Prædiken til anden juledag 2007

Af Jesper Bacher.

Matthæus 10,32-42

”Religion er skyld i al ufred”, sagde manden ved selskabet. Det, eller noget lignende, har jeg - sikkert også I - hørt mere end én gang.

Det er ikke ligefrem det mest præcise udsagn, religion er jo så mange ting. Det er heller ikke det mest vidende udsagn. Kommunisme og nazisme er f.eks. udtalt gudsfornægtende og disse ideologier og deres tilhængere er dog blandt historiens helt store bagmænd, når det kommer til krig og
folkemord. Man kan selvfølgelig sige, at der er tale om religionserstatninger, og det viser så med al ønskelig og smertelig tydelighed faren ved erstatningsprodukter.

Men det kan og skal heller ikke nægtes, at religion er motivet bag de skændigste forbrydelser. Da terroristerne i de kaprede flyvemaskiner torpederede tvillingetårnene i New York i 2001, gjorde de det i Guds navn, som på arabisk kaldes Allah. Da den hollandske filminstruktør Theo van Gogh blev myrdet på åben gade i Amsterdam i 2004 fæstnede morderen med kniv et brev i ofrets bryst, som bl.a. indeholdt Koran-citater til lejligheden.

Det er blot to af utallige episoder, hvor mordere har påberåbt sig Gud. Gud trækker tilsyneladende et blodigt spor gennem historien, og også i Gud Faders navn har blodet flydt.

Fortiden kan man ikke løbe fra, selv om man kan glemme, benægte og pynte på den.

Kendt er udsagnet, fra en roman af den russiske forfatter Dostojevskij, ”Hvis Gud er død, er alt tilladt”. Uden Gud går der med andre ord skred i etikken, som mister sit grundlag. Betragtes Gud som død, dør normerne, og grænserne viskes ud. Alt bliver for alvor relativt.

Den franske filosof André Glucksmann skrev sidst i halvfemserne en artikel om den islamiske terrorisme, som ikke er blevet mindre aktuel siden. Her reporterer han fra den forfærdelige borgerkrig, som dengang hærgede Algeriet, og skriver et sted, at islamisterne tænker omvendt: ”De siger: Gud eksisterer, og derfor er alt tilladt”. Fordi Gud eksisterer og står bag dem, er de i deres gode ret til myrde løs, samvittigheden er på forhånd god.

Gud har lagt navn til meget, eller så er det mennesker, som har lagt Gud til. Mennesker har trukket Gud ned i deres historie, og hans navn er blevet brugt som rygstød og motivation.

Men Gud er allerede i historien, og Gud åbenbarer sig i historien. Han venter ikke på at blive indkaldt som krigsgud, når det er belejligt.

Vil man kende Gud og hans vilje, må man vende sig til ham selv. Vende sig til hans åbenbaring. Vende sig til den levende Gud, som er for levende og mægtig til, vi kan spænde ham for vores vogn. Gud eksisterer, og derfor er alle under dom og nåde. Gud eksisterer, og han er virkelig en trussel mod verdens fred. Vel at mærke den forløjede og falske fred, fred med uret og fred med synd.

Jesus er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. Jesus, den pæne mand? Ja, netop Jesus, men sværdet, som Jesus bringer, er ikke det, som kan såre og dræbe kroppen, men det ord, som sårer hjertet. Hebræerbrevet siger det på denne måde, ”For Guds ord er levende og virksomt og skarpere end noget tveægget sværd ...(Heb. 4,12). Det ord, som prikker til gamle og indgroede forestillinger, som ryster den sikre tro og går til angreb på selvretfærdigheden.

Sandheden er ilde hørt og kan gøre ondt, derfor er Jesu ord en kilde til splid, derfor opstår der paradoksalt nok fjendskab, hvor fredens evangelium forkyndes.

Der er faktisk ikke noget, der i den grad kan hensætte mennesker i raseri som anfægtelse af deres tro, hvad den så end måtte være.

Søren Kierkegaard har eksemplificeret forholdet ved at sammenligne Jesus og de røvere, som blev korsfæstet ved hans højre og venstre side. Ja, det er faktisk Kierkegaards pointe, at Jesus er en langt frygteligere røver end hans to lidelsesfæller på Golgata.

En røver eller en tyv stjæler kun penge, Jesus stjæler troen på penge. Jesus stjæle ”os mennesker det ud af livet, hvori vi mennesker have vort liv”, som Kierkegaard siger det.

Prøv at tage et menneskes livsløgn fra ham, så prøver du ofte at tage hans kæreste ejendel, og han vil forsvare den med næb og kløer.

Det er den konflikt, som evangeliet til anden juledag, Skt. Stefans dag, opkaldt efter kirkens første, men så absolut ikke sidste martyr, handler om. At frelsen ligger hos Jesus, kan være umådelig provokerende, hvis man nu har indrettet sig trygt og godt med andre frelsere, om det er så falske gudsforestillinger, alternative religioner, position, penge eller prestige. Afguderne er et broget selskab.

En martyr, det er et menneske, som vidner om Jesus, fordi han eller hun ikke kan lade være, det man har fået for intet, skal gives videre for intet. En kristen martyr, eller vidne, bærer konsekvenserne af sin tro og tager sit kors, han lægger kors ikke på andre for at bruge det som springbræt til første parket i himlen.

Det er værd at minde om, for ordet martyr er kommet i voldsomt vanry. De såkaldte martyrer, som i dag tager tilfældige mennesker med sig i døden, når de detonerer deres sprængladninger og angiveligt stryger direkte til Paradis, fordi de har gjort helvede hedt for andre, vidner kun om deres egen formørkelse.

”I dag skal du være med mig i Paradis”(23, 43) sagde Jesus til den ene røver, som hos Lukas kaldes forbryder. Måske var de to røvere religiøst motiverede oprørere, zeloter, som i Guds navn gik løs på den romerske besættelsesmagt. Under alle omstændigheder er det ikke hellig vold og mord, som skaffer plads i Paradiset, men alene Jesu barmhjertighed. Ikke blodige ”meritter”, men Jesu blod udgydt for ham og alle, blev røverens/zelotens frelse.

Fred, det er vigtigt med fred, det er svært at finde nogle, som er imod fred. Men der er noget, som er vigtigere end fred, det er sandhed. Der er også fred på en gravplads. Der er fred og ro og ingen konflikter, fordi der ikke er liv. Der er også fred, hvor sandheden er fejet ind under gulvtæppet, og man husker at gå pænt uden om.

I efteråret udsendte 138 muslimske ledere en fredsappel til de kristne ditto. Det gjorde et vist indtryk, en fremstrakt oliegren frem for et hævet krumsabel burde det ikke får kristne og muslimer til at slutte fred? Nu er det bare sådan, at de muslimske minoriteter allerede lever i fred og ro med fuld religionsfrihed stort set alle steder med kristent flertal, mens de kristne mindretal i mange muslimske lande udsættes for allehånde overgreb og undertrykkelse og sommetider frister en tilværelse som jaget vildt, som det er tilfældet i Irak. Moskeer finansieret med saudiarabiske midler skyder op i Europa, mens det i Saudi-Arabien er helt og aldeles forbudt at praktisere kristendom for blot at nævne et eksempel på et misforhold, der skriger til himlen, men åbenbart ikke til Mekka. Også her gælder dog den bibelske formaning, efterlign ikke det onde, men det gode. (3. Johs. 11). Undertrykkelse af religionsfriheden er ikke et eksempel til efterfølgelse.

Åndsfred kan der imidlertid aldrig blive tale om mellem islam og kristendommen, fred og fordragelighed kan man håbe på og arbejde for politisk, men åndeligt står islam og kristendommen hinanden imod.

Jesus er ikke kommet for at bringe fred, men sværd, fordi han ikke vil frede løgn og vildfarelse.

”Religion er skyld i al ufred” sagde manden ved selskabet og vil sikkert sige det samme, når jeg møder ham igen, men da vil jeg svare ham. ”For lidt Kristus og for meget os er skyld i al ufred”. Kan hænde, at freden brydes ved det selskab, men sandheden kommer for en dag.

Og alt taler for, det blive mere interessant.

Amen.