De arabiske studier i Europa - 1700 - 1775

22. Arabiske studier i den tidlige oplysningstid



 De afgørende impulser, som førte de arabiske studier ud af teologiens tryllekreds, udgik fra oplysningen. Under dens indflydelse begyndte det her og der at dæmre, at en bevægelse, som var så vidt udbredt i Asien, Afrika, ja selv i Europa, ikke kunne være så absurd og latterlig, som man i Europa raskvæk antog, og at man ikke kunne modbevise den – eller endog udrydde den - med ordrige ’gendrivelser’, men at enhver seriøs diskussion med dette fænomen i den asiatiske historie måtte begynde med, at man studerede dens vidnesbyrd om sig selv uden forudindtagenhed og uden
lidenskab. Denne nye måde at betragte islam på, uhildet og uden dogmatisk forudindtagethed, indfandt sig langt tidligere i de dannede lag end i fagkredse. Allerede i det 17.århundrede blev de fornemme kredse i Europa grebet af en overstrømmende begejstring for Orienten. Omkring 1600 var der i Frankrig indtruffet en særlig forkærlighed for alt kinesisk og den havde ved århundredets midte nået de bredere lag; omkring 1700 udartede den nærmest til en lidenskab, som den begyndende Rokoko overtog hæmningsløst (1). I mellemtiden havde man fra jesuitterne, som havde drevet mission i Kina siden slutningen af det 16.århundrede, fået nærmere oplysning ikke kun om landet og folket, men også om den fjernøstlige kultur og litteratur, og forbavset erkendte Oplysningen en sjælens beslægtethed, hvad dens moral og fornuftreligion angik, med Konfucianismen. Leibniz (2) havde overdrevent høje forestillinger om Kina: hans optimistiske [forestilling om] ’den bedste af alle verdener’ svarede til den kinesiske verdensklogskab om Himlens Rige og således gav han hæderspladsen i den praktiske filosofi og i statsmoralen til kineserne og ville have regnet dem for det fortræffeligste folk på jorden, havde det ikke været fordi de var blevet forholdt åbenbaringens guddommelige gave. Denne livlige interesse -  ikke alt for tynget af sagligt kendskab til tingene – blev ikke kun Kina til del, men kom også den islamiske orient til gode. En af de tidligste repræsentanter for denne udogmatiske synsvinkel var Bartholomé d’Herbelot (1625 – 1695) (3). Han havde studeret de klassiske sprog og filosofi i Paris, hertil også hebræisk, syrisk  og kaldæisk, og endelig også lært arabisk, persisk og tyrkisk. Senere rejste han to gange til Italien i studieøjemed og fandt i Firenze i 1666 en storsindet velynder i storhertug Ferdinand II af Toskana. Han fattede her den plan at sammenstille alt fra de arabiske, persiske og tyrkiske værker, som var værd at vide om Orienten, i en bekvem alfabetisk opstilling. Hans kilder var for det meste sene krøniker, - af de persiske kilder fx Mirchonds Raudat us-safa [’Renhedens have’], Chondemirs Hulasat ul-ahbar [’Historiens kerne’], shi’iten Yahya ibn ’Abdallatifs Lubb-i tawarih [’Krønikernes hovedlinier’], Hamdullah Qazwini’s Ta’rih-i Guzida [’Guzîdas historie’], og på arabisk Ibn Sihnas Raudat al-manazir [’Udsynenes have’], al-Makin’s Historia Saracenica [’Saracenernes historie’], Eutychius’ Nazm al-gauhar [’Perlekæden’ [se ovenfor]] og Bar Hebraeus’ Ta’rih Muhtasar ad-duwal [’Nationernes kortfattede historie’]; hertil kom Ibn Hallikans Wafayat al-a’yan [’Berømte mænds død’] og den persiske Tadkirat us-su’ara [’Erindring om digterne’] af Daulatsah. Geografisk stof tog han fra Abu’l-Fida’s Taqwim al-buldan [’Fakta om landene’[kap.14]] og Idrisi’s geografi. Ved koranlæsningen brugte han Husains Wa’iz Kasifi’s persiske kommentar, hvor han kom til at lære mange bibelske legender at kende. Endelig optog han også de fleste titler på arabiske, persiske og tyrkiske værker, som Haggi Halifa kort tid forinden, med uhyre flid, havde samlet sammen i sit værk Kasf az-zunun [’Liste over meninger’(?)]. Da Colbert kaldte ham tilbage til Paris og ved en kongelig pension på 1500 livres satte ham i stand til udelukkende at hellige sig sine forskninger, ville han først offentliggøre sine uddrag på originalsprogene; men mangelen på arabiske bogstaver tvang ham til at færdiggøre værket på fransk. Således opstod hans, - trods alle de fejl, som er uundgåelige ved et værk af den størrelse, - beundringsværdige Bibliothèque orientale [’Orientalsk bibliotek’], forfaderen til den moderne Encyclopedia of Islam. D’Herbelot skulle ikke selv opleve det udkomme; han døde i 1695 i en alder af 70 år, efter tre år tidligere at være blevet udnævnt til professor i syrisk ved universitetet i Paris (efter Gabriel Sionitas efterfølger d’Auvergnes død). Trykningen blev ført til ende af Gabriel Galland, som hjælpsomt havde bistået forfatteren med udgaven i over et år.
 Den første udgave, Paris 1697, en foliant på 1060 sider, har den omstændelige titel: Bibliothèque orientale, ou dictionaire universel contenant généralement tout ce qui regarde la connoissance des Peuples de l’Orient, Leurs Histoires et Traditions véritables ou fabuleuses. Leurs Religions, sectes et politique, leurs gouvernements, loix, coutumes, moeurs, guerres, et les révolutions de leurs Empires, Leurs sciences et leurs arts, Leurs Théologie, Mythologie, Magie, Physique, Morale, Médicine, Mathématiques, Historie naturelle, Chronologie, Géographie, Observations astronomiques, Grammaire et Réthorique. Les vies et actions remarquables de tous leurs saints, docteurs, philosophes, historiens, poëtes, capitaines et de tous ceux qui si sont rendus illustres parmi eux, par leus vertu, ou par leur savoir. Des jugements critiques, et des extraits de tous leurs ouvrages, de leurs Traitez, Traductions, Commentaires, Abrégez, Recüeils de Fables, de Sentences, de Maximes, de Proverbes, de Contes, de bons Mots, et de tous leurs livres, écrits en Arabe, en Persan ou en Turc, sur toutes sortes de Sciences, d’Arts et de Professions. [’Orientalsk bibliotek, eller universel encyclopædi, indeholdende generelt alt hvad der angår kendskab til orientens folk, deres historie og traditioner – sande eller sagnagtige. Deres religioner, sekter og politik, deres regeringer, love, sæder og skikke, krige, og deres imperiers opståen og fald, deres videnskaber og kunst, deres teologi, mytologi, magi, fysik, etik, medicin, matematik, naturhistorie, kronologi, geografi, astronomiske observationer, grammatik og retorik. Deres helgeners, deres lægeres, filosoffers, historikeres, digteres, hærføreres – alle de, som har gjort sig berømte blandt dem, for deres liv eller deres viden - liv og gerninger. Kritiske vurderinger og uddrag af alle deres værker, deres afhandlinger, oversættelser, kommentarer, sammenfatninger, fabelsamlinger, sentenser, valgsprog, ordsprog, fortællinger, bevingede ord, og af alle deres bøger, skrevet på arabisk, persisk eller tyrkisk, om alle slags videnskab, kunst eller håndteringer’].  - Den blev genoptrykt i Maastricht i 1776; og hertil hører den Bibliothèque orientale par Messieurs C. VISDELOU og A. GALAND (sic!). Pour servir de Supplément à celle de M. D’HERBELOT, [’Orientalsk bibliotek af de herrer C.Visdelou og A.Galand. Som supplement til Hr. D’Herbelots’], udkommet i 1780. Den indeholder tilføjelser af Claude de Visdelou (1656 . 1737) (4) til omkring 50 artikler af d’Herbelot, som alle vedrører kinesiske og fjernøstlige forhold, dertil en omfangsrig fremstilling af Tartariets historie (s.18 – 132), en anmærkning om titlen ’khan’ (s.132-133), en afhandling, skrevet i 1719, om den nestorianske indskrift i Singanfu (s.165-190), såvel som en beskrivelse af Kina,  holdt i brevform, (s.191 – 202) fra året 1728. Af Galland er optaget Paroles remarquables des Orientaux [’Bemærkelseværdige orientalske levesprog’] (s.203-231) samt Maximes des Orientaux [’Orientalernes valgsprog/maximer’] (s.231-247), åbenbart taget fra hans Paroles remarquables, Bon-mots et Maximes des Orientaux [’Bemærkelsesværdige orientalske levesprog, bevingede ord og valgsprog’] udkommet i Paris i 1694. Haagerudgaven i 4 bind fra 1777-1779 og den oversættelse udfærdiget af J.Ch.F.Schulz, som hviler herpå, (Orientalische Bibliothek oder Universalwörterbuch, welches alles enthält, was zur Kenntnis des Orients notwendig ist. Verfasst von BARTHOLOM. D’HERBELOT, Halle 1785-1790. [’Orientalsk bibliotek eller universalordbog, som indeholder alt nødvendigt, hvad viden om orienten angår. Forfattet af Bartholom. d’Herbelot’, Halle 1785-1790] indeholder de [kendte] værdifulde tilføjelser og addenda af Reiske og Heinrich Albert Schultens (1749-1793), et barnebarn til Albert Schultens. Derimod er de stykker som står i supplementet fra 1780, ikke gentaget. Bibliografer anfører desuden [eksistensen af] en udgave i oktav i 6 bind, Paris 1781 – 1783.
 D’Herbelots Bibliothèque orientale var en betydelig præstation i sin genre. Ganske vist kunne den, efter hele sit anlæg, ikke tegne et omfattende billede af orienten, men den indeholdt en fylde af informationer om den islamiske verdens historie og litteratur og gav fyldig oplysning til lærde såvel som til lægfolk, som var interesserede i orientalske forhold. Som d’Herbelot, således mødte også hans medarbejder Antoine Galland (1646 – 1715) (5) – professor i arabisk ved Collège de France fra 1709 – Orientens verden, som han havde lært at kende på tre rejser i Tyrkiet, Levanten og til Palæstina: åbent og fordomsfrit. Med Plutarchs Apophthegmata [’Tankesprog’] og Valerius Maximus’ anekdotesamling som forbillede, samlede han bemærkelsesværdige ytringer eller sentenser fra arabiske, persiske og tyrkiske værker, som fx Makin’s, Bar Hebraeus’ og Mirchonds krøniker, ’Abdarrazzaqs Matla’ us-sa’dain [’Begyndelsen til den dobbelte lykke’ [den jordiske og den himmelske?]], Chodscha Efendis Tag ut-tawarih [’Krønikernes krone’], Sa’idis Gulistan [’Rosenhaven’], Latiffs tyrkiske levnedsbeskrivelser af digtere o.a., for at vise sine læsere, at orientalerne på ingen måde står tilbage for europæerne i vid, skarpsindighed og åndrighed. Dertil føjede han maximer, som han tog fra de ordsprogssamlinger som Erpenius og Golius havde offentliggjort (6). Så førte hans interesse for Orientens brogede verden ham til Tusind og Én Nat, et monument over den folkelige underholdningslitteratur, som netop er så oplysende om det senmiddelalderlige folkeliv i de islamiske lande, fordi værket ikke hører til det islamiske dannelsesgods. Hans meget frie oversættelse, tilpasset den franske smag (7), som udkom i tolv bind i 1704 – 1717 og hurtigt blev oversat til tysk og engelsk, blev en helt usædvanlig succes i den europæiske læseverden  – mærkbar helt ind i børneværelserne – og bidrog væsentligt til, at det dannede Europa ikke længere i Orienten så Antikrists hjemsted og hans fordømmelige kætteri, men det ’uforanderlige’ Østen under en evig lyksalig himmel, med sin farvepragt og uhørte rigdomme, sine kaliffer, vesirer og kadier, med harem og eventyrprinsesser, feer og géni’er, troldmænd og vise, - en verden fuld af fantastiske eventyr og uhørte begivenheder.
 Den samme tendens blev i Holland ved samme tid repræsenteret af Adrianus Relandus (død 1718), professor i orientalske sprog ved universitetet i Utrecht. Han udgav i 1707 Zarnugis Ta’lim al-muta’allim [’Vejledning for disciplene’] på arabisk efter en afskrift (8), som den senere danske kabinetsarkivar Friedrich Rostgaard havde foretaget i 1691 i Paris hos sin lærer i arabisk, syreren Salomo Negri [kap.21], fra et håndskrift i det kongelige bibliotek. Han ledsagede teksten med den latinske oversættelse som samme Rostgaard havde udfærdiget i Rom ved maronitten Josephus Banesius’ hjælp, men lod den [desuden], for de læsere som var svage i det arabiske, ledsage af Abraham Ecchellensis’ barbarisk ordrette oversættelse, som allerede i 1646 var blevet offentliggjort i Paris. I fortalen til denne udgave – som filologisk set var en meget mådelig præstation – betoner Relandus ganske vist stadig værdien af arabiske studier for bibelfortolkningen, men viser samtidigt en klarere indsigt i den arabiske filologis opgaver som en videnskab om den islamiske verdens arabisktalende befolknings religion, kultur og historie (9). Men banebrydende virkede hans skrift De religione Mohammedanica  (10)[’Om den muhammedanske religion’], som snart blev oversat til flere europæiske sprog. Dens første del, som indeholder en kort dogmatisk traktat på arabisk og latin, formidlede en islamisk fremstilling af islam, medens anden del korrigerede nogle dengang meget udbredte fejlagtige forestillinger om islam. Fra en sådan begyndelse var der ganske vist lang vej til udbygningen af den arabiske filologi til en selvstændig disciplin, som forføjer over egne hjælpemidler og forskningsmetoder, og Relandus var selv for influeret af den dengang herskende polyhistoriske mode (11) til at have kunnet indskrænke sig til et enkelt fagområde, hvor vigtigt det end måtte være. Han udgav en afhandling om den hellige krig (Jihad) (12), berørte i sin afhandling De gemmis Arabicis (13) [’Om arabiske ædelstene’] den islamiske arkæologi (han var også den første som foruden den litterære overlevering tog mønter og indskrifter i betragtning til oplysning af  Palæstinas geografi og historie (14)), og hilste den forening af filologisk skoling og selverhvervet kendskab til realiteterne fra rejser i orienten, som Antoine Galland (15) var i besiddelse af, velkommen; men hans vidtspændte sproglige interesser førte ham til at beskæftige sig med de forskelligste sprog, endog kinesisk, japansk og de amerikanske sprog (16). Hans glottogoniske teori [teori om sprogenes opståen og slægtskab], som gik ud fra hebræisk som ursproget, med kaldæisk og syrisk som nærmest beslægtede sprog, og arabisk og fønikisk (hvoraf græsk, latin og de europæiske sprog skulle have udviklet sig) som lidt fjernere slægtninge, og som i kinesisk og japansk ser kunstige sprog, lod sprogvidenskabeligt set arabisk forblive på en plads som hebræisk dialekt, i stedet for at anerkende det som et selvstændigt sprog (17).
 Også koranen læste man nu med andre øjne og opdagede, at Muhammed ikke var den skurk, som den kristne middelalder havde fremstillet ham som. Leibniz og mange andre oplysningsfolk, så i ham en forkynder af den naturlige religion, ja Henry Boulainvilliers (1658 – 1722) gjorde ham til helt i en ’anti-klerikal roman’ (først trykt i 1730), hvori han skildres som skaberen af en fornuftig religion, som var kristendommen langt overlegen (18). Snart efter udkom englænderen Georg Sales’ (død 1736) klassiske koranoversættelse (19) - en advokat, som viede sin fritid til arabiske studier. Han oversatte fra urteksten, men rådførte sig også med Marraccis latinske version, hvorom han udtalte, at den ganske vist var meget præcis, men alt for ordret. Marraccis kommentar kunne han takke for de fleste af sine arabiske citater; selv havde han, udover Baidawis kommentar, knap nogen arabiske kilder til rådighed (20). Hans oversættelse, som allerede i 1746 blev oversat til tysk (21), udmærker sig ved en vis nøgtern redelighed, hvor det blot gælder at gengive værkets indhold klart og tydeligt. Sale selv opfattede sit arbejde som en slags æresoprejsning for den meget udskældte bog. Men han faldt ikke i den anden grøft; for sit eget vedkommende fastholdt han et bevidst kristent standpunkt, afviste i og for sig heller ikke muhammedanermissionen, men var blot klar over det nyttesløse i de midler som den romerske kirke benyttede sig af og forkastede – som oplysningsmenneske – enhver tvang og alt fornuftstridigt i trossager. Med sin nøgterne saglighed betød hans oversættelse et stort fremskridt. Til den velfortjente succes den blev bidrog ikke lidet den Preliminary Discourse [’Forudskikket indledning’], som indledte den. Denne begynder med de før-islamiske araberes historie og religion og giver så en almindelig indledning til koranen for at slutte med en oversigt over de vigtigste muslimske sekter. Denne fremstilling, som i hovedsagen hviler på Pococks Specimen historiae Arabum [’Udtog af den arabiske historie’ [fra 1650, se kap.18]] blev gentagne gange aftrykt i andre værker, og oversat til fransk og hollandsk (22). Et århundrede igennem forblev den én af de hovedkilder det dannede Europa søgte til, når det gjaldt spørgsmål vedrørende koranen.

23.Albert Schultens



 Men det varede alligevel længe før det nye billede af Orienten, som i løbet af det 18.århundrede erobrede det dannede lægfolk, også satte sig igennem på universiteterne. Den vigtigste hindring, som dengang stillede sig i vejen for et opsving i de arabiske studier, lå i den polyhistorisme (23) som dengang beherskede den lærde verden, og som legende, uden alvor, gav sig af med både det ene og det andet. Det kan man let overbevise sig om ved fx at gennemblade La Croze’s  (24)(1161 – 1739) lærde brevveksling, - han var bibliotekar i Berlin, polyhistor og sproggeni (Frederik den store kaldte ham l’homme le plus savant de Berlin, un vrai magasin de science [den mest lærde mand i Berlin, et sandt skatkammer af viden]). - Desuden blev udviklingen af netop de arabiske studier hæmmet af, at arabisk blot blev betragtet som en dialekt af det hebræiske, - som også Relandus havde gjort. En sådan opfattelse synes at give de teologer ret, som anvendte det arabiske med henblik på bibelfortolkning, - en retning, som netop på denne tid skulle fejre sine største triumfer under Albert Schultens (1686 – 1750).
 Schultens, som havde studeret teologi i Groningen og som også havde arbejdet med kaldæisk, syrisk og arabisk, fremførte allerede som 20-årig, i 1706, i sin Dissertatio theologico-philologica de utilitate linguae arabicae in interpretanda sacra lingua  (25) [’Teologisk-filologisk afhandling om nytten af det arabiske sprog i fortolkningen af det hellige sprog [hebræisk, bibelens gamle testamente’] det synspunkt, at man i arabisk, kaldæisk, syrisk og ætiopisk havde søstersprog eller dialekter, som stod i samme forhold til hebræisk, som fx [de græske dialekter] æolisk, jonisk og attisk stod til det græske. Heraf udledte han, at det var berettiget at inddrage det uhyre rige arabiske ordforråd, når det gjaldt at bestemme betydningen af hebræiske ord. Behændigt og opfindsomt gav han allerede i dette første skrift, som prøve på de resultater der kunne opnås ad denne vej, tydningsforsøg til 35 dunkle steder i det gamle testamente og anvendte senere den samme metode på Jobs bog (26) samt på Salomos ordsprog (27). For at imødegå den nærliggende indvending, at de ældste arabiske sprogkilder er væsentligt yngre end bibelen, ansatte (28) han sene arabiske digte [tidsmæssigt] til Salomos eller endog Moses’ tid, og hævdede at Jera’s sprog, som var opstået af hebræisk,  - Jera, som var søn af Joktan, dvs. Ya’rub ibn Qahtan, sydarabernes stamfader, - allerede var arabisk og at Ismael, de nordarabiske stammers stamfader, med det hebræiske sprog som forbillede, havde ført det tilbage til sin oprindelige renhed (29). At denne fantastiske teori, som lader det skorte på enhver kritisk sans og enhver fornemmelse for den historiske sandhed, sprogvidenskabeligt ikke er holdbar, ligger uden for al tvivl. Ganske vist findes der et antal tilfælde, hvor et arabisk og et hebræisk ord [både] efter formen og efter betydningen dækker hinanden (som fx mange ord for familierelationer, talord etc.) men sådanne isoglosser [enslydende, ensbetydende ord] kan først anerkendes, når det hebræiske ords betydning er kendt andetstedsfra. Betydelig talrigere er derimod de tilfælde, hvor betydninger [i de to sprog] er ganske forskellige, trods ordenes formelle lighed, hvad enten det skyldes at sprogbrugen i de to sprog er gået hver sin vej (som fx hebræisk yasab, at sidde, overfor arabisk wataba, at springe, eller hebr. kohen [præst] overfor arab. kahin, [spåmand]), eller fordi der foreligger enslydende rødder, som etymologisk ikke har noget med hinanden at gøre (som hebr. daqaq, at sønderknuse, overfor arab. daqqa, at banke, eller hebr. ram, at være høj, overfor arab. rama, at begære). En følgeslutning fra et arabisk ords betydning til et tilsvarende hebræisk ords, er derfor aldrig tvingende, - fx følger det ikke på nogen måde af den nøjagtige overensstemmelse mellem det hebræiske dyrenavn re’em og det arabiske ri’m, at også betydningen må være nøjagtigt den samme (30). Når [således] den etymologiske metode allerede i sig selv ikke kan føre meget længere end til formodninger, så formindskes dens værdi for fortolkningen af bibelens gamle testamente i endnu højere grad deraf, at den masoretiske tekst [biblens hebræiske tekst] ikke er uden fejl, og at man med forkærlighed tog det arabiske til hjælp netop på kritisk usikre steder. Nu havde mange fortolkere allerede før Schultens forsøgt at opklare vanskelige steder i det gamle testamente ved en nøje iagttagelse af betydningssammenhængen og en skarpsindig detailfortolkning, og andre kritikere havde gjort gældende, at det var metodisk forkert, at lægge en tekst, som ikke var uden uklare punkter, til grund for vovede fortolkninger. Til trods herfor fandt Schultens hurtigt anerkendelse blandt sine samtidige. Han fik allerede i 1713 en lærestol i hebræisk i Franeker, blev i 1729 kaldet til professoratet i orientalske sprog i Leiden, og overtog i 1740 også det for gammeltestamentlige tidshistorie, og forvaltede dette dobbelt-embede tilsin død i 1750. Sin interesse for det arabiske viste han også ved at udgive nogle af Hariri’s makamer, ligesom Ibn Saddads Saladinbiografi.  Endvidere genoptog han Erpenius’ Rudimenta, og genoptrykte også dennes større grammatik, hvor han, som tekstbilag, (temmelig mangelfuldt) tilføjede nogle digte fra Abu Tammams Hamasa. Virkelig fremgang for den arabiske filologi kunne man således næppe forvente fra en mand, der nedrangerede den til ancilla theologiae [teologiens tjenerinde]. Men det misbrug af det arabiske til brug for bibelfortolkningen, som blev drevet til det yderste af Schultens, virker selv i dag videre i den gammeltestamentlige leksikografi. Den dag i dag fører den, som etymologisk ballast, en hoben kritikløst sammenslæbte gloser fra de øvrige semitiske sprog – og især arabisk – med sig, som vel ville være på sin plads i en sammenlignende ordbog over de semitiske sprog, men som i et værk, som skal tjene fortolkningen af det gamle testamente, er unyttige og ikke sjældent direkte vildledende (31).


24. Johann Jakob Reiske



 Men endnu før Schultens død, blev den arabiske filologi erklæret myndig af den geniale Johann Jakob Reiske (1716 – 1774), den første ansete arabiskkyndige, som Tyskland har frembragt. Hans virke faldt i en tid, hvor de almindelige forhold for de arabiske studier på ingen måde var gunstige, og det forekommer næsten som et mirakel, at han, født den 25.december 1716 som søn af en garver i Zörbig og med grundskoleuddannelse fra Vaisenhuset i Halle (1728-1732) (32), at han blev grebet af en, også for ham selv uforklarlig, ’uudsigelig og uopsættelig trang’ til at lære arabisk, da han, efter påske 1733, egenvilligt og selvstændigt påbegyndte selvvalgte studier i Leipzig. Uden hjælp udefra, kun henvist til sin egen sprogbegavelse, overkom han forbavsende hurtigt alle de grammatiske vanskeligheder, og forskaffede sig, under mange afsavn, (for af sine forældre fik han gennem sine fem studieår kun 200 daler) – næsten alle arabiske bøger, som man dengang kunne få. Allerede i året 1735 kunne han vove sig i gang med den vanskelige rimede prosa i Bin ’Arabsas biografi over Timur [se kap.16]; og da han kendte manglerne ved Golius’ udgave, rejste han i vinteren 1735 til Dresden til bibliotekar Seebisch, om hvem han vidste, at han havde en oversigt over tekstvarianterne fra to håndskrifter af værket, som fandtes i Paris, - som han så afskrev (33). Allerede 1736 havde han gennemarbejdet næsten alt, hvad der forelå trykt af arabiske værker. Han udfærdigede en latinsk oversættelse af den ’Hermes Trismegistos’ sendeskrivelse’, som han havde fundet i et håndskrift i Leipzig. Fleischer udtalte om den i 1870, at der ’nu om dage næppe findes nogen 20-årig, som med den bedste undervisning og med de bedste hjælpemidler ville kunne levere en mere fuldkommen oversættelse’, og han ønskede blot: ’Måtte det være lykkedes mig at undgå Reiskes fejl! På andet fortrin gør jeg ikke krav. (34)’ Nu gjaldt det så om at komme til håndskrifterne. På Reiskes forespørgsel, sendte Johann Christoph Wolf (1683 – 1739) - den berømte forfatter til Bibliotheca Hebraica  ['Hebræisk bibliotek'] – ham Hariris Makamer fra sin håndskriftsamling og efter dette håndskrift offentliggjorde Reiske i 1737 den 26.makame på arabisk og latin, en ’elendig skoleøvelse’ (35), som han hurtigt voksede sig fra. Wolf stillede ham også andre håndskrifter til rådighed, - hvad Reiske livet igennem var ham taknemmelig for. (36) Jo mere han fordybede sig i den arabiske litteratur, jo mere lidenskabelig blev hans kærlighed til den, og jo større hans længsel efter at kunne trænge endnu længere ind i den. Men det kunne kun ske, hvis han fik adgang til biblioteket i Leiden og håndskriftskattene i Legatum Warnerianum. Derfor besluttede han sig for, alle besværligheder til trods, at rejse til Holland og i maj 1738 tiltrådte han sin rejse. Først til Hamborg, hvor Wolf modtog ham venligt og introducerede ham til Reimarus. I Amsterdam opsøgte han den klassiske filolog d’Orville, til hvem han havde anbefalingsskrivelse fra Wolf. D’Orville ville straks antage ham som amanuensis, men Reiske, kun besat af sin lidenskab og ikke til sinds at lade sig binde, afviste barskt det finansielt yderst gunstige tilbud. Ikke desto mindre tog d’Orville sig af ham, lod ham læse korrektur, beskæftigede ham med allehånde litterære arbejder (således stammer fx den latinske oversættelse i hans udgave af Charito fra Reiske) og sørgede i de sidste år af hans ophold i Holland for hans underhold (37). Den 6.juni 1738 kom han til Leiden. Af Schultens, som han straks opsøgte, erfarede han, at der ingen stipendier var for udlændinge og at sommerferien stod for døren. Men mest smertede det ham at biblioteket, for hvis skyld han var kommet, var lukket for ham, fordi han manglede penge. Han måtte være glad for at boghandler Johann Luzac (vel på et anbefalelsesord fra Schultens) gav ham arbejde som korrekturlæser, samt kost og logi, - og at han kunne skaffe sig en ringe indkomst gennem privatundervisning af hollandske studenter i græsk og latinsk konversation. Da forelæsningerne atter begyndte, gik han til Schultens’ forelæsninger og fik, gennem hans formidling, endelig de så lægselsfuldt ventede håndskrifter fra biblioteket. Havde han kunnet følge sine egne interesser havde han fordybet sig i historikerne og geograferne, men Schultens henviste ham til den arabiske digtning. Derfor afskrev han i 1739 Garirs digte, Sanfaras Lamiyat al-Arab [’Arabernes sang’], Tahmans Divan [digtsamling], og i det følgende år Buhturis Hamasa [’Heroisme’], - men hovedsageligt beskæftigede han sig med det ældste af de gammelarabiske digte, nemlig Mu’allaqat, [’de ophængte’, - dvs.: de udmærkede], som han kunne studere i de Warnerske håndskrifter ’292’ og ’628’ med Tibrizis og an-Nahhas’ kommentarer (38), og hvorfra han til sidst udvalgte sig det længste af dem, det af Tarafa, til bearbejdelse. Allerede i 1740 var manuskriptet i det væsentlige klar til trykken, men trykningen trak ud til 1742 (39). Værket indeholder den uvokaliserede tekst med latinsk oversættelse og derunder an-Nahhas’ kommentar. De tilføjede noter redegør for digterens tankegang og belyser enkelte temaer og deres digteriske udformning gennem rigelige paralleller fra andre Mu’allaqat, fra Hudailiternes digtsamling, de to hamaser, fra Mutanabbi, Abu’l-’Ala og andre digtere. Prologen som indleder det hele, behandler håndskrifterne, randkommentarer og kommentarer til Mu’allaqat, såvel som – efter nogle bemærkninger om den latinske oversættelse og noterne – de forskellige betegnelser, som de [mu’allaqat] er kendte under, giver en kort indholdsoversigt over hvert af dem (undtagen Tarafas) og en kort levnedsbeskrivlse af dets forfatter, samt til sidst en udførlig behandling af Tarafas liv. En genealogisk tabel anskueliggør Tarafas og andre nordarabiske digteres betegnelser for slægtskabsforhold og gør det [dermed] lettere at kontrollere de forslag til tidsmæssige bestemmelser, man finder i prologen. Med dette debutarbejde slog Reiske ind på veje i fortolkningen af arabiske digtere, som følges den dag i dag, fordi de hurtigst fører til målet. Disse veje lå ganske vist langt fra de stier, hvorpå Schultens søgte semitiske rødder i sin fantasis tåger, og Reiske gjorde sig end ikke den ulejlighed at nævne dem: den, som lod sig belære af Reiske om, at Mu’allaqat stammede fra det 6.århundrede, vidste uden videre hvad han skulle mene om den arabiske urtidsdigtning af den schultenske aftapning. Men Schultens var, på sin side, ude af stand til at forstå værdien af denne banebrydende præstation og han vidste ikke hvad han skulle stille op med en bog, som ikke tog det mindste hensyn til den bibelske fortolkning. Hertil kom, at Reiske, i prologen, heftigt havde angrebet en professor i Leipzig, som havde gjort ham uret, - et udfald, som sagligt ikke var på sin plads, og som Schultens for så vidt var i sin ret til at forlange slettet. Men Reiske, stivsindet og ikke i stand til at tage imod belæring, lod alligevel stedet trykke (s.XXXII), og det kom derfor til et brud mellem de to af væsen så forskellige mænd (40). Men Reiske fortsatte ubekymret om mængdens dom ad den vej, som han havde fundet den rigtige. Til teologi havde han ingen tilbøjelighed, og om den bibelske filologi kunne have nytte af det arabiske, var ham livet igennem ligegyldigt (41). Han havde heller ikke ladet sig overtale af Schultens til at bruge tid på de andre semitiske sprog, da han fornemmede, at beskæftigelsen med dem ikke ville give noget udbytte for selve den arabiske filologi. Han gennemskuede tomheden i de etymologiske spilfægterier og i jagten på semitiske rødders illusoriske grundbetydning. Han erklærede ligeud, at ’vil man fremme det arabiske, så må man ikke dyrke det som teolog’ (42). Hans filologiske samvittighed stejlede over det dillettanteri, hvormed Schultens behandlede arabiske tekster, svævede hen over vanskelighederne, stiltiende udelod – eller ændrede - ord han ikke forstod (43). Han vidste, at til en god udgave hører ikke blot et bæredygtigt grundlag hvad håndskrifter angår, men også evnen til med kritisk skønsomhed at gennemskue fejl i overleveringen, at kunne fornemme forfatterens mening ud af sammenhængen og at bøde på en ødelagt tekst med et forslag i forfatterens stil. - En opgave med at ordne bibliotekets arabiske håndskrifter havde givet ham en velkommen lejlighed til at sætte sig grundigt ind i dem. Nu afskrev han også de værker, som det var ham [egentligt] om at gøre:Ibn Qutaiba’s Ma’Arif, Abu’l-Fida’s Annaler og hans geografi, Hamza al-Isbani’s historieværk, udtog af Ibn Abi Asaibi’as lægebiografier og meget andet. Schultens’ afvisende holdning overfor ham umuliggjorde en afslutning med promotion fra det filosofiske fakultet og Schultens, som opdrog sin søn Johann Jakob til at blive sin efterfølger, havde helst set Reiske opgive arabistikken. Han gjorde ham indtrængende klart, hvor udsigtsløs hans situation var og overtalte ham til at vende sig til medicinen. [Så] med nogle sammenbragte iagttagelser af medicinsk indhold fra de arabiske forfattere (44) blev han i maj 1746 promoveret som doktor i medicinen – men ikke uden vanskeligheder, for teologerne udskreg ham pga. hans teser som materialist. Den 10.juni 1746 tiltrådte han hjemrejsen og var i begyndelsen af juli igen i Leipzig. Da han ikke kunne beslutte sig for en praksis i lægekunsten, måtte han igen tjene sit brød gennem korrekturlæsning, privatundervisning, oversættelser og lignende arbejde. Men ved siden heraf fik han tid til sine arabiske studier. I august 1747 skrev han sin ’Prodidagmata ad Hagji Chalifae librum memorialem rerum a Muhammedanis gestarum exhibentia introductionem generalem in historiam sic dictam orientalem’ [’Indledning til Hajji Khalifs [Katib Celebis] [minde]bog om muhammedanernes historie, som en generel introduktion den såkaldte orientalske historie’ (45)], en almindelig indledning til den islamiske historie. I forbemærkningerne afviser Reiske betegnelsen ’orientalsk’ som upræcis, og erstatter den med ’muhammedansk’ eller ’muslimsk’, for det handler om muhammedanernes historie, ikke kun i Orienten, men også i Afrika og i Europa. Stoffet vil han behandle i tre kapitler: det første handler om folkene og dynastiernes skæbne, som den islamiske historieskrivning beretter om dem, andet kapitel om landene, hvori begivenhederne fandt sted, og det tredje om de kilder, hvorfra vi har vores viden derom. På denne klare og overskuelige disposition følger en ligeså præcis udførelse. Det første kapitel (s.218 – 221) opregner de fem vigtigste racer: araberne, perserne, tyrker & turkmener, mongoler & tatarer, samt berberne, og giver en ganske kort oversigt over de dynastier, som er udgået fra hver af dem. I et tillæg til det første kapitel bliver disse dynastier endnu engang gennemgået, [nu] efter deres geografiske placering fra Spanien til Mellemasien. I det andet kapitel (s.221 – 227) opregnes (efter Abu’l-Fida) de islamiske lande og deres vigtigste byer og dernæst (fra Abu’l-Fida’s prolegomena) have, floder og bjerge ganske kort, hvorefter kapitlet slutter med en henvisning til den historiske geografis særlige opgaver. Det tredje kapitel (s.227 – 238), om de litterære kilder, indeholder en kritisk bibliografi. Det begynder med d’Herbelots Bibliothèque orientale [se kap.22], som Reiske satte ualmindelig stor pris på, nævner de par udgivelser, som kommer i betragtning: Pococks Specimen [se kap.18], al-Makin, al-Fragani (Ibn ’Arabsah er ikke historiker), de delvise udgaver af Abu’l-Fida, den såkaldte Geographus Nubiensis [se kap.13,18], han henviser kort til rejsebeskrivelser og europæiske historiefremstillinger (Pétis de la Croix, Kantemir), og kommer så til de håndskrevne kilder - (Abu’l-Fidas to værker, Ibn Sihna, Hamza, Ibn Qutaibas Ma’arif, Ibn Duraids Istiqaq, Ibn Zaiduns Risala, Nowairis encyclopædi og den af Reiske højt værdsatte ordsprogssamling af Maidani), - tilføjer anmærkninger til Heymanns katalog over de orientalske manuskripter i Leiden og slutter med en henvisning til de langt mere ubetydelige håndskriftsamlinger i Oxford, Paris og Firenze. Efter at Reiske har behandlet sit emne i disse tre kapitler, afslutter han, efter tidens skik, med en den dag i dag læseværdig lovtale over den islamiske historie, og anbefaler, med mange gode grunde, studiet af denne urimeligt forsømte historie. (46) Selv om disse udredninger begribeligvis er stærkt præget af hensynet til en ikke-fagligt uddannet læserkreds, hvis interesse for emnet først skal vækkes, og selv om det også skorter på en streng logisk sammenhæng, så frembyder de ikke desto mindre et lærerigt indblik i Reiskes anskuelser i almindelighed. De viser, at han betragter den orientalske historie under store universalhistoriske synsvinkler og allerede af hensyn til den historiske kontinuitet betragter studiet af den for at være lige så nødvendig som studiet af [den klassiske] oldtid (antiquarum rerum notitia  [viden om gamle/antikke forhold]), hvis betydning dengang var almindeligt anerkendt. Han genkender i Abu’l-Fida’s skildring af det middelalderlige Persien de samme folkeslag og landskaber, de samme skikke og regeringsformer, som han kendte fra Herodots skildring af det gamle perserrige  [5.årh.fKr.]. Han kræver at man - gennem århundrederne – følger de folk og landområder i Østen og i Afrika’s skæbne, som engang grækerne havde set [kendt] eller som havde hørt til Imperium Romanum. Han interesserer sig for de gensidige relationer, som har eksisteret mellem Vesterlandet og den islamiske verden siden Karl den Stores [768 - 814] og byzantinernes dage, gennem normannernes og korstogenes tid, indtil tyrkerkrigene. Men med særligt eftertryk betoner han, at den orientalske historie ikke står tilbage for den vesterlandske i indre værd. Selv om historikeren må se, at gudløshed og vold ustraffet belønnes med forgængelig lykke, medens fromhed og enkle sæder ubelønnet falder til jorde eller endog grusomt trædes under fode, - så at det mere og mere forekommer den forundrede betragter, som om alt drives og bæres af blinde ansatser, som i en hvirvelvind, - så er dog stadig indsigten i de drivende kræfter bag menneskenes handlinger som historien afslører for os, dog den sødeste frugt og det vigtigste udkomme af det historiske studium (47). Hvis man vil lære statskløgt af historiske studier, hvis man eftertænksomt vil grunde over den guddommelige visdom eller skæbnens blinde spil, hvis man vil udgrunde menneskets [inderste] væsen, så finder man i den orientalske historie lige så anskueligt materiale hertil som i Europas. (48) Han tøver ikke med at stille Tughrils, Djengis Khans, Timurs og Mehmed Erobrerens gerninger over fx Alexander den Stores, og lader sig henrive af sin beundring for de persiske storkonger, til at sammenligne grækernes triumferen over perserne, med myggens pralerier, som fornærmer elefanten. (49) Med samme vide udsyn betragter han den islamiske historie: Muhammeds optræden og hans religions sejrstog regner han til de begivenheder i historien, som den menneskelige fornuft ikke kan udgrunde; alligevel ser han også deri en guddommelig almagts herredømme og ser en guddommelig førelse i ummajaderners opstigen til magten, og i Alisønnernes lidelseshistorie. (50) Han deler sine sene historiske kilders ordentlige -shi’itiske - synspunkt (tasaiyuy’ hasan [det tekniske arabiske udtryk for at tilhøre Ali’s parti, shiiternes sekt]): han ser i ’Ali profetens kaldede efterfølger, som pga. et valgkollegiums rænker gennem 24 år blev forholdt sin arveret, - den bedste fyrste den islamiske verden havde set, tapper, retfærdig, men tilintetgjort af en ond skæbne og den ærgerrige ’A’isas had. I hans kamp mod Mu’aqiya ser Reiske arketypen på snuhedens sejr over styrken og ondskabens over redeligheden. Ja, han svinger sig op til at sammenligne ’Ali med Marcus Aurelius, filosoffen på tronen. (51) Denne tilbøjelighed til at fremhæve historiske begivenheders gyldighed som eksempler på [evigt gyldige] regler og anskueliggøre dem med lignende fænomener i den europæiske historie forfører ham derefter til hele tiden at finde nye paralleller mellem den islamiske og den europæiske historie, for at vise sine læsere, at der har udspillet sig lige så ophøjede og lærerige begivenheder på den østlige scene, som i vesten.
 Omtrent ved samme tid skrev Reiske De principibus Muhammedanis literarum laude claris  (52)[’Litteraturens lovprisning af de strålende muhammedanske fyrster’] og fik fra hoffet i Dresden professortitel såvel som en årlig gage på 100 dalere, som dog blev udbetalt meget uregelmæssigt og efter 1755 overhovedet ikke (53). Derfor var hans økonomiske situation nu, som før, trykket og en virkelig fremgang udeblev. Blandt teologer havde han ry for fritænkeri. Han stillede sig [jo] ikke tilfreds med at betegne Muhammed som falsk profet og bedrager, og inddelte ikke verdenshistorien i en hellig og en profan halvdel, men placerede den islamiske verden midt i universalhistorien. Tilmed ytrede han sin mening med største åbenhed, ubekymret om alle følger. Det fik han at føle. Således offentliggjorde Schultens i 1748 en ny udgave af Erpenius’ arabiske grammatik [se kap.14]. (54) Han genoptrykte her Golius’s udgave [se kap.15 og 16] ganske uændret,samt Luqmans fabler og ordsprogene. Dette læsestof udvidede han med et langtfra fejlfrit udtog af Hamasa. Han forudskikkede en omfattende indledning, hvori han søgte at modbevise de jødiske bibelfortolkeres – og deres kristne efterfølgeres - standpunkter vedr. det hebræiske sprogs hellige karakter. En sådan sammenblanding af en elementær arabisk grammatik og så en principiel diskussion indenfor den bibelske fortolkning om spørgsmålet, hvorvidt man kan sammenholde det hebræiske sprog med andre semitiske sprog, var end ikke berettiget, hvis man, som Schultens, svarede bekræftende på dette spørgmål; og ingen har heller siden forsøgt det samme. Det var også ubestrideligt, at digte fra Hamasa ikke er egnet læsestof for begyndere. Samme år offentliggjorde Schultens en kommenteret oversættelse af Salomos ordsprog [Ordsprogenes Bog] (55), hvor han gjorde hæmningsløs brug af den etymologiske metode. Reiske anmeldte begge bøger i december 1748 og i januar 1749 i det af Menken udgivne Nova Acta Eruditorum [’Nye lærde meddelelser’ (56)]. Hans samvittighed bød ham at sige sandheden om begge bøger, og selv om han også gjorde det med skyldig højagtelse for Schultens, så måtte han erkende – på virkningerne – at det havde været  bedre hvis en anden havde gjort det i stedet for ham selv. (57) Schultens, som ganske vist var vant til litterære fejder, men hvis mesterskab i det arabiske endnu ingen havde vovet at drage i tvivl, forsvarede sig i to breve til Menken, som denne lod trykke og vidt udbrede (58). I dem førte Schultens deres udestående over på det personlige plan og forulempede Reiske på det groveste. Det forfejlede ikke sin virkning, for blandt fejdens læsere – det var fx blevet sendt til samtlige professorer ved alle fakulteter ved universitet i Leipzig – var der næppe én, som ville have kunnet vurdere Reiskes saglige grunde og på grundlag af egen sagkundskab afveje for og imod [i striden]. Ingen løftede en finger for at hjælpe ham, og det ene år gik efter det andet, uden at noget universitet kaldte ham til en ansættelse. Det hjalp ham heller ikke at han gennem sine offentliggørelser viste sig som en strålende græsk filolog. Den dengang toneangivende, Ernesti, som var både klassisk filolog og teolog, lod ikke Reiske ’hvis skorem han ikke var værdig til at løse’ (59) komme frem. I 1753 gjorde professor Popowitsch i Wien et forsøg på at anbringe Reiske blandt de gesandter fra Schwachtheim, som dengang skulle til det tyrkiske hof. Men planen kuldsejlede ved at Reiske vægrede sig ved at blive katolik (60). Hans situation blev stadig mere mislig, især efter at hans gage efter 1755 udeblev. I sin fortvivlelse vendte han sig - i sin verdensfjernhed og uvidenhed om mennesker - i slutningen af 1756 til en tidligere skolekammerat, professor Johann David Michaelis  (61)(1717- 1791) i Göttingen, uden at vide, at han dermed lagde sin skæbne i hånden på en køligt beregnende egoist. (62) Han skildrede ham sin nød og lod ham forstå, at den saksiske regering ville være nødt til at gøre noget for ham, hvis han, om det så kun var pro forma, fik en kaldelse til Göttingen. Med trohjertig retskaffenhed tilføjede han, at kun hans fattigdom hidtil havde hindret ham i at gøre mere for den arabiske litteratur. Hvis han kom i bedre forhold, så ville han lade arabiske bøger trykke, især en praktisk ordbog. Om Gud ikke snart så til ham, ville han være tabt for den arabiske litteratur. Men Michaelis kunne ikke drømme om at anvende sin vidtstrakte indflydelse til fordel for en mand, som var ham langt overlegen i den arabiske filologi. Også han, som ingen originalitet besad, men dog havde evnen til at sammenfatte og popularisere andres forskningsresultater, dyrkede det arabiske, ganske vist indenfor rammerne af den traditionelle filologia sacra [bibelske sprogfortolkning]. (63) Bestræbelserne på at befri de orientalske studier fra den teologiske spændetrøje forstod han så lidt af, at han i sin høje alderdom, da romantikkens ånd allerede begyndte at komme kraftigt til syne også her, mente at se filologia sacra tage de arabiske studier med sig i graven. (64) De højtbeundrede ’spørgsmål’ som han havde givet som opgave til den ekspedition, som Frederik V. af Danmark – på Michaelis’ opfordring – havde sendt til Sydarabien, står stadig helt i skyggen af bibelfortolkningen og det var ikke hans fortjeneste, at Carsten Niebuhr, det eneste ekspeditionsmedlem, som kom tilbage fra rejsen, i en langt mere storstilet forstand løste spørgsmålene. Hans arabiskkundskaber var beskedne: den gammelarabiske desinentialbøjning (I’rab) antog han for at være en opfindelse af grammatikerne, muligvis efter europæisk forbillede;  (65) han indrømmer selv, at han ikke kunne skandere  [oplæse med korrekt rytme] arabiske vers (66), men ikke desto mindre vover han sig i kast med fortolkningen af de uddrag af Hamasa, som Schultens havde udgivet. Han gør sig meget til af sin arabiskundervisning (67), og ville heller ikke på dette område, herskesyg og opsat på at gøre sig gældende som han var, lade nogen komme op ved siden af sig selv. Derfor lod han rystet over det forslag, som Reiske havde stillet ham, sendte hans brev (om hvis fortrolige karakter han intet øjeblik kunne være i tvivl) videre med en bemærkning desangående til ministeren, von Münchhausen, og tilbagesendte så det officielle afslag til Reiske, i en pointeret formel tone. (68)  Nu var Reiskes forhåbninger om nogensinde at blive kaldet til et professorat ødelagt for bestandig. Han måtte søge et embede i skolevæsenet og blev i 1758 rektor ved Nikolaiskolen. Hans udnævnelse var lige ved at blive forpurret af en ’falsk ven’, men han havde, til sit held, i 1756, da han på foranledning af Dresden møntsamlings opsynsmand, hofråd Richter, havde bestemt de arabiske mønter dér, tiltrukket sig ministeren, grev Wackerbarts, opmærksomhed (69), og ministerens anbefaling var tilstrækkelig til at fjerne alle betænkeligheder, som gejstligheden måtte have overfor valget af Reiske. Dermed havde han så, efter mange års nød og afsavn, fundet et levebrød. I den udstrækning hans skolearbejde lod ham tid til overs, fortsatte han sine arbejder med den arabiske og græske litteratur. Men han fandt ingen forlægger og måtte lade dem trykke på egen bekostning. Han havde allerede i 1754 udgivet det første bind af sin latinske oversættelse af Abu’l-Fida’s annaler, men da han end ikke kunne sælge 30 eksemplarer af bogen, så måtte han indstille trykningen. (70) Herefter indskrænkede han sig, tvunget af omstændighederne, til mindre offentliggørelser: i 1755 udgav han Ibn Zaiduns brev til Ibn ’Abdus – værdifuldt, pga. dets historiske hentydninger – på arabisk og latin, (71) i 1756 offentliggjorde han, som gratulationsskrift, en tysk oversættelse af Tugra’is Lamiya. (72) Da han tiltrådte sit skoleembede gratulerede en ven ham i et latinsk digt, hvori han nævnte jakobsstaven og baculus (73). Reiske takkede med et lejlighedsskrift (74), hvori han gengav og beskrev 7 ordsprog, som han havde taget fra Maidanis samling (75), hvor der tales om stave. Det følgende år skrev han til skoleprogrammet en afhandling (76), hvor han, igen på grundlag af Maidanis værk, skrev om Aktam ibn Saifi, en af de før-islamiske ’dommere’, men fandt så lidt forståelse for sit arbejde, at han afstod fra [at skrive] flere programmer. (77) Kun én gang mere trådte han frem for offentligheden med en arabisk tekst, [nemlig] da han i 1765 udgav et lille dusin kærlighedsdigte og to komplette sørgedigte fra Mutanabbis Diwan som prøve på den arabiske digtning. (78) Denne buket af arabisk kærlighedsdigtning er tilegnet den hustru, som Reiske endelig i 1764 havde kunnet hjemtage. For hendes skyld afstod han fra alt det lærde udstyr og indskrænkede sig til at gøre digterens ord og følelsesverden, som i mangt og meget er europæeren så fremmed, forståelig og at bedømme den æstetisk. Det ønske, han udtrykker i forordet, at nemlig hans hustrus navn, forenet med hans eget, måtte blive bevaret for eftertiden, er gået i opfyldelse: så længe navnet Reiske lever, vil man også huske hans hustrus, som trofast og tappert stod ved hans side. Da han – endnu ikke 58 år gammel – døde af svindsot den 14.august 1774, sørgede hun for at hans værdifulde efterladte skrifter og værker ikke faldt Ernesti i hænderne Hun betroede papirerne til Lessing, en af de få, som havde værdsat Reiske allerede i hans levetid, og han  bevarede dem, til de blev erhvervet af den danske kammerherre von Suhm, efter hvis død de nåede til det kongelige bibliotek i København. Hun udgav den afdødes rystende levnedsskildring og skyede ikke striden med dem, hvis nederdrægtighed dermed kom for en dag. Hun offentliggjorde i 1779 Reiskes forslag til tekstforbedringer til Jobs bog og Salomos ordsprog, som han havde nedskrevet i 1749, samt hans tiltrædelsesforelæsning fra den 21.august 1748. (79) Med tilfredsstillelse oplevede hun, at den afdøde langsomt fandt den anerkendelse, som han var blevet nægtet da han levede. 1776 udgav Gruner endnu en gang Reiskes afhandling. Hans ’Briefe über das arabische Münzwesen’ [’Breve om det arabiske møntvæsen’], som han havde skrevet i 1757 til den ovenfor nævnte hofråd Richter, offentliggjorde J.G.Eichhorn i 1781.
 Reiske har hævet den arabiske filologi op til en selvstændig videnskab. Ingen har så klart som han indset dens uafhængighed og beroen på egen metode, ingen så bevidst vendt sig imod den dengang herskende philologia sacra, som kun dyrkede arabisk for den værdi, det kunne have for den gammeltestamentlige fortolkning, og for hvilken det som regel var tilstrækkeligt at slå det arabiske modstykke til en hebræisk glose op i Golius og så vælge de betydninger derfra ud, som synes bedst at passe. I modstilling til sin tids polyhistori havde han en klar forståelse for den menneskelige naturs grænser, og på samme måde, som han afstod fra videre beskæftigelse med Cicero ’pga arbejdets umådelige størrelse, pga mangel på hjælpemidler og pga større interesse for grækerne [end latinerne]’ (80), sådan viede han sig også udelukkende det arabiske, og afviste at bruge tid og kræfter på de beslægtede sprog. Hvis man allerede på hans tid havde haft en dybere forståelse af det gensidige slægtsskabsforhold mellem de semitiske sprog (dette navn opstod først i 1781), så havde hans skarpsyn ganske sikkert gennemskuet den overfladiske måde, hvorpå den såkaldte semitiske filologi  skal forene enkelte fag, som ellers ikke holdes sammen af noget indre bånd, til et usammenhængende hele, blot på grund af sprogligt slægtskab. Men [netop] den indre sammenhæng i hans videnskab var det, som lå ham på sinde, og her var det utvivlsomt filologien, kendskab til sproget, som var ham det afgørende. Han vidste, at kun mangeårig tålmodig beskæftigelse med de arabiske forfattere kunne føre til et virkeligt kendskab til deres sprog, og han gjorde alvor af den indsigt, at den kristent-arabiske litteratur i alle henseender stod tilbage for muslimernes [egen]. Det undgik ikke hans skarpsyn, at de arabiske bibeludgaver enten stammede fra orientalske kristne, som hverken kunne græsk, hebræisk eller arabisk, eller de var barbariske oversættelser af jesuitter, som kun kendte Vulgata [den latinske bibeloversættelse]. (81) Derfor opsøgte han – og fandt – adgang til den arabisk-muslimske litteraturs skatte og viste andre vejen dertil. Men sprogstudiet var ham ikke formål i sig selv, men [blot] grundlag for en udforskning af historien. Og da han kendte islams betydning for den orientalske historie, så læste han ikke sine tekster [blot] som en filolog, for hvem det er tilstrækkeligt at forstå hvad forfatteren vil sige, men som historiker, som indordner den islamiske historie i den almindelige verdenshistorie og påtager sig at tyde den, sådan som en tilskuer i teatret, ved at betragte hvad der foregår på scenen, forsøger at udgrunde de handlende personers motiver og digterens hensigter dermed. Dermed er Reiske, - også selv om det ikke blev ham forundt at skrive den ’islams historie’, som han havde planer om, - en forløber for den nuværende islamvidenskab, som [netop] hæver sig som historisk disciplin på den arabiske filologis grundlag. Hans samtidige var ganske vist ikke i stand til at følge hans dristige idéer. Han blev ’martyr for den arabiske litteratur’ og hans liv blev til den lidelseshistorie, som hans levnedsbeskrivelse aflægger så gribende vidnesbyrd om. Så opløftende det end virker [at læse om] det mod, hvormed han uforstyrret fulgte den vej, han én gang har valgt som den rigtige, så beskæmmende er det samtidigt, at ingen af de indflydelsesrige erkendte denne geniale mands - én af de største blandt arabiskkyndige - enestående betydning, og at de arabiske studier, som han ville gøre plads for, ikke fandt den modtagelse i Tyskland, som de havde fortjent. Alligevel er det en trøst at vide, at der i den samme by, hvor Reiske led så meget, i det følgende århundrede blev grundlagt en tradition, som tæller ham blandt sine åndelige aner. Og hver gang siden, når Leipzigerskolen, som arabistikkens gode samvittighed, advarende hæver sin røst, når som helst der bliver gjort vold mod den filologiske metodes grundsætninger, så taler den også i Reiskes navn, som forvalter af arven efter ham.


25. Maroniter og sprogdisciple



 Allerede medens Reiske [i Tyskland] kæmpede for at befri de arabiske studier fra den teologiske omklamring, blev det klart, at philologia sacra ikke i længden ville kunne fastholde sin enerådende stilling. I Leiden [i Holland], hvor Albert Schultens [1686 – 1750, kap.23] indtil århundredets midte indførte den ene generation af teologer efter den anden i de såkaldte hebræiske dialekter, udtørrede strømmen af tilhørere [til undervisningen i arabisk] efter hans død, og hans barnebarn Heinrich Albert Schultens (1749 – 1793) (82), som sygdomsplaget og træt sad på lærestolen i orientalske sprog, fastslog resigneret, at teologerne fandt andre fag vigtigere end dialekterne, og ikke længere ville lære religionens væsen at kende i Guds Ord alene (83); han indså også, at de orientaliske studier, på det stade de i mellemtiden havde nået, ikke længere kunne dyrkes som bibeskæftigelse, men krævede indgående specialstudier, - og han vidste, at tom polyhistori kun var af det onde. Men andre repræsentanter for de orientalske sprogstudier i de protestantiske lande var ikke nået til denne erkendelse: de var alt for hårdt beskæftigede af teologien, og forsømte [derfor] den arabiske filologi.
 Men heller ikke i de katolske lande var situationen for de arabiske studier gunstigere. Betegnende er det, at de mest bemærkelsesværdige resultater på området i denne tid foreligger i de kataloger, hvori syriske maronitter beskrev de enkelte bibliotekers håndskriftsamlinger. Således leverede Joseph Simon Assemani (as-Sim’ani, 1687-1768) det, navnlig for den syriske litteraturhistories vedkommende, vigtige katalog over Vatikanets bestand af orientalske håndskrifter (84).  Hans søstersøn og efterfølger som præfekt ved Vatikanet, Stephanus Evodius Assemani (1707 – 1782) beskrev de orientalske håndskrifter i Firenze (85) og et tredje medlem af samme familie, Simon Assemani (1752 – 1821, en søn af Joseph Aloisius Assemani, som udgav Codex liturgicus, og grandnevø til Joseph Assemani) gjorde sig fortjent ved beskrivelsen af håndskrifter og mønter ved Naniana i Venedig. (86) Men af størst betydning for de arabiske studier var dog den monumentale Bibliotheca Arabico-Hispana Escurialensis, hvori maronitten Michael Casiri (al-Gaziri, c.1720 – 1791) beskrev den værdifulde arabiske håndskriftsamling i Escorial. (87) Her kan læseren finde omfangsrige materialer til Spaniens historie under det muslimske herredømme, en liste over spansk-arabiske digtere (I, s.93-105), en oversigt over den spansk-muslimske historie med uddrag af  Ibn al-Abbars al-hulla as-siyara  [13.årh.](II, 30-65), bidrag til den lærde verdens historie fra Ibn al-Hatibs Kitab al-Ihata fi ta’rih Garnata i latinsk oversættelse (II, 71 – 11), yderligere biografier over lærde efter Ibn al-Abbars Takmila (II, 121-133), Dabbis Bugyat  al-multamis (II, 133-140), Ibn Baskuwals Sila (II, 140 –150), men vigtigst af det hele: en oversigt over kaliffernes historie og vestens dynastier efter den anonyme Kitab al-hulal al-marquma, med lange udtog af teksten og omfangsrige noter (II, 177-246), samt et overblik over Granadas historie efter Ibn al-HatibsKitab al-lamha al-badriya fi’d-daula an-Nasriya , igen i form af omfangsrige tekstuddrag (II, 246 - 324). Disse informationer om et dengang kun lidet kendt område fylder, sammen med beskrivelsen af de historiske og geografiske håndskrifter, næsten hele andet bind. De øvrige discipliner er derimod behandlet væsentligt kortere: først og fremmest de islamiske teologiske og juridiske værker synes Casiri knap nok at have fundet værdi i, ’cum Scripta eiusmodi ad bonarum Artium rationem et ornamentum parumper, nihil verò ad Christiani Orbis eruditionem, quippe ab hujus legibus, institutis, sacris omnino abhorrentia, pertineant.’ (I, XVI) [’da skrifter af denne art ikke bidrager synderligt til de skønne kunsters indhold eller form, eller [til] den kristne verdens opdragelse, men [handler] om alle slags fremmedartede ting om dens love, institutioner, hellige lærdomme’]. Kun de gamle videnskabers litteratur interesserede ham levende; af Ibn al-’Awwams bog om landbrugsvidenskab giver han en ganske udførlig indholdsbeskrivelse (I, 323-338) og bringer talrige levnedsbeskrivelser af græske og muslimske medicinere, matematikere og naturforskere fra Ibn al-Qiftis Ta’rih al-hukama’ ['Visdommens/videnskabens historie'].
 I Frankrig lå de arabiske studier efter Gallands død helt brak. Fra 1699 til 1779 blev der ikke trykt én eneste bog med arabiske typer i Paris (88); Savarys herlige [arabiske] fonte var allerede gået i glemme da d’Herbelot ville udgive sin Bibliothèque orientale [se kap.22] og Le Roux des Hautesrayes måtte tage sin tilflugt til kobberstik, da han i 1766 udgav sin afhandling om orientalsk sprog- og skriftkundskab (89). Begge lærestole for arabisk på Collège Royal (det senere Collège de France) var  i det 18.århundrede mest besat med mænd, som havde udmærket sig i den diplomatiske tjeneste ved deres sprogkundskaber, og den franske stats omsorg for de orientalske studier var næsten udelukkende bestemt af hensynet til den franske levantepolitik, og især til efterspørgslen efter skolede tolke. (90) Allerede i 1670 havde Colbert givet kapucinerne til opgave at indrette en tolkeskole i deres kloster i Pera [en forstad til Istanbul]. Her undervistes, fra 9-års alderen og for statslige penge, i gennemsnit 18 elever i fransk, latin, vulgærgræsk og italiensk. Af en chodscha [tyrkisk sproglærer] blev de undervist i tyrkisk [men] arabisk og persisk blev der ikke undervist i. Da imidlertid kapucinere ikke var velegnede til et sådant opdragelsesvæsen og dertil mere havde deres ordens end disciplenes tarv for øje, så viste foretagendet sig snart at være en fejltagelse. Derfor oprettede Ludvig XIV, på foranstaltning af jesuitterne, hvem uddannelsen af missionærer til arbejdet i orienten lå stærkt på sinde, på det af dem ledede Collège de Louis-le-Grand, en École des jeunes de langue (91) [’Skole for unge sprogstuderende’], hvor tolv unge armeniere og andre orientaler, på kongens bekostning fik en fransk opdragelse, men også skulle undervise i deres hjemlands sprog, for senere at tjene enten kirken, som missionærer, eller kongen, som tolke. Men selvom jesuitterne var dygtige lærere var resultaterne igen utilfredsstillende. Når først de var kommet tilbage til hjemlandet glemte de fleste ’armeniere’(der var også syrere, arabere og grækere imellem dem) kongen og jesuitterne og gik deres egne veje. Kun få opfyldte deres læreres forhåbninger og blev missionærer og der var endog mange som vendte tilbage til deres egen kirkes moderskød og blev afgjorte modstandere af unionen med Rom. Næppe én kom til at virke som tolk. Så derfor måtte allerede i 1721 hele tolkevæsenet rejses fra grunden af. I stedet for unge orientalere blev nu ti franske drenge i 8-års alderen optaget på École des jeunes des langues og fik en fortræffelig oplæring af jesuitterne og en god almendannelse, som hvilede på et godt latinsk grundlag. Herudover blev de så underviste af sproglærere – tolke med stor praktisk erfaring (mange var samtidigt professorer ved Collège Royal), – i tyrkisk og arabisk. Pga. vigtigheden af [kendskab til] det tyrkiske diplomatsprog kom i 1730 en tredje lærer til, - i tyrkisk skriftlære (92). Hovedvægten lå på det tyrkiske, men pga. mangelen på egnede lærebøger og uregelmæssighed i undervisningen blev resultatet også denne gang ringe og endnu dårligere gik det med det arabiske. Efter gennemsnitligt 8 år[s uddannelse] blev disciplene sendt til Pera, hvor de ganske vist ikke lærte meget mere, for skolen dér var og forblev et dårligt finansieret og dårligt ledet foretagende, som kun klarede sig, fordi de unge mennesker medbragte et solidt grundlag fra jesuitternes kollegium. [Netop derfor betød] fordrivelsen af jesuitterne fra Frankrig i 1762 et hårdt slag for École des jeunes des langues. Præstationerne blev ringere, disciplinen sløjede af, og kendskabet til de orientalske sprog (persisk var kommet til som undervisningsfag i 1762) forfaldt endnu mere. Elevtallet faldt og der rejste sig allerede røster, som krævede skolen lukket og foreslog at gøre tolkevæsenet til et frit erhverv. Men skolen vegeterede videre trods alt, ja overlevede endog revolutionsstormene, - ved revolutionens udbrud talte den kun to elever (skolen i Pera blev dog, som alle klostre, lukket, men efter en gennemgribende omorganisering igen åbnet i 1803). Da så École spéciale des langues orientales vivantes [Specialskole for de levende orientalske sprog], som oprindeligt fulgte ganske de samme mål, blev kaldt til live i 1795, kom rivaliteten mellem undervisningsministeriet, som École speciale sorterede under, og marineministeriet, som den gamle anstalt sorterede under, denne sidste til gode; to år senere undergik den under Taillerand en grundig reform, som førte til den til en ny opblomstring.
 Som Frankrig havde også Østrig i det Orientalske Akademi, grundlagt af Maria Theresia i 1754, en særlig læreanstalt for tolke (93). Også her lå anstaltens ledelse i hænderne på jesuitterne, og tidligere medlemmer af denne orden var også efter ophævelsen [af jesuitterordenen] retningsgivende for skolens ånd. Opdragelsen var kavalermæssig. Undervisningen omfattede et filosofisk kursus, som indbefattede filosofi, logik, matematik og fysik, og et juridisk kursus, - såvel som fransk, historie og geografi, hvortil kom tegning, dans og ridning. Undervisningen i de orientalske sprog gjaldt hovedsageligt det tyrkiske, dog var resultaterne beskedne. Efter afsluttet kursus blev eleverne, som såkaldte ’sprogdisciple’ [’Sprachknaben’], sendt til Istanbul og fik en praktisk uddannelse ved det dérværende internuntiatur [diplomatisk repræsentation], - tyrkisk lærte de hos en chodscha. Som i École des jeunes de langues, således  herskede der også mellem eleverne på det Orientalske Akademi en stærk korpsånd, og som dér, viste der sig også her en tendens til, at tolkehvervet blev arveligt. Der udviklede sig ligefrem tolkedynastier, som betragtede pladserne på Akademiet som familieprivilegier. En væsentlig forskel var dog den, at for elever fra det Orientalske Akademi stod alle stillinger i den konsulære og diplomatiske tjeneste åbne, medens de fra École des jeunes des langues var begrænsede til karrieren som tolk. Fx hævede en af de første elever på skolen, Franz Maria Thugut (1734 – 1818) – han var søn af en tyrolsk flådefører Tunicotti, hvis fejlskrevne navn ’Thunichtgut’ [’gør intet godt’] af Maria Theresia blev ændret [til Thugut, ’gør godt’], da hun optog drengen på akademiet – til at blive internuntius ved den Høje Port og til sidst udenrigsminister (94).  En anden forskel var den, at man i Wien gjorde mere for at fremskaffe egnede undervisningsmaterialer. Et varigt monument over disse bestræbelser er den allerede nævnte nyudgave af Meninskis tyrkiske leksikon [se kap.19, slutningen]. Men for de arabiske studier skete der ganske vist ingenting. Først i det 19.århundrede skulle den kendteste elev fra det Orientalske Akademi, Josef von Hammer-Purgstall, også på dette område udfolde sin geskæftige foretagsomhed.

26. Sir William Jones



 Endnu en gang var det fra oplysningen at de kræfter udgik, som bevarede de arabiske studier og orientalistikken overhovedet fra den fuldstændige forstening, som truede den fra midten af det 18.århundrede. Den for oplysningstiden kendetegnende interesse for det naturlige, det sanseligt iagttagelige, som i naturvidenskaberne foretrak empirismen [erfaringen] og de mekanisk-matematiske metoder, opdagede nu i orienten en skønhed, som endnu ingen europæer havde opfattet. Denne æstetiske retning træder tydeligst frem hos William Jones, forfatteren til Poeseos Asiaticae Commentarii [’Asiatiske digte kommenterede’] og grundlæggeren af Asiatic Society of Bengal.
 William Jones (1746 – 1794) (95) stammede på mødrene side fra Wales og kunne takke sine keltiske aner for et udpræget kunstnerisk, især musikalsk, talent, såvel som et stort sprogtalent: han mente man kunne mestre ethvert sprog på et halvt år. Men det rent sproglige interesserede ham ikke, han betragtede det blot som et middel til at kunne påskønne fremmed litteratur. Hans tidligt vågnede kærlighed til orienten, stimuleret af læsningen af 1001 nat, ansporede ham til i sin studietid i Oxford, og uden fremmed hjælp, at lære arabisk, persisk og tyrkisk; senere fik han så mulighed for at samarbejde med en kristen syrer fra Aleppo, som han havde lært at kende i London. Desuden beskæftigede han sig med kinesisk og af europæiske sprog forstod han tysk, fransk, italiensk, spansk og portugisisk. Efter afsluttede studier overtog han en plads som huslærer i en adelig familie, fik derigennem adgang til Londons førende kredse og han fandt snart lejlighed til at drage nytte af sine persiskkundskaber. Kong Christian VII af Danmark medbragte nemlig, under et besøg i London, et persisk håndskrift og ytrede ønske om, at det måtte blive oversat til fransk; det indeholdt den af hofhistorikeren Mahdi Han nedskrevne beretning om Nadir Shahs historie, hvis sejrstog og nederlag Europa havde fulgt med forundring og sindsoprør. Jones overtog opgaven og leverede på kort tid en oversættelse, som udkom i 1772 og som allerede det næste år kom i en engelsk og en tysk udgave. (96) Det rent historiske interesserede ham ikke, - han fandt opremsningen af de krigeriske begivenheder trættende, [men] så meget mere begejstredes han af originalens svulstige forsirede prosa. I Londons selskabsliv lærte han i 1768 desuden grev Rewiczky (1737 – 1793) at kende, en diplomat fra Wiens hof, som havde beskæftiget sig med arabisk, persisk og tyrkisk under sit ophold i Istanbul og var en begejstret beundrer af orientalsk digtning. De to unge mænd førte fra 1768 til 1770 en lang brevveksling (97), hvori de med ungdommens entusiasme berusede sig i den orientalske digtnings skønhed. Rewiczky gjorde i 1771, i sin Specimen poeseos Asiaticae [’Udvalgte asiatiske digte’], Vesten nærmere bekendt med Hafiz, af hvem der hidtil kun forelå den første gazel  [”digt”] på tryk, - idet han udgav 16 gazeler i persisk original, i en gendigtning på latinske vers, samt ledsaget af en ordret latinsk parafrase og belyst i udførlige anmærkninger (hovedsageligt hentet fra Sudis kommentar). Jones udgav i samme år en persisk grammatik, som blev oversat til fransk i 1772 og endnu i 1845 blev genudgivet af Garcin de Tassy. 1774 udkom så det værk, som med ét skulle gøre ham berømt, hans Poeseos Asiaticae Commentariorum libri sex [’Asiatiske digte kommenterede, i seks bøger’], som Eichhorn tre år senere gjorde bekvemt tilgængelig for det tyske publikum ved et genoptryk. (98) Jones havde allerede påbegyndt arbejdet som 21-årig, ansporet af Biskop Lowths (1710 – 1787) berømte Praelectiones de Sacra Poesi Hebraeorum [’Forelæsninger om den hebræiske religiøse (’hellige’) digtning’]. Hvad Lowth havde gjort for det gamle testamente, ville Jones gøre for den samlede asiatiske digtning: han ville gøre dens poetiske skønhed begribelig for læseren. Ganske vist var et sådant forehavende, selv for hans vidtfavnende kundskaber, for omfattende, - og selv om han citerer et kinesisk digt i det indledende første kapitels almindelige oversigt (s. 6 (8)) og endog nævner den ætiopiske digtning (99), så indeholder værket nu i hovedsagen kun en fremstilling af den islamiske verselære og digtekunst. Den behandler de 16 arabiske versemål (kap.2), samt kasiden (kap.3) og gazel’en (kap.4), dernæst talefigurerne og stilmidlerne (kap.5-11), så de digteriske genrer (kap.12 – 18), nogle nødtørftige bemærkninger om arabiske, persiske og tyrkiske digtere (kap.19) samt til slut et kapitel (kap.20) om den ophøjede, den blomstrende og den enkle stil. De belysende eksempler er mest taget fra den arabiske og persiske, sjældnere den tyrkiske digtning; dertil anføres citater fra koranen og fra det Gamle Testamente, fortrinsvis til belysning af den ophøjede stil. Da Jones, som ægte søn af oplysningstiden, stiltiende forudsætter at alle mennesker af natur er ens, også i spørgsmål om kunstnerisk smag, så overtager han den antikke teori om digtekunsten uden betænkeligheder. De arabiske versemål fremstilles ikke blot ligesom antikkens, med lange og korte stavelser, men bliver også efterlignet i latinske huskevers, fx en tawil:
Amator / puellarum / miser sae / pe fallitur
Ocellis / nigris, labris / odoris, / nigris comis
[Pigernes elsker, fejlerofte ynkeligt,
ved de sorte øjne, læberne, duften, det sorte hår]
De arabiske fagudtryk bliver ofte ret vilkårligt identificeret med den antikke teoris udtryk (fx qasida med idyllium). De antikke rhetorer [talere] citeres rigeligt, og der anføres paralleller fra den græske og latinske digtning i rigt mål. Så ringe er fornemmelsen for det enkelte folks eller en bestemt tidsperiodes særlige stil, at ikke sjældent enkelte steder bliver gendigtet i antik form, fx en kaside af Ibn Farid i elegante disticher s.84 (99), en episode fra Shah Name til hexametre à la Aeneiden s.251 (304), Mesihis forårsdigt i trochæiske septenarer efter forbillede i Pervigilium Veneris s.227 (274), en af Hafiz’s gazel’er med 13.ode af Horaz som forbillede s.89 (104). To andre digte af Hafiz gengiver Jones på græsk, den ene gang som af Anakreon s.179 (215), den anden med Theokrit XXIII som forbillede og i æoliske daktyler s.92 (108). Som et typisk produkt af oplysningstiden udøvede værket ved sin fremkomst en stærk virkning: det gav for første gang et overblik over den islamiske digtning, gav de første eksempler fra Firdausis Shah Name, henviste udtrykkeligt til Hafiz og tog i et særligt kapitel (kap.IX) stilling imod den mytiske fortolkning af den persiske kærligheds- og vinlyrik. Han formidlede et overblik over den samlede arabiske digtning fra Mu’allaqat og Banat Su’ad, over Abu Nowas, Ibn Mu’tazz og Abu’l-Ala’, til Ibn Farid og andre digtere fra den efter-klassiske tid. Med ham begyndte den æstetiske værdsættelse af den arabiske digtning, som skulle nå sit højdepunkt i romantikken, og som i midten af det 19.århundrede skulle blive afløst af den grammatiske og dernæst af den historiske tilgang.
 Da hans Commentarii udkom, var Jones allerede slået ind på en karriere som jurist og havde indskrænket sine orientalske studier drastisk. Han beskæftigede sig kun med dem i sin fritid. [Men ] en frugt heraf var en oversættelse af Mu’allaqat, som udkom i 1782 (100). Hans drøm var at kunne leve som uafhængig mand, helt for sine interesser, og de pengemidler der behøvedes hertil håbede han (det var i nabob’ernes tid) at kunne vinde i Indien. Men først i 1783 blev han - takket være en indsats fra hans adelige velgørere – udnævnt til dommer ved højesteret i Fort William i Calcutta og samtidigt adlet. I Calcutta lærte han, blandt embedsmændene i forvaltningen og blandt officerer og læger i det ostindiske kompagni,  nogle mænd at kende, som lige som ham selv var grebet af lidenskab for Asiens sprog og litteratur: den ’sanskrittossede’ Charles Wilkins, som i 1785, som den første, oversatte Bhagavadgita, og i 1787 Hitopadesa [en samling fabler, meget lig Æsops], - endvidere Francis Gladwin, som var meget aktiv som oversætter fra persisk og senere blev kendt for sin persiske grammatik (101) og hans Dissertations on the Rhetoric, Prosody and Rhyme of the Persians (102) [’Afhandlinger om persernes talekunst, verselære og rim’]. Desuden W.Chambers, som interesserede sig for indisk kunst, og endeligt Alexander Hamilton, af hvem senere Friedrich von Schlegel blev undervist i sanskrit [i Paris!]. Sammen med dem grundlagde Jones i januar 1784, - med Videnskabernes Selskab i London som forbillede - Asiatic Society (of Bengal), det første lærde selskab, som havde udforskningen af Orienten som formål. Samtidigt tog hans videnskabelige interesser en ny retning. Nogle år efter sejren ved Plassey i 1757 havde Det Ostindiske Kompagni erhvervet status af landsherre og overtaget skatteopkrævningen i Bengalen, Bihar og Orissa. Da de ikke var fortrolige med mogulrigets komplicerede forvaltningssystem og da de, som købmænd, på ingen måde var opskolet til en sådan opgave, havde selskabets ansatte de største vanskeligheder med at blive herre over situationen og lige så slemt stod det til med retsplejen. Uden tilstrækkeligt kendskab til lokalsproget og lige så lidt fortrolig med hinduernes retsvæsen som med muslimernes, var den engelske dommer henvist til den tvivlsomme hjælp han kunne få af indfødte tolke og han gerådede i desto større afhængighed af dem, jo mindre hans eget kendskab til land og folk var. Her kunne kun grundigt studium af  lokalsprogene hen ad vejen ændre på situationen og derfor kastede Jones sig med ildhu over studiet af sanskrit og nåede snart til en vis færdighed i den mundtlige brug af sproget ( - om end onde tunger sagde om ham, at hans udtale af samtlige asiatiske sprog var så ringe, at ingen indfødt kunne forstå ham (103)). Herved stødte han i 1786 på Hitopadesa og på Manus love, og oversatte begge værker.  Han blev endvidere overbevist om, at der aldrig kunne blive tale om en ordnet retspleje, så længe de engelske dommere ikke kendte [både] hinduernes og muslimernes retslære. Derfor foreslog han den nyudnævnte generalguvernør Lord Cornwallis, at man, med hjælp fra panditer og munchier [lærde og sproglærere] og i lighed med Pandekterne [Corpus Juris, Justinians sammenfatning af romerretten fra ca 530 eKr], skulle fremstille en Digest of Hindu and Muhammedan Law [’Sammenfatning af hinduisk og muhammedansk lov’], som en repræsentativ samling af retstilfælde efter hinduiske og muslimske kilder, - og tilbød sig selv som leder af den sådant projekt. Cornwallis var enig i projektet, men Jones selv skulle ikke komme til at opleve værkets fuldendelse. Som en del af forberedelsen udgav han i 1792 den kendteste hanefitiske fremstilling af arveretten, Sagawandis Siragiya, på arabisk og engelsk (104). Ved siden af fortsatte han sine studier i de skønne kunster: han oversatte i 1788 det smukkeste indiske drama, Kalidasas Sakuntala, som, da det blev kendt i Europa, gjorde et dybt indtryk og som hensatte Herder og Goethe i enthusiastisk henrykkelse, da Georg Forster havde oversat den engelske oversættelse til tysk. Samme år oversatte han Gitagovinda, i 1792 udgav han den første bog trykt med sanskrittyper: Kalidasa Ritusamhara. Desuden beskæftigede han sig fortsat med persisk, som han regnede for det smukkeste sprog, og som havde stor praktisk betydning som mogulrigets forvaltnings- og retssprog. På den måde opdagede han i 1787 Dabistan, denne fremstilling af Indiens religioner fra det 17.århundrede, som i sin blanding af sprænglærd alvidenhed, åndrig humor og skamløs blasfemi fængslede ham på det stærkeste. Det følgende år udgav han Hatifis kærlighedsromance Laila u Magnun i persisk originaltekst. Han havde også planer om en rejse til Persien og gik med mange andre planer, som ikke skulle komme til udfoldelse: det lange ophold i Bengalen havde undergravet hans helbred og han døde, endnu ikke 47 år gammel, den 27.april 1794 i Calcutta.

27. College of Fort William



 De værdifulde og mangeartede incitamenter som udgik fra Jones og Asiatic Society of Bengal kom i første række den opblomstrende indiske filologi til gode, som i løbet af kort tid udskilte sig som selvstændig videnskab og fra ca. 1810 og fremefter også fandt berømte repræsentanter i Tyskland. Men heller ikke de arabiske og islamiske studier blev forsømt, for da mogulriget var en muslimsk stat og da kult og studier foregik på arabisk, medens persisk var det almindelige embeds- og forvaltningssprog, så måtte englænderne i Indien tage samme hensyn til islam og dens kultursprog, som til sanskrit og hinduismen. Den senere generalguvernør i Indien, Warren Hastings, havde derfor – allerede nogle år efter sejren ved Plassey (1757) – foreslået oprettelsen af en lærestol i persisk ved universitetet i Oxford, men kompagniets direktører havde dengang afslået at financiere (105). Så understregede Lord Wellesley (generalguvernør i Indien 1798 – 1805) atter nødvendigheden af at give kompagniets ansatte, som jo ikke længere kun var aktive som købmænd, men også skulle forvalte landet, skifte ret og regere, en grundig faglig uddannelse, og anbefalede, at man skulle oprette en fagskole i Calcutta, hvor kompagniets aspiranter, som sædvanligvis ankom til Indien i en alder af 16 – 18 år og som i England for det meste kun havde fået en ren købmandsmæssig skoleuddannelse, skulle uddannes til deres fremtidige arbejde. Han udkastede en omfattende undervisningsplan, som indbefattede fag som etik, civilret, folkeret, historie, indisk folkekultur samt hinduisk og muslimsk ret. Men atter forkastede kompagniets direktører planen, som værende for bekostelig og gik kun modvilligt med til at bevilge midler til en sprogskole for orientalske sprog. Derfor blev College of  Fort  William åbnet i 1800 i Calcutta (og bestod  til 1854) (106). Derimod grundlagde kompagniet selv en institution i 1806 i England til en første uddannelse af deres aspiranter: East India College i Hertford Castle, som i 1809 blev forlagt til Haileybury.  Undervisningsplanen på dette institut omfattede et tre-årigt forløb med matematik, klassisk og almindelig litteraturhistorie, jura, historie og statsvidenskab, og hertil kom praktiske kurser til indføring i arabisk og persisk. De sprog som der undervistes i på College of Fort William, var hovedsageligt arabisk, persisk, sanskrit, urdu, hindi og bengali. Stedets første leder var fra 1800 til 1804 John Gilchrist (1759 – 1841), en skotsk læge, som siden 1783 havde stået i kompagniets tjeneste. Han havde tidligt indset betydningen af de indiske folkesprog og lagde særligt vægt på at fremme hindustani, som var omgangssproget i mogulrigets ledende kredse og i en forvansket form udgjorde et fælles indisk sprog, som blev forstået overalt, et lingua franca. Han overdrog indfødte lærde at oversætte berømte værker, især fra den persiske litteratur, til deres modersmål, og gav dermed det afgørende stød til skabelsen af en prosa på urdu (107). Foruden ham selv, var enkelte andre af kompagniets ansatte, men også lejlighedsvis andre europæere, virksomme på instituttet. Fx var missionæren William Carey fra baptistmissionen i det danske Serampore lærer i sanskrit, bengali og mahratti. John Baillie, en løjtnant i kompagniets tjeneste, underviste i arabisk, persisk og i muslimsk ret. Han holdt sig i sine arabiske forelæsninger til den i madras’erne [muslimske skoler] almindelige undervisningsmetode og udgav Gurganis Mi’at ’amil [omtr.:’Hundrede ord’] med kommentar, Mutarrizis Misbah [’Lampen’], Gaznawis Hidayat an-nahw [’Indføring i grammatikken’] og Ibn Hagibs Kafiya [’Grundlaget’] (108). Også Matthew Lumsden (1777-1835), som først virkede som assisterende professor, og fra 1808 som professor i arabisk og persisk ved instituttet, holdt sig temmelig tæt til forbilledet i den arabiske skoletradition. Hans arabiske grammatik, hvoraf kun det første bind udkom (109), er stadig helt afhængig af de arabiske nationalgrammatikker. Hans væsentligste bidrag lå imidlertid på det persiske område, hvor han nok må regnes for sin tids største kender; han skrev en omfangsrig persisk grammatik (110) og gjorde  i sin Persian Selections (111) [’Udvalgte stykker på Persisk’] værdifulde værker i den persiske litteratur – for en stor dels vedkommende for første gang – tilgængelige på tryk: Gami’s Yusuf u Zulaiha, Risalat al-insa’, og Subhat ul-abrar, [’Jusuf og Zalikha’, ’Afhandling om Skabelsen’, ’De frommes rosenkrans’], Amir Husrau’s Magnun u Laila [’Magnun og Laila’ (et traditionelt kærlighedstema)], Dawani’s Ahlaq-i Galali, endvidere et udvalg fra Sa’di’s Bustan ['Frugthaven'], Gulistan  ['Rosenhaven'] og Diwan  [digtsamling], samt fra ’Inayatullah Kambu’s Bahar-i danis, og Kasifi’s Ahlaq-i Muhsini. Han påbegyndte endvidere trykningen af Firdausis Shah Name, men nåede ikke ud over første bind (112), – først i 1829 fremlagde Turner, med brug af Lumsdens materialer, hele teksten (113). Den praktiske sprogundervisning lå i hovedsagen i hænderne på [indfødte] pundits og munchis. Disse blev desuden involveret i allehånde litterære arbejder og fik betroet fremstillingen af oversættelser og udgivelser af tekster. På den måde opstod en lang række af ordbøger, ordfortegnelser, grammatikker, chrestomatier [tekstsamlinger], oversættelser og tekstudgaver. Marginani’s Hidaya, - den normgivende hanifitiske lovbog – blev oversat til persisk (114), og de første fuldstændige udgaver af Hariris Makamer (115) og Mutanabbis Diwan (116) kom i stand. Den ene af udgiverne, Jan ’Ali, sammenstillede en arabisk-persisk ordfortegnelse til Hariri, som udkom på tryk i 1814 (117). Et år forinden havde Jan ’Ali under Lumsdens ledelse for første gang udgivet den som lærebog i retorik højt værdsatte Muhtasar al-ma’ani [’Grundrids af retorikken’] af Taftazani (118). Særligt aktiv var Ahmad ibn Muhammed as-Sirwani al-Yamani (død 1840), som var ved institutionen fra 1805 (119). Efter Lumsdens forslag sammenstillede han i 1811 en arabisk læsebog, Nafhat al-Yaman, [’En Duft af Yemen/Syden’]; i 1812 fulgte hans udgave af Ibn ’Arabsahs Timurs Historie, 1813 en samling arabiske brevformularer under titlen al-’Agab al-Ugab [’Forunderlighedernes forunderlighed’] og en ny læsebog, Hadiqat al-afrah [’Festlighedernes have’]. Også førsteudgivelsen af Qamus skyldes ham (120). Hans udgave af Rasa’il Ihwan as-safa forblev ufuldendt (121), ligesom hans udgave af 1001 nat gik i stå efter 2.bind (1. til 200. nat), - først 1839-1842 blev den komplette arabiske tekst redigeret og udgivet af Macnaghten (122). Mu’allaqat  [se kap.24] fandt i 1823 en udgiver i ’Abdurrahim ibn ’Abdilkarim (død 1851), som ganske vist i sin kommentar er helt afhængig af Zauzani (123). Når det så til slut nævnes, at den første korankonkordans udkom i Calcutta 1811 (124), så afrundes billedet af det inspirerede åndelige liv og det mangesidige lærde arbejde der udførtes i Calcutta i begyndelsen af det 19.århundrede.
 Alligevel indfriede de frugter, som modnedes på College of Fort William, ikke forventningerne på lige netop det væsentligste punkt, nemlig den faglige uddannelse af [det ostindiske] kompagnis ansatte. De unge ’skrivere’ gik på anstalten i 12 til 15 måneder og den afsluttende prøve var i enten persisk og hindi, eller i persisk og bengali (125). Undervisningsmetoderne var primitive og kravene små. Det hed sig, at en dygtig studerende kunne forberede sig til eksamen på mindre end 2 måneder, og de fleste af de unge mennesker foretrak storbylivets fornøjelser frem for et seriøst studium. Efter en kort opblomstringstid på omkring tyve år, gik skolen mere og mere tilbage. Den dybere årsag hertil lå ganske vist deri, at der i løbet af 1820’erne gradvist skete et almindeligt skifte i synet på værdien af de orientalske studier. Hvor man tidligere havde betragtet Indien i det forklarede sværmeriske lys, hvori oplysningstiden og romantikken så alt fra orienten, så skete der nu et tilbageslag under indtryk af den prosaiske virkelighed – og man så nu kun skyggesiderne. Man troede på den vesterlandske kulturs absolutte overlegenhed, og da man – pga oplysningstiden – var overbevist om alle menneskers absolutte oprindelige lighed samt deres modtagelighed for uddannelse, så trængte efterhånden det synspunkt igennem, at ethvert fremskridt i Indien kun kunne ske gennem en vestliggørelse. Den mangeårige strid mellem ’orientalister’ (som ville bibeholde de indfødte lærde skoler, og pleje sanskrit, persisk og arabisk som landets højkultursprog) og ’anglicister’, som talte for et skolesystem efter engelsk forbillede og indførelsen af engelsk som undervisningssprog, endte til sidst med at det indiske skolevæsen blev gjort engelsk af Lord Macaulay i 1835 (126).


NOTER:


1 se URSULA AURICH, China im Spiegel der deutschen Literatur des 18.Jahrhunderts [’Kina som det afspejles i den tyske litteratur i det 18.århundrede’] (= Germanische Studien Heft 169), Berlin 1935
2 se O. FRANCKE Leibniz und China ZDMG 82, 1928, s. 155 - 178
3 hans liv, beskrevet af Cousin, er vedføjet Bibliothèque Orientale (i den tyske udgave bind I, side XLV – XLVIII)
4 han var én af de jesuitter, som Ludwig XIV sendte til Siam og Kina; i kontroversen om riterne [en kirkelig strid i beg.1700-tallet, bl.a.om hvorvidt jesuitterne i Kina fx måtte tilpasse den katolske messe til lokale forhold] anerkendte han den pavelige legat de Tournons afgørelse, som fordømte accomodationen [tilpasningen], kom dermed i konflikt med sin orden og trak sig tilbage til Pondichéry, til kapuzinermunkene, hvor han døde i 1737. Se om ham ROBERT STREIT, Bibliotheca Missionum, Bd. 7, 1931, nr. 2387.  ['Missionsbibliotek']
5 se P. CASANOVA, L’enseignement de l’Arabe au Collège de France [’Arabiskundervisningen på Collège de France’], Paris 1910, s.53; og K.M.SCHILLER , i hans nyudgave af ’Tausend und Einer Nacht, Arabische Erzählungen von MAX HABICHT, Fr.H.V.D.HAGEN og C.SCHALL’, Bd. XII, Leipsig 1926, s.47-68 [’1001 nat. Arabiske fortællinger af Max Habicht, Fr.H.V.D.Hagen og C.Schall.’]
6 ’Les paroles remarquables, les bons Mots et les Maximes  des Orientaux. Traduction de leurs ouvrages en Arabe, en Persan et en Turc; avec des remarques. [’Bemærkelseværdige orientalske levesprog, bevingede ord og valgsprog/maximer. Oversættelse fra deres værker på arabisk, persisk og tyrkisk; med noter.’] Paris 1694. Jeg kender kun værket fra det (komplette?) genoptryk i supplementet til D’HERBELOTS Bibliothèque orientale, Maestricht 1780, 203 - 247
7 Les mille et une nuits, contes arabes, traduits en français par A.GALLAND. [’Tusind og én nat, arabiske fortællinger, oversatte til fransk af A.Galland.’] Paris 1704-1717
8 Enchiridion Studiosi, arabice conscriptum a Borhaneddino Alzernouchi, cum duplici versione latine…edidit HADRIANUS RELANDUS, Traj. 1709 [’Håndbog for studenter, på arabisk af Borhaneddinus Alzernouchi, med to latinske oversættelser…udg. af Adrianus Relandus, Utrecht, 1709’] se SCHNURRER, Bibliotheca Arabica,481, nr. 415
9 han opregner i fortalen også alle indtil da trykte arabiske tekster.
10 ADRIANI RELANDI De religione Mohammedanica libri duo. Quorum prior exhibet compendium theologiae Mohammedicae, ex codice mso. Arabice editum, Latine versum, et Notis illustratum. Posterior examinat nonnulla quae falso Mohammedanis tribuuntur. Ultrajecti 1705. [Adrianus Relandus, ’To bøger om den muhammedanske religion. Af hvilke den første indeholder en sammenfatning af den muhammedanske teologi, tilrettelagt på arabisk fra håndskrifter, oversat til latin og forsynet med noter. Den anden bog gennemgår en del [meninger, udsagn] som fejlagtigt tillægges muhammedanerne’ Utrecht 1705] Andet oplag udkom i 1717. se SCHNURRER, Bibliotheca Arabica, 432 - 435, nr. 388
11 [polyhistori, - at man skal vide alting, så at sige, - være velbevandret i alle videnskaber. Efter almindelig vurdering var det indtil midten af det 19.århundrede stadig muligt at have et omtrentligt overblik over sin samtids viden på alle væsentlige områder af videnskaben]
12’De jure militari Mohammedanorum, in Dissertationes miscellaneae, vol. III, Traj, 1708, s. 1-53, [’Om muhammedanernes retsforestillinger om krig’ i ’Forskellige afhandlinger’, vol. III, Utrecht, 1708, s.1-53];
13 Dissertationes miscellaneae, vol. III, Traj, 1708, s.231 – 250 [se ovenfor]
14 ’Palaestina ex monumentis veteribus illustrata’, Traj. 1714 [’Palæstina belyst ved gamle monumenter’, Utrecht 1714]
15 denne, har Relandus tilegnet andet bind af sine Dissertationes miscellaneae [se ovenfor]
16 ’De linguis insularum quaerundam Orientalium’ og ’De linguis Americanis’ i Dissertationes miscellaneae, vol. III, 54 – 139, henh. 141 – 229. [’Om visse orientalske øers sprog’ og ’Om de amerikanske sprog’]
17 [At hebræisk skulle være ursproget, skyldes forestillingen om, at hebræisk (som bibelens gamle testamente er skrevet på) var Guds sprog og det sprog Adam og Eva talte i paradisets have. Bl.a. opdagelsen af sanskrit i Indien omkring 1780 umuliggjorde denne teori fuldstændigt, og hele den moderne sprogvidenskab blev opbygget gennem det 19.årh.]
18 La vie de Mahomet; avec des reflections sur la religion des Musulmans, London 1730 [’Muhammeds liv; med nogle betragtninger over muselmændenes religion’]. Jeg kender kun denne bog fra SNOUCK-HURGRONJES Une nouvelle biographie de Muhammed [’En ny biografi over Muhammed’] in RHR, 30, 1894, s.52, - genoptrykt i han Verspreide Geschriften [’Forskellige skrifter’] 1, 324
19 The Koran commonly called Alcoran of Mohammed: translated into English immediately from the original Arabic, with explanatory notes taken from the most approved commentators to which is prefixed a preliminary discourse by GEORG SALE London 1734 [’Muhammeds Koran, almindeligt kaldet ’Alkoranen’: oversat til engelsk direkte fra det oprindelige arabiske, med forklarende noter taget fra de mest anerkendte kommentatorer; hertil føjet en indledning’, af Georg Sale, London 1734’]
20 se DENNISON ROSS, BSOS II, 1921 – 1923, s.177
21 Der Koran, oder insgemein so genannte Alcoran des Mohammeds….in das Englische übersetzt…von GEORG SALE …ins Teutsche verdolmetsht von THEODOR ARNOLD. Lemgo 1746. [’Muhammeds Koran, eller den almindeligvis såkaldte Alkoran…oversat til engelsk…af Georg Sale…oversat til tysk af Theodor Arnold. Lemgo [40km N.f. Paderborn], 1746’]
22 V.CHAUVIN, Bibliographie des ouvrages arabes X, 1907, s. 76f [’Bibliografi over arabiske værker’]
23 [se note kapitel 22]
24 Thesauri Epistoli Lacroziani tom. I, II, III, ex Bibliotheca Jordaniana ed. JO. LUD. UHLIUS, Lipsiae 1742 – 1746.[’Samling af La Crozes Breve, I, II, III af [værket] Bibliotheca Jordaniana, udg. J.L.Uhlius, Leipzig 1742-46]
25  genoptrykt i hans Opera minora [’Mindre arbejder’], 1764, s. 487 - 510
26 Liber Jobi cum nova versione ad Hebraeum fontem et commentario perpetuo, Lugd. Bat. F. 1737 [’Jobs bog med en ny oversættelse fra den hebræiske originaltekst og løbende kommentar’, Leiden 1737]
27 Proverbia Salomonis, versionem integram ad Hebraeum fontem expressit atque commentarium adjecit A. SCHULTENS, Lugd.Bat. 1748 [’Salomos ordsprog. Komplet oversættelse fra den hebræiske originaltekste og kommentar, af A. Schultens, Leiden 1748.’]
28 særligt i hans Monumenta vetustiora Arabiae sive specimina quaedam illustria antiquae memoriae et linguae. Ex mss. codd. Noweirii, Mesoudii, Abulfedae, Hamasa etc etc excerpsit et edidit A. SCHULTENS, Lugd. Bat. 1740. [’Ældre arabiske [sprog]monumenter eller Nogle Strålende Eksempler på antikke mindesmærker og sprog. Udvalgt og udgivet efter håndskrifter af (Noweirus, Mesoudius, Abulfeda, Hamasa) osv osv. af A- Schultens. Leiden 1740.’] se SCHNURRER, Bibliotheca Arabica, 204, nr. 211
29 [om Jera, se 1.mosebog 10.26; hele argumentet hviler på, at de stamtavler, man har i 1.mosebog kap.5, kap.10 osv, i virkeligheden handler om stammer eller folk, deres slægtskab og stammeområde.]
30 [vil man se dette eksempel på ’nytten af arabisk for den bibelske fortolkning’ og hvordan dette ser ud i praksis, kan man slå op i den gængse bibelhebræiske ordbog, Gesenius’ Handwörterbuch, på side 736, hvor dette ord findes nederst til højre på siden og øverst til venstre på den næste. Iflg. Gesenius er betydningen ikke den samme.]
31 se hertil de læseværdige analyser af FR.DELITSCH Philologische Forderungen an die Hebräische Lexikographie (Mitt. d. Vorderas. Gesellschaft [’Filologiske krav til den hebræiske leksikografi’, Meddelelser fra det Nærorientalske Selskab.] 1915, 5, 20.årgang) Leipzig 1917, s.16ff
32 D. JOHANN JOCOB REISKENS von ihm selbst aufgesetzte Lebensbescheibung, Leipzig 1783, [’ D. JOHANN JOCOB REISKEs levnedskilding, anstillet af ham selv’, Lepzig 1783] blev udgivet af han enke Ernestine Christine Reiske og indeholder – udover hans selvbiografi, forfattet i 1770 (s.1-136), – et tillæg, forfattet af enken, (s.137 – 151), en fortegnelse over hans efterladte skriftlige arbejder (s.152 – 177), en liste over hans trykte skrifter, (s.178 – 182) og som hoveddel (s. 183 – 816) hans ’Korrespondance med nogle nu også afdøde lærde’. Reiskes breve har R.FOERSTER udgivet i 1897 i Abhandlungen der phil.-hist.Kl.d.Sächs. Ak. d. Wiss. XVI (’Afhandlinger fra den Filosofisk-Historiske afdeling af det Saksiske Videnskabernes Selskab’, XVI.). (dertil Nachtrag [’Tillæg’] sammested XXXIV, 4, 1917)
33 Lebensbeschreibung [’Levnedsbeskrivelse’], s.13 og 134f.
34 Hermes Trismegistus an die menschliche Seele arabisch und deutsch herausgegeben v.  H.L.FLEISCHER, Leipzig 1870, VI. [’Hermes Trismegistus’ [sendeskrivelse] til den menneskelige sjæl. På arabisk og tysk’ udgivet af H.L.Fleischer, Leipzig 1870] SCHNURRER, Bibliotheca Arabica, s.135ff
35 Lebensbeschreibung s. 14, SCHNURRER, Bibliotheca Arabica, 224, nr. 232
36 Lebensbeschreibung s. 135
37 Lebensbeschreibung s. 18 – 21, 34 - 40
38 Cat.codd.arab.Bibl.Acad.Lugd.Bat., Ed. II, vol I, 1888, s.346 (nr. 561) og s. 345 (nr. 557) [’Katalog over de arabiske håndskrifter i universitetsbiblioteket i Leiden’]
39 Tharaphae Moallakah cum Scholiis Nahas. e mss. Leidensibus Arabice edidit, vertit, illustravit JOANN. JACOB. REISKE. Lugd.Bat. 1742. [’Tarafas Muallaqat med Nahas’ kommentarer, udgivet på arabisk fra håndskrifter i Leiden, oversat og kommenteret af J.J.Reiske. Leiden 1742’] se SCHNURRER, Bibliotheca Arabica, 194, nr. 202
40 A.SCHULTENS Epistola Prima ad….F.O.Menkenium, Lugd.Bat. 1749, s.129f. REISKE, Lebensbeschreibung, side 23 og 116f. [A.Schultens: Brev til….F.O.Menkenium, Leiden 1749,s 129 f. Reiske, Levnedsbeskrivelse, side 23 og 116f]
41 Lebensbeschreibung, [Levnedsbeskrivelse] s.12
42 Lebensbeschreibung, [Levnedsbeskrivelse] s.31
43 se fx Reiskes bedømmelse af Schultens i Prodidagmata ad Hagji Chalifae librum memorialem [’Indledning til Hajji Khalifs bog [om muhammedanernes historie, som en almindelig indledning den såkaldte orientalske historie((se nedenfor)]’] (aftrykt bagefter Abulfedae Tabula Syriae…ed…J.B.KOEHLER, Leipsiae 1766, s.228), og i Hamburg Magazin, XVII (1756), s.592 - 604
44 Miscellaneae aliquot abservationes medicae ex Arabum monumentis, Lugd. Bat. 1746. [’Nogle forskellige medicinske observationer fra arabiske kilder’ Leiden 1746.], genoptrykt i J.J.REISKE og J.E.FABRI Opuscula Medica ex monimentis Arabum et Ebriorum. Iterum rec… CH.G.GRUNER,  Halae 1776, s.1-80  [’Mindre medicinske arbejder om Arabiske og Hebræiske kilder. Endvidere…; Ch.G.Gruner, Halle 1776, s.1-80 ]
45 første gang trykt så sent som i 1766, med nogle af Reiskes [egne] tilføjelser, af hans elev J.B.KOEHLER, med særdeles småt og sammentrængt tryk, bag ved dennes Abulfedae Tabula Syriae, s.215 – 240 og gentaget ordret i 2.oplag af dette værk i 1786. Desuden blev den, uden den sidste del, endnu engang optrykt af J.G.MEUSEL i hans nybearbejdelse af STRUVE-BUDER’s Bibliotheka Historica, II, 17785, s.107-204.
46 disse udredninger fra den afsluttende del [af bogen] har Reiske til dels optaget i sin tiltrædelsesforelæsning, som han holdt den 21.august 1748, - men som først blev offentliggjort i JO.JAC.REISKE, Conjecturae in Jobum et Proverbia Salomonis cum eiusdem oratione de studio Arabicae Linguae. Lipsiae 1779, s.267-292. [’Forslag til Tekstforbedringer i Jobs Bog og Ordsprogenes Bog, - med sammes tale om studiet af det arabiske sprog.’ Leipzig 1779, s.267-292’]
47 s.240 [stilen, Reiskes egen, er typisk oplysningstid]
48 Certe non est casus in historia Europaea, e quo vel prudentiam discat homo civilis, vel meditandi argumentum petat animus divinae sapientiae caecarumque fati viarum admirator, et scrutandis hominum ingeniis intentus, qui non aeque illustris in ea, quam commendamus, historia se praebat (s.239) [Der er visseligt intet eksempel i Europas historie, hvoraf samfundsborgeren lærer klogskab og visdom, eller sjælen finder stof til eftertanke over den guddommelige visdom, den beundrende over skæbnens blinde veje, eller den søgende over den menneskelige natur, som ikke kan fremvises lige så glimrende i den historie, som vi anbefaler]
49 Stupemus Graecorum de rebus a se feliciter adversus Persae gestis narrationes, aut ut non nemini videntur, inanes culicum elephantis insultantium thrasoniasmos. [Vi forbavses over grækernes fortællinger om hvad de med held gennemførte mod perserne, - at det dog ikke er faldet nogen ind, at det er myggenes nyttesløse fornærmelser mod en elefant]
50 Stupenda multa sunt in orientali historia, quorum pervidere rationem humana ratio nequit. Egenum et contemtum hominem qualis Muhammed fuit, sua pietate caeterisque virtutibus tantam sibi comparasse auctoritatem ut paullo minus quam deus a magna orbis habitabilis parte colatur nonne stupendunt est? Illum ipsum domuisse absque vi bonisque moribus excoluisse gentem ferocem et indomitam; et instituisse religionem, quae Christianam ex oriente tanquam scopis everrit, et ab initiis paene nullis imperium erexisse, quod dimidio saeculo plures sibi provincias subegit quam Romani tribus integris saeculis et quod florentissima duo imperia Romanum et Persicum, illud quidem graviter perculit et labefactavit, hoc autem prorsus delevit: haec inquam, haud absque numine sunt, neque possunt animos nostros, religionis nostrae amore et veneratione plenos, horrori et doloris interiore sensu non tangere. Quod illa ipsa natio, quae vivum Muhammedem adeo venerata fuerat eius gentem et liberos crudelibus modis agitaverit, et tantum non excidione deleverit, hostes autem eius iuratos ad summum dignitatis gradum evexerit in eo ego quidem to Theion agnosco (s. 239) [Der er mange sælsomme begivenheder i den orientalske historie, hvis grunde det menneskelige sind ikke kan overskue. Er det ikke sælsomt, at et fattigt og ringeagtet mennesker, som Muhammed var det, ved sin fromhed og sine øvrige fortrin, kunne tilegne sig en sådan autoritet, at han dyrkes som lidet ringere end gud af en stor del af den beboelige verden? At samme kunne disciplinere og uden magt opelske gode sæder i et vildt og ustyrligt folk; og skabe en religion, der, som var det en kost, fejede den kristne religion ud af østen, og fra en begyndelse af næsten ingenting oprettede et imperium, som på et halvt århundrede underlagde sig flere provinser, end det romerske folk i flere århundreder og som af to imperier, det romerske [her: byzantinske] og det persiske, i hvert fald alvorligt angreb og rystede det ene, medens det næsten ødelagde det andet: sådanne ting, siger jeg, er næppe uden guddommelig [medvirken (numinøs)] og kan heller ikke undgå at berøre os, - fyldte af kærlighed og ærbødighed for vor religion – med en følelse af rædsel og indre smerte.  At selve den nation, som i den grad tilbad Muhammed, medens han levede, skulle opildne hans folk og efterkommere med grusomme midler og næsten ødelægge det, men føre dets sammensvorne fjender til ærens højeste tinder, - ja, deri ser jeg vel det guddommelige. s.239
51 In Alio exemplum spectes boni principis, fortis, iustitiam amantis quo meliorem non vidit orbis Muhammedanus, et quem haud incongrue cum M. Antonio philosopho compares, sed quem adversa fortuna et ambitiosae foeminae ira, periuriis nixa et sustentata sicariis, pessumdabat. Bello vincebat ille semper: et nihilo secius tamen semper succumbebat, nullumque reportabat victoriarum lucrum, malis artibus adversarii Moawiae elusus. In hoc pari composito videas luctantem, cum calliditate vim, cum nequitia probitatem, et illam semper hac potiorem (s.239) [I Ali kan man se et eksempel på [en mand med] gode principper, styrke og kærlighed til retfærdighed, - mere end nogen anden man ser i den muhammedanske verden, - og som man ikke ubilligt kan sammenligne med Marcus Aurelius, men hvem en ond skæbne og ærgerrig kvindelig vrede, støttet af mened og brug af snigmord, kastede til jorden. Han vandt altid i krig: men bukkede ikke desto mindre altid under, nød aldrig gavn af sejrene, men besejredes af de Mu’awiske modstanderes onde snedighed. I dette forløb ser man så at sige den stræbende magt kæmpe med snuheden, redeligheden med fordærvet, og den sidste altid stærkere end den første.s.239]
52 dette skrift har jeg ikke [selv] set.
53 Lebensbeschreibung, s.43f
54 Thomae Erpenii Grammatica Arabica….Accedunt Excerpta….edita, conversa et notis illustrata ab ALB. SCHULTENS, Praefatio imaginariam linguam, scripturam, et lineam sanctam Judaeorum confutat, Lugd. Bat. 1748. [’Thomas Erpenius’s arabiske grammatik…..med udvalgte [læsestykker]….udgivet, oversat og forsynet med noter af Alb.Schultens, Forordet tilbageviser jødernes fiktive sprog, skrifter og hellige afstamning. Leiden 1748] se SCHNURRER, Bibliotheca Arabica, 70, nr. 102
55 Proverbia Salomonis. Versionem ad Hebraeum fontem expressit, atque Commentarium adjecit ALBERTUS  SCHULTENS, Lugd. Bat. 1748 [’Salomons ordsprog. Oversættelse fra den hebræiske orignal og forsynet med kommentar af Albertus Schultens, Leiden 1748.]
56 Nova Acta Eruditorum [’Nye lærde meddelelser’] 1748, 689-704, henh. 1749, 5-20
57 Lebensbeschreibung, s.46 - 49
58 A. SCHULTENS, Epistola prima (secunda) ad… F.O.Menkenium perscripta in qua nupera recensio – sub examen devocatur. Lugd. Bat. 1749. Brevene er på 140, henv. 131 sider. [’A.Schultens’ Første (andet) brev skrevet til…F.O.Menken , hvori en nylig anmeldelse kaldes til regnskab. Leiden 1749.]
59 U.v.WILAMOWITZ-MOELLENDORF, Geschichte der Philologie [’Filologiens historie’](Einleitung in die Altertumswissenschaft, [’Indledning i oldtidskundskaben’] udg. af A.GERKE og E.NORDEN, 3.A.I.I) Leipzig 1927. s.42 [Wilamowitz-Moellendorf var én af de største klassiske filologer i det 19.århundrede]
60 Lebensbeschreibung, s. 130f
61 se R.SCHMEND, Festrede im Namen der Georg-Augusts-Universität zur Akad. Preisverteilung am 8.Juni 1898. Göttingen 1898. [’Festtale på vegne af Georg-August-Universitetet ved den akademiske prisuddeling den 8.juni 1898.’]
62 brevet findes aftrykt i samlingen ’Literarischer Briefwechsel von J.D.Michaelis. Geordnet u.herausgegeben von J.G.BUHLE, I, Göttingen 1794, s.66-71 [’J.D.Michaelis’ litterære brevveksling. Ordnet og udgivet af J.G.Buhle ’]
63 dette gælder også hans syriske studier
64 se hans brev til Adler af 25.oktober 1790. Literar.Briefwechsel III, 282.
65 MICHAELIS, Arabische Grammatik, s.2ff, 178f.
66 sammesteds, s.76f
67 SMEND, sammesteds, s.26, anm.10
68 SMEND, sammesteds, s.12. SMEND gør opmærksom på, at Michaelis understøttede sin elev Schlözer, da denne spillede den hannoveranske og den russiske regering ud mod hinanden.
69 Grev Wackerbart lod Reiske tyde den arabiske indskrift på en udskåret sten og gav ham i opdrag at offentliggøre teksten samt forklaringen. Lebensbescheibung, s.75f
70 Lebensbeschreibung, s.68
71 Abi’l Walidi Ibn Zeiduni Risalet seu Epistolium arabice et latine cum notulis edidit J.J.REISKE,Lipsiae 1755. [Bai’l Walidi Ibn Zaiduns brev, dvs.: Kort brev på arabisk og latin med korte noter, udgivet af J.J.REISKE, Leipzig 1755] se SCHNURRER, Bibliotheca Arabica, 227, nr.234. Et eksempel fra Ibn Nubatas kommentar med oversættelse og noter, gav han til professor J.H.HIRT i Jena, som aftrykte dem i sin Institutiones arabicae linguae, 1770, s.516 – 536 [’Grundbegreber af det arabiske sprog’]
72 se Lebensbeschreibung, s.76. Titlen på skriftet, som kun blev trykt i 100 eksemplarer, giver SCHNURRER, Bibliotheca Arabica, 190f.
73 [jakobsstaven = baculus, er et gammelt navigationsinstrument, en forløber for sekstanten]
74 Sammlung einiger arabischer Sprüchwörter, die von den Stecken und Stäben hergenommen sind [’Samling af nogle arabisk ordsprog, som går på stave og stokke’] (Leipzig 1758), 31 sider.
75 han siger om den, s.31: ’Jeg sætter denne bog højt og kan ikke skjule, at jeg har forelsket mig i den.’
76 De Actamo philosopho Arabico, praefatus, ad actum oratorium in schola Nicolaitana ad d.XVI,Julii h.a.horis antemeridianis celebrandum invitat I.I.REISKE, Leipzig (primo Juli 1759) [’Om den arabiske filosof Aktam, til en taleforestilling på Nikolajskolen den 16.juli dette år, om formiddagen.’]
77 Lebensbeschreibung, s.82
78 Proben der arabischen Dichtkunst in verliebten und traurigen Gedichten, aus dem Motanabbi, Arabisch und Deutsch, nebst Anmerkungen. Leipzig 1765 [’Prøver på den arabiske digtekunst af kærligheds- og sørgedigte fra Mutanabbi, på arabisk og tysk, med anmærkninger’]
79 JOANNIS JACOBI REISKE, Coniecturae in Jobum et Proverbia Salomonis cum eiusdem Oratione de studio arabicae linguae.. Leipzig 1779. [’J.J.Reiskes Konjekturer til Job og Salomos ordsprog, samt sammes Tale om studiet af det arabiske sprog’ Leipzig 1779]
80 Lebensbeschreibung, s.71
81 se hans tiltrædelsesforelæsning, aftrykt bag tekstforbedringsforslagene til Jobs bog, - s.222f [se forrige note]
82 se FERDINAND RINK Heinrich Albert Schultens, Riga 1794
83 [’i Guds Ord alene’: de anså det altså ikke for altoverskyggende vigtigt at opklare den sproglige betydning af den bibelske tekst på græsk og hebræisk, ’Guds Ord’ i snæverste forstand, men studerede ’andre fag’.]
84 Bibliotheca Orientalis Clementino-Vaticana, Romae 1719-1728, 4 bind. se ZENKER, Bibliotheca Orientalis, I, 1846, nr. 1724  ['Det clementinsk-vatikanske orientalske bibliotek']
85 Bibliothecae Mediceae Laurentianae et Palatinae codicum mss. orientalium catalogus. Florentinae 1742. ZENKER, sammesteds, nr. 1727  ['Katalog over de medicæiske, laurentinske og palatiske bibliotekers orientalske håndskrifter og manuskripter']
86 Catalogo dei Codici mss.orientali della Bibliotheca Naniana, Padova 1787; ZENKER, sammesteds, nr. 1740  ['Katalog over den nanianske biblioteks håndskrifter og manuskripter']
87  Bibliotheca Arabico-Hispana Excurialensis sive Librorum omnium Mss. quos Arabicè ab auctoribus magnam partem Arabo-Hispanis compositos Bibliotheca Coenobii Excurialensis complectitur, Recensio et Explanatio opera et studio MICHAELIS CASIRI Syro-Maronitae…., Matriti 1760 – 1770. 2bind. [’Det arabisk-spanske bibliotek på Escorial, eller: [bibliotek] over alle manuskripter, som findes på klosteret Escorial, affattede på arabisk af for det meste arabisk-spanske forfattere. En fortegnelse og redegørelse ved Michaelis Casiri, syrisk maronit’ Madrid 1760-1770.  2 bind.]
88 (A.CARRIÈRE), Notice historique sur l’École des langues orientales i Mélanges Orientaux, 1883, s.1 [’Historiske meddelelser om Skolen for Orientalske Sprog’ i ’Blandede orientalske skrifter’]
89 A.A.E.SCHLEIERMACHER, i Jahresbericht der Deutschen Morgenländischen Gesellschaft f.d.Jahr 1845. s. 6f [’Årsberetning for det tyske orientalske selskab for året 1845’, side 6 f]
90 G.DUPONT-FERRIER, Les jeunes de  langue ou ’Arméniens’ à Louis-le-Grand i Revue des Études Arméniennes II, 1922, 189-232 og III, 1923, 9-46 [’De unge sprogstuderende eller ’armeniere’ under Louise den store’ i ’Tidsskrift for armenske studier’]
91 [jeunes de langue, egentlig: ’ sprogets unge’:] et oversættelseslån fra tyrkisk dil oglan
92 [dette kunne nok være nødvendigt: tyrkisk blev indtil det 20.årh. skrevet med det arabiske alfabet, hvis overflod af konsonanttegn ret vilkårligt blev brugt også i tyrkisk, som ikke havde slet så mange behov]
93 VICTOR WEISS EDLER VON STARKENFELS, Die k.k.Orientalische Akademie, Wien 1839 (som jeg ikke har set). [’Det kongeligt-kejserlige orientalske akademi. Wien 1839]. WILHELM ANTON NEUMANN, Über die oriental. Sprachstudien seit dem 13.Jahrh. mit bes.Rücksicht auf Wien, i ’Die Feierliche Inauguration des Rectors der Wiener Univ. f.d.Studienjahr 1899/1900, s. 49-113, Wien 1899. [’Om de orientalske sprogstudier siden det 13.århundrede, med særligt henblik på Wien’ i ’Højtidelig indsættelse af rektor for Wiens Universitet i studieåret 1899/1900.’]
94 J v HAMMER-PURGSTALL, Erinnerungen, [’Erindringer’], s.174f , 245.
95 LORD TEIGNMOUTH, Memoirs of the Life, Writings, and Correspondence of SIR WILLIAM JONES, Philadelphia 1805. [’Erindringer om Sir William Jones, hans liv, skrifter og korrespondance.’]. Hans samlede værker blev udgivet af hans enke (London 1799ff..6 bind)
96 Histoire de Nader Chah….trad. du persan…avec des notes chronologiques, historiques, géographiques, et un traité sur la poésie orientale par W.Jones, London 1790. [’Nader Chahs historie….oversat fra persisk….med kronologiske, historiske, og geografiske noter og en afhandling om orientalsk poesi’] – The history and life og Nader Shah…with an introduction and an appendix, to which is added pieces relative to the French edition by W.Jones, London 1773, genoptrykt i de samlede værker, bind V.- Geschichte des Nadir Shah..ins Deutsche übers. v.TH.GADEBUSCH, Greifswald 1773 [samme, - på engelsk og tysk]
97 LORD TEIGNMOUTH giver prøver herfra sammesteds
98 Poeseos Asiaticae Commentariorum libri VI cum appendice. Auctore GUIL.JONES… recudi curavit JO.GOTTFR. EICHHORN, Lipsiae 1777. [’Kommentar til Asiatiske digte i seks bøger med tillæg. Forfattet af Wilh.Jones…., besørget i  trykken af Jo. Gottfr. Eichhorn’ Leipzig 1777]. Jeg citerer fra denne udgave og vedføjer originaludgavens sidetal (som er noteret i marginen) i parentes.
99 det er ligeså betegnende for Jones, at han udelader den syriske digtning, som det er for Eichhorn, at han i sin fortale s. XV – XXXVI finder det nødvendigt at udbedre denne mangel.
100 Mo’allaqat, or seven Arabian Poems, which were suspended on the temple at Mecca, with a translation and arguments by WILLIAM JONES, London 1783 [’Mu’allaqat, eller: 7 arabiske digte, som var ophængt i templet i Mekka. Med oversættelse og oplysninger af William Jones. London 1783’], genoptrykt i bind IV af de samlede værker (London 1799)
101 The Persian Moonshee, Calcutta 1799-1801, 2 bind. [’Den persiske sproglærer’]
102 Calcutta 1801; samt London 1801.
103 W.H.HUTTON The Marquess Wellesley, Oxford 1893, s.121
104 Genoptrykt i de samlede værker, bind III, s.505 – 592 (endvidere 34 sider arabisk tekst)
105 W.H.HUTTON , The Marquess Wellesby, Oxford 1893, s.123
106 Jeg har ikke haft adgang til Annals of the College of Fort William, from the period of its Foundation…to the present time compiled from Office Records, arranged and published by THOMAS ROEBUCK, Calcutta 1819, [’Optegnelser om College of Fort William, fra dets grundlæggelse….til nu, sammenstillet fra arkiverne, tilrettelagt og udgivet af Thomas Roebuck,’ Calcutta 1819], - som også indeholder en liste over de bøger som er trykt dér i årene 1800- 1818. Fremstillingen ovenfor hviler i det væsentlige på L.S.S.O’MALLEY, The Indian Civil Service 1601 – 1930, London 1931. [’Den indiske civiltjeneste i årene 1601 - 1930’].
107 se S.A.LATIF, The influence of English Literature on Urdu Literature, London 1924, 77 – 84; T.GRAHAME BAILEY, BSOS 8, 365ff; ABDUL HAQ, EI IV, 1114
108 [arab.txt] An entire and correct edition of the Five Books upon Arabic Grammar, which together with the principles of inflexion in the Arabic language, form the first part of a classical education throughout all the seminariums of Asia. Carefully collated with the most ancient and accurate mss. which could be found in India and now for the first time offered to the European world from the Press. By lieut. J.BAILLIE, Prof.of Arabic in the College of Fort William, 3 bind, Calcutta 1802 – 1805. [[arab.txt] En komplet og nøjagtig udgave af de Fem Bøger om Arabisk Grammatik, som sammen med bøjningsmønstrene i det arabiske sprog, udgør den første del af en klassisk uddannelse på alle skoler i Asien. Omhyggeligt besørget ud fra de ældste og mest pålidelige manuskripter som kunne fremskaffes i Indien,og nu for første gang præsenteret for den europæiske verden på tryk. Af løjtenant J.Baillie, professor i arabisk ved College of Fort William, 3 bind, Calcutta 1802 - 1805] Mi’at ’amil med kommentar blev  i 1814 genudgivet af A.LOCKETT med oversættelse og anmærkninger.
109 A Grammar of the Arabic language, according to the principles taught and maintained in the Schools of Arabia etc, [’En grammatik over det arabiske sprog, efter de principper, som læres og opretholdes i Arabiens skoler….; ] Bind I, Calcutta 1813. Den af ’Abdurrahim b. ’Abdulkarim – efter Lumsdens anvisninger – udfærdigede oversættelse af dette værk til persisk udkom i 1828 under titlen Gayat ul-bayan fi ’ilm il-lisan  [’Til grammatisk forklaring af sproglæren’]. s. ZENKER Bibliotheca Orientalis I, 1846, nr. 141
110 A Grammar of the Persian Language etc…, Calcutta 1800, 2 bind, fol. [’En persisk grammatik…’ Calcutta 1800, 2 bind, Folieformat]
111 Selections for the Use of the Persian Class, College of Fort William I – VI, Calcutta 1809. [’Udvalgte stykker til brug for den persiske undervisning, College of Fort William, I – VI, Calcutta 1809. ’]
112 The Shahnameh…Calcutta 1811; se ZENKER, Bibliotheca Orientalis I, 1846, nr.526
113 The Shah Nameh… Calcutta 1829, 4 bind. se ZENKER, Bibliotheca Orientalis I, 1846, nr. 527
114 [pers.txt] Hidayu, a very celebrated book of Moohummudan Law, translated from Arabic ed. by Muolavee Moohummud Rashid, I – IV, Calcutta 1807 bis 1808. [Hidayu¸ en meget berømmet muhammedansk lovbog, oversat fra arabisk, udg. af Mulavi Muhammed Rashid, I – IV, Calcutta 1807-1808.] Den arabiske grundtekst blev første gang trykt i Calcutta i 1234 H (1818-1819).
115 [arab.txt.] The Muqamat ool Hureeree…collated with eight Arabian Ms. Copies and corrected for the Press by Muoluvees Ulluh Daud and Jaun Ulee, Arabic and Persian Department of the College of Fort William, Calcutta, 1809, 1812, 2. bd. [[arab.txt] The Muqamat Al-Hariri….sammenstillet fra otte arabiske manuskripter og redigeret for trykken af Mulavi Alla Daud og Jan Ali, Institut for Arabiske og Persiske studier, College of Fort William, Calcutta 1809, 1812, 2 bind]
116 se ZENKER, Bibliotheca Orientalis I, 1846, nr.650
117 Calcutta 1814
118 se ZENKER, Bibliotheca Orientalis I, 1846, nr.328
119 Brockelmann, Gesch. d. arab.Literatur II, 502 und Suppl. 2, 850; [’Den arabiske litteraturs historie’, II, 502 og suppl. 2, 850]
120 Calcutta 1817; se ZENKER, sammesteds, nr.20
121 Calcutta 1812; se ZENKER, sammesteds, nr.1344
122 ¨The Alif (sic!) Laila; or book of the thousand nights and one night; commonly known as the Arabian Nights Entertainments; publ. complete in the original Arabic by the late Major TURNER MACAN, ed. by W.H.Macnaghten, I – IV, Calcutta 1839 – 1842. [’The Alif Laila, eller Tusind nætter og én nats bog; almindeligvis kendt som De Arabiske Nætters Underholdning. Komplet arabisk original tekst, ved afdød Major Turner Macan, red. af W.H.Macnaghten, I – IV, Calcutta 1839 – 1842. [’Alif’ er navnet på det første arabiske bogstav. ’Tusind’ hedder ’Alf’, - der er altså en fejl i titlen]]
123 The Seven Poems [’De syv digte’], Calcutta 1823; se ZENKER, Bibliotheca Orientalis I, 1846, nr.452
124 [arab.txt.] Nojoom ool-Foorqan: An index to the Koran, [’…; Nujum Al-Furqan: Et register til Koranen’], Calcutta; [konkordans: et leksikon, hvor der for hvert ord angives samtlige steder det forekommer i den givne tekst, - her altså i hele koranan]. Se ZENKER, Bibliotheca Orientalis I, nr.1410.  Ifølge V. Chauvin, Bibliographie des ouvrages arabes [’Fortegnelse over arabiske bogværker’] X, 1907, s.116 hed forfatteren Mustafa ibn Muhammed. Om han hørte til College of Fort William er jeg ikke klar over.
125 da persisk blev afskaffet som embedssprog i 1837, kunne man efter 1842 vælge urdu som eksamensfag i stedet for persisk.
126 se GERTA HERTZ, Das britische Erziehungswesen in Indien, Berlin 1932, s. 83ff [’Det britiske skolesystem i Indien’]
---------------