig om nødvendigheden af at studere disse tre sprog, for at den gyldne tidsalder kunne tage sin begyndelse. Men allerede efter et halvt år forlod han Wien, den 1.maj 1554. Flere af hans skrifter var sat på [det katolske] index [over forbudte bøger], og han forsøgte at retfærdiggøre sig. Men hans indsigelse havde kun til følge, at man bedømte ham til at have fejlet, ikke af ond vilje, men af uforstand. Hans nød blev så stor, at han måtte tage afsked med de håndskrifter, som han havde samlet i orienten, og formidlet gennem sin ven, Andreas Masius, rådsherre i Cleve og Kurpfalz, pantsatte han dem for 200 dukater (57)til kurfyrst Ottheinrich af Pfalz, som samlede håndskrifter til biblioteket i Heidelberg. I sommeren 1555 fandt han en velgører, som lod skære arabiske typer for ham i Sabbioneta; (58) men før han kunne tage dem i anvendelse, blev han igen – pga et nyt skrift om Mater Johanna (Le prime nuove del altro mondo [’Den anden [kommende] verdens nye forår’ [italiensk]] ) stillet for inkvisitionsretten, og blev holdt fangen i Rom i 3 år. Et folkeligt oprør åbnede ham endelig en udvej i 1559, og nu drog han igen fra sted til sted gennem landene, til han i 1561 igen kom til Frankrig, som stod lige foran borgerkrigens begyndelse. Han tog i flere traktater stilling til spørgsmålet om et konkordat mellem papister og huguenotter, forviklede sig dermed i nye vanskeligheder, blev fængslet på kongelig befaling, stillet for retten og i slutningen af 1562 bragt til klosteret St. Martin ved Paris. Her tilbragte han så de sidste år af sit liv, agtet af klosterbrødrene for sin dunkle lærdom og elsket for sin hjertens godhed. Og heller ikke hans harmløse tåbelighed bragte ham nu mere i ulykke. Hans sværmerier tabte så meget mere i farlighed, jo længere den verdens undergang han havde forkyndt lod vente på sig. Derfor blev fangenskabet snart mildnet: han fik sine bøger tilbage, måtte igen skrive breve, ja senere endog holde forelæsninger. Og således kunne han nu, i endnu 18 år indtil sin død i 1581, i utrættelig om end ufrugtbar virksomhed, beskæftige sig med sine fikse ideer og igen og igen diskutere dem på ny i en udstrakt brevveksling og et omfattende forfatterskab.

11. Tidlige arabiske studier i Tyskland

Begyndelsen til arabiske studier i Tyskland er nært knyttet til Postels håndskrifter, som var kommet til Kurfyrsten af Pfalz’s bibliotek [i Heidelberg]. Efter at Kurfyrst Friedrich III i 1560 var trådt over til calvinismen, blomstrede den reformerte lærdom i Heidelberg. Her havde, fra 1561, Immanuel Tremellius (1510 - 1580), en jøde fra Ferrara, som først var overgået til katolicismen, og siden til den reformerte bekendelse, sit virke. Han udgav i 1569 en Grammatica Chaldaea et Syriaca  ['Syrisk og kaldæisk grammatik'] og i samme år den syriske oversættelse af det nye testamente, efter et af de håndskrifter Postel havde medbragt fra orienten (59), - med en vedføjet latinsk oversættelse. Fra 1561 arbejdede han på kurfyrstens opfordring på en ordret oversættelse af det gamle testamente til latin, hjulpet af sin elev, svigersøn og senere efterfølger Fr. Junius (du Jon, 1545 – 1602). Det var helt i tråd med disse bestræbelser for ’Guds Ord’, i den reformerte betydning, at Junius, som havde skaffet sig et vist kendskab til arabisk, tog sig af den arabiske bibeloversættelse, hvoraf der blandt Postels håndskrifter lå et bind med Paulus’s breve og Apostlenes Gerninger. Han oversatte den arabiske tekst til Apostlenes Gerninger og til Korinthierbrevene til latin og udgav denne latinske oversættelse i 1578 (60). Men den første som grundigt beskæftigede sig med Heidelbergbibliotekets Postelske håndskrifter var en elev af Junius: Jakob Christmann (1554 - 1613). Han sørgede for en fortegnelse over dem, hvori hvert håndskrifts titel og indhold – om end kun stikordsagtigt, og ikke altid korrekt – er angivet (61). På grundlag af de erfaringer han hermed gjorde, udgav han i 1582 Alphabetum Arabicum cum isagoge scribendi legendique Arabice [’Det arabiske alfabet, med en indføring i skrivning og læsning af arabisk’], en kortfattet skriftlære med ganske gode arabiske typer, som efter forfatterens anvisning var blevet snittet i træ. I slutningen anføres, som læseøvelser, Fadervor (efter teksten i Postels grammatik) og et sted fra Filipperbrevet (kap.2,6-11, - efter ovennævnte Postel-håndskift i Heidelbergbiblioteket) på arabisk. Christmann mente at have forbedret mange fejl i Postels Fadervor og at have givet en korrekt tekst, men også hans tekster er – ligesom de medgivne transskriptioner – yderst mangelfulde og viser, som man kunne forvente, de alvorligste forsyndelser mod den arabiske grammatiks regler. Da han alene var henvist til Postels grammatik, hvis svagheder han dog var klar over, så måtte også omfanget af hans grammatiske kundskaber nødvendigvis være meget ringe. Han erkendte selv, at uden hjælp fra et korrekt vokaliseret håndskrift, kunne man ikke gøre noget fremskridt i forhold til Postel. Da han ikke havde et sådant hjælpemiddel til sin rådighed, så opgav han i klog selverkendelse sine planer om at skrive en arabisk grammatik, - men forsømte ikke gentagne gange at pege på nødvendigheden af arabiske studier. Forgæves var en skrivelse, som han i 1585 sendte til Scaliger (62) [se flg. kap.] desangående, - fra Heidelberg, hvortil han i mellemtiden var vendt tilbage som professor i hebræisk. Da han i 1590 oversatte Fargani’s astronomi (ikke fra den arabiske grundtekst, men fra Jakob Anatoli’s hebræiske oversættelse) til latin (63), foreslog han i tilegnelsen (til kurfyrst Johann Kasimir), at der skulle oprettes en lærestol i arabisk og at der skulle undervises i filosofi og medicin baseret på kilderne. Den romerske presse skulle stille de smukkeste tryk til rådighed herfor, idet palatinerbiblioteket har Abu’l Fida’s Kosmografi,  Regimen Sanitatis, et sammendrag af Almagest, Abul Hassumi’s Historia (64) og andre håndskrifter. Ved disses hjælp kunne man sammenstille en ordbog og en grammatisk lærebog, hvor rødderne blev analyseret metodisk; så kunne det lykkes grundigt at udforske det arabiske og fjerne det virvar af fejl, som har sneget sig ind i oversættelserne. - Men der skulle gå år endnu, før dette forslag blev til virkelighed og før Christmann selv, fire år før sin død, fik ansvaret for det arabiske ved Heidelbergs universitet overdraget.
 Udover Christmann beskæftigede også en anden teolog fra Heidelbergkredsen sig med den arabiske bibeloversættelse, nemlig Ruthger Spey, som var præst i det nærliggende Schönau. Han var stødt på den arabiske bibeloversættelse, da han – på kurfyrstens ordre – ordnede heidelbergbibliotekets talmudiske bøger.  Fra det ofte nævnte postelske håndskrift udgav han i 1583 Galaterbrevet (65) og tilføjede De Ti Bud, trosbekendelsen, Fadervor og yderligere nogle bibelord. Den arabiske tekst er skåret i træ. Den velordnede oversigt over den arabiske grammatik i slutningen af værket, er en delvis ordret oversættelse af Postels grammatik, hvis navn han dog omhyggeligt undgår at nævne, selv i fortalen, hvor kurfyrstens arabiske håndskrifter betegnes som en skat ’qui non sine magnis sumptibus ex ipsis quasi terrarum finibus ad nos comportatus est’ [som ikke uden store omkostninger er blevet bragt til os fra så at sige selveste verdens ende]. Medens Christmann hovedsageligt studerede arabisk for den nyttes skyld, som den arabiske medicin og den dertil hørende litteratur kunne give, så stillede Spey missionstanken i forgrunden og anbefalede at indrette et arabisk trykkeri, trykke bibelen på arabisk samt – som Ferdinand havde gjort med Widmanstetters Ny Testamente på syrisk – sende eksemplarerne til orienten, for at indbyggerne deraf kan ’optage den sande religion og fornemme evangeliets sande lys’. Held skulle disse initiativer ikke krones med, for ingen af de tyske fyrster, som Spey tilegnede sit arbejde, tænkte på at give penge ud til arabiske fonte.


12. Joseph Scaliger



 I Frankrig var blandt dem, som Postel introducerede til det arabiske, ingen ringere end Joseph Scaliger (1540 – 1609), i hvem ikke blot den klassiske filologi ser én af sine store mestre, men som også som orientalist ikke har sin lige blandt sine samtidige. For det arabiske sprogs skyld levede Scaliger endog en del af året 1562 sammen med sin særling af en lærer, og man kan ligefrem betragte ham som den egentlige arving til den udstrakte viden, som Postel havde erhvervet sig i de forskelligste sprog. Ganske vist mærkede han snart, at Postel ikke var så godt hjemme i det arabiske, som han gerne ville give indtryk af, - og at han overhovedet ikke beherskede noget sprog grundlæggende. ’Postellus excellens philosophus, cosmographus, mathematicus, historicus, stultus, linguarum non ignarus, sed nullius ad unguem peritus’ [’Postel, en fremragende filosof, kosmograf, matematiker, historiker, tåbe, ikke ubekendt med sprog, men ikke fuldkommen expert i nogen [af dem]’], med disse ord sammenfattes hans dom over ham i den første samling af hans Udsagn (66). Det var ham heller ikke ubekendt, at Postels grammatik i det væsentlige var en oversættelse af de arabiske nationalgrammatikker (67), og det undgik heller ikke hans skarpe blik, at slægtskabet mellem arabisk og hebræisk ganske vist hjælper den, som kender dette sprog, til den første begyndelse, men intet gavner, når det gælder en dybere indtrængning i sproget, hvortil der behøves andre hjælpemidler (68); lige så lidt delte han Postels fantastiske tro på orientens mystiske visdom: han vidste, at ’ikke al visdom var hos kaldæerne og i orienten, men at også menneskene i vesten eller i norden var fornuftbegavede væsener.’ (69) Men hans lærers missionsiver var ham helt fremmed, og enhver tanke om at stille sine sprogkundskaber i den kristne religions tjeneste, stod ham ligeså fjern. For ham drejede det sig om den historiske sandhed: havde han først fundet en værdig genstand for sine udforskninger, så arbejdede han med alle til rådighed stående midler, nøgternt og fordomsfrit, på at fastslå de faktiske forhold. Det mest strålende eksempel på det, er hans hovedværk De emendatione temporum [’Om forbedring af kalenderen’] (70), - et resultat af hans videbegær, som voksede ud af den forundring [over tingene], som er begyndelsen til al filosofi. For ganske vist havde mange før ham med bedrøvelse konstateret, at år og dag for verdenshistoriske begivenheder, fx slaget på de katalauniske marker eller Karl Martells sejr over saracenerne, ikke længere kunne fastslås med sikkerhed, eller at man selv for en langt senere tids vedkommende fx kunne strides om den præcise dato for osmannernes indtagelse af Konstantinopel (71). Men det var først Scaliger, som hævede kronologien fra at være et stykke praktisk håndværk, til rang af en videnskabelig disciplin, ved ikke blot at samle alle tilgængelige kalendere fra alle lande og tider, ordne dem, beskrive dem, bestemme deres forhold til [den daværende] julianske kalender og gøre dem praktisk anvendelige ved methodisk sammenligning, synkronisme, - men også ved at belyse disse kalenderes og tidsregningers indre principper, så man kom til at forstå epoker og æra’er som historiens sjæl, indre væsen.  Hans fremstilling, som hæver sig til en videnskabelig verdensbetragtnings højder, bruger alle tilgængelige kilder: han benytter den græske og latinske litteratur, indskrifter, (som fx Monumentum Ancyranum, som Busbeck havde gjort kendt, s. 449b) og den græske del af den græsk-palmyrenske tosprogede tekst fra Rom (s. 427b) og han bruger informationer fra græske mønter, hvor Alexander fremstilles med horn, til at forklare udtrykket Dhu’l-Qarnain [Ham, med de to horn] (s.425); han er fortrolig med de middelalderlige krønikker og er særligt interesseret i de kronologiske problemer i den tidlige frankiske historie; han er lige så velorienteret i den samtidige litteratur og de spanske og portugisiske opdagelsesrejser er han lige så fortrolig med, som deres missionærers beretninger om Forindien, Kina og Amerika. Han kender venetianeren Marco Polos rejser, værdsætter Leo Africanus’ Descrittione dell’Africa [’Beskrivelse af Afrika’] og har læst Benjamin von Tudela’s rejsebeskrivelse (72) i en latinsk oversættelse af Arias Montanus. Han bruger Fr. Alvarez’ dagbog over sin rejse til Abessinien, citerer et brev,  hvor den portugisiske jesuit Aloisius Froes (Luis Frois) beskriver det japanske nytår (s. 118d) og bruger Historia de las Indias af jesuiten Franc.Lopez Gomara til den mexicanske kalender. Hertil kommer den fylde af orientalske kilder, som han – takket være sine mangesidede sprogkundskaber – kunne inddrage.  Hans kendskab til de jødiske, rabbinske, skrifter gør ham det muligt at trække på mischna og på Maimonides’ og Josef ben Ascher’ liturgiske bøger, såvel som på bibelkommentarer af David Kimchi, Gersonides og Arama, - eller de franske jødiske menigheders liturgier og kalendere.  Han kan læse både den aramæiske oversættelse af det gamle testamente, den såkaldte Targum, såvel som det syriske nye testamente (s.549b). Han er tilstrækkeligt bevandret i ætiopisk til at kunne bruge den ætiopiske oversættelse af det nye testamente, som var udkommet i 1548 og kunne konstatere, at den tekst som er brugt til Apostlenes Gerninger ikke er ægte, men stammer fra udgiveren Petrus Aithiops (Tasfa Sejon) (s.682a). Af arabiske oversættelser havde han 3 (s. 240b, 505d, 553d) i sin samling af orientalske håndskrifter, som han senere overlod til biblioteket i Leiden. Selv om der kun stod begrænsede og nødtørftige materialer til hans rådighed på det orientalske område, så gjorde han dog bedst mulig brug af dem og foretog personlige forespørgsler, hvor hans materialer var utilstrækkelige. Fx udvekslede han breve med den jakobitiske patriark Ignatius af Antiokia, som var i Rom fra slutningen af 1577 med henblik på unionsforhandlinger (73), og som interesserede sig levende for kronologiske spørgsmål. – Man må i denne sammenhæng ganske vist være sig bevidst, at Scaliger arbejdede med et område, som dengang havde stor praktisk interesse og betydning, idet den reform til forbedring af den julianske kalender, som Aloisius Lilius havde udarbejdet, og som pave Gregor havde antaget, samt den [påfølgende] indførelse af den såkaldte gregorianske kalender, havde tiltrukket sig en opmærksomhed i offentligheden, langt ud over de snævre faggrænser, og havde ført til livlig debat. - På flere steder i sit værk, bringer Scaliger oplysninger i arabisk original, som han takker denne ophavsmand [Ignatius] for – samt priser ham i høje vendinger; fx skylder han ham de 12 dyrenavne i den østasiatiske årscyklus (74), som Scaliger bringer på syrisk, arabisk, tyrkisk, persisk og i ’chatai og jeguraei’’s sprog, - såvel som en forklaring af Aera martyrum (s. 495f) (75). Scaliger henvendte sig også til samaritanerne i Nablus [Bethlehem] og i Kairo (76); de sendte ham fra Kairo en kalender for året 1584, som han har aftrykt i sit værk (ss. 657 – 669) (77) i samaritansk skrift og som han omtaler, dog ikke uden frimodigt at indrømme manglerne ved dette første forsøg, og at henvise kommende palæstinarejsende til at være på udkig efter samaritanske bøger og specielt efter deres udgave af de 5 mosebøger, pentateuchen. Fra Kairo fik han også – formidlet ved en italiensk købmand (s. 705a, 240c) – en ætiopisk præsts optegnelser vedrørende den ætiopiske, den koptiske og den antiokenske kirkes kalendere. Skønt han ofte klager over denne mellemmands uvidenhed og efterladenhed, så hviler dog fremstillingen af disse tre kirkers kalendervæsen i det væsentlige på dennes opgivelser. Ham kan Scaliger takke for den ætiopiske kalender, som han har optaget i sit værk og trykt i originaludgave, i hebræisk transskription samt i latinsk oversættelse, - med udførlige noter (s. 670f) og ikke uden at have bedt læseren undskylde udeladelser og fejl (s. 704c). Denne præst har også afskrevet den antiokenske kirkes kalender for året 1578 for ham (s. 718a), som han så bringer i arabisk original (i træsnit) og ledsager med latinsk oversættelse og anmærkninger (s. 708 – 720). Vanskeligere var det ham at finde oplysninger om den islamiske tidsregning. Ganske vist kendte han værker af Abu Ma’sar, al-Qabisi, og al-Battani i latinsk oversættelse, såvel som de alfonsinske tavler, men bortset fra koranen, som han havde læst, havde han kun nogle få sene værker til sin rådighed (78), som ikke gav ham meget til sit formål. På et tidspunkt fik han en mærkværdig persisk kalender i hænde, men han bestræbte sig forgæves på at forstå dens opbygning, og selv da han i 1583 viste den til en benediktinermunk i Toulouse, som var tidligere muslim og talte godt arabisk, fandt han ikke tilfredsstillinde oplysninger; ikke desto mindre lykkedes det ham at give en korrekt fremstilling af Hijra-dateringen og korrekt at omregne islamiske dateringer til år og dag efter den julianske kalender; han kunne påvise flere fejl i de synkronismer (79), som var blevet sammenstillet af Leuclavius i Annales Turcici eller af Martin Crusius i Turcograecia, uden [dog] dermed at miskende disse to mænds fortjenester, som han fuldt ud anerkendte (s.764a,c); også om seldsjukersultanen Alp Arslan’s kalenderreform og den efter ham opkaldte Galali-kalender, viser han sig velunderrettet. Men medens dybe historiske lag bag den klassiske oldtids og den kristne verdens kalendersystemer bredes ud for læserens øjne, ligger der endnu en tæt tåge over de islamiske folks baggrund, - en tåge som selv ikke Scaligers geniale forskerblik formåede at gennemtrænge.
 Også den Manilius-kommentar (80), som udkom i 1579, og i forbedret udgave i 1600 (81), og hvor Scaliger - udover at give en elementær forklaring af digtet – også har givet et omrids af den græske astronomi og astrologi, vidner om udstrakte orientalske studier. Her har han fx en ekskurs De quarundam stellarum arabicis appellationibus [’Om nogle stjerners benævnelse på arabisk’] (s.428 - 442), og han giver de arabiske og hebræiske navne på dyrekredsens tegn (s.459) og planeterne (s.460), og gengiver – fra Ibn Ezras Rêshit hokma [’Visdommens begyndelse’] – en beskrivelse af den persiske, indiske og barbariske [himmel]sfære, hvor han har genindsat (s.336 – 347) de græske stjernenavne (82), som forsætligt var blevet slettet i hans forlæg. Disse orientalske studier har Scaliger fortsat langt op i sin høje alder, og selv om han udmærket var klar over grænserne for sin viden og indsigt på dette vanskelige område, betragtede han sig med rette som sit århundredes fremmeste orientalist. Kun hvad angår den hebræiske filologi, som indtog en særstilling pga. dens forbindelse med teologien, blev han overgået af sin yngre samtidige Buxtorf (83), som ikke blot var hjemme i hele den rabbinske litteratur, men først og fremmest, som den første, løsrev sig fra den nationaljødiske grammatiks spændetrøje og behandlede det hebræiske sprog i humanistisk ånd efter sunde, metodiske, filologiske grundsætninger. Og samtiden – for så vidt den ikke var forblændet af konfessionelt had til huguenotterne – anerkendte Scaligers betydning. Thomas Erpenius [se kap.14], som få år efter Scaligers død satte den arabiske filologi på et solidt metodisk-grammatisk grundlag, gjorde sig selv ære, da han uden misundelse anerkendte sin forgængers fortjenester og kaldte ham primus Arabisantium [den første, blandt de arabisk-lærde].



13. Begyndelsen til arabisk bogtryk



 Det var til stor gene for de arabiske studier, at næsten intet trykkeri, før slutningen af det 16.århundrede, havde arabiske fonte. Hvis man ville mangfoldiggøre en arabisk tekst, så måtte man ty til træsnit, og da man ikke havde nogen orientalske kalligrafer til sin rådighed, måtte forlagene selv tegne løs med ubehjælpsomme bogstaver. Hvis man som Postel [kap.10] fandt en velgører, som bestred udgifterne til fremstilling af arabiske fonte, fik man ikke bedre resultater: typerne, som [jo] var fremstillet af ukyndige, frembød i sammenhængen ikke noget harmonisk hele. Det betød derfor et vældigt fremskridt, da kardinal – og senere Storhertug af Toskana – Ferdinand de Medici, i Rom i 80’erne, indrettede et trykkeri, som disponerede over gode arabiske fonte. (84) Anledningen til dets oprettelse var igen kuriens unionsbestræbelser, som netop under Gregor XIII (1572-1585) var særligt livlige (85). Fx blev malteseren Leonardo Abel i 1583 sendt til forhandlinger med de orientalske kirker i orienten, og i 1584 blev der oprettet et kollegium for maroniterne og et for armenierne, som hidtil ellers var anbragt i Collegium Neophytorum (altså de jødiske og orientalske konvertitters kollegium) (86), grundlagt i 1543. Leder af det mediceiske trykkeri var en ung italiener fra Cremona, Giovanni Battista Raimondi (Raymundus), som ifølge Erpenius (87) havde ’opholdt sig længe i Asien’; formodentlig har han da lært arabisk, men først og fremmest fået indsigt i den arabiske skrifts væsentlige særegenheder, hvilket satte ham i stand til at udfærdige og skære arabiske typer, -  både de fritstående bogstaver, og  de som var forbundne med et forudgående eller et efterfølgende bogstav, eller forbundne til begge sider, - således at de, når de blev sat sammen af typografen, frembød et læseligt skriftbillede. Efter den 6.september 1586 (88) lod han fremstille en sirlig [arabisk] font, hvormed trykkeriets betydeligste og omfangsrigeste værk, Avicennas Kanon, er trykt. Pga værkets (en medicinsk encyclopædi) usædvanlige omfang, som tillige endog indeholder samme forfatters Kitab an-nagat  ['Befrielsen'], udkom denne statelige foliant på over 1000 sider dog først i 1593 (89). I mellemtiden var dog andre kortere værker udgået fra trykkeriet: først de fire evangelier på arabisk, i 1590 (90), hvortil kom en udgave af den samme oversættelse, men med overforstående latinsk oversættelse, i 1591 (91); i 1592 udkom to af de i orienten mest afholdte grammatiske traktater, nemlig Ibn Hagib’s Kafiya  (92) og Ibn Agurrum’s Agurrumiya (93); desuden udkom i 1592 det udtog af  Nuzhat al-mustaq fi dikr al-amsar wa’l-aqtar wa’l-buldan wa’l-guzur wa’l-mada’in wa’l-afaq (94), fra Idrisi’s Rogerbog, som senere fejlagtigt blev kendt under navnet  Geographia Nubiensis (95). I året 1588 fik trykkeriet af sultan Murad III privilegium til at måtte sælge Euklids Elementer (96) i Tusi’s arabiske oversættelse i hele det osmanniske rige, men man blev dog først færdige med trykningen i 1594 (97). Til sidst kom Brevis orthodoxae fidei professio, quae ex praescripto Sanctae Sedis Apostolicae ab Orientalibus ad Sacrosanctae Romanae ecclesiae unitatem venientibus facienda proponitur [’Kort fremstilling af den rette tro, som fremsættes efter den Hellige Apostoliske Stols’ forskrift, med henblik på orientalernes tilbagevenden til den Hellige Romerske Kirkes enhed’], med en – også separat trykt – arabisk oversættelse udfærdiget af en fra Tunesien stammende konvertit, Dominico Sirleto (98). Efter denne udgivelse, som var kommet i stand på Clemens VIII’s (1592-1605) foranledning, indtrådte en længere pause, formodentlig fordi afsætningen af de eksemplarer, som var blevet sendt til Østen, på ingen måde svarede til forventningerne. Alle tryksagerne skulle jo, - for så vidt de ikke var to-sprogede, og derfor beregnet til brug for de romerske gejstlige, - gives orientalere i hånden; de havde ingen tilføjelser eller kommentarer ud over den arabiske tekst, ikke engang et latinsk titelblad. Og alene trykfejlene og andre fejl, som findes allerede på titelbladet af Avicennas kanon (99) og de euclidiske elementer (100) stod hindrende i vejen for udbredelsen i orienten, hvor man optog alt fra vesten med den yderste mistro. Først Paul V (1605 – 1621) stillede igen midler til rådighed for udgivelse af orientalske bøger: der skulle nu fremskaffes hjælpemidler – ordbøger og grammatiker - til studiet af de orientalske sprog (101), så da Raimondi i 1610 offentliggjorde en tredje grammatisk traktat, ’Izzi’s Tasrif (102) ['Bøjning'], blev teksten, som var inddelt i afsnit, forsynet med [både] en ordret og en friere latinsk oversættelse. Dette var det berømte trykkeris sidste udgivelse, da døden bortrev Raimondi allerede i 1614. Men hans værksteds tradition blev fortsat af hans lærling Stephanus Paulinus, ved hvis hjælp Francois Savary de Brèves, - den fransk gesandt ved kurien fra 1608 til 1614 – vakte et nyt orientalsk trykkeri til live i Rom, hvis udgivelser – ved de arabiske typers skønhed og elegance -  det er en fornøjelse for beskueren at betragte (103). Savarys formål var – ganske i Frankrigs traditionelle levantepolitiks ånd (han havde været fransk gesandt ved den Høje Port i mange år) – at fremme den katolske kirkes unionsbestræbelser. På hans bekostning udkom i 1613 den arabiske oversættelse af kardinal Bellarmins katekismus, sammen med en latinsk oversættelse af den italienske urtekst (104) og  i 1614 Davids salmer på arabisk og latin (105). Som oversættere medvirkede ved begge oversættelser to maroniter, Victor Scialac Accurensis, som havde undervist i arabisk på Gymnasium Sapientiae siden 1610, samt Gabriel Sionita. Da Savary i 1615 vendte tilbage til Paris, tog han sine arabiske fonte med og lod Stephanus Paulinus indrette et Imprimerie des langues orientales [Trykkeri for orientalske sprog], hvor allerede samme år den traktat, som han i Henrik IV’s navn havde sluttet i 1604 med sultan Ahmad I, udkom (106). Desuden blev Savary  ledsaget [til Paris]  af Gabriel Sionita og en anden maronit, Johannes Hesronita, og begge offentliggjorde på hans bekostning i 1616 en Grammatica Arabica Maronitarum [’Maronitisk arabisk grammatik’] (som ganske vist ikke nåede ud over sin første del, skriftlæren (107)), og de oversatte 3 år senere, på foranledning af Thuanus, Geographia Nubiensis til latin. (108)
 Det mediciske trykkeris elegante arabiske typer ansporede snart andre til efterligning. Med det som forbillede skabte Franciscus Raphelengius (1539 – 1597) i Holland arabiske fonte, som ganske vist stod langt tilbage for de romerske typer i skønhed. Med dem trykte han dog blot alfabetet og den 50. Davidssalme, som eksempler (109), medens hans store arabiske ordbog først 16 år efter hans død  blev udgivet af hans søn. Væsentlig mere elegante var de typer, som pariserboghandleren Wilhelm Lebé (Labbaeus) anskaffede sig omkring 1600; men også han brugte dem, så vidt man kan se, blot til et prøvetryk, og så til de få arabiske ord i den 2.samling af småskrifter af Scaliger, Opuscula varia (110),  ['Forskellige mindre arbejder'] som udkom i 1610. I Tyskland, endelig, hvor Spey’s opfordring til fyrsterne om at indrette et orientalsk trykkeri var forblevet ubesvaret, lod en læge i Breslau, Peter Kirsten (1575 - 1640), på egen bekostning Peter von Selau skære og støbe arabiske fonte, - som ganske vist [heller] ikke var så smukke som de romerske, men [dog] klare og tydelige. Med disse typer lod han i årene 1608 – 1611 en række værker trykke, heriblandt en arabisk grammatik i tre dele, af hvilke den sidste indeholdt teksten til Agurrumiya efter den romerske udgave, med latinsk oversættelse og noter (111), - endvidere en udgave med en del af II.bog af Avicennas Kanon (112), Judasbrevet på arabisk efter det ofte nævnte Postelske manuskript i heidelbergerbiblioteket (113), de fire evangelisters liv på arabisk efter et håndskrift i Wiens hofbibliotek (114) samt et vægtigt bind med anmærkninger til Matthæusevangeliet, hovedsagelig på grundlag af den arabiske version (115). Kirsten studerede arabisk hovedsageligt pga. den nytte, som han forventede af et studium af originalteksten af de værker af Avicenna og andre læger og filosoffer, som hidtil kun havde været tilgængelige i mangelfulde [latinske] oversættelser; for fra sine lærere havde han ofte fået det indtryk, at en læge som ville være god i praksis, måtte være en god avicennist (116), og Scaliger havde sagt ham, at en god læge bedre kunne klare sig uden latin, end uden arabisk og græsk (117). Men han havde kun ganske få og dertil utilstrækkelige hjælpemidler, og omgangen med udannede kristne orientalere, med hvem han en overgang synes at have studeret arabisk (118), gavnede ham lidet. Han forblev en dilettant, som viede de få ledige stunder hans arbejde gav ham, til arabiske studier, uden at hans begejstring var i stand til at holde trit med manglerne i hans videnskabelige udrustning. Hans arbejder lider derfor under svære mangler; i hans grammatik er fx næsten alle talord forkerte angivet (119), i den 1. sura oversætter han iyyaka [’dig’ (tilbeder vi)] med eho [’Oh’ (vi tilbeder)] (120) ar-ra’is Abu ’Ali  [’sheik Abu ’Ali’] gengiver han med Princeps patris Ali [’Fader Ali’s hersker’] (121). Ganske vist fandt han hverken hos kejser Rudolf II eller hos Frederik IV af Pfalz nogen afgørende hjælp. Til sidste måtte han, skuffet, begrave alle de forhåbninger han havde sat til sine arabiske offentliggørelser. 1636 udvandrede han til Sverige, medbringende sine arabiske fonte, blev livlæge hos dronning Kristina og professor i medicin i Uppsala, hvor han døde i 1640. (122)


NOTER:



1 Petri Hispani de lingua arabica, [’Peter spaniers (bog) om det arabiske sprog’ ]s. 70, 19 DE LAGARDE, hvor han kaldes Antonio de Lebrixa
2 heri ganske vist medregnet alle gentagelser af det samme opslagsord , - som tit løber op til mere end en halv snes.
3 s. 70, 14 LAGARDE
4 dette værk, samt den nedenfornævnte Arte blev genoptrykt af DE LAGARDE (Petri Hispani de Lingua Arabica libri duo PAULI DE LAGARDE studio et sumptibus repetiti, Gottingae 1883 [’Peter Spaniers to bøger om det arabiske sprog, genudgivet på Paul DeLagarde’s indsats og bekostning’ Göttingen 1883]. Det er fra dette genoptryk der citeres her. Originaludgaverne blev udgivet af Hispanic Society of America i 1928 i facsimile  ['Den spanske forening i Amerika'].
5 DE LAGARDE har i sin udgave i stedet valgt det for den ukyndige let misforståelige ’k’ med prik under
6 i DE LAGARDES udgave står i stedet et ’d’ med prik under
7 DE LAGARDE har bibeholdt ’?’, men skriver ellers, på moderne vis, á, é, ó og ú
8 s. 71,6 - 75,10 DE LAGARDE
9 s. 74,6-75 DE LAGARDE
10 genoptrykt i DE LAGARDE’s udgave, s. 1-68
11 han citerer ofte dens tekniske udtryk, fx s. 4, 29; 5,6; 11,15; 14,7; 21,9; 24,28; 24,34; 25,32. Sml dertil Vocabulista, under de tilsvarende spanske tekniske udtryk
12 s. 7,15-21; han går her i rette med grammatikernes regler om šams [sol] og andre ord som hunkøn, - ord, som i dialekt kun bruges i hankøn. Se også s. 74,3-8
13 s. 30,10-28
14 s. 30,29-31; 30,24.
15 s 5,6-9; 9,10-11; 9,27; 13.1; de samme udtryk møder man i noget forvansket form i en sen tilføjelse til håndskriftet Glossarium Arabico-Latinum, s.559, anm. 3
16 s. 28,11-16; læg mærke til s. 26,26ff
17  s. 8,22
18 s.9,6-9
19 s. 15,29; 16,1ff
20 s.5,10-36; 18,1-9; 22,3-29; dertil, i Vocabulista,s. 74, 21-75,10
21 s. 22,33ff
22  s. 26,4ff
23 s. 28,20-29,5
24 s. 31,25 – 66,37
25 s.31,25-33,3
26 s. 33,6 – 58,37
27 s.51,16-20; 55,18-56,3; 56,4-9; 57,25 – 58,30;
28 s.58,38-59,2; 59,3-9
29 s,59,10-20;
30 59,21-60,29
31 s. 60,30-66
32 s. 66,22-37
33 [polyglot: en bibeludgave, hvor teksten er trykt parallelt på adskillige sprog]
34 [som jo aldrig skrives i arabisk skriftsprog, og som derfor ville være gået tabt for stedse, - som fx for det meste i kinesisk]
35 [DMG, Deutsche Morgenländische Gesellschaft, - dets tidskrift: ZDMG]
36 jeg [Johannes Fück] kender den kun fra SCHNURRERs beskrivelse i Bibliotheca Arabica 231, nr. 235 [se kap.28, midten]
37 [Fano: på Italiens østkyst, øst for San Marino]
38 [Den Høje Port: betegnelse for den tyrkiske regering i Konstantinopel (også på ældre dansk!)]
39 SCHNURRER Bibliotheca Arabica 402 – 404, nr. 367. LEVI DELLA VIDA Ricerche sulla formazione del più antico fondo dei mss. or. della Bibl.Vat. (Studi e Testi 92) 1939, 322, N.1,[’Studier i oprindelsen til den ældste del af de orientalske manuskripter i Vatikanets bibliotek’] henviser endvidere til Postel’s vigtige udsagn i et af CHAUFEPIE, Nouveau Dictionaire historique et critique, [’Ny historisk og kritisk leksikon’] Amsterdam 1753, III, s.232, aftrykt brev til Masius den 4.marts 1568: ’Nactus fueram aliquando illud Corani Arabicum exemplar, quos typis iam ante triginta annos Venetiis  prodierat’ [’jeg var tilfældigvis stødt på det eksemplar af koranen, som kom i trykken i Venedig for nu tredive år siden’]
40 [en trykfejl i originalens årstal er her rettet]
41 [den såkaldte ekstraterritorialret, som skulle komme til at betyde så meget også i fjernøsten]
42 Om ham, se først og fremmest J. KVA?ALA, W.Postel: Seine Geistesart und seine Reformgedanken in Arkiv f. Reformationsgeschichte IX (1912), 285 – 330; XI, 200-227; XII, 157 – 203 ['W.Postel: hans åndsart og hans reformtanker’ i ’Arkiv for Reformationshistorien']; endvidere G. WEILL, De Gulielmi Postelli Vita et indole (Pariser These fra 1892)  ['Om Wilhelm Postels liv og karakter].  Med hensyn til hans rejser i orienten, kan man sammenligne en artikel af E.G.VOGEL i Serapeum XIV (1853); og denne har sammesteds s. 363 – 378 beskrevet 24 originaludgaver af Postels værker. LEVI DELLA VIDA behandler nogle af Postels håndskrifter i Ricerche etc. s.307-327
43 Det af mange biografer i stedet for [1510] angivne fødselsår 1495 , forskyder de afgørende begivenheder i hans liv til en ret høj alder. Desuden passer hans formulering i et brev fra året 1563 (aftrykt af MAX LOSSEN i ’Briefe con Andreas Masius und seinen Freunden’ 1538-1573 = Publikationene der Gesellschaft für Rheinische Geschichtskunde II, s,352), at han ville ønske, at han kunne bo nær sin ven Masius, ”ut cum illo possem consenescere” [for at jeg kan blive gammel sammen med ham], bedre i munden på en treoghalvtredsårig end en mand på 68.
44 Reuchlin havde fra 1485, med hjælp fra jødiske lærere, fordybet sig i studiet af kabbala og i 1506 offentliggjort Rudimenta linguae Hebraeae [Indledning til det hebræiske sprog]. Allerede to år tidligere havde Pellikan ladet udgive et kortere skrift (genoptrykt i lystryk af E. NESTLE i 1877) De modo legendi et intelligendi Hebraeum¸[’Om at læse og forstå hebræisk’] i G.Reisch’s Margarita philosophica [’Filosofiske Perler’]
45 Han offentliggjorde senere en latinsk oversættelse af Sefer Jesîra
46 dette synes at fremgå af fortalen til Grammatica Arabica fol. DIII, hvor han, med henvisning til sine egne erfaringer med sine tyrkiske lærere (illi Turchae qui me docebant Constantinopoli) [de tyrkere, som underviste mig i Konstantinopel] siger, at hvis man er velbevandret i hebræisk kan man ’ante biennium bonam partem illius linguae intelligere’ [på mindre end to år [nå til at] forstå en god del af det sprog [arabisk]]; uden at ville rose sig selv, mener han at kunne sige om sig selv, at han har ’uno et altero anno’ [på et par år] gjort større fremskridt end mange af hine (tyrker) på seks år.
47 [især kendt for sin udgave af rabbinerbibelen (1524/25), altså den hebræiske tekst til det gamle testamente, med flere aramæiske kommentarer, - en præstation, som var så fremragende, at denne ’Bombergiana’ i over 400 år var den autoritative udgave]
48 om ham, se i LEVI DELLA VIDA Ricerche etc., i registeret, under ’Ambrogio’
49 iflg. den indholdsangivelse man finder hos VOGEL, anførte sted.
50 [en romersk filosof og lægekyndig, som levede i det 2.århundrede, og hvis medicinske lærebøger var grundlaget for lægekunsten i hele middelalderen]
51 [radikaler, altså de 3 (eller 4) konsonanter som bærer betydningen, og så hjælpebogstaverne: fx M som hjælpebogstav og SLM som radikaler i ’muslim’]
52 igen optrykt af E. NESTLE i ZDMG 60, 244; hertil bemærkninger hos A. FISCHER sammesteds 60, 249 og SEYBOLD do. 63. 625f.
53 KVA?ALA, Arch. f. Reformationsgeschichte, IX, 321
54 se KVA?ALA anf.sted, XI, 205f
55 om ham, se MAX MÜLLER’s München-disputats: J.A.Widmannstetter, Bamberg 1907.
56 se en indholdsbeskrivelse hos KVA?ALA, anf.sted, XV, 157f
57 da Heidelbergerbibliotekets indhold blev plyndret under trediveårskrigen, kom også Postels manuskripter til Rom, se LEVI DELLA VIDA, Ricerche 290ff
58 brev til Masius af 7.juni 1555, hos LOSSEN s. 201f
59 se nærmere hos LEVI DELLA VIDA, Ricerche etc, 303-306
60 SCHNURRER anfører de nøjagtige titler på disse to (mig utilgængelige) skrifter i sin Bibliotheca Arabica s. 20
61 senest optrykt af LEVI DELLA VIDA, Ricerche etc, 293
62 aftrykt i PETRI BURMANNI Sylloge epistolorum etc, Leiden 1727, t. II, p.318 - 321
63 Muhamedis Alfragani Arabis chronologica et astronomica elementa, e Palatinae bibliothecae veteribus libris versa, expleta, et scholiis expolita. Additus est commentarius….autore M. JACOBO CHRISTMANNO….. Francofurdi 1590. [’Araberen Muhammed (al)Farganis Grundtræk af Kronologien og Astronomien, oversat fra de gamle bøger i det palatinske bibliotek, og forklaret og forsynet med noter. Med tilføjet kommentar… af M. JACOBO CHRISTMANNO….Frankfurt 1590’]. se hertil også LEVI DELLA VIDA, Ricerche etc, 331
64 dvs. al-Makîn’s Krønnike, se LEVI DELLA VIDA, Ricerche etc, 295
65 Epistula Pauli ad Galatas, item sex primaria capita christianae religionis Arabice, quibus ad finem adjunctum est Compendium Grammatices Arabicae; authore RUTHGERO SPEY….Heidelbergae, Excudebat Jacob Mylius 1583.[’Paulus’ brev til Galaterne, samt de seks første stykker af den kristne tro, på arabisk, hvortil sluttelig er føjet et kompendium over den arabiske grammatik. Trykt af Jacob Mylius i Heidelberg , 1583 ] Se SCHNURRER, Bibliotheca Arabica 339ff og LEVI DELLA VIDA, Ricerche etc, 328f
66 Scaligerana I, under opslagsordet ’Postellus’
67 Derom siger han, i et brev, som er aftrykt i hans Opuscula [’Småskrifter’], Paris 1610, s. 461 og derefter hos G.WEILL,  De Gul. Postelli vita et indole, [’Om Vilh. Postels liv og talent’] s. 102: ’Grammaticam composuit ex vulgaribus Arabum magistrorum praeceptionibus collectam, ut non nisi interpretis vice functus sit’[’Han skrev en grammatik, samlet sammen fra almindelige forskrifter hos de arabiske læremestre, så at han ikke virkede som andet end i oversætters sted’]
68 JOS. SCALIGERI: Epistolae omnes [’Samlede breve’] Lugd.Batav. 1627, s. 1627, citeret af JACOB BERNAYS, Joseph Justus Scaliger, Berlin 1855, s.  123
69 ’Non omnis sapientia penes Chaldaeos et Orientem fuit. Etiam Occidentis aut Septembrionis homines fuerunt λογική ζωα’ [som i hovedteksten ovenfor]. (De emendatione temporum, [’Om tidsregningens forbedring’] ed. III, 1629, s. 172, under omtalen af den sachsiske kalender.
70 Udkom første gang i 1583, derefter stærkt udvidet og forbedret i 1598 og til sidst, posthumt, i 1629. [Fück] citerer efter 3.udgave.
71  Se hans fortale til 5.bog
72 [Benjamin ben Jonas fra Tudela i Navarra, d.1173. Rejste 1160-73 i Italien, Grækenland, Syrien, Palæstina, Persien, Jemen og Ægypten. Hans bog Massa’ot, opr.skrevet på hebræisk, udkom første gang i Konstantinopel 1543. (Salm.Leks.II,931]
73 LEVI DELLA VIDA, Ricerche etc., 201.1
74 se CHAVANNES, T’ung Pao, 2me série, t. VII, 1906, s. 51ff.  [kinesisk: harens år, koens år etc.]
75 Scaliger benævner ham på dette sted, som er skrevet i 1596, ????????? [salig]; altså var Ignatius allerede død på det tidspunkt [Aera martyrum er navnet på den kalender som brugtes i Ægypten, indtil araberne erobrede det. Bruges stadig af kopterne og de æthiopiske kristne. Dens udgangspunkt er Kejser Diokletians tiltrædelse den 29.august 284 eKr (fra Kirkeleksikon for Norden, III,192)] [chatai er kineserne, jeguraei vel uigurerne]
76 To svarskrivelser, som samaritanerne sendte til Scaliger fra Nablus i året 1590, men som ikke nåede ham, har S. DE  SACY udgivet med latinsk oversættelse i Repertorium für Biblische und Morgenländ. Litteratur XII, 1783, ss 53 – 277. [Materialesamling til Bibelsk og Østerlandsk Litteratur’]
77 se også side 115 [kap.24 (?)]
78  fx en geografi, som han flere gange henviser til (s. 399c; 450a; 622b,c,d; 663c).
79 [sammenstillinger af sammenfaldende datoer efter forsk.kalendere: fx 22. Oktober 1917 efter den russiske kalender = 4. November 1917 efter den gregorianske]
80 [Manilius: forfatter til et læredigt Astronomica. Levede under kejser Augustus, 1.årh eKr.]
81  jeg citerer efter den tredje, posthume udgave, besørget efter noterne i Scaligers håndeksemplar: Marci Manilii Astronomicon a Jos. Scaligero ex vetusto codice Gemblacensi infinitis mendis repurgatum. Eiusdem JOS. SCALIGERI notae, quibus auctoris prisca astrologia explicatur….. Argentori 1655 [’Marcus Manilius’ Astronomicon, renset for talrige fejl fra den gamle codex i Gembloux [Belgien] af Jos. Scaliger. Med samme Jos. Scaligers noter, hvormed forfatterens oldtids-astronomi forklares…. ’ Strassbourg 1655]
82  se hertil FRANZ BOLL Sphaera, s. 412, 419. En del af disse stjernenavne er af JOH. BAYER optaget i hans Uranometria (BOLL Sphaera 450f) og derigennem blevet almindeligt brugte
83 E.KAUTSCH, Johannes Buxtorf der Ältere. Rektoratstale. Basel 1879
84 om en udgave af Kitab al-bustan fi ’aga’ib al-ard wa’l buldan [’Et florilegium om verdens og landenes mærk-værdigheder’], af Salamis ibn Kundugdî as-Salihî, som kun skal være bevaret i 2 eksemplarer, trykt i Rom i 1585 i Domenico Basa’s trykkeri, se senest C.A.NALLINO i Rendiconti della R.Accad. Naz. dei Lincei, s. Vi, vol, VII, 1931, 340 ['Beretninger fra det kongelige Linceiske akademi']
85 se herom G.BELTRAMI La Chiesa caldea nel secolo dell-Unione (OrientaliaChristiana XXIX, n.83). Roma 1933  ['Den kaldæiske kirke i unions-århundredet']
86 TH.HOFFMANN Ursprung u. Anfangstätigkeit des ersten päpstlichen Missionsinstitutes. Ein Beitrag zur Geschichte der katholischen Juden- und Muhammedanermission im 16.Jahrhundert. (Missionswissenschaftl. Abhandlungen u Texte IV), Münster, 1923 har ikke været mig tilgængelig.  ['Det første pavelige missionsinstitutes oprindelse og tidlige virksomhed. Et bidrag til den katolske jøde- og muhammedanermissions historie i det 16.århundrede']
87 i hans Orationes tres, [’Tre taler’] (som jeg ikke har haft adgang til) fra 1621, s.74, citeret af SCHNURRER, Bibliotheca Arabica, 22
88  iflg. SCHNURRER, Bibliotheca Arabica, 22, som har det fra ’Caesar Malanima, in Lettera del Canonico Ang. Mar. Bandini sopra i principi e progressi della biblioteca Laurenziana, Firenze, 1773. 12?’   ['Caesa Malanima, i et Brev fra kanonikus Ang. Mar. Bandini om det Laurentianske biblioteks oprindelse og udvikling']
89 se SCHNURRER, sammesteds, 449-451, nr. 393
90 iflg. SCHNURRER, sammesteds,  343, nr. 318, står der 1590 på titelbladet, derimod 1591 i subskriptionen, og det holder SCHNURRER sig til. Men for 1590 taler dog den omstændighed, at CHRISTMANN i den tilegnelse, skrevet samme år, som han foranstiller sin latinske oversættelse af Farganî, nævner det mediceiske trykkeris elegantissimi libri, som han dog vel sikkert ikke kun kendte af omtale.
91  forsk. eksemplarer af denne udgave udviser alle slags forskelligheder, som SCHNURRER, sammesteds, 344-351, beskriver meget præcist
92 SCHNURRER, Bibliotheca Arabica, 22, nr. 42
93 SCHNURRER, Bibliotheca Arabica, 23, nr. 43
94 se SCHNURRER, Bibliotheca Arabica, 167-169, nr. 187. [’En fornøjelsestur for den, der som længes efter store byer og lande……’ se J.Østrups artikel i Salmonsens Leksikon, VI,724]
95  fejlen beror på en trykfejl (arduna, ’vort land’, i.st.f. arduha, ’deres land’), som forekommer i den romerske udgave, ved beskrivelsen af Nilens kilder; s. SEYBOLD, EI II, 481
96 [En systematisk lærebog i geometri fra 3.årh.fKr.,som holdt sig i over 2000 år, og hvis meget berømte metode endnu i oversætterens skoletid var genkendelig i geometriundervisningens lærebøger]
97 se SCHNURRER, Bibliotheca Arabica, 458-459, nr. 401
98 se SCHNURRER, Bibliotheca Arabica, 239-440, nr. 239. Vedr. D. Sirleto, s. LEVI DELLA VIDA, Ricerche etc., 230, 407ff, 429ff. Et genoptryk udkom i Rom i 1630 (SCHNURRER, nr.245), en nybearbejdelse sammesteds i 1648 (SCHNURRER, nr. 252); denne sidste udgav MARRACCI som appendix til 3.del af sin Prodromus ad Refutationem Alcorani.  [ca.: 'En begyndelse til gendrivelse af koranen']
99 [arabisk tekst (som eksempel) udeladt]
100 [arabisk tekst (som eksempel) udeladt]
101 se SCHNURRER’s opgivelser i Biblioteca Arabica, 26
102 [arab.txt.udeladt] Liber Tasriphi compositio est Senis Alemami. Se SCHNURRER’s nøjagtige beskrivelse i Biblioteca Arabica, 25-27, nr. 47
103 se SCHNURRER, Bibliotheca Arabica, 500-506 og hans udførlige undersøgelse af Savarys arabiske fonte.
104 Doctrina Christiana Roberti…….Bellarmini, nunc primum ex Italico idiomate in Arabicum iussu….Pauli V.P.M. translata per Victorium Scialac Accurensem et Gabrielem Sionitam Edeniensem…munificentia….Franc. Savary de Breues….ad fidei propagationem et Orientalium Christianorum commodum. Romae ex typographia Savariana excudebat Stephanus Paulinus MDCXIII. se SCHNURRER, Biblioteca Arabica, 241, nr. 242 [’Den kristne tro ved Robertus Bellarmini, for første gang af Victor Scialac Accurensis og Gabriel Sionita oversat fra italiensk til arabisk, på foranledning af Paulus V.P.M. bekostet af Franc.Savary de Berues med henblik på troens udbredelse og [til gavn for] de orientalske kristne’, Rom . .  1613]
105 Liber Psalmorum Davidis regis et prophetae, ex Arabico idiomate in Latinum translatus a Victorio Scialac et Gabriele Sionita Edeniensi Maronitis. Romae ex typographia Savariana 1614. Iflg. se SCHNURRER, Bibliotheca Arabica, 357-359, nr. 324, findes der også eksemplarer uden den latinske tekst.  ['Profeten kong Davids Salmer, oversat fra det arabiske sprog til latin, af Victor Scialac og Gabriel Sionit ….’]
106 SCHNURRER, Bibliotheca Arabica, 35f, kender også til en kort arabisk skriftlære (Introductio ad grammaticam arabicam)  af ham, fra 1622, samt en Alphabetum Arabicum, på et ét-blads tryk fra 1624. [’Introduktion til den arabiske grammatik’ og ’Det arabiske alfabet’]
107 SCHNURRER, Bibliotheca Arabica, 29, nr.50
108 SCHNURRER, Bibliotheca Arabica, 168
109 SCHNURRER, Bibliotheca Arabica, 23, nr. 44
110  ang. Lebés fonte, se SCHNURRER, Bibliotheca Arabica, 506 - 512
111 Grammatices Arabicae liber I (II, III), se SCHNURRER, Bibliotheca Arabica, 24, nr. 45
112 Liber secundus de Canone Canonis a filio Sina, [dvs.: Avicennas II.bog], s.SCHNURRER, Bibliotheca Arabica 451, nr. 394
113 se SCHNURRER, Bibliotheca Arabica, 354
114 PETRI KIRSTENI….Vitae Evangelistorum Quatuor: nunc primum ex antiquissimo codice msso Arabico Caesario erutae. Ad Rudolphum II Imperatorum. Cum priviligio. Breslae (1608) [’De fire evangelisters liv. For første gang udkommer fra et meget gammelt kejserligt manuskript. Tilegnet kejser Rudolf II. Med privilegium, Breslau (1608)’]
115  Notae in Evangelium S. Matthaei ex collatione textuum Arabicorum….Breslae (1611) [’Anmærkninger til den hellige Matthæus’ evangelium, samlet fra arabiske håndskrifter’, Breslau (1611)]
116  Grammatices Arabicae liber primus,  s.3 [’Arabisk Grammatik, Første bog’ s.3]
117 Grammatices Arabicae liber primus,  s.7[’Arabisk Grammatik, Første bog’ s.7]
118 ’Multas enim D.Pauli Epistolas aliorumque Apostolorum scripta, Arabes habere dicuntur, quae nondum in aliis exstant linguis. Sic meus Praeceptor Arabs, ajebat, illis hac lingua scriptum esse, Concilium illud Apostolorum, Hierosolymis habitum, cuius mentio fit Actor. 15, et alia non pauca’ [’Araberne siger nemlig, at de har mange breve, skrevet af Paulus og andre apostle, som ikke længere findes på andre sprog. Således fortalte min arabiske lærer, at de i dette sprog havde det skrift, som nævnes i Apostlenes Gerninger kap. 15, om et concil som holdtes i Jerusalem, samt meget andet’] (Gramm. Arab. l. I, s.5)
119 Grammatices Arabicae liber II, s. 29ff
120 se A. FISCHER, ZDMG, 60, 249f
121 Liber secundus de Canone etc. s.9
122 SCHNURRER, Bibliotheca Arabica, 25; EICHHORN, Allgem. Bibliothek d. bibl. Litteratur VII, 1795, 16
---------------
------------------------------------------------------------
---------------
------------------------------------------------------------