2. Petrus Venerabilis og den ældste koranoversættelse
I århundreder levede det kristne vesten og den islamiske orient side om side uden at føle behov for at lære hinandens sprog. For så vidt man kom i berøring med hinanden, for eksempel gennem den livlige handel, betjente man sig sædvanligvis af tolke, men ellers tog de ledende kredse på begge sider så lidt notits af hinanden som muligt: hver gruppe mente sig i besiddelse af den ene sande religion og opfattede allerede det faktum, at modparten mente det samme, som en udfordring. Muslimen levede i – åben eller latent – krigstilstand med den verden, som hverken var af samme tro som han, eller ville anerkende det muslimske herredømme. Og den kristne kirke følte sig alvorligt truet ved rivalens uophørlige sejrstog: Byzans havde allerede i det 7.århundrede tabt sine asiatiske og nordafrikanske besiddelser – bortset fra Lilleasien – til araberne, og måtte i det 9.årh., efter forskellige kampe, overlade også Lilleasien til Seldsjukkerne. Med Sicilien havde man tabt herredømmet på havet og Middelhavet blev gjort usikkert af de saracenske sørøvere. I vesten havde endelig arabere og berbere erobret størstedelen af Spanien; kun den nordvestlige del var forblevet fri, og herfra forsøgtes med vekslende held en tilbageerobring (reconquista).Et så spændingsfyldt forhold gav ikke plads for en ægte og saglig gensidig forståelse. De meninger man havde om hinanden var i begge lejre upræcise og usaglige; det skortede i stor udstrækning ikke blot på evnen til at forstå den anden part, men ofte nok også den gode vilje til at lade den frygtede og hadede modstander vederfares ret, - navnlig efter at de to parter igen var stødt sammen i det første korstog (1096 – 1099). Men alligevel skabte netop korstogenes tidsalder forudsætningerne for en indgående beskæftigelse i vesten med arabisk sprog og litteratur. Først fornam man det behov man havde for at indhente det forspring den islamiske verden, som forvalter af den græske arv, havde på områder som medicin, filosofi og naturvidenskab. Allerede mod slutningen af det 11.århundrede oversatte Constantinus Africanus, - en tunesisk kristen i hertugen af Apulien, Robert Guiscard’s tjenste, ( hvis normanner fra 1060 til 1090 fravristede saracenerne Sicilien), - græske og muslimske lægevidenskabelige værker til latin og gav dermed skolen i Salerno, og derudover den samlede lægevidenskab i vesten, en mægtig impuls og inspiration. Men disse oversættelser, hvortil snart føjede sig andre oversættelser fra området ’antikke videnskaber’ (al-`ulum al-qadima), formidlede endnu ikke noget indblik i egentlig islamiske tankegange - lige så lidt som overtagelsen af europæisk teknik giver den nuværende orient noget indblik i vestlige tankegange – og gav lige så lidt anledning til et selvstændigt studium af det arabiske sprog. Da man udelukkende interesserede sig for indholdet i de skrifter, som skulle oversættes, nøjedes man med at lade sprogkyndige mellemmænd – orientalske kristne eller konvertitter, i Spanien tillige mozarabere, (dvs. de - pga. islamisk herredømme - stærkt islamiserede indfødte kristne) – gengive dette indhold. Og da disse mænd kun sjældent var latinkyndige, så måtte deres mundtlige indholdsangivelser først videreoversættes fra det romanske folkesprog til et litterært latin, før oversættelsen kunne endeligt nedskrives.
Det var derimod missionstanken som foranledigede kirken til beskæftigelse med koranen og det arabiske sprog. Jo mere udsigten til at opnå den endelige sejr ved våbenmagt svandt, og jo tydeligere det blev, at erobringen af det hellige land ikke førte til saracenernes omvendelse, men at deres kultur, skikke og livsførelse til gengæld ikke var uden indvirkning på korsfarerne, jo højere lød de stemmer, som håbede på at overvinde vranglæren gennem åndelig strid. I 1143, endnu inden korsfarerprojektet led sit første store nederlag ved Edessas fald i december 1144, fremkom den første latinske oversættelse af koranen. Dens ophavsmand var Petrus Venerabilis (1092/94 - 1157), Abbed i Cluny, som i embeds medfør var i Spanien i året 1141. Her beså han ikke blot sin ordens institutioner og ejendomme, - samt formidlede freden mellem Alfons VII af Kastilien og Alfons I af Aragonien, - men fik også lejlighed til at stifte nærmere bekendtskab såvel med mellemværendet mellem islam og kristendommen, som med kampene mellem maurer og spaniere, med ånden i Reconquista, som den fremstod i det på den tid digtede El Poema del Cid, samt med religionspolitikken i Almohaderiget, som i de år rettede deres angreb mod Spanien. Heraf var han kommet til den overbevisning at man skulle bekæmpe ’Muhammeds kætteri’, ikke med våbnenes blinde vold, men med ordets magt, gennem fornuftsgrunde i kristen kærlighed. Men det forudsatte, at man virkeligt kendte modstanderens synspunkter, og derfor fattede han den plan at lade koranen oversætte til latin. Han mødte i omegnen af Ebro to gejstlige, - englænderne Robertus Ketenensis og Hermannus Dalmata, - som kunne arabisk og som beskæftigede sig med studiet af ’astrologi’ (dvs. arabernes astronomiske og matematiske værker), og han vandt dem for sit forehavende ved lovning på god betaling. Robertus Ketenensis er ifølge bogens tilegnelse og dens efterskrift ansvarlig for koranoversættelsen; Hermannus Dalmata oversatte de korte traktater ’Doctrina Machumet’, ’De generatione Machumet et nutritura’ [’Muhammeds lære’ og ’Muhammeds oprindelse og barndom’] (1) og vel også – skønt han ikke udtrykkeligt er nævnt som oversætter – ’Chronica mendosa et ridiculosa Saracenorum’ [’Saracenernes løgnagtige og latterlige historie’]. Af disse tre skrifter er det første en omvendelseslegende og går tilbage til en version af den vidtudbredte Masa’il ’Abdallah ibn Salam ['Abdallah ibn Salams spørgsmål'], hvori skildres, hvorledes Muhammed besvarer alle en lærd jødes spørgsmål og derved foranlediger hans antagelse af islam; det andet skrift, hvis lange forhistorie når tilbage til Ka’b al’Ahbar, er en legendeagtig fremstilling af profetens slægt, fødsel og barndom; det tredje giver endeligt et ganske kort overblik over den islamiske historie indtil Husseins død. Desuden foranledigede Petrus Venerabilis magister Petrus Toletanus – tilsyneladende en mozaraber – til at oversætte et kort stridsskrift om islam fra arabisk til latin. Han gav ham, da han kun delvis beherskede det latinske, sin sekretær, notaren Petrus Pictaviensis, med som hjælper på opgaven, - med besked om at glatte ud og lægge tilrette, så toledanerens ubehændige og ofte uforståelige gengivelse blev læselig. Alle disse oversættelser tilsendte Petrus Venerabilis i 1143 abbeden Bernhard af Clairvaux sammen med en følgeskrivelse, hvor han bevidst knytter til ved kirkefædrenes kamp mod alle kætterier.
Robertus Ketenensis’ koranoversættelse blev gjort alment tilgængelig nøjagtig 400 år efter dens udfærdigelse, idet den blev trykt i 1543 i Basel af züricher-teologen Theodor Bibliander (Buchmann) i det første bind (side 8 – 188) af hans trebinds samleværk: Machumetis Saracenorum principis, eiusque succcessorum vitæ, ac doctrina, ipseque Alcoran, quo velut authentico legum divinarum codice Agareni et Turcae, aliique Christo adversantes populi reguntur, quae ante annos CCCC, vir multis nominibus, Divi quoque Bernardi testimonio, clarissimus, D.Petrus abbas Cluniacensis per viros eruditos, ad fidei Christianae ac sanctae matris Ecclesiae propugnationem, ex Arabica lingua in Latinam transferri curavit. His adjunctae sunt Confutationes multorum, ….. una cum… Ph. Melanchtonis praemonitione …. Adiunctae sunt etiam Turcarum …. res gestae…. opera et studio Theodori Bibliandri….Ecclesiae Tigurinae ministri, qui collatis etiam exemplaribus Latinis et Arabicis Alcorani textum emendavit et marginibus apposuit Annotationes, quibus doctrinae Machometicae absurditas, contradictiones, origines errorum, divinaeque scripturae depravationes atque alia id genus indicantur [’Muhammeds, saracenernes fører, og hans efterfølgeres levned og lære, og koranen selv, ved hvilken agarenerne og tyrkerne og andre kristendomsfjendtlige folk regeres, som var den en autentisk, guddommelig lovbog, og som for 400 år siden af en - efter den hellige Bernardus vidnesbyrd - velrenommeret mand, den berømte cluniacenserabbed Petrus blev besørget oversat af lærde mænd fra det arabiske sprog til det latinske med henblik på fremme af den kristne tro og den hellige moderkirke … Hertil er føjet omfattende tilbagevisninger . . . foruden Ph.Melanchtons formaning…. med tilføjelse af tyrkernes historie… ved Th. Biblianders, gejstlig i Zürich’s, flid og indsats ……. og forbedringer af teksten udfra latinske og arabiske eksemplarer af koranens tekst, desuden forsynet med marginalnoter til belysning af den muhammedanske tros absurditeter, selvmodsigelser, fejl og fordrejninger af den hellige skrift….]. Et 2.oplag udkom i 1550.
Udgiveren havde to håndskrifter af koranoversættelsen til sin rådighed: han citerer fx eksemplar nr. 2 på side 19, 93, 185. Så længe disse håndskrifter ikke er lokaliseret, må spørgsmålet, om hvorvidt den her foreliggende tekst er gammel eller er en senere ændret tekst, stå åbent. Den ’sammenholdelse’ med urteksten, som Bibliander lover på titelbladet, har ikke haft indflydelse på hans tekstudgivelse; hans arabiskkundskaber var så beskedne, at han kun lejlighedsvis gør opmærksom på tekstfejl eller lakuner i marginalnoterne (fx p. 185, 187, 188) og uden at gøre noget forsøg på at udbedre skaderne. End ikke de i hovedmanuskriptet manglende numre 3 og 4 (p. 16 henhv. 19) har han kompletteret fra det andet håndskrift. (2) Derimod har han tilføjet en gengivelse af den første sura fra en betydeligt bedre oversættelse (af en ubekendt) (3) – desværre uden kildeangivelse – såvel som Wilhelm Postel’s oversættelsesforsøg. Først under selve trykningen kom han i besiddelse af yderligere to håndskrifter, hvorfra et større antal læsemåder er optaget i ’annotationes’ (p.230ff).
Bibliander har (svarende til sine håndskrevne forlæg) indledt koranoversættelsen med følgende tekster:
1: Petrus’ brev til Bernhard af Clairvaux (p.1-2)
2: En Summula brevis contra haereses et sectam diabolicae fraudis Saracenorum sive Ismaelitarum (p.2-6). [’Kort sammenfatning - mod kætterne og saracenernes eller ismaeliternes djævelsk løgnagtige sekt’]
Da Petrus af Cluny i begyndelsen af sin skrivelse til Bernhard af Clairvaux omtaler tilsendelsen af et stridsskrift mod islam, som Petrus Toletanus under medvirken af Petrus Pictaviensis havde oversat fra arabisk til latin, har man ment at det var dette skrift man havde i ’Summula’ (fx F. Wüstenfeld, Die Übersetzungen arabischer Werke in das Lateinische, AGGW XII, 1877, p. 47 f. ['Oversættelser af arabiske værker til latin']), skønt Petrus Venerabilis (på et sted, som ikke kan være en senere tilføjelse (p.6,35)) selv optræder i denne ’Summula’ og viser sig at være dens forfatter. Hermed stemmer den oplysning (p.3, 28) fint, at Muhammed er født for ca. 550 år siden. Man kan end ikke påvise, at Petrus Venerabilis hertil har benyttet Petrus Toletanus’ arbejde; hans ’Summula’ henvender sig til dannede kristne læsere, citerer kirkefædre, henviser til Augustins skrifter (p.6,9) og hentyder endda til begyndelsen af Horats’ Ars poetica (p.5,5) ['Digtekunsten']. Mod slutningen annoncerer han en mere omfangsrig bekæmpelse af Islam; hermed menes tydeligvis skriftet Adversus nefandam sectam Saracenorum, [’Mod saracenernes gudløse sekt’] af hvilket 2 bøger er bevaret. (4) Derimod indeholder det omfangsrige citat som Bibliander har taget fra Vincentius Bellovacensis’ Speculum historiale ['Historiens spejl'] og aftrykt i 2.del af sit samleværk under titlen De haeresii Heraclii et principatu ac lege Machumeti (pp.1-20) ['Om Heraclius’ kætteri og Muhammeds lov og herredømme'], et udtog af en stridssamtale (libellus disputationis) mellem en saracen og en kristen, som Petrus af Cluny lod oversætte fra hebræisk til latin (p.2,26-34) ved magister Petrus Toletanus, under redaktionel medvirken af munken Petrus. I denne stridssamtale (hvorfra udtoget ganske vist kun gengiver den kristnes indlæg) kunne man genfinde det efterlyste arbejde af Petrus Toletanus og Petrus Pictaviensis, - selv om det heller ikke er udelukket, at de på Petrus af Cluny’s opfordring har bearbejdet mere end ét skrift.
3: Robertus Ketensis’ fortale til sin koranoversættelse, i form af en skrivelse til Petrus af Cluny (pp.7-8)
I Biblianders sammenstilling følges koranoversættelsen af de tre allerede nævnte stykker, af hvilke i hvert fald de to første er oversat af Hermannus Dalmata:
1. Doctrina Machumet (5) (pp.189-200)
2. De generatione Machumet et nutritura (pp.201-212)
3. Chronica mendosa et ridiculosa Saracenorum (pp.213–223) [se ovenfor]
Robertus Ketensis’ koranoversættelse opviser betydelige mangler, og er snarere en parafrase end en oversættelse: den afstår fra en ordret gengivelse, holder sig ikke nært til originalens sætningsopbygning og gør ikke rede for dens stilistiske ejendommeligheder, men bestræber sig på at gengive det abstrakte tankeindhold i hvert enkelt betydningsafsnit i en sura i en logisk forarbejdet form. Således konstaterer oversættelsen, ud fra det gjaldende ve-råb i sura 104 (azzoara CXIV) vers 1-3: ”Ve enhver bagtaler og skumler, som samler ejendom og opregner den! Han regner med, at hans ejendom giver ham evigt liv. (6)” forbundet med den lidenskabelige tilbagevisning i vers 4: ” Nej! Han skal kastes i Knuseren [al-Hutama]!” køligt: rerum vilificator et obtrectator atque pecuniae coacervator avarus, quam sibi durabilem et semet ipsum immortalem arbitratur, igne…. damnabitur. [Den som ringeagter og forklejner og som begærligt samler penge, - tror dem evigtvarende, og sig selv udødelig, - til ilden….skal han dømmes]. Og den bredt udmalede helvedesbeskrivelse i vers 5-9: ”Hvordan kan du vide, hvad Knuseren er? Det er Guds antændte ild, som hæver sig op til hjerterne. Den lukker sig om dem i langstrakte søjler” tilføjer blot et par tillægsord, som attribut til igne [ild; (se det næstsidste ord i det latinske citat ovenfor)] i hovedsætningen: (igne) videlicet interminabili hominumque corda comburente et desuper corde imprimente (damnabitur). […til ilden, nemlig den som uendeligt brænder menneskenes hjerter og presser sig op over hjertet, skal han dømmes.] At hovedtankerne, trods alle unøjagtigheder, udeladelser og fejl, alligevel ikke er urigtigt gengivet i denne parafrase, lægger den formodning nær, at Robertus Ketenensis havde en maurer, som var fortrolig med den islamiske koranexegese, ved sin side. Derfor kan den oplysning, som findes i Observatio praevia [’Indledende bemærkning’] til Petrus Venerabilis’ skrift Adversus nefandam sectam Saracenorum (7) være rigtig, at nemlig den store abbed [Petrus Venerabilis] havde medsendt et skrift Saracenum, Mahumet nomine, utpote patriae linguae magis gnarum [omtr.: ’Til større kendskab på modersmålet om saraceneren, ved navn Muhammed’] til oversætterne (Observatio [indledningen] lader, foruden Robert og Hermannus Dalmata også Petrus Toletanus være medvirkende ved oversættelsen). Men i øvrigt var ellers dette værk, alene ved at være den første oversættelse af koranen til et fremmed sprog, en betydelig præstation. Efter islamisk opfattelse er Allahs bog så hellig, at de troende kun må berøre den med ren[vasked]e hænder; angsten for, at den kunne blive profaneret af vantro, har ført til et forbud mod at medbringe eksemplarer af koranen til fjendeland (8). Troen på dens uefterlignelighed gjorde endvidere ethvert forsøg på at oversætte den til et fremmed sprog tilsyneladende udsigtsløst, og koranen spiller derfor ingen rolle for udbredelsen af islam. Så dens indhold forblev også ukendt i vesten i århundreder, indtil Robertus Ketensis’ oversættelse gjorde det kendt. At Bibliander fire århundreder senere greb tilbage til denne oversættelse, er et bevis på den dominerende stilling, som denne oversættelse havde gennem hele denne periode. Da den nu ved trykningen blev gjort alment tilgængelig, blev dens virkning endnu mere gennemgribende end før. Med den som grundlag besørgede Arrivabene den ældste italienske oversættelse af koranen i 1547 (9). Denne italienske oversættelse blev i 1616 oversat til tysk af Salomon Schweigger (10), denne igen til hollandsk i 1641 (11). Først den - uden sammenligning bedre - koranoversættelse, som italieneren Marracci [se kap.20] offentliggjorde i 1698, fortrængte endegyldigt Robertus Ketenensis’ oversættelse.
3. Glossarium Latino-Arabicum
De kredse, som i det 12.århundrede arbejdede med en åndelig meningsudveksling i forhold til islam, kan vi også takke for vesterlandets første bidrag til den arabiske leksikografi [”Ordbogsvidenskab”], det ufuldendte Glossarium Latino-Arabicum [Latinsk-Arabisk ordfortegnelse]. Hverken forfatternavn, oprindelsessted eller –år er overleveret, men indholdet viser at det er forfattet i det kristne Spanien, og man tager næppe fejl hvis man regner med, at ideen til et sådant projekt skyldes en højerestående gejstlig, som dermed har villet skabe et redskab for muhammedanermissionen. Som grundlag valgte den ukendte forfatter en almindeligt brugt samling af ordforklaringer fra den daværende højere undervisning, en efterkommer af Liber glossarum ['Ord-bog'], og han gav ordre til at oversætte denne ordfortegnelse, - halvt ordbog, halvt leksikon, - til arabisk skriftsprog. Oversættelsens sproglige karakter viser, at den er udfærdiget af en mand, som talte flydende arabisk, og man har derfor formodet, at han stammede fra kredsen af mozarabere (musta’rib, ’arabiseret’ [et participium af ’arab’, araber]), altså fra de spanske kristne, som under det muslimske herredømme havde tilegnet sig de fremmede erobreres sprog og kultur. Derimod manglede han et tilsvarende kendskab til det latinske, samt en klar forståelse af forskellen mellem en oversættelse og så en forklaring af et sagforhold. Derfor holder han sig til den latinske ordforklaring, i stedet for at gengive det latinske opslagsord med det tilsvarende arabiske ord: Fordi [fx.] opslagsordet modulatio, ’melodi’ [i den oprindelige Liber glossarum] forklares ved dulcedo vocis [stemmens sødhed], skriver han gina hulw, ’sød sang’ efter opslagsordet; fordi [fx] ordforklaringen til ’fistula’ (vandrør) er ’aquaeductus de plumbo’ [vandledning af bly] oversætter han med qanawat ar-rasas allati yagri fiha al-ma’, ’blyrør, hvorigennem vand løber’. - Og han begår ofte fejl: ordforklaringen til ’vescor’ (at nyde) er: ’pasco[r] [spise,nyde] manduco [spise/ædedolk] comedo [spise/en forslugen]’ – og han oversætter så med ’akul’, ’slughals’, fordi han opfatter de to sidste ord som navneord. Når han ofte ikke kendte opslagsordets betydning opdagede han det heller ikke når en ordforklaring var fejlagtig: udtrykket alipes ’med bevingede fødder’, fra Vergils Æneide VII, 277, blev forklaret med ’equus velox’ [hurtig hest], for vor oversætter fandt i sit forlæg kun alipes equus og skrev derfor faras ’hest’ bagved. Ordforklaringen ’angina (halsbetændelse) tubera (bylder)’ var blevet fejlskrevet som ’angina taberna’, - derfor oversatte han med ’hanut’, ’knejpe’. - Da det eneste håndskrift vi har overleveret, som regel udelader den latinske forklaring, når der står en arabisk equivalent på stedet, så kan hans fejloversættelser som regel kun gennemskues, når de latinske ordforklaringer er os bekendt andetstedsfra, fra den øvrige ordforklaringslitteratur [Glossarier]. Her kommer først og fremmest det righoldige materiale i betragtning, som er sammenstillet af G. Goetz i Corpus Glossariorum Latinorum (CGL) ['Samling af Latinske Ordfortegnelser'] og mønstergyldigt belyst af udgiveren i hans Thesaurus Glossarum Emendatarum ['Ordbog over fejlskrevne gloser']. Når den ukendte forfatter fx oversætter feniceum, ’purpurrød’ med ’wardi’, ’rosenrød’, så stemmer dette med ordforklaringen CGL V, 381, 27 phoeniceum roseum. - Det gådefulde ’Kaua bucina qirn’ [sic!] finder sin forklaring gennem CGL IV, 432, 19, for her forklares nemlig det i Æneiden VI, 171 forekommende ’cava concha’ ,’hul muslingeskal’, med ordet bucina, horn, - og dette har oversætteren gengivet med [det arabiske] ’qarn’. - Den sælsomme omskrivning af ’migma’, ’trængsel’ – hvormed Hieronymus i Esajasbogen 30.24 gengiver det hebræiske ’belil’ – med ’gubar at-tibn ma’ al-husala’, ’støv fra hakkelse med hvedemelsrester’, bliver forståelig gennem CGL, VI, 699: palea minuta cum frumento permixta ’småtskåret, med korn blandet hakkelse’. - ’Patriarcha’ gengiver han ikke med ’bitriq’, men derimod efter ’patrum princeps’ (CGL, VII, 55) med ’ra’is al-aba’.Det er denne afhængighed, som oversætteren stod i til ordforklaringerne, som er hovedkilden til de mangler som hæfter ved hans arbejde; og det er også forklaringen på, hvorfor han snart ophober synonymer – til ’conquasso’ giver han ikke mindre end 16 arabiske ækvivalenter – snart, omvendt, gengiver de forskelligste ord med det samme arabiske ord. Her må fx ’hizana’ [arabisk: 'skatkammer'] gøre det ud for apotheca, cellaria, penum, promtuarium, [forsk. latinske ord for ’rum, lagerrum’] og i pluralis også for ’gaza’ [latin: ’skatkammer’]; – ’qurban’ gengiver ’holocaustum’, ’libamen’, ’sacrificium’, ’victima’ og endda ’conventiculum’ [forsk. latinske ord for ’offer’, samt: ’forsamling,menighed’]; - ’kafir’ [vantro] skal ikke blot betyde ’infidus’ og ’infidelis’ [vantro], men også ’incredulus’, ’perfidus’, ’praevaricator’, ’sacrilegus’ og ’crudelis’ (12)[’ikke-troende’, ’uredelig’, ’anklager’ (jur.), ’skænder’ og ’grusom’]. – Også deri retter oversætteren sig efter forbilledet i ordfortegnelserne, at han stiller sig tilfreds med det nærmeste overordnede begreb, når han ikke har et synonym eller en omskrivende forklaring til sin rådighed. Fx gengiver han ’academicus’ med ’failasuf’ ,’filosof’, eller gengiver både ’Falernum’, ’Falerner’, ’Lyaeum’ (13) ’Sorgstiller’ og ’Bacchi latex’ (14) ’Bacchus’ væde’ [3 forsk. sorter vin] med ’hamr’, ’vin’. Disse mangler forstærkes af ubehændige ordrette oversættelser, som af og til fører til meningsløshed, - fx når ’legifer’ ’lovgiver’ omskrives med ’hamil kitab’ ’bærende en bog’, eller ’chirographum’ ’gældsbrev’ med ’kitab dikr hagg’, ’bogen som nævner retten’. - Det kan ikke undre, at oversætteren, som kristen, ikke er fortrolig med det specielt islamiske ordforråd og dets faste terminologi, men også i gengivelsen af kirkelige fagudtryk er skævheder ikke sjældne: ’minbar’, ’talerstol, prædikestol’ og ’kursi’, ’sæde’, behandler han som synonymer og lader dem også gælde for ’analogium’, ’cathedra’¸ og ’sedes’ [omtr.: læsepult, katheder, stol]. - ’Cimiterium, ’begravelsesplads’ gengiver han ved ’dair’, ’kloster’; - for ’voluptas’, ’vellyst’, giver han valget mellem den klodsede omskrivning ’hawa lahmi dunyawi’, ’kødeligt jordisk begær’ og så ’irada’, ’vilje’. - Lægger man hertil, at han ikke fik fuldført sit arbejde, men efterlod ca. en tredjedel af de henved 11.000 stikord uoversat, så bliver det forståeligt, at et værk behæftet med så mange både indre og ydre mangler ikke fik nogen blivende betydning.
Værket er kun overleveret i ét håndskrift, ”codex 231 Scal.”, i biblioteket i Leyden, og på grundlag heraf udgivet af Chr. F. Seybold, Glossarium Latino-Arabicum ex unico qui exstat codice Leidensi decimo saeculo in Hispania conscripto nunc primum edidit…. [Glossarium Latino-Arabicum, for første gang udgivet efter det eneste eksisterende eksemplar, i Leyden, nedskrevet i Spanien i det 10.årh….] (Tillægsbind til ZA 15-17) XX, 574 sider og 1 tavle, Berolini 1900. Den på titelbladet angivne aldersbestemmelse er ubegrundet: håndskriftet, som er ødelagt i begyndelsen, og som er skrevet dels på pergament, dels på papir, bliver af kendere (s. Dozy, Suppl. I, VIII og C.A:Nallino, Al-Battani Opus astronomicum I, 291) anslået til at være fra det 12.århundrede. Som Dozy, Suppl. 1, IX, har vist (ved at pege på nogle oplagte skrivefejl) er manuskriptet ikke det autografiske værk [forfatterens eget, først nedskrevne eksemplar]. Den fejl, at der ved opslagsordet ’(h)abitudo’ (uden latinsk ordforklaring) bliver givet en arabisk ækvivalent, som egentlig hører til det følgende opslagsord ’(h)abitus’, og at derfor den latinske ordforklaring ikke er slettet bag det tilsyneladende uoversatte opslagsord ’abitus ’, viser endvidere, at han som skrev dette håndskrift med vilje udelod de latinske ordforklaringer, når der blev givet en arabisk oversættelse. Men afstanden i tid mellem dette håndskrift og originalen er dog næppe særlig stor, for også i den form vi har fået værket overleveret i, gør værket endnu et alt for uensartet indtryk.
Til støtte for den ofte ytrede opfattelse (s. Seybold, s. XVIII), at oversætteren må være en til kristendommen konverteret jøde, kan man ikke påberåbe sig den halve snes hebræiske tilføjelser i hebræisk eller arabisk skrift: - de hidrører fra en senere bruger. Heller ikke de hebræiske navne på ædelsten (fra 2.mosebog 28.17-20, i arabisk transkription), som afskriveren har indføjet i begyndelsen, beviser noget, da hele den (af Seybold medudgivne) tilføjelse intet har med glossariet at gøre. [Direkte] imod ovenstående antagelse taler derimod afgørende den måde, hvorpå de ikke sjældne hebræiske fremmedord behandles på: en jøde havde med sikkerhed vidst at forbedre det fejlskrevne og fejlplacerede nanzer til mamzer.
Seybolds udgave er hovedsageligt en gengivelse af håndskriftet: den latinske tekst har han med vilje gengivet nøjagtigt efter håndskriftet, med alle dens fejl og orthografiske ejendommeligheder; de i anmærkningerne anførte forbedringer og henvisninger er uvæsentlige. I Addenda et Emendanda ['Tilføjelser og rettelser'] har G. Goetz anført en række forbedringer på grundlag af Thesaurus Glossarum emedatarum, men hvad kritik og fortolkning af den svært ødelagte latinske tekst angår, står det meste stadig tilbage at gøre,.
Goetz giver i forordet til Seybolds udgave en orientering om den latinske del og den bagvedliggende ordfortegnelse, - desuden også i CGL I (1923) 188; hvad angår de beslægtede ordfortegnelser og liber glossarum, se desuden sammes artikel ’Glossographie’ [ca.: ’gloselære’] Pauly-Wissowas Real-Enzyclopädie der Klassischen Altertumswissenschaft [’Real-leksikon til den klassiske oldtidskundskab’].
I den arabiske del har Seybold konsekvent forenklet håndskriftets vokalisation (s. side XVIII) og forbedret åbenlyse fejl, ganske vist uden konsekvens: således har han, hvor d og z er blevet forvekslet, for det meste sat det rigtige i teksten (s.23, 18; 342, 18 henv. 301, 3; 366, 14; 371, 3; 428, 6; 477, 14), men et par gange ladet fejlen stå (s. 165, 13; 464, 12 henv. 180.6); omvendt har han for det meste bibeholdt håndskriftets talrige øvrige vulgarismer, skønt de rigtige former, som hele tiden også forekommer, beviser, at skriveren bestræbte sig på en korrekt tekst. – Dozy har i sit Supplément gjort forsigtig og omhyggelig brug af det i ordfortegnelseiet bevarede ordforråd.
4. Raymundus Martini
Den tanke om [muhammedaner]mission, som havde ført til oversættelsen af koranen og til beskæftigelsen med arabisk sprog, kom i det 13.århundrede til fuld udfoldelse i den virksomhed som vandreprædikanter fra de dominikanske og franciskanske tiggerordner udfoldede. Bekæmpelse af kætteriet med prædiken, belæring og religionssamtaler som middel, nødvendiggjorde beskæftigelse med modpartens doktriner samt indlevelse i hans argumenter, og det måtte man tage hensyn til allerede under uddannelsen af ordensmedlemmerne. Denne uddannelse fik dermed et lærd præg over sig. Ganske vist fandt man det ikke nødvendigt at beskæftige sig med kilderne i originaltekst, men nøjedes med oversættelser, hvis utilstrækkelighed allerede Roger Bacon (ca. 1214 – 1294) (15) havde påpeget. Selvom Bacon gik for vidt, når han fx hævdede at det var Hermannus Alemannus’ saracenske hjælpere, som var ansvarlige for dennes oversættelser, eller at Michael Scotus kunne takke en jødiske konvertit Andreas for sine oversættelser (16), så er det dog en given sag, at selv i de arabiske studiers blomstringstid i Europa var oversættelsernes pålidelighed meget begrænsede pga. anvendelsen af konvertitter, som nok kunne arabisk, men enten ikke kunne latin, eller også kun kunne det i utilstrækkelig grad. Men Bacon var langt forud for sin tid med sit krav om, at man skulle studere græsk, arabisk, hebræisk og kaldæisk, hvor man ellers [på den tid] stillede sig tilfreds med informationer på anden eller tredje hånd. Da [fx] dominikanerne – vel på foranledning af Raymundus Pennafort (død 1275), som var ansvarlig for jøde- og muhammedanermissionen – ville skabe en håndbog til brug for de ordensbrødre, som stod i det praktiske missionsarbejde, blev denne opgave ikke overdraget fx en missionær, som af egen erfaring kendte arbejdsforholdene og som var sprogkyndig, men derimod den katolske kirkes største skolastiker, Thomas af Aquinas [1225 - 1274]. Han skrev (omkring 1260) sin Summa contra gentiles [’Hovedpunkter [af teologien, rettet] mod hedningerne’]. Ikke engang til arbejdet med omvendelse af hedningerne anså man kendskab til fremmede sprog for uomgængeligt, [for] netop på det vigtigste arbejdsområde, jøde- og muhammedanermissionen i Spanien, kunne missionæren, pga. befolkningens to-sprogethed, klare sig ganske godt med det romanske folkesprog. Hvor stort kendskab man havde hertil, også i ikke-kristne kredse, viser - for muslimernes vedkommende - de arabiske ord i Ibn Qozmans (død 1160) strofedigte, og for jødernes vedkommende, de arabiske og kastilanske floskler i Jehuda hal-Lewi’s (død 1141) diwan. [diwan, - digtsamling]. Også de som missionerede i de områder i den nære orient, som stod under kristent herredømme, - i islamiske områder umuliggjorde lovene om frafald fra troen i længden en seriøs missionsvirksomhed – kunne udmærket klare sig ved hjælp af en tolk. Under disse forhold blev det overordentlig få som kunne arabisk eller et andet orientalsk sprog (17). Blandt de som kunne, rager den spanske dominikaner Raymundus Martini (18) op. Han viser sig i sin Pugio Fidei adversus Mauros et Judaeos (19) [’Troens dolk mod maurere og jøder’] som en fremragende kender af arabisk og hebræisk sprog. I dette værk, hvormed han ville give sine ordensbrødre et redskab til at forsvare de kristne dogmer, specielt overfor deres jødiske modstandere, diskuterer han især de jødiske indvendinger mod at Jesus skulle være Messias [’Kristus’] og mod treenighedslæren. Han citerer i den forbindelse i grundtekst [hebræisk] og oversættelse, ikke kun fra det gamle testamente, men også fra de rabbinske talmudiske skrifter, fra mischna og midrash lige til Raschi (død 1105) og Kimchi (død 1235). For at bevise at Maria havde profetiske træk, påberåber han sig (20) også de steder i koranen (21), som omtaler Jesu moder og han citerer fra Buharis og Muslim’s (22) kanoniske samlinger den tradition som siger, at enhver nyfødt, undtagen Maria og hendes søn, bliver berørt af djævelen. Medens han her kun af og til henviser til koranen og traditionen [hadith], er han i den første del af dette værk, som ganske vist kun udgør en tiendedel af det hele værk, men som diskuterer forskellige filosoffers læremeninger og kritik af de vanlige forestillinger om Gud, verden og udødelighed, tydeligvis under kraftig indflydelse af Gazali [1059 - 1111] og andre islamiske tænkere. Allerede i det første kapitel låner han en lang redegørelse fra Gazalis (død 1111) al-Munqid min ad-dalal [’Befrieren fra Afvejene’] (23), og fra samme skrift, samt fra Tahafut al-falasifa [’Filosoffernes Forvirring’] og fra et Epistula ad amicum [’Brev til en ven’] stammer det 5.kapitels skældsord mod filosofien (24). Tahafut citeres også ellers flere gange (25), og Raymundus kender endvidere Gazalis Mishkat al-anwar (26)[’Lys-Nichen’] og Mizan al-’amal [’Gerningernes Bedømmelse’] (27) . Fra Ibn Sina’s ([Avicenna], død 1037) Isharat [’Tegn,Anvisninger’] bruger han en skildring af glæderne i Paradis (28) og en gendrivelse af Galens (død 199) sjælelære. Selv Ibn Rushd ([Averroes], død 1198), som forsvarede filosofien mod Gazali, og hvis aristotelisme dengang fandt mange tilhængere i vesten, kommer gentagne gange til orde, fx under redegørelsen for Guds alvidenhed (29); også [Raymundus’] 25.kapitel (30) om spørgsmålet Utrum Deus cognoscat singularia [’Om hvorvidt Gud erkender det enkelte’] stammer i det væsentlige fra et sendebrev af Ibn Rushd; et andet sted nævnes hans kommentar til Ibn Sina’s Urguza (31) [et medicinsk digt]. Et skrift af Razi (død 925) leverer argumenterne mod verdens uforgængelighed (32) og Fahraddin ar-Razi (død 1209) nævnes et sted i forbigående (33). At Raymundus Martini var i stand til at skrive et grammatisk upåklageligt arabisk, kan ses af hans polemiske efterligning af en sura i koranisk stil (34).
5. Raymundus Lullus
Endnu mere kendt end Raymundus Martini er en anden muhammedanermissionær fra det 13.århundrede, nemlig Raymundus Lullus. Han blev født i Palma på Mallorca i 1235 (eller 1232), som kun 6 år tidligere var blevet tilbageerobret fra Almohaderne. Hans far var en katalansk adelsmand, som havde deltaget i Jakob I af Aragonien’s felttog mod maurerne og som var blevet forlenet et gods på Mallorca efter erobringen af Balearerne. Således voksede drengen op i omgivelser, hvor den spanske reconquistas kampånd var levende. Efter endt uddannelse tog han tjeneste ved hoffet. Men det verdslige liv tilfredsstillede ham ikke, korstogstanken fik magt over ham, og spørgsmålet om, hvorledes den katolske kirke kunne vinde sejr over kætteri og vantro plagede ham. Han vidste fra sit fædrelands politiske historie, at den kirkelige tro ikke kunne fremtvinges ved ydre magtmidler, og at netop de store erobringer, som ved midten af det 13.århundrede havde indskrænket det islamiske herredømme til det andalusiske område, også havde forøget de kristne fyrsters religionspolitiske problemer [se kap.7: 2.afsnit]. Men så meget mere levende blev kun hans håb om at det måtte være muligt at bevise de kristne frelsessandheder med uafviselige fornuftsgrunde, når blot det kunne lykkes at udvikle en fuldkommen bevismetode. Hvis man så efter denne metode foredrog den katolske lære for en dannet modstander på hans eget modersmål, så ville det være utænkeligt, at nogen – det være sig jøde, muslim eller en anden kætter eller hedning – kunne modstå kraften i et tvingende bevis, hvis han da ikke af ren ondskab lukkede sig af for den. Siden sin omvendelse (1265) havde Lullus viet sig udelukkende til en sådan missionsplan, som han forberedte sig til gennem teologisk-filosofiske studier og åndelige meditationer. Ikke med urette så han i islam kirkens farligste fjende. Korstogene var ganske vist endnu ikke til ende, men deres resultat var til at forudse, efter at kongeriget Jerusalem var gået til grunde i 1244 og fyrstedømmet Antiochia i 1267. Ganske vist havde mongolerstormen [Djengis Khan og hans efterfølgere] i 1258 bortfejet kalifatet i Bagdad, men Ægypten var blevet sparet og havde hævdet sin stilling som den førende islamiske stormagt under mamlukersultanen Baibars behændige og målbevidste ledelse. Endnu spærrede en kæde af muslimske stater, som lå omkring Middelhavet fra Andalusien i vest til Lilleasien i øst, adgangen til de tropiske lande for de europæiske lande. Endnu stod den af saracenerne forvaltede videnskabelige arv fra antikken i høj anseelse i vesten, og averroismen [Ibn Rushd’s filosofi] begyndte netop da sit sejrstog gennem den vestlige verden. Men først og fremmest vidste Lullus af egen erfaring, at muslimerne ikke gav ham selv noget efter i trosiver. Den som ville overbevise dem om kristendommens sandhed, måtte være forberedt på langvarige diskussioner og hård ordstrid. Men dertil krævedes ubetinget, at man mestrede deres sprog til fuldkommenhed. Sådanne overvejelser foranledigede Lullus til at lære arabisk af en maurisk slave. I ni år arbejdede han med disse studier og samtidigt udviklede han sin Ars major (35) [’Den store (disputere)kunst], som i form af tabeller med kategorier og syllogismer [fra Aristoteles’ logik] indeholder grundlaget for den diskuterekunst og den bevisførelse, som han var fortaler for. Så formåede han at bevæge Jakob I til at grundlægge en skole til uddannelse af muhammedanermissionærer. Den blev åbnet i 1276 på Miramar med 13 disciple fra franciskanerordenen, som Lullus var tiltrådt som tertiærbroder (36). Klosterets beboere skulle, foruden deres teologiske uddannelse, først og fremmest også modtage en grundig undervisning i det arabiske sprog. Denne succes betragtede han imidlertid blot som en begyndelse. Utrættelig arbejdede han for oprettelsen af lignende missionsskoler. Allerede i 1277 eller 1278 synes han at have været i Rom, for at fremlægge sine ideer om nødvendigheden af en forudgående sproglig uddannelse af missionærerne for pave Nikolaus III. Men Nikolaus III var lige så uimodtagelig for disse ideer som senere Honorius IV og Nikolaus IV, og ligeså forgæves søgte han at interessere Philip IV den Smukke af Frankrig i sine planer. Man tænkte mere nøgternt om missionsproblemet i disse kredse end Lullus, besat som han var af sin idé og af naiv optimisme. Man var ingenlunde indstillet på at give afkald på enhver magtpolitik i kampen mod de vantro, og man kunne heller ikke lukke øjnene for det faktum, at muhammedanermissionen hidtil kun havde været en skuffelse: en ubestridt sagkyndig, dominikanergeneralen Humbertus de Romanis, som selv havde skrevet en Tractatus de praedicatione crucis contra Saracenos [’Afhandling om kors-prædiken mod saracenerne’] omkring 1274 (37), havde fastslået, at man næppe nogensinde havde døbt en saracener, kun af og til, om end sjældent, et par krigsfanger; der var også næppe nogensinde én, som var blevet en god kristen (38). Sådanne erfaringer skabte betænkeligheder overfor Lullus’ forslag, og gjorde deres til, at det blev afvist på de afgørende steder. Så meget desto ivrigere gik han så nu i brêchen for sine missionsplaner i sit udstrakte skriftlige virke. Specielt er allegorien Blanquerna, som er opstået mellem 1283 og 1285, nærmest en missionsroman: titelhelten, til hvis skildring Lullus har brugt sine egne erfaringer, ønsker og forhåbninger, afsiger sig verden, træder ind i en munkeorden, bliver biskop og sluttelig pave; nu opstiller han et storstilet missionsprogram og udsender en hær af munke til den hele verden, for at prædike den katolske tro. I dette værk møder man mange tanker om sprogstudiet: således anbefales det, at ansætte egnede konvertitter som sproglærere i deres modersmål; sådanne konvertitter skulle også udsendes sammen med missionærerne, som sproglige rådgivere; man skulle desuden bruge munke fra de skismatiske kirker i østen (39) som lærere i de orientalske sprog og i græsk, og, omvendt, undervise dem i latin (som Lullus gerne havde set som verdenssprog) og søge at vinde dem for [gen]foreningen med Rom; man skulle uddanne missionærer i tatarisk [mongolsk] og så udsende dem som sjælesørgere for de kristne, som levede under tatarisk herredømme. Med kravet om at studere tatarisk, søgte Lullus at tage højde for den fuldstændigt ændrede situation for de orientalske kristne efter mongolerstormen. Tatarernes – eller, som dynastiet efter Djengis Khan officielt hed: mongolernes – angreb på islamisk område, gjorde dem til naturlige forbundsfæller for vesterlandet. Hulagus søn Abaqa (regerede 1265 – 1282) og dennes søn Argun ( reg.tid 1284-1291) havde forsøgt at vinde kurien, samt Frankrigs og Englands konger for en fælles aktion mod mamlukerne. Udsendinge fra Abaqa var i 1274 nået til Lyon og i 1277 til Rom, og ti år senere optrådte nestorianeren Rabban Sauma på Arguns vegne ved europæiske hoffer. Omvendt havde paven allerede i 1245, 4 år efter slaget ved Liegnitz (40), ad tre forskellige veje sendt flere franciskanere og dominikanere til tatarerne; én af dem, Johannes Pian Carpino, var nået så langt som til Haqan Kuyuks lejr i Karakorum; en anden, Andreas af Longjumeau, var først nået frem til Täbris, men var så i 1249 ligeledes, sammen med et gesandtskab fra Ludvig den IX, nået frem til den øverst Han i østasien. Endelig var franciskaneren Wilhelm Rubruk rejst til Haqan Mangu i Karakorum i 1253. Deres rejseberetninger, som udvidede Europas geografiske horisont betydeligt, blev suppleret med de efterretninger, som først og fremmest de italienske republikkers [Venedig etc.] meget livlige orienthandel formidlede. Således erfarede man også, at tatarerne var neutrale i religionssager og tålte fremmede religioner, at Hulagus ægtefælle Doquz Hatun havde været kristen, at Abaqa havde ægtet en byzantinsk prinsesse, og at de kristnes situation under de første Ilhaner havde været meget gunstig. Man vidste også, at muslimer, jakobiter, nestorianere, jøder og buddhister allerede bestræbte sig på at finde tilhængere blandt tatarerne. Her så nu Lullus en enestående mulighed, ikke blot for missionsarbejde blandt tatarerne, men også for forsøget på at vinde de orientalske kristne for forening med Rom. Men heller ikke dette forslag skulle nyde fremme. (41)Mod slutningen af 1291 – samme år som korsfarerne mistede Akka, deres sidste støttepunkt på Palæstinas kyst – besluttede Lullus sig for selv at drage ud som missionær til saracenerne for, ved hjælp af sin bevismetode, at overbevise dem om kristendommens sandhed. Han sejlede fra Genua til Tunis, som dengang spillede en betydelig rolle som tilflugtssted for de ’andalusiere’ som var flygtet fra reconquistaen i Spanien, og som desuden lå i det maghribinsk-arabiske sprogområde, hvis sprog han var fortrolig med, og som pga. den livlige handel med de kristne middelhavsbyer også havde kristne indbyggere. Ankommet dertil opfordrede han de muslimske teologer til en offentlig diskussion, der, som venteligt, sluttede med, at ingen af parterne ville erklære sig overbevist. Lullus blev landsforvist og vendte tilbage til Neapel. Heller ikke dette nederlag tog modet fra ham, og han overrakte Coelestin V, som var blevet valgt til pave i 1294, en Petitio pro conversione infidelium [’Bønskrift om de vantros omvendelse’] (42), hvor han igen anbefalede sprogstudium for missionærerne, anvendelsen af sin bevismetode, men ganske vist også militære forholdsregler til erobring af de vantros områder. Heller ikke denne gang havde han held, oven i købet led han den tort at studieanstalten i Miramar blev nedlagt. Men han fortsatte med, i skrifter og bønskrivelser, at udvikle sine ideer. 1301 besøgte han Cypern og det nærliggende Lilleasien, som dengang udgjorde det kristne kongerige Lillearmenien. 1307 foretog han et nyt forsøg på at afprøve sin metode til religionssamtale på lærde muslimer, denne gang i Bougie i Algeriet; heller ikke denne gang med held. 1310 var han i Paris, for at bekæmpe averroismen [se ovenfor]. Endelig oplevede han i 1311 den tilfredsstillelse, at det almindelige koncil, som afholdtes i Vienne (43), i sin ofte citerede 11.kanon besluttede, at der ved 5 universiteter, nemlig i Paris, Oxford, Bologna, Salamanca samt ved kuriens eget universitet, skulle ansættes 2 katolske mænd som lærere i græsk, hebræisk, arabisk og kaldæisk. (44) Hermed var det krav om sproglig uddannelse af missionærer, som han havde kæmpet for i årevis, grundlæggende anerkendt. Fuld af overstrømmende tillid til fremtiden så han allerede den tid komme, hvor saracenerne ville blive underkastet og menneskeheden, efter overvindelse af denne sidste store hindring, ville omvende sig til den katolske tro. Han selv drog trods sin høje alder endnu en gang til Tunis, prædikede offentligt, blev mishandlet af den fanatiske folkemængde og døde den 29. juni 1316 af sine kvæstelser.
6. Vocabulista in Arabico
I den Vocabulista in Arabico [Arabisk ordbog/ordliste], som Schiaparelli offentliggjorde i 1881, er bevaret et monument over den beskæftigelse med det arabiske sprog, som muhammedanermissionen i det 13.århundrede frembragte. Ligesom tilfældet var med Glossarium Latino-Arabicum [se kap.3] så mangler også her alle oplysninger om forfatter og de nærmere omstændigheder ved værkets opståen. Men da - i det eneste bevarede håndskrift - Raymundus Martinis forbandelser af islam i koranisk stil (45)er tilføjet, tydeligvis af samme skriver, tyder det i retning af missionsordenerne og dermed det 13.århundrede; de talrige katalanske tilføjelser i de latinske ordforklaringer tyder på østspanien som oprindelsesland. Ligesom Glossarium var også Vocabulista oprindeligt en latinsk-arabisk ordbog, med et tilføjet arabisk-latinsk register og dette oprindelige forhold kan stadig tydeligt ses i værkets nu foreliggende form, hvor den arabisk-latinske del står før den latinsk-arabiske del. Medens den første del, efter hvert af de ca. 8000 arabiske opslagsord, bringer det latinske stikord – eventuelt flere – under hvilke(t) det er optaget i værkets anden del, så indeholder denne anden del, i sine over 4000 artikler, fyldigere oplysninger: her findes for det meste flere [arabiske] synonymer til hvert opslagsord, af og til over en halv snes (fx ved ’ire’ ['at gå'], ’gaudere’ ['at glæde sig'], ’vituperare’ ['fordærve,irettesætte']); ved nominer tilføjes normalt deres [arabiske] flertalsform; ved verber opregnes bestemte former af grundstammen (aktiv) (1.sg.impf., 1.sg.pf., inf., ptcp.) og af den VII’ende stamme (pseudopassiv), - ofte angives også andre afledede stammer, - og det noteres, om de konstrueres med akkusativ eller med præposition; enkelte steder tilføjes også nominale afledninger; omvendt anføres ved nominer af og til de tilhørende denominativer, fx under ’corona’ ['en (konge)krone'] de forskellige [arabiske] udtryk for ’at krone’. Men tydeligst bliver, ved en fællesbetegnelse [fx’æble’], ofte også betegnelserne for forskellige eksempler derpå [fx æblesorter] løst opregnet: fx frugtsorter ved ’pomum’ ['æble'], navne på vin ved ’vinum’ ['vin'], hunderacer ved ’canis ['hund'], rovdyr ved ’leo’ ['løve'], navne på farver på heste ved ’equus’ ['hest'], betegnelse for forsk. stokke ved ’baculus’ ['stok'], for forskellige typer vægte og deres tilbehør ved ’statera’ ['vægt']. [Iøvrigt] viser andre ordbogsartikler den stærke udvikling den materielle kultur var undergået i korstogenes tidsalder: de våbenbetegnelser som er sammenstillet under stikordene ’ballista’ ['kastemaskine'], ’ensis’ ['tveægget sværd'], ’lancea’ ['lanse'], ’sagitta’ ['pil'] og ’scutum’ ['skjold'] bevidner en højtudviklet krigskunst; skibsbetegnelserne (under ’barca’ ['skib'] og ’navis’ ['skib']) en blomstrende skibsfart; i det rige ordforråd vedr. stoffer (under stikordet ’purpura’ ['purpur(klædning)']), klæder (’camisia’ ['skjorte'], ’capellus’ ['hætte'], ’vestimentum’ ['tøj,klædning'], tæpper (’tapetum’ ['tæppe']), kar (’fiala’ ['krukke']), musikinstrumenter (’timpanum’ ['tromme']) afspejles den høje standard i almindelig levevis, medens navne på krydderier, medicin, parfumer, helse- og nydelsesmidler, farvestoffer og ædelstene og andre af østens produkter viser orienthandelens store betydning. Selv skakspillet (’scacus’) og dets fagudtryk er ikke glemt. Desuden skorter det ikke på et vist indslag af kirkeligt-teologiske udtryk lige fra ’apostata’ [frafalden] og ’apostolus’ [apostel] til ’trinitas’ [treenighed] og ’Xristianitas’ [kristendom, kristenhed]. Blandt egennavnene er de bibelske person- og stednavne rigt repræsenteret, hvorimod (i modsætning til Glossarium) de spanske, og (på nær Rom) overhovedet alle europæiske bynavne mangler. Svagt er også de profane videnskabers nomenklatur repræsenteret, - dog er navne på planeterne, dyrekredsens stjernetegn, temperamenterne [kolerisk, flegmatisk etc.], himmelfænomenerne og de kristne måneder medtaget. Af og til tages der hensyn til islamiske forhold, ja nu og da henvises der til forskelle i kristen og islamisk sprogbrug (fx. i anmærkningerne til ’camera’ [rum, hvælving, mm.], ’galerus’ [pels, paryk], ’holocaustum’ [brændoffer], ’lavare’ [at vaske], ’linteamen’ [linned], ’oratorium’ [bederum, bøn], ’ornare’ [at pynte], ’prandere’ [spise], ’pugnare’ [at kæmpe]), - selv om ’gazi’, en islamisk troskæmper, blot betegnes som ’pirata’ [sørøver]. - Som denne oversigt viser, er det så langt overvejende dagligsprogets ordforråd som er repræsenteret, og man får det indtryk, at forfatteren ville samle det daglige ordforråd i netop det omfang det fx var nødvendigt for en muhammedanermissionærs samtaler med en dannet muslim. Han har i sit arbejde utvivlsomt benyttet sig af hjælp fra en sprogkyndig konvertit eller mozaraber, og materialet er, som allerede dets middelarabiske karakter viser, samlet e vivo ore (46), - intet tyder på brug af skriftlige kilder, og kun i behandlingen af koransproget, kunne man se en afhængighed af en litterær tekst. Fx. opregnes under ’infernus’ [underverden, helvede] alle koranens betegnelser for helvede og dets bevogtere; under ’frigus’ [kulde] anføres de to ord ’zamharir’ [bidende kulde,streng frost, (76,13)] og ’sirr’ [?], skønt hvert kun forekommer én gang i koranen; under ’spartum’ (bast) finder man ’masad’ [palmetaver] og under ’venter’ ['mave'] endog ’samad’ [evig, uforgængelig, (112,2)], som iflg. den arabiske del skal betyde ’res sine ventre’ [en ting uden mave] (47). Det passer også med dette formål, muhammedanermissionens praktiske behov, at de arabiske ord ikke er vokaliseret i overensstemmelse med den klassiske grammatiks regler, men således, som de dengang blev udtalt i dannede kredse (48). Derigennem får Vocabulista en stor og blivende værdi, nemlig som kilde til kendskabet til den arabiske dialekt, som taltes i Spanien i det 13.århundrede.
Vocabulista in Arabico er bevaret i et enkelt håndskrift i Firenze (”Riccard. Nr. 217”) og på dette grundlag omhyggeligt udgivet af Schiaparelli (Vocabulista in Arabico pubblicato per la prima volta sopra un codice della Bibliotheca Riccardiana in Firenze da C.Schiaparelli, Firenze 1871 [’Vocabulista in Arabico, på grundlag af et håndskrift i Bibliotheca Riccardiana i Firenze udgivet for første gang af C. Schiaparelli’, Firenze 1871]. Schiaparelli fastsatte også korrekt – overfor tidligere fejlagtige forsøg – håndskriftets alder og indplacerede det i den rette sammenhæng efter alder og oprindelse. Kun hans opfattelse (s. XIV), at der skulle ligge en arabisk ordbog fra orienten til grund, fordi der - bortset fra ’Barbaria’ - ikke forekommer maghribinske stednavne, lader sig ikke opretholde: det falder på, at den arabisk-latinske del oprindeligt kun var et register til den latinsk-arabiske del. Ganske vist er dette arabisk-latinske register, i den os nu foreliggende udformning af værket, stillet foran den latinsk-arabiske del og selvstændiggjort, - ja man har kompletteret den arabisk-latinske del fra den latinsk-arabiske, som følgende tilfælde viser: s.84 følger ’Higaz peregrinatio’ og ’hagg peregrinatio’ efter hinanden, med tydelig fortrængning af ’higaz’’s ordforklaring gennem den til ’hagg’, og derefter står så ’hagg’ og ’higaz’ i den latinsk-arabiske del under ’peregrinatio’, - men alligevel er den første dels oprindelige karakter stadig tydelig erkendelig: fordi fx ’zait’ ’olivenolie står opført sammen med ’zaiyat’ ’oliehandler’ under ’oleum’ [olie], så står der i den første del, efter ’zaiyat’, ikke ’olearius’ [oliehandler], men oleum, og dette er konsekvent gennemført. Men da den latinsk-arabiske del er værkets udgangspunkt, så kommer en arabisk ordbog naturligvis ikke i betragtning som evt. grundlag for værket. Hermed harmoniserer det fint, at værkets karakter helt er født af den europæiske ånd: ordfølgen er ikke ordnet efter rødder, men efter den faktiske ordform; anvendelsen, ikke af 3.m.sg.perf. [som i den arabiske (og hebræiske) grammatik] men af 1.sg.ipf. i verbets bøjningsskemaer; valget af den middelarabiske dialekt og ikke den klassiske I’rab [grammatiske analyse]. (49)
Dozy har i sit Supplément [se kap.38, slutningen] gjort stærkt brug af Vocabulista. Han har også forsøgt (I, X) at finde en terminus post quem (50) for affattelsestidspunktet; men den i Vocabulista under opslagsordet ’fiala’ [kar] nævnte betegnelse for et kar ’tahiriya’ har intet med Baibars (reg.tid 1260 – 1277) at gøre, som hed ’al-Malik az-Zahir’, efter ’al-Malik at-Tahir’; navnet giver altså intet støttepunkt for kronologiske bestemmelser.
7. Fra middelalderen til nyere tid
Beslutningen på konciliet i Vienne [1311; se slutn.kap.5] om, at ansætte 2 lærere på hvert af 5 universiteter til at undervise i græsk, arabisk, hebræisk og kaldæisk udsprang ikke af interesse for bibelens urtekst eller dens fortolkning, eksegese, ej heller af en filologisk eller historisk interesse i orientens litteratur eller sprog, men skyldtes rent praktiske overvejelser: man havde indset, hvor høj værdi gode sprogkundskaber kunne have, både ved forhandlinger om unionen [ml. den katolske kirke og østlige kirker] og i missionsarbejdet, og så drog man konsekvenserne deraf. At sådanne tanker så at sige lå i luften i begyndelsen af det 14.århundrede, viser skriftet De recuperatione terrae sanctae [’Om generobringen af det hellige land’] som den franske forfatter Pierre Dubois (51) skrev i 1306. Her fremsættes et program for de kristne europæiske folks kolonisering af orienten under det franske kongedømmes ledelse, og der kræves oprettelse af sprogskoler, hvor ikke blot de embedsmænd og officerer, tolke og forhandlere, missionærer og læger som en sådan koloniseringspolitik kræver kan uddannes, men hvor også europæiske piger, fx sådanne, som senere bliver gift med højtstående orientalere, skal forberedes på deres livsgerning. Når derfor Vienne-konciliets ’sprogkanon’ efter hele sit sigte ikke ønskede at påvirke bibelvidenskaben, så har den dog – indenfor rammerne af missionsskolernes sprogstudier - givet tilskyndelse og inspiration til beskæftigelse med det hebræiske sprog, med det gamle testamente og de rabbinske, jødiske skrifter. Men når denne ’sprogkanon’ til gengæld ikke blev en klar succes, hvad de arabiske studier angår, skyldes det væsentligst den generelt forværrede situation, som den i forvejen vanskelige muhammedanermission stod i ved begyndelsen af det 14. århundrede. Mongolerne, hvis kristning Raymundus Lullus havde sat så stort håb til, afgjorde sig imod antagelsen af den kristne religion. I Persien havde allerede den tredje Ilhan, Ahmad Tekuder, - vel af politiske grunde – ved sin tronbestigning antaget islam; under hans efterfølger Argun synes pendulet at svinge til fordel for nestorianismen (52); men så var kampen fortsat, indtil mongolstatens islamisering blev et faktum med den syvende Ilhan, Gazan (1295-1304). Også i Centralasien havde islam vist sig som den stærkeste; de derværende kristne menigheder gik til grunde i det 14.århundrede, og den én gang så blomstrende nestorianske kirke skrumpede sammen og forstenede. Ligeledes blev Den Gyldne Hordes land i det sydlige Rusland islamiseret. I Ægypten, som endnu i det 13. århundrede havde oplevet den kristen-arabiske litteraturs højdepunkt, blev forholdene for de kristne stadig ringere, efter mamlukernes tiltrædelse; den fanatisme, som korstogene udløste, tvang ofte mamlukerne til at tage forholdsregler mod kopterne og det var et ondt varsel for det kommende århundrede at al-Malik an-Nasir i året 701/1300 fornyede gamle kristendomsfjendtlige bestemmelser, afskedigede kristne embedsmænd og lod talrige kirker lukke. I Nubien blev den ældgamle indfødte kristendom fuldstændigt oversvømmet af den indbrydende islam. Men først og fremmest opstod på denne tid, med Osmannerriget, en ny forkæmper for islam, som snart rettede sine angreb mod Europas kristne stater. Allerede i 1353 fik Osmannerne fodfæste på Balkan, udvidede inden for et århundrede deres herredømme lige til Donau og indtog i 1453 Konstantinopel. Derved kom stadig større områder af tidligere kristne lande under osmannisk herredømme, og islam vandt fra det tidlige 15. århundrede tilhængere blandt albaniere, serbere og bosniere. Også tvangsforskrivningen af børn fra den undertvungne kristne befolkning, som sultanen så lod opdrage i islam og indrullere i janitzarregimenterne, skadede kristendommen på Balkan.
Således var islam overalt i fremgang. Netop det 14. århundrede så den største udbredelse af den for islamiseringen så betydningsfulde sufi-mission, og den katolske kirke havde under disse forhold knap nok nogen mulighed for at missionere blandt muhammedanere, - med Spanien som eneste undtagelse. Her var islam i langsom, men ubønhørlig tilbagegang. Forgæves havde nasriderne i Granada - som efter Sevillas fald i 1248 var det sidste uafhængige islamiske dynasti på iberisk [spansk/portugisisk] grund - søgt hjælp hos meriniderne i Marokko: disse havde ikke længere midler til en storstilet erobringspolitik i stil med almoraviderne og de måtte i 1340 afstå fra alle videre forsøg på at bremse reconquista. Herefter stod så nasriderne, selv om de vidste at hævde sig endnu i halvandet århundrede, på en uriaspost. En lang række i sig selv ofte betydningsløse militæroperationer, afbrudt af kortere eller længere perioder med våbenstilstand, undergravede langsomt deres stilling og indsnævrede deres grænser yderligere. Alligevel krævede det årelange kampe før det lykkedes Ferdinand af Aragonien og Isabella af Kastillien at vriste det sidste stykke spansk jord fra det muslimske herredømme og holde deres indtog i Granada den 2.januar 1492. Dermed var den århundredlange kamp med islam om den iberiske halvø magtpolitisk afgjort og det kristne herredømme genoprettet overalt dér. På det indenrigspolitiske område skulle striden mellem kristendom og islam dog fortsætte endnu et århundrede, godt og vel. Den stærke tilvækst, som den muslimske befolkningsandel fik gennem indlemningen af kongeriget Granada, stillede herskerne og deres rådgivere overfor et vanskeligt mindretalsproblem, som kunne blive så meget mere prekært for staten, som statens enhed, pga. modsætningerne mellem de enkelte lande og feudal-adelens selvstændighedstrang, stadig kun var lidet sikret. Kongedømmets absolutisme, som navnlig dronningens skriftefader Francisco Ximenes de Cisneros (fra 1495 ærkebiskop i Toledo og Spaniens primas) stræbte efter, kunne, efter de spanske statsmænd mening, kun sikres, hvis det hvilede på et så bredt grundlag af kirkelig rettroenhed som muligt, og derfor understøttede de kirkens kamp mod kætteri og vantro. Ximenes og Ferdinando de Talavera, Sevillas ærkebiskop, befordrede efter evne muhammedanermissionen. Først regnede man med frivillig omvendelse: dekretet fra den 31.marts 1492 som udviste alle jøder af landet, lod muslimerne i fred. Men omvendelsesforsøgene havde ikke den ønskede virkning og det kom tværtimod til et åbent oprør blandt muslimerne, som bredte sig fra Granada ud over hele det tidligere kongedømme og som kun med vanskelighed blev undertrykt. Ximenes og Talavera greb nu til strengere midler. Et manifest fra den 12.februar 1502 gav muslimerne valget mellem dåb eller udvandring. Herpå udvandrede mange muslimer til muslimske lande, hovedsageligt til det nærliggende Marokko (53). Andre, som ikke kunne eller ville foretage en sådan udvandring (higra), underkastede sig nødtvungent dåben, men forblev indvendig tro mod den gamle religion. En sådan forstillelse, betegnet som taqiya [forsigtighed, hemmeligholdelse], som først og fremmest udøvedes af Shia, kunne de retfærdiggøre for sig selv og for andre trosfæller dermed, at gyldigheden af enhver religionsretslig handling iflg. sunnitisk opfattelse afhænger af den handlendes intention, og at allerede koranen (16,106) regner med, at en troende under tvang kan forråde sin tro på Allah, skønt hans ’hjerte finder fred i troen’ . De deltog, med indre forbehold, i den kristne kultus, drak vin, spiste svinekød, gav deres sønner kristne koner, men ikke omvendt deres døtre til kristne mænd, og de bekendte sig igen offentligt til islam, så snart det kunne ske uden fare for liv og lemmer. (54) Kirken bestræbte sig på sin side – dog uden varigt held - på at udrydde denne skin-kristendom ved hjælp af inkvisitionen, som var blevet reorganiseret i Spanien i 1481 og de følgende år. Islamiske menigheder hævdede sig endnu gennem hele det 16.århundrede og fattede under det osmanniske riges opstigning til magten igen nyt håb om genoprettelse af det muslimske herredømme i vesten. Navnlig i Alpujarras var der ofte uro. Her udbrød i 1568 en voldsom opstand, som første kunne nedkæmpes i 1570, efter langvarige kampe. Det viste på ny, at muhammedanermission og inkvisition ikke førte til det ønskede resultat. Således følte regeringen sig nødsaget til at anvende det sidste middel, og forviste i 1609 alle muslimer fra landet. De sidste moriscos måtte nu forlade Spanien og vendte sig for størstedelen mod Nordafrika. Dette var afslutningen på islam på den iberiske halvø.
1 [Her er rettet en oplagt trykfejl i originalen, sml. nedenfor, slutningen af kapitlet]
2 De lange suraer 2 – 6 er inddelt i henholdsvis 3, 3, 4, 2 og 3 afsnit, efter hizb-inddelingen, og de er ligeledes forsynet med overskriften azzora (as-sûra). Azzora 17 (osv, - til 124) svarer altså til sura 7 (osv. til 114).
3 Begge er genoptrykt af A.Fischer ZDMG 60, 249f.
4 Aftrykt i MIGNE, Patrologia, Series Latina, t. 189; oversat til tysk af J.Thomä, Zwei Bücher gegen den Muhammedanismus. Bruchstück einer Streitschrift von Petrus dem Ehrwürdigen, Abt von Clugny. Leipzig 1896 ['To bøger mod muhammedanismen. Brudstykke af et stridsskrift af Petrus den ærværdige, Abbed i Cluny']
5 Se G.F.Pijper: Het boek der duizend vragen, Leiden 1924, p. 4-8 og 45ff [De tusind spørgsmåls bog].
6 [korancitater er efter Ellen Wulfs danske oversættelse, også hvor de ikke svarer til den af Fück citerede oversættelse]
7 Aftrykt hos MIGNE, Patrologie 189, 660 for neden.
8 MALIK, Muwatta’, GihAd §7; Buharî, Gihad §134 og paralleller
9 L’Alcorano di Macometteo, nel qual si contiene la dottrina, la vita, i costumi et le leggi sue. Tradotto nuovamente dall’Arabo in lingua Italiana con gratie et privilegii. u.sted, 1547. ['Muhammeds koran, hvori findes hans lære, hans liv, skikke og love. Nyoversat fra arabisk til italiensk med begunstigelse og priviligium'] Om dette plagiat, se SCHNURRER, Biblioteca Arabica (1811) 425-427 og især DE SACY, Notices et Extraits IX, 103-109
10 Alcoranus Mahometicus, das ist Der Türcken Alcoran….erstlich aus der Arabischen in die Italienische, jetzt aber in die Teutsche Sprache gebracht durch Herrn SALOMON SCHWEIGGERN,…. Nürnberg 1616. ['Muhammedes koran, dvs. tyrkernes koran…for nylig oversat fra arabisk til italiensk, men nu overført til det tyske sprog af herr Salomon Schweiggern'] Se SCHNURRER, anf.sted. s.427
11 Se SCHNURRER, s.427
12 samme betydning foreligger på maltesisk
13 i håndskrifterne: lieum vinum
14 i håndskrifterne: bacilectus vinum
15 [engelsk franciskanermunk, kendt fra filosofihistorien]
16 F.Wüstenfeld, Die Übersetzungen arab. Weke in das Lateinische, S.92, 106 ['Oversættelser af arabiske værker til latin']
17 B.ALTANER: Zur Kenttnis des Arabischen im 13. und 14. Jahrhundert i: Orientalia Christiana Periodica II, 1936, 437-452, har ud fra kilderne kun kunnet påvise 17 ’arabister’. ['Om arabiskkundskaberne i det 13. og 14.århundrede' i (omtr.) ’Tidsskrift for kendskab til den orientalske kristendom’]
18 For litteratur om ham, se ALTANER, anførte sted, 442, anm.4
19 Første gang udgivet med en lang indledning og udførlige anmærkninger af JOSEF DE VOISIN, Paris 1651; udgaven blev udvidet med en Introductio in Theologiam Judaicum [’Indledning om den jødiske teologi’] og genudgivet i Leipzig 1687 af J.B.CARPZOV. Jeg citerer efter 2.udgaven
20 p. 749 ff.
21 suraerne (Sorae) citeres efter numre, versene efter grupperinger på 10 (denaria).
22 side 750 (”alter vero Muselim in libris authenticis apud Saracenos, quorum unus vocatur Albokari” ['desuden muslimerne, i saracenernes egne bøger, af hvilke én kaldes Albokari (Buhari)' (?)]) – ordlyden stemmer overens med Buhari Anbiya’ §44 (Qastallani V, 406f). Yderligere henvisninger giver WENSINCK EI III, 369a
23 pp.192-194
24 pp.208-210
25 pp. 194,210,221,226,231,254
26 pp. 199, 213
27 p. 195
28 p. 197
29 p.234,235
30 pp.250-252
31 p.198, Aben Rost super Oriusam Avicennae ['Averroës om Avicennas Urguza']
32 pp.231-233
33 p.206 Ibnalchatib in libro Investigationum Orientalium [’Ibnalchatib i bogen om orientalske studier’]
34 Bevaret i håndskriftet Vocabulista in Arabico [se kap.6] og aftrykt, samt oversat, af SCHIAPARELLI på side XVI f. i sin udgave.
35 En udførlig fremstilling giver PRANTI, Geschichte der Logik, 3, 155ff [’Logikkens historie’]
36 [altså som lægmand, uden at gå i kloster]
37 ALTANER, Zur Geschichte der antiislamischen Polemik während des 13. und 14.Jahrhunderts i Hist.Jahrbuch 56, 1936, p. 229, anm.12 ['Om den anti-islamiske polemik i det 13. og 14.århundrede’ i ’Historisk Årbog’']
38 ALTANER, Glaubenszwang und Missionsfreiheit in der Missionstheorie des Raymundus Lullus i Hist.Jahrbuch 48, 1928, p. 586. ['Tros-tvang og missionsfrihed i Raymundus Lullus’ missionsteori' i ’Historisk Årbog’]
39 [altså (bl.a.navnlig) den græsk-orthodokse kirke, som skiltes fra den romersk-katolske kirke i 1054]
40 [v/Breslau i Polen, hvor en schlesisk, polsk og tysk hær tabte til Batu og hans mongoler]
41 Om tatarproblemet hos Lullus, se ALTANER, Raymundus Lullus u.d.Sprachenkanon des Konzils v. Vienne i Histor Jahrbuch 53, 1933, p. 199. ['Raymundus Lullus og Konciliet i Viennes sprog-kanon’ – ’Historisk Årbog’]
42 se ALTANER anførte skrift p.200
43 [1311-1312, i sydøstfrankrig, lidt syd for Lyon]
44 ”Hoc sacro approbante Concilio, scholas in subscriptarum linguarum generibus, ubicumque Romanam curiam residere contingerit, nec non i Parisiensi, Oxoniensi, Bononiensi et Salamantino studiis, providimus erigendas, statuentes ut in quolibet locorum ipsorum teneantur viri catholici sufficientem habentes hebraicae, graecae, arabicae et chaldaicae languarum notitiam, duo videlicet unius cuiusque linguae periti, qui scholas regant inibi, et libros de linguis ipsis in latinum fideliter transferentes, alios linguas ipsas sollicite doceant, earumque peritiam studiosa in illos instructione transfundant, ut instructi et edocti sufficienter in linguis huiusmodi fructum speratum possint Deo auctore producere, fidem propagaturi salubriter in ipsos populos infideles…”. [’Med dette hellige Koncils samtykke, bestemmer vi, at der skal oprettes skoler for studier i nedenfor nævnte sprog, hvorend den romerske kurie måtte befinde sig, samt i Paris, Oxford, Bologna og Salamanca, med den bestemmelse, at der skal ansættes 2 katolske mænd, med tilstrækkeligt kendskab til det hebræiske, græske, arabiske og kaldæiske sprog, hver med erfaring i hvert sprog, og som skal styre skolerne dér, og oversætte bøger om disse sprog nøjagtigt til latin, og oplære andre omhyggeligt i disse sprog, og ved flittig undervisning videregive deres egne erfaringer til dem, så at de, på denne måde tilstrækkeligt instruerede og lærde i sprog, med Guds hjælp kan give håb om at kunne fremme den saliggørende tro til hine vantro folkeslag….”] Disse ord fra kanon er endvidere optaget i Encyclicaen De studiis rerum orientalium provehendis [Om fremme af orientalske studier] fra 8.september 1928.
45 Aftrykt i SCHIAPARELLIS udgave, p.XVIf.
46 [’fra det levende øre’, altså ved egen iagttagelse]
47 Dette kommer fra dén islamiske exegese, som forklarede dette tilnavn til Allah, med ’man la gaufa lahû’ [den som ikke har nogen mave] (fx ABÛ BAKR AS-SIGISTANÎ, nuxhat al-qulûb, Cairo 1342, 207)
48 [på arabisk skrives normalt kun konsonanter, således at de ovennævnte gloser ville blive skrevet ’zmrr,srr,msd etc’. I koranen indsætter man derimod streger o.lign. over og under de ’arabiske’ skrifttegn, - og det er vokalerne (a,i,i,a,a, etc) – se efterskriftet]
49 [Arabiske ordbøger er, som de hebræiske, ordnet efter ordets ’rødder’, altså de 3 konsonanter, som bærer ordet mening (fx SLM, til ordene islam, muslim, salam [fred]; hvor man så må slå op under SLM for at finde de tre nævnte ord.) – Af verbalformerne er 3.sg.m.pf. den enkleste, og står derfor først i de arabiske grammatikker. I en latinsk grammatik begynder man med 1.sg.]
50 [et ’tidspunkt efter hvilket’, - altså et tidligste tidspunkt for affattelsen]
51 ALTANER i Hist.,Jahrbuch 53, 1933, 212 ff (med litteraturhenvisninger)
52 [En kristen kirke med ikke-orthodokse synspunkter på Jesu forhold til Gud]
53 man har stadig bevaret en rejsefører for sådanne emigranter, - på spansk, men i arabisk skrift. [Gen]udgivet af DE SACY, Notices et Extraits IV, 435, ['Noter og uddrag'] og for nylig af J.N.LINCOLN, Geographical Review (Neuyork) 29, 1939, s.483 – 487. ['Geografisk magasin']
54 se Oran’s fatwa fra året 909/1504, offentliggjort af CANTINEAU i Journal Asiatique t. 210, 1 – 17.
---------------