De arabiske studier i Europa - Efterord af oversætteren


Efterord af oversætteren

 
Den i Fücks indledning omtalte tilblivelseshistorie ses stadig tydeligt i teksten, idet der fra kapitel ca 30 og fremefter er langt færre og kortere noter, og desuden er her meget bibliografisk stof indskrevet i selve teksten.
Man kan i bogen følge hvorledes de arabiske studier i Europa har tjent – først – missionsformål, senere den bibelske fortolkning, for så, i 18.århundrede, bl.a. under indvirkning af oplysningstiden, at blive selvstændiggjort, - studiet, for studiets egen skyld. I adskillige kapitler findes kortere eller længere oversigter over denne udvikling, fx kap.22, kap.28 om de Sacy, kapp.35 og 36,
om historismen, slutningen af  kap.27, af kap.40, osv, - men også ellers henviser Fück løbende til strømninger både i den almindelige historie og i videnskabs- og åndshistorien i Europa (men også i den øvrige verden, se fx kap.69), så man kan sige, at hans bog er en Europas idéhistorie, set fra den helt specielle vinkel, som de arabiske studiers skæbne i denne historie er. Netop dette gør hans bog så værdifuld, langt ud over de faktiske oplysninger, den giver om sit fagindhold.
Der er grund til at gøre opmærksom på Salmonsens Leksikon, - som der også ofte henvises til i oversætterens noter. Det er skrevet på en tid, hvor disse spørgsmål var levende i en anden betydning end de er nu, nemlig som forskningsområde på linie fx navnlig med græske og latinske studier, og hvor visse artikler, fx ’Arabisk Litteratur’ er fremragende introduktioner, skrevet af vore bedste hjemlige videnskabsmænd, fx Johannes Østrup, fra den klassiske historisk-videnskabelige tid.
Man kommer ikke uden om en vis skævhed i Fücks fremstilling, som naturligt er, til fordel for den tyske indsats i de orientalske studier. Fx er Lane (kap.33) noget summarisk behandlet: hans ’Manners and Customs’ er ligesom fx Brownes ’A Year among the Persians’, kap.68,  berømt langt ud over de snævre kredse af orientalister, og Hammer-Purgstall får måske mere omtale, end hans indsats berettiger til. Man kan supplere med Arberrys ’Oriental Essays’, som der også er henvist til flere steder.
Oversættelsen er som nævnt komplet. Der er indsat oversættelser til dansk af praktisk taget alt, også de fleste bogtitler, - af disse er kun enkelte indlysende, samt en del mere specielle arabiske, ladet uoversatte. Mere tekniske udtryk er ofte forklaret, men – NB – når teksten bliver helt teknisk, fx gennemgår fejl i en grammatik eller når arabiske grammatiske udtryk sammenlignes med latinske, står den ukommenteret, da en oversættelse af disse fagudtryk ikke vil give megen mening. Ofte er oplysninger gentaget flere steder i værket, for at oversættelsen også kan bruges som opslagsværk uden at man på forhånd har læst hele teksten. Fücks bog skulle derfor hermed være tilgængelig for enhver med interesse for emnet, også selv om man ikke har særlige faglige eller sproglige forudsætninger.
Kun én ting bør man vide lidt om, for at kunne forstå hvad der tales om, nemlig det arabiske og hebræiske skriftsprog, tegnene. Hebræisk og arabisk blev oprindeligt kun skrevet med tegn for konsonanterne, og vokalerne måtte man gætte sig til. Sådan er det stadig til dagligbrug, men bl.a. i den hebræiske bibel og den arabiske koran har man tegn for vokaler. Disse tegn, vokaltegnene, er små streger, prikker o.lign. over, under eller inde i konsonantbogstaverne. Desuden er det, navnlig på arabisk, endvidere sådan, at også mange konsonanttegn som er ens, bortset fra 1-3 prikker  over eller under tegnet,  fx ج, ح, خ, [g, h, h] eller: ب, ت, ث [b, t, th]. Disse tegn, ’prikkerne’, kaldes diakritiske tegn, og mangler også disse, hvad de ofte gør, bliver læsningen endnu vanskeligere og mere usikker. Når Fück altså fx. taler om ’vokalisering’, så er der tale om at indsætte alle disse vokaler og/eller diakritiske tegn i teksten, sådan som den står med konsonanterne, for dermed at gøre teksten lettere at læse og mere præcis.
Herudover skal følgende bemærkes: Dobbelte årstal, som fx (død 688/1289), angiver året efter den muhammedanske (688) og den vestlige (1289) kalender. Ellers betyder 688h: 688 efter den muslimske kalender, altså 1289 efter vores. Der skrives – i tvivlstilfælde - 1289 eKr (efter Kristi fødsel).
Transkription fra arabisk sker enklest muligt: der er ingen diakritiske tegn (’ś’,’ŝ’,’ş’ skrives alle som ’s’, både alif, ayin og ghain som ’) og ingen forskel på lange og korte vokaler. Dette har flest ulemper, men én altafgørende fordel: man behøver ikke kende den præcise stavemåde for at kunne søge en arabisk titel i dokumentet.
Enkelte eksempler på usædvanlig sprogbrug må her bemærkes: ’arabisk national grammatik’, er Fücks betegnelse for den arabisksprogede indfødte grammatik, - i modsætning til den europæiske, vestlige behandling af den arabiske grammatik, som ofte har en ganske anderledes tilgang. Det har været svært at finde oversættelse til ord som ’vulgärdialekt’ og ’eingeboren’ (’vulgærdialekt’ og ’indfødt’), men det håbes at man vil bære over med den direkte oversættelse når den var uundgåelig.
Philologia sacra, som er forklaret hist og her, betyder: den filologi og sprogvidenskab, som interesserer sig for bibelens sprog: græsk og hebræisk. Philologia sacra betyder derfor i denne arabiske sammenhæng de studier, også af arabisk, som drives for at lære det nært beslægtede sprog hebræisk, som det gamle testamente er skrevet på, bedre at kende, og dermed få løst nogle af de sproglige problemer, som der findes temmelig mange af netop dér.
…………………………….
Oversat af Spr. Lars Brinth
Præstebakken 4, Ræhr,
7730 Hanstholm
e-mail: lrb@km.dk
 
30.september 2007. Revideret maj 2008.
 
Alle kommentarer, forslag til rettelser, samt påvisning af fejl vil blive modtaget med taknemmelighed og påskønnelse.